Leder

Rusland og Aserbajdsjan ’vinder’ krig om Nagorno-Karabakh

Med en ny fredsaftale underskrevet mandag skifter magtbalancen i Kaukasus: Aserbajdsjan får mere kontrol, Armenien taber vigtige områder, og Rusland opnår symbolsk succes med sine lederambitioner
Efter fredsaftalen mandag står Armenien som taberen af krigen med Aserbajdsjan, og en vred og skuffet armensk befolkning indtog gaderne i hovedstaden Jerevan og brød ind i parlamentet. At de to landes ledere sammen med Rusland har afsluttet krigen, er ikke ensbetydende med, at freden er indtruffet, konstaterer Ida Sparre-Ulrich i denne leder.

Efter fredsaftalen mandag står Armenien som taberen af krigen med Aserbajdsjan, og en vred og skuffet armensk befolkning indtog gaderne i hovedstaden Jerevan og brød ind i parlamentet. At de to landes ledere sammen med Rusland har afsluttet krigen, er ikke ensbetydende med, at freden er indtruffet, konstaterer Ida Sparre-Ulrich i denne leder.

Karen Minasyan

Udland
11. november 2020

Krigen i Nagorno-Karabakh tog en pludselig drejning, da Armenien og Aserbajdsjan mandag aften underskrev en fredsaftale.

Fredsaftalen i korte træk: Den er formidlet af Rusland, og præsident Putin har skrevet under.

Begge parter stopper de militære kampe og udveksler krigsfanger. Aserbajdsjan får derudover de territorier, som landet har erobret i de sidste to måneder.

Aserbajdsjan er altså krigens ’vinder’. Ikke i forhold til tabstal, for landet har givetvis tabt flest menneskeliv, men i forhold til det overordnede mål: at få kontrol over den lille enklave Nagorno-Karabakh, der ellers har været under armensk kontrol, og hvor der primært bor etniske armeniere. Med Tyrkiet i ryggen indledte Aserbajdsjan en militær offensiv i oktober, og man kontrollerer nu områder som Agdam og Latjin samt den vigtige bjergby Sjusja, hvorfra der er strategisk adgang til Nagorno-Karabakhs hovedstad, Stepanakert.

Armenien står som taberen af krigen. Mandag præsenterede en nedtrykt premierminister Nikol Pashinyan fredsaftalen, hvorefter en vred og skuffet befolkning indtog gaderne i hovedstaden Jerevan. Efter nogle timer var omkring hundrede personer brudt ind i parlamentet, og talsmanden for parlamentet, Ararat Mirzoyan, blev slået bevidstløs.

Manglende rygdækning

Armenien havde egentlig håbet på en solid rygdækning fra Rusland, men styret i Moskva har fokuseret på sin mæglerrolle og på at holde sig nogenlunde gode venner med alle. Rusland har nu ’vundet’ lederrollen i forhold til at være den samlende symbolske magt i regionen, selv om krigen klart viser, at Moskva mangler militær vilje over for Tyrkiet.

Ruslands konkrete rolle er nu at sende fredsbevarende styrker til området, der skal overvåge to landkorridorer, sådan at aserbajdsjanere og armeniere kan bevæge sig sikkert rundt.

Kortsigtet er aftalen altså essentiel: I dag er områdets beboere i mindre fare for at blive dræbt end i forgårs. Langsigtet er der dog brug for flere ressourcer for at begrebet ’arvefjende’ forsvinder hos de to befolkninger.

Det gælder især om at fokusere på den unge generation, der har været de mest aktive i brobygningsprojekter, men også har været hårdt ramt i efterårets krig. Mange af de soldater, der er døde, er mellem 18 og 22 år. Og iblandt de 100.000, der er flygtet fra Nagorno-Karabakh, er mange børn.

At de tre ledere har afsluttet krigen, er således ikke ensbetydende med, at freden er indtruffet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt gået, Rusland ligner mere og mere lederen når det kommer til konfliktmægling i internationale affærer. Og, selvom det nok skal forstås på en anden måde, jeg er glad for at de mangler 'militær vilje over for Tyrkiet' og kan finde ud af at løse problemerne på anden vis.

Karsten Nielsen, Hans Aagaard og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar