Uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, så er den fossile industris dødskamp er indledt

Det var en Don Quixote-kamp mod vejrmøller, som Donald Trump indledte for fire år siden, da han lovede sine vælgere at »slippe kraften i den amerikanske energi løs, omfattende skifer, olie, naturgas og rent kul«.

»The clean, very clean coal,« messede den nyvalgte præsident og forsikrede, at »vi vil sende minearbejderne tilbage i arbejde«.

Det har vist sig at være en forgæves kamp. Siden Trump tog plads i Det Hvide Hus, er 11 amerikanske kulselskaber gået fallit som led i en uafvendelig trend, der på et tiår har tvunget mindst 50 amerikanske mineselskaber i knæ. Blandt dem den største privatejede kulproducent i USA, Murray Energy, der med 17 miner og 7.000 ansatte måtte kaste håndklædet i ringen sidste år.

Samtidig har kulfyrede kraftværker i USA med en samlet kapacitet på 100.000 megawatt stoppet driften eller annonceret, at de vil gøre det. Et af de største, Navajo Generating Station i Arizona med en kapacitet på over 2.000 megawatt, lukkede sidste år efter at have belastet atmosfæren med næsten 135 millioner ton CO2 siden 2010.

Det amerikanske kulforbrug er nu på det laveste niveau i 65 år, overhalet som kilde til elproduktion af den vedvarende energi.

»En døende industri,« skriver branchemediet mining.com om den amerikanske kulindustri.

Det er ikke, fordi Donald Trump ikke har gjort, hvad han kunne for kulindustrien. Han har blandt andet nået at annullere Barack Obamas Clean Power Plan fra 2015, der pålagde enkeltstaterne at skære ned på CO2-udledningerne fra deres kraftværker. Han har amputeret den amerikanske miljøstyrelse EPA og ad to omgange indsat tidligere lobbyister for den fossile energiindustri som chef for styrelsen. Og han har truffet beslutningen om at frigøre USA fra klimaforpligtelserne under FN’s Parisaftale med virkning fra i dag, den 4. november.

Men alt sammen har det vist sig at være en udsigtsløs kamp mod en uafvendelig udvikling. I USA som i det meste af den øvrige verden er den kulbaserede industri på vej mod afvikling og i kølvandet på den også olie- og gassektoren. Det vil tage tid – og mere tid for olie og gas end for kul – men kursen er entydig: Det er i stigende grad en dårlig forretning at satse på fossile brændstoffer.

»I 2019 præsterede mere end halvdelen af den nye vedvarende elkapacitet lavere elpriser end de billigste nye kulkraftværker,« skriver FN’s agentur for vedvarende energi, IRENA, i sin seneste globale status.

Helt nede i kulkælderen

For olie- og gasselskaberne har coronapandemien forstærket en krise, der mere og mere ligner en irreversibel proces mod langsom afvikling. Det seneste år er den pris, selskaberne kan få for en tønde amerikansk olie, halveret, og »om et år fra nu vil der være langt færre spillere i den amerikanske oliesektor, fordi konkurserne sandsynligvis vil fortsætte«, skriver branchemediet OilPrice.com, der angiver en samlet gældsbyrde på 89 milliarder dollar hos amerikanske og canadiske selskaber.

Den amerikanske energianalytiker Brian Milne fra rådgivningsselskabet DTN mener, at det amerikanske benzinforbrug faktisk kan have toppet med coronakrisen, fordi forbrugerne varigt vil ændre transport- og arbejdsmønstre, samtidig med at grønne biler er på vej ind på det amerikanske marked.

På globalt plan forudser analysevirksomheden Rystad Energy, at verdens olieforbrug vil toppe og begynde at falde allerede fra 2028 som konsekvens af den grønne omstilling kombineret med forbrugsfaldet under coronakrisen.

De fleste af de store multinationale olieselskaber har set skriften på væggen og har nu indledt en delikat omstillingsproces, hvor de sigter mod at blive brede energiselskaber med voksende investeringer i grøn energi, alt mens de forsøger at tjene, hvad endnu tjenes kan på den fossile energi.

»Industrien er i åbenlyst, terminalt forfald. På den lange bane er der intet håb for dem. Lige nu kæmper de en desperat kamp for at bevare deres forretningsmodel et par årtier endnu. Lykkes det for dem, smadrer de planeten‚« siger Bill McKibben, veteran i den amerikanske klima- og miljøbevægelse, i et interview i dagens avis.

Det korte af det lange er, at den fossile energiindustri har indledt en langsom dødskamp, som ikke har kunnet bremses af manden i Det Hvide Hus de seneste fire år, og som vil løbe sin fortsatte kurs, uanset hvem der sidder der de næste fire.

Om det kan gå hurtigt nok, afhænger i høj grad af, hvilket pres den amerikanske klimabevægelse nu formår at lægge på det nye hold af politikere i Washington og de enkelte stater såvel som på de investorer, der er begyndt at forstå, at business as usual er både klimamæssigt uansvarligt og forretningsmæssigt udsigtsløst.