Rune Lykkeberg: Det blev et hårdt Brexit – stolte Storbritannien, stakkels Storbritannien

Brexit har fra begyndelsen handlet om skuffelser, fornemmelser af bedrag og brudte løfter.

De, der ville ud af det europæiske samarbejde, sagde, at briterne var blevet bedraget af deres politikere, og at deres demokrati var blevet stjålet. »Take back control« betød, at briterne engang havde været herrer i eget hus, men havde mistet magten over deres samfund. Og nu ville de selv bestemme igen.

Det var en stolt kamp for national suverænitet.

De, der ville blive i EU, sagde, at modstanderne havde løjet om udsigterne til velstand, frihed og selvbestemmelse uden for Den Europæiske Union. At udfaldet af afstemningen for fire et halvt år siden, hvor lidt over halvdelen stemte for at forlade EU, blev påvirket af falske nyheder, og at befolkningen var blevet vildledt af en løgnagtig presse, demagogiske politikere og den rituelle brug af Bruxelles som politisk skræmmebillede.

Det var en kamp imod det, de mente, var en ødelæggende, romantisk og nationalistisk opfattelse af suverænitet.

De britiske ledere har gang på gang sat nye ultimative deadlines og lovet, at nu ville de nå en aftale og realisere resultatet af folkeafstemningen. Og gang på gang har de udskudt det alligevel.

Brexit har kostet to premierministre og en oppositionsleder deres positioner, og fordi det politiske system har været ude af stand til at realisere folkeafstemningens mandat i en aftale om en ny relation til EU, har hele affæren udviklet sig til en konstitutionel krise i Storbritannien.

Johnsons triumf

Det er således under alle omstændigheder en triumf for den britiske premierminister, Boris Johnson, at han omsider har afsluttet mere end tusind dages forhandlinger, der længe virkede uendelige og håbløse, og levet op til sit løfte om at lave en ny handelsaftale med EU. Og det var ved præsentationen af aftalen afgørende for Johnson, at den ikke blev opfattet som endnu en skuffelse og endnu et brudt løfte:

»Vi har taget kontrollen over vores love og vores skæbne tilbage,« sagde han stolt.

Aftalen er ikke så attraktiv for britisk erhvervsliv og økonomi som det, der blev kaldt for en »blød Brexit«, ville have været. Men den er langt bedre, end hvis der ikke var lavet nogen aftale. Og politisk har parterne nået et kompromis, som begge kan forsvare over for dem, de repræsenterer, og som kan danne grundlag for et nyt fællesskab mellem Storbritannien og EU.

Storbritannien fik ikke fri adgang til det indre marked og toldunionen, som først var deres krav og løfte til borgerne. Men de har fået en handelsaftale, som betyder, at de uden tariffer og kvoter kan afsætte og købe varer på det indre marked.

De har sikret sig, at de ikke længere skal være underlagt EU-domstolen, og at en ny uvildig instans skal afgøre, om parterne lever op til kravene om »fri og fair konkurrence«. Til gengæld har de ikke fået en aftale om service, som i dag udgør 80 procent af deres handel med EU, og udveksling af data. Og selv om handel med varer ikke vil blive underlagt tariffer og kvoter, vil den blive besværet af grænsekontrol og det bureaukrati, som det indre marked oprindeligt var med til at minimere.

Britiske statsborgere har ikke længere friheden til arbejde, studere eller slå sig ned overalt i EU, men Storbritannien har omvendt fået en udfasning over fem et halvt år af fiskere fra EU-landes ret til at fiske i britiske farvande.

Som Politico.eu har pointeret, lovede Boris Johnson også, at grænseordningen mellem Irland og Nordirland efter en ny aftale ville være »absolut uforandret«. Grænsen mellem de to forbliver åben, men der kommer overvågning af grænsen, kontrol af dyr og planter og igen et udvidet bureaukrati. Det var også et løfte under brexitkampagnen, at Storbritannien uden for EU ville lave nye og attraktive handelsaftaler med alverdens andre lande.

Det er ifølge Politico endnu ikke lykkedes at lave en eneste aftale.

Europæisk sammenhold

Men måske er den vigtigste konklusion efter fire et halvt års forhandlinger mellem EU og Storbritannien, at den ene union har stået langt stærkere sammen, end man kunne forvente, og at den anden er blevet lige så splittet, som man kunne frygte.

Brexit var i 2016 et chok, som udløste udbredt frygt for, at kravet om uafhængighed ville brede sig til andre medlemsstater i EU. At Brexit kunne blive til Italexit og Dexit og alt muligt andet. Men på trods af fundamentale konflikter om retsstatsprincipper, fælles ansvar for gæld og omfanget af integration internt i unionen, har de 27 stater under så godt som hele forløbet været en samlet forhandlingsfront.

Det er ikonisk for sammenholdet i EU, at det ikke var nationale ledere, men kommissionens forkvinde Ursula von der Leyen, som afsluttede forhandlingerne med Boris Johnson.

Den britiske union er derimod blevet splittet af kampe og konflikter. Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon har annonceret endnu en uafhængighedsafstemning, som skal finde sted »tidligt i næste parlamentssamling«. Og Brexit har afsløret nye konfliktlinjer i Storbritannien, som over de seneste fire et halvt år er blevet radikaliseret. Mange af dem, som ville blive i EU, har offentligt udstillet deres foragt for de medborgere, som ville ud. De hævder, at de ignorerer fakta og data og udelukkende appellerer til følelser.

De, der ville ud, har på den anden side ført kampagne mod de andres arrogance og globalisme. Det gamle imperiums forfatter Rudyard Kiplings ord fra The Light that Failed har passet på Storbritannien efter brexitafstemningen:

»Vi er alle øer, som råber løgne til hinanden over et hav af misforståelser.«

Stakkels og stolt

Det er på den måde et stakkels Storbritannien, som er kommet op at slås med sig selv om sit eget demokrati og forhold til resten af verden. Det forekommer ynkeligt, at den gamle imperiale stormagt har klaget over, at den selv har været undertrykt af Bruxelles og er blevet tyranniseret af EU-domstolen. At de har opført sig, som om de var koloniserede, og Brexit var en uafhængighedskamp.

Men der er også noget stolt over at hævde retten til selvbestemmelse. Det er jo ikke kun i Storbritannien, at borgerne kan føle, at de har mistet indflydelse på deres love, grænser og penge. At demokratiet er et løfte, som bliver svigtet i praksis.

Og det er ikke forkert, at EU har været massivt juridiseret og med strenge krav om fair og fri konkurrence har afpolitiseret fælles anliggender, som demokratisk set burde være politiske.

Brexit var derfor også en systemkritik af EU, som har været med til at reformere det europæiske samarbejde. Diskret men bestemt har vi fået tendenser til mindre juridisering, en mindre aktivistisk EU-domstol og en repolitisering af finanspolitik og økonomisk politik.

Briterne hævdede med rette under forhandlingerne om en ny handelsaftale, at EU jo selv havde gennemført en genopretningspakke, som ikke lever op til kravene om fri og fair konkurrence, men leverer direkte statsstøtte til for eksempel erhverv, som vil lave grøn omstilling. Denne indvending afslører, at EU også er forandret.

Men som Ursula von der Leyen sagde torsdag: »Den her debat har hele tiden handlet om suverænitet.« Og der er noget imponerende over, at et flertal i Storbritannien satte selvbestemmelse over økonomisk sikkerhed, demokrati over vækst. Det er tåbeligt at afvise det krav med, at det bare handler om »følelser«. Samfundet er ikke kun et faktuelt og statistisk anliggende, og fornemmelser af medbestemmelse og politisk frihed er ikke irrelevante følelser.

Men spørgsmålet er naturligvis, om de opnår den suverænitet, de stræber efter, ved at melde sig ud af EU. For også Storbritannien er globalt anskuet en mindre magt, som ikke selv kan forsvare sig mod den amerikanske techkapitalisme og den kinesiske statskapitalisme.

Storbritannien kan ikke alene udrette noget afgørende i klimaforhandlinger, og de kan ikke lave globale frihandelsaftaler, som sætter nye standarder for beskyttelse af arbejderes rettigheder og klimaet. De bliver ikke herrer over deres egen skæbne, bare fordi de kan lave deres egne love og styre deres egne penge. 

Suverænitet er ikke, som Johnson & Co. hævder, noget, man har, hvis man kan bestemme over sine egne grænser, love og penge. Det er noget, man udøver. Og jo stærkere et fællesskab, man er en del af, og jo stærkere principielle alliancer, man er forbundet i, jo mere kan man kæmpe for det, man tror på, og leve op til det, man har lovet dem, som man repræsenterer og taler for.

Og det er svært at se, at briterne får mere indflydelse på verden og på deres egen skæbne, når de stiller sig uden for det europæiske forhandlingsfællesskab. Så selv fire et halvt år efter forekommer Brexit stadig at være et løfte, som ikke kan blive indfriet, og som vil blive ved med at levere skuffelser og fornemmelser af bedrag.

Men Brexit er det, som et flertal af briterne flere gange har vist, at de ville have, og nu får de en version, som bestemt kunne have været værre. Det er deres eget valg, som nu bliver til deres egen realitet og skæbne.