Leder

Den brede verdensoffentlighed gider ikke høre på Davos mere, den vil have handling

Til det årlige Davos-møde er verdens politisk-økonomiske beslutningstagere mestre i at sætte dagsordner, der handler om verdens store udfordringer, pakket ind i panderynkede appeller om global ansvarlighed og handling. Uden at der efterfølgende sker ret meget
Kom ned på jorden, Davos, siger Jørgen Steen Nielsen i denne leder. Her er daværende amerikansk præsident Donald Trump ved at lande i den schweiziske alpeby til World Economic Forum i januar 2020.

Kom ned på jorden, Davos, siger Jørgen Steen Nielsen i denne leder. Her er daværende amerikansk præsident Donald Trump ved at lande i den schweiziske alpeby til World Economic Forum i januar 2020.

Arnd Wiegmann

Udland
26. januar 2021

Selv finanssektorens og monopolkapitalismens hoforgan Financial Times er træt af Davos-folket. I en ætsende kommentar anklager avisens mangeårige kommentator Simon Kuper den økonomiske og politiske elites årlige møde på den schweiziske alpetop for altid at tage fejl.

»De fleste forudsigelser fra Davos er værdiløse,« skriver Kuper og opremser, hvordan spåmændene og -konerne hos World Economic Forum missede finanskrisen i 2008, Donald Trumps valg i 2016, coronapandemien i 2020 med mere.

»Uanset hvor utænkeligt det forekommer, så er den begivenhed, der med størst sandsynlighed indtræffer, det modsatte af, hvad der er konsensus om i Davos,« anfører kommentatoren med et spydigt citat fra økonomen Kenneth Rogoff.

Så hvis toppolitikerne, de multinationale CEO’er og den globale finanssektors chefer i virkeligheden mødes for at netværke og lave aftaler, hvorfor så spilde vores tid med at lege orakler med meget begrænset held?

Den slags kritik er på en måde taknemmelig, for hvem andre havde forudset finanskrisen, Trump og corona? Men under Simon Kupers vrede sarkasme ligger den valide pointe, at verdens politisk-økonomiske beslutningstagere, når de mødes til det årlige Davos-møde, er mestre i at sætte dagsordner, der handler om verdens store udfordringer, pakket ind i panderynkede appeller om global ansvarlighed og handling. Uden at der efterfølgende sker ret meget.

Drop ordene, iscenesættelsen, de gensidige skulderklap. Kom ned på jorden, og gør noget, får man lyst til at sige.

’Et afgørende år for genopbygning af tillid’

I år er Davos-eliten faktisk kommet ned på jorden. Den traditionelle sammenstimlen i det schweiziske skisportsresort er aflyst på grund af pandemien. Alle debatter foregår virtuelt med de 1.200 inviterede aktører siddende hjemme på kontorerne eller i dagligstuerne. Årets tema er – godt i tråd med Simon Kupers mistillidserklæring – ’Et afgørende år for genopbygning af tillid’.

World Economic Forum har her fat i det, man ikke behøver at være profet for at få øje på: I store dele af den globale offentlighed dykker tilliden til myndighederne. En tillidsanalyse lavet til Davos-folket, 2021 Edelman Trust Barometer, fortæller, at regeringer nu nyder mindre folkelig tillid end både ngo’er, medier og erhvervsliv. Også troen på medier er faldende, og Edelman-analysen forklarer den samlede udvikling med myndighedernes håndtering af coronakrisen kombineret med den »nedbrydning af kommunikationsinfrastrukturen«, som de sociale medier er centrum for med deres platforme for ukontrollabel spredning af alternative sandheder. Edelman taler om »en epidemi af misinformation og vidtspredt mistillid til samfundsmæssige institutioner og ledere verden rundt«.

Men i stedet for at jamre må Davos-folket forstå, at den aktuelle vrede bygger oven på en årtier lang frustration over en verden præget af voldsom ulighed og svigt af denne klodes sårbare. »COVID-19 har som en røntgenstråle afsløret brudfladerne i det skrøbelige samfundsmæssige skelet, vi har opbygget,« har FN’s generalsekretær, António Guterres, sagt.

Stor økonomisk ulighed 

Og i sin årlige ulighedsrapport op til Davos-mødet dokumenterer udviklingsorganisationen Oxfam, hvordan den rigeste ene procent nu gennem 40 år har haft mere end den dobbelte indkomst af den fattigste halvdel af verdensbefolkningen. Og hvordan de globale aktiekurser under corona-recessionen er steget til historiske højder og har øget formuen hos verdens milliardærer med næsten 24.000 milliarder kroner. Samtidig skønner Verdensbanken, at 119-124 millioner mennesker kastes ud i ekstrem fattigdom som følge af pandemien og nedlukningen af økonomien, »i sandhed en stigning uden fortilfælde«, skriver banken.

På det virtuelle Davos-møde fra mandag til fredag vil verdensledere som Angela Merkel, Emmanuel Macron, Xi Jinping, Narendra Modi og Ursula von der Leyen anlægge bekymrede miner og sammen med lederne for IMF, ECB, UNDP, WHO, FAO, FN, OECD, IEA samt CEO’er fra det globale erhvervsliv udsende appeller om at tage den truende situation alvorligt.

Det har de sådan set gjort hvert år, og oftest er deres spådomme slået fejl og deres moralske appeller til sig selv og hinanden faldet på stengrund.

En hel del tyder på, at den brede verdensoffentlighed ikke gider høre på det mere. Nu vil de have handling.

Og det er ikke så svært. Det drejer sig blot om at overføre velstand, privilegier og magt fra rige til fattige via ændring af skattesystemer, lukning af skattely, opløsning af monopollignende selskabsstrukturer og ejerformer. Som det allerførste kunne de rige lande dele de coronavacciner, de har hamstret – alene i EU 2,3 milliarder doser til en befolkning på 550 millioner – med de fattige. Ni ud af ti indbyggere i verdens 67 fattigste lande står til ikke at blive vaccineret i år, advarer Oxfam.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Davos handler om den ene procent af verdens rigeste's velbefindende og hvordan de kan vedblive med at være rige. Intet andet.

Kurt Nielsen, Steen Simonsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, jens christian jacobsen, Per Torbensen, Anne-Marie Krogsbøll og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Nej det er bestemt ikke fra Davos forandringens vind blæser fra.

Søren Kristensen

Står på en alpetop.