Vil foråret nogensinde komme tilbage?

Det Arabiske Forår var en historisk begivenhed, der fik alverdens individer, bevægelser og samfundsgrupper til at projicere deres egne værdier, håb og drømme over på revolutionerne.

Venstrefløjen mente, at der var tale om klassekamp. Islamisterne var overbeviste om, at der var tale om en islamisk vækkelse. De sekulære mente, at det var et opgør mod traditionelle og religiøse normer. Vestlige demokrater så arabernes kamp som en kamp for et liberalt demokrati. Alt imens regionens autokrater kun så sammensværgelser mod deres magt.

Og på en måde har de allesammen ret.

Der var strid mellem samfundets klasser i mange lande. Der var også en islamisk vækkelse, særligt i de lande, hvor islamisterne blev undertrykt af sekulære autokrater. Der var også et folkeligt ønske om demokratier, der mindede om dem i Vesten. Og der var uden tvivl elementer af sammensværgelser mod magthaverne flere steder.

De arabiske revolutioner var en så dramatisk samfundsomvæltning, at ingen i dag kan tage patent på en altdominerende forklaring på, hvad revolutionerne var for en størrelse. Individer, bevægelser og magthavere blev allesammen enten påvirket af udviklingen, eller også forsøgte de konstant at påvirke deres omgivelser.

Og de, der har trukket det længste strå indtil videre, har været magthaverne.

Golfmonarkiernes magtkampe med Iran og Tyrkiet om indflydelse i Mellemøsten og Nordafrika har ført til blodbad, fortvivlelse, sult, sygdomme og undertrykkelse. I dag er Mellemøsten på alle parametre meget værre end i 2011. Efter pandemien har regionen ramt en håbløs blindgyde.

Der er udenlandske interventioner, autokratiske ledere, ulighed, ekstremisme og krig. Der er stridigheder om grænser, suverænitet, identitet, ideologi og religion. Og alle disse stridigheder er med til at skabe en ond cirkel, hvorfra der ikke synes nogen udvej.

Hvor autokraternes primære opgave engang var opretholdelsen af stabilitet, bliver det de nuværende autokraters kamp at opretholde deres magt og legitimitet over for en utilfreds ungdom.

Fængslinger, krigsherrer og flugt

Egyptens Abdel Fattah al-Sisi har flere fængslede end på noget tidspunkt i Egyptens moderne historie. I Syrien er der kun krigsherrer tilbage, og de fleste unge ser flugt som den eneste udvej. I Libanon er middelklassen allerede flygtet med deres penge og ideer, og ungdommens muligheder skrumper dag for dag.

I Yemen kæmper yemenitterne mod både kolera og COVID-19, og når den saudiske krig mod houthierne er ovre, vil den rigtige utilfredshed for alvor sprede sig. I Libyen har de forlængst opgivet at forstå, hvad der foregår i deres ørkenland.

I de besatte palæstinensiske områder lever palæstinenserne som burhøns i indhegnede områder. I Irak likviderer militserne dagligt unge influencere på åben gade af frygt for et nyt ungdomsoprør. Og i monarkierne i Golfen overvåger man befolkningerne med israelsk og vestligt udstyr for at holde ungdommen i skak.

Listen er lang, og utilfredsheden er massiv mange steder, og selv når der opstår nye revolter, har magthaverne efter ti års erfaring lært at manipulere »den arabiske gade« med misinformation, fake news og del og hersk-teknikker.

Alt afhænger af Joe Biden

Lige nu virker enhver kamp mod magthaverne håbløs. Og det internationale samfund kan ingenting gøre, da man hverken har lysten eller midlerne til at håndtere Mellemøstens magthavere længere. I disse dage er Vestens liberale demokratier selv i defensiven og har derfor ikke længere overskuddet til at gøre noget ved den dysfunktionelle region.

Vestens attitude kom meget godt til udtryk forleden, da en synligt irriteret Emmanuel Macron ved et pressemøde insisterede på at sælge våben til Egyptens generaler trods massive menneskerettighedskrænkelser mod den egyptiske befolkning.

»Jeg vil ikke lade spørgsmål om forsvar og økonomisk samarbejde afhænge af uenigheder om menneskerettigheder,« sagde Frankrigs præsident til pressemødet, mens han storsmilede til den egyptiske diktator Abdel Fattah al-Sisi.

Hvad der venter Mellemøsten, er der ingen der ved. De, der gjorde oprør i 2011, har forlængst opgivet kampen, enten fordi magthaverne forvandlede alt til et blodbad, eller også fordi de stiftede familie og fik andre prioriteter.

Der vil uden tvivl komme en ny generation på gaden, men lige nu afhænger meget af den nye amerikanske præsident, Joe Biden. Han er kritisk over for samtlige magthavere i regionen, og det helt afgørende og måske paradoksale spørgsmål bliver, hvordan Biden i praksis håndterer Mellemøstlige ledere, mens USA langsomt trækker sig ud af regionen; et mål, som Obama og Trump havde for øje, og som Joe Biden har erklæret sig enig i.