Så meget må man give den sympatiske og sært konturløse Armin Laschet: Han kan holde uforskammet gode taler, når det gælder. Lørdag gjaldt det, og her leverede den 59-årige ministerpræsident fra den største tyske delstat Nordrhein-Westfalen varen: en bredt favnende tale, som på den digitale partidag skød ham op som ny formand for Merkels CDU. Dermed sidder han nu i pole position til at blive kanslerkandidat, når Merkel abdicerer i september.
Om det ender med Laschet som kanslerkandidat eller med en af de mere populære CDU- eller CSU-figurer, er stadig åbent. Men set fra venstre havde det været mere interessant, hvis den neoliberale Merkel-rival og BlackRock-egomann Friedrich Merz var løbet med sejren og havde indfriet næsten halvdelen af de CDU-delegeredes længsel efter en højredrejning og en stærk konservatisme i det splittede parti. Et parti, der i parentes bemærket er Europas største parti og det eneste tilbageværende konservative folkeparti, der ikke er skrumpet stærkt eller gledet ud på den populistiske højrefløj.
Merz ville have givet centrum-venstre en mere entydig modstander, der ikke målrettet går efter at spise midtervælgerne. Dermed ville der være en bedre chance for en tysk regering med De Grønne i spidsen sammen med det skrumpede SPD og enten det liberale FDP (i en rød-gul-grøn lyskrydskoalition) eller endda med Die Linke på venstrefløjen (i en rød-rød-grøn R2G-koalition).
Se, det ville være et nyt Tyskland: stadig stærkt europæisk forankret, men med et opgør med den enorme lavtlønssektor og med en langt mere ambitiøs klimapolitik.
I stedet for højredrejningen har CDU valgt »den fortsættelse, som vi har brug for, nemlig fortsættelsen af succesen«, som Laschet beskrev sit mål på partidagen: mere Merkel, mere midte, mere integration af de økonomisk-liberale, konservative, sociale og kristne fløje i partiet.
Grøn tidsånd
I en tid med Trump, Erdogan, Putin og Xi Jinping er det selvsagt glædeligt, at der i Europas centrum står en så ikkeautoritær lederfigur i front – Laschet har ligefrem som valgslogan, at enhver politisk idiot kan polarisere, mens kun kloge politikere kan integrere. Og det er glædeligt, at Laschet ligner en opvarmningsøvelse til at få De Grønne med i den tyske regering. Men her i det tyske supervalgår med forbundsdagsvalg og hele seks delstatsvalg vokser træerne ikke ind i himlen af den grund.
Selv De Grønne bliver mere borgerlige og forsigtige i deres klimakrav, jo mere de kan dufte regeringsmagten. Fint, kan man sige: Det gamle tyske borgerskab (CDU/CSU-vælgerne) og det nye tyske borgerskab (De Grønne-vælgerne) forenes i en tidsånd, der gerne vil gøre noget ved klimaet, men på den blide måde: med gode tyske dyder som sparepolitik, teknologisk innovation og bevarelse af den hellige tyske bilindustri.
Men selv denne såkaldte »sort-grønne« regering vil få svære kår. Op til formandsvalget i CDU lagde De Grønne pres på Merkels parti ved at gentage kravet om en grøn og social tysk investeringsfond på hele 500 mia. euro eller 3.750 mia. kroner. Fra CDU’s generalsekretær Paul Ziemiak lød svaret prompte med en smuk spejlvending af det gamle 1968’er-slogan: »Vores børn kan ikke lege på bjerge af gæld.« Underforstået: Vil vil tilbage til et statsbudget uden ny gæld så hurtigt som muligt, uanset hvad klimaet og det sociale sammenhold efter coronakrisen kræver.
I Armin Laschets valgtale faldt der stort set ikke ét ord om klima, biodiversitet eller økonomisk nytænkning. Udfasningen af kul omtalte han derimod som et socialt problem for de ramte kularbejdere og -regioner. Men helt ærligt – det sociale problem hører til blandt de mindste problemer foran os.
Denne tøven udstiller hele miseren: På trods af de kristendemokratiske løfter om at »bevare skaberværket« går CDU/CSU defensivt og konservativt ind til de kommende årtiers suverænt største udfordring, nemlig klima- og miljøpolitik. Her mødes det værste i konservatismen med både magtmaskinen CDU/CSU’s angst for risiko og med Merkels grundlæggende politiske metode: at vente og vente – lige indtil »nymodens« ideer fra venstrefløjen som forældreorlov til fædre, mindsteløn, udfasning af atomkraft eller grøn omstilling af infrastruktur og energiproduktion bliver mainstream nok til, at CDU/CSU forsigtigt kan sælge dem til valgfolket som egne standpunkter.
Det er den postideologiske Merkel-æra, som nu ser ud til at fortsætte med Armin Laschet: en tysk stabilitet, hvor det er svært at skelne konservatisme fra opportunisme. Det vil næppe række til at tackle de kommende års multiple kriser.
En neo liberalist som kansler i Tyskland ville være begyndelsen til enden på EU. Så hellere gummi Laschet, som kan holde gode taler, når det gælder, med nul indhold.
"God tale med nul indhold" er en contraditio in adjecto. Laschet fik i sin tale ikke alene sagt, hvordan han mener ledelsesstilen kan og bør være, führen und zusammenführen, men også, hvad han samtidigt mener, problemet med Friedrich Mertz er.
Jeg kan kun finde en grund til, at det »set fra venstre havde det været mere interessant, hvis den neoliberale Merkel-rival og BlackRock-egomann Friedrich Merz var løbet med sejren« (?), og det er, at SPD kunne regne med nogle flere stemmer. Derved ville en centrum-venstre regering i Tyskland være blevet mere sandsynlig.
Ellers er der, som Informations formulering også siger, overhovedet ikke noget interessant ved Friedrich Mertz, som ikke alene er stokkonservativ, men også en autoritær karl med nogle kedelige synspunkter, og han lovede da også i sin tale, at han ville være en plage for sine omgivelser. Hvis ikke man er lidt forstyrret, skal man hverken ønske sig ustabilitet i Tyskland eller en økonomisk politik efter forestillingerne i Deutsche Bundesbank.
Mertz ville med garanti også være blevet en plage for medlemslandene i EU, mens Laschet allerede har været ude med en udtalelse om, at beslutninger i EU er ufravigelige også for Tyskland. Så ser vi lige, hvad der gælder for Ungarn, men det er populært i NRW og især i Aachen, grænselandet hvor Laschet har sin base.