I Italien, der har haft 66 regeringer siden Anden Verdenskrig og ofte lader til at balancere på kanten af den politiske afgrund, kan det til tider være svært at skelne de parlamentariske kriser fra hinanden.
Men det kaos, som landet nu er kastet ud i, efter premierminister Giuseppe Conte tirsdag formiddag trådte tilbage og bragte sin centrum-venstre-regering til fald, skiller sig nu alligevel ud fra mængden. Ikke mindst på grund af timingen – på et tidspunkt, hvor udfordringerne hober sig op, og der for alvor er brug for et stabilt politisk lederskab.
I italienske medier bliver det nuværende politiske spil i Rom beskrevet som »en absurd leg« og en »krise i det dybe mørke«. Om begivenhederne kan man også tilføje ordene ubegribeligt og uansvarligt.
For krisen og arbejdet med at finde en ny regering suger nu al ilt ud af det politiske system og drejer fokus væk fra håndteringen af enorme problemer, ikke mindst pandemien, der fortsat har et hårdt tag i Italien, hvor over 86.000 nu er døde af eller med COVID-19, og man samtidig er i gang med en logistisk svær og flaskehalsplaget vaccineudrulning.
