I Italien, der har haft 66 regeringer siden Anden Verdenskrig og ofte lader til at balancere på kanten af den politiske afgrund, kan det til tider være svært at skelne de parlamentariske kriser fra hinanden.
Men det kaos, som landet nu er kastet ud i, efter premierminister Giuseppe Conte tirsdag formiddag trådte tilbage og bragte sin centrum-venstre-regering til fald, skiller sig nu alligevel ud fra mængden. Ikke mindst på grund af timingen – på et tidspunkt, hvor udfordringerne hober sig op, og der for alvor er brug for et stabilt politisk lederskab.
I italienske medier bliver det nuværende politiske spil i Rom beskrevet som »en absurd leg« og en »krise i det dybe mørke«. Om begivenhederne kan man også tilføje ordene ubegribeligt og uansvarligt.
For krisen og arbejdet med at finde en ny regering suger nu al ilt ud af det politiske system og drejer fokus væk fra håndteringen af enorme problemer, ikke mindst pandemien, der fortsat har et hårdt tag i Italien, hvor over 86.000 nu er døde af eller med COVID-19, og man samtidig er i gang med en logistisk svær og flaskehalsplaget vaccineudrulning.
Oveni er der den dybe økonomiske krise efter en minusvækst på op mod ti procent sidste år som følge af coronakrisen. Og for at det ikke skal være nok, så er der også spørgsmålet om, hvad der skal ske med de 1.500 milliarder kroner, som Italien står til at modtage fra EU’s genopretningsfond, og som udgør en unik mulighed for at ruske gevaldigt op i den italienske økonomi.
Næste måned skal Italien præsentere EU for en plan for, hvordan man vil bruge milliarderne fra genopretningsfonden, men det igangværende kaos – og de italienske politikeres manglende evne til at blive enige om en sammenhængende økonomisk strategi – reducerer tilliden til, at man på nuværende tidspunkt er i stand til at forvalte gigantbeløbet effektivt og fornuftigt.
Det, der nu sker i EU’s tredjestørste økonomi, er dermed ikke længere bare en italiensk affære, men i høj grad et europæisk anliggende og kilde til bekymring i de andre lande i EU, som sidste år gik med til at hæfte for og finansiere den store coronahjælpepakke.
I præsidentens hænder
Premierminister Conte har siden 2018 stået i spidsen for to regeringer, og efter at have trukket sig håber han at få et nyt mandat til at danne en tredje regering med bredere opbakning.
Men det er nu op til præsident Sergio Mattarella, om Conte skal have endnu en chance. Alternativt kan præsidenten udpege en anden mulig premierminister, som kan afsøge et politisk flertal, eller han kan åbne for muligheden for en bred national enhedsregering med partier fra både højre og venstre anført af en teknokratisk premierminister, som får rollen med at manøvrere Italien igennem krisen. En sidste mulighed er, at præsidenten udskriver valg.
Den nuværende krise blev sparket i gang, da den tidligere premierminister Matteo Renzi midt-januar trak sit parti Italia Viva og sine ministre ud af Contes koalitionsregering, da han var utilfreds med manglen på en troværdig plan for genopretningsfonden.
Derefter fulgte sidste uge to mistillidsafstemninger i parlamentets to kamre, som Conte godt nok vandt, men han stod tilbage med en skrøbelig regering uden parlamentarisk flertal, og da der var optræk til, at hans regering kunne komme i mindretal ved en afstemning i senatet onsdag, valgte han at trække stikket.
De to hidtidige regeringspartier, Femstjernebevægelsen og Partito Democratico, har meldt klart ud, at de ønsker en ny Conte-regering. Men det vil formentlig kræve, at man igen lukker Renzi og Italia Viva ind i koalitionen, hvilket man i sidste uge svor, at man aldrig ville gøre.
De vil dog for alt i verden også undgå et valg, da det efter alt at dømme vil bringe højrefløjen til magten anført af Matteo Salvini og hans parti Lega, den tidligere premierminister Silvio Berlusconis Forza Italia og partiet Italiens Brødre, den politiske arvtager til Italiens fascistiske bevægelse.
Meget tyder imidlertid på, at præsident Mattarella vil gå langt for at undgå et valg midt i pandemien, og Italien vil dermed skulle finde sig til rette med den nuværende parlamentariske sammensætning, der ikke lader til at kunne producere et stabilt flertal, som kan understøtte en effektiv og holdbar regering.
Politikerne i Rom vil dermed i en betydelig tidsperiode få umådelig svært ved at tilbyde italienerne en klar rute i retning af en genopbygning af landet, og vil få svært ved at præsentere en effektiv plan for udnyttelsen af midlerne fra genopretningsfonden. På spil er ikke kun Italiens økonomiske fremtid, men også Europas tillid til, at det italienske politiske system kan handle ansvarligt.
