Leder

FN har svigtet i Tigray

I den lukkede konfliktramte etiopiske region Tigray – en konflikt, hvor den etiopiske regering selv er part – er det afgørende, at kontrollen over nødhjælpen ikke bliver et våben i sig selv. Derfor må FN mere på banen
»Det er ikke nok at sende konvojer med nødhjælp af sted uden også at sikre sig, at hjælpen faktisk kommer frem til de rette, sådan som FN’s Verdensfødevareprogrammet gør for tiden. I en konflikt, hvor regeringen selv er part, er det afgørende, at kontrollen over nødhjælpen ikke i sig selv bliver et våben.« skriver Andreas Baumann.

»Det er ikke nok at sende konvojer med nødhjælp af sted uden også at sikre sig, at hjælpen faktisk kommer frem til de rette, sådan som FN’s Verdensfødevareprogrammet gør for tiden. I en konflikt, hvor regeringen selv er part, er det afgørende, at kontrollen over nødhjælpen ikke i sig selv bliver et våben.« skriver Andreas Baumann.

Eduardo Soteras

Udland
23. februar 2021

For hver nye vidneudsagn, der kommer ud af den lukkede og konfliktramte etiopiske region Tigray, bliver det mere og mere tydeligt, at den humanitære krise er langt mere desperat, end Etiopiens regering hævder.

Krigen, der skulle have været en kortvarig »’lov og orden’-operation« målrettet fjernelsen af en lille klike af magthavere, har i stedet vokset sig til en uoverskuelig humanitær katastrofe, der har ramt millioner af etiopiere. Cirka 4,5 millioner mennesker har brug for akut nødhjælp.

Så meget desto mere bekymrende er det, at 80 procent af Tigrays befolkning her næsten fire måneder inde i konflikten stadig er afskåret fra hjælp. Det skyldes både reelle sikkerhedsproblemer, men også at den etiopiske regering – anført af forrige års vinder af Nobels fredspris, Abiy Ahmed – er ekstremt tilbageholdende med at give udlændinge adgang. Det skal det internationale samfund ikke længere acceptere, og selv om hovedansvaret selvfølgelig er etiopisk, er det på høje tid at pege på FN, der på alle måder har været for konfliktsky og svag til at gøre sin hjælp til de krigsramte gældende.

Flygter igen

Det er ikke nok at sende konvojer med nødhjælp af sted uden også at sikre sig, at hjælpen faktisk kommer frem til de rette, sådan som FN’s Verdensfødevareprogrammet gør for tiden. I en konflikt, hvor regeringen selv er part, er det afgørende, at kontrollen over nødhjælpen ikke i sig selv bliver et våben.

Dertil kommer FN’s utilgivelige svigt af flygtningene fra Eritrea, der befandt sig i det nordlige Tigray, da krigen brød ud i november. De havde netop henvendt sig til FN og Etiopien for at få beskyttelse – og fået den, troede de. Men da krigen kom, blev de nærmest omgående efterladt, mens FN lod sit vellønnede personale køre i sikkerhed i hvide firehjulstrækkere.

Siden er de to lejre blevet angrebet af nærmest alle stridende parter i konflikten – inklusive soldater fra Eritrea, der har bevæget sig ind over grænsen og efter sigende har begået krigsforbrydelser ved at bortføre flygtninge, plyndre huse og voldtage og dræbe civile. De 20.000 flygtninge, der var registreret i lejrene, har måttet flygte igen.

Det giver alt sammen grund til at overveje, om ikke man skal skrue kraftigt ned for den stigende del af den danske bistand, der går til FN hvert år, fordi det er lettest, og i stedet målrette pengene til de ngo’er, der faktisk kommer frem med hjælpen, når der er brug for den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Andreas Baumann

Hvis ikke FN allerede fandtes, så måtte vi skabe det.

Men .... FN er uanvendelig i skarpe situationer -
være sig som fredsbevarende styrke i et konfliktområde,
eller som administrator af flygtningelejre i et konfliktområde.

FN personalet beordres væk ved første tegn på seriøs modstand -
og det er ligegyldigt om det drejer sig om civile eller indforskrevne tropper.

Vi så FN fredsbevarende styrker svigte i ex-Jugoslavien & Congo & Rwanda.
I Rwanda blev de nigerianske tropper dog sammen med den canadiske general Roméo Dallaire - resten forsvandt incl. franske og belgiske soldater.

Dallaire skrev senere "Shake Hands with the Devil", der ét stort bevis på FN's uduelighed.

Jeg købte og læste bogen ud af respekt; men det er simpelt hen så rædselsfuldt at læse om Dallaire's forgæves forsøg på at råbe de fede FN-katte i New York op.