Den kinesiske udfordring bliver kun større

Der er brug for en langt mere åben og bred debat om, hvor tæt Danmark bør være knyttet til Kina. Ved at fortsætte som før vil kløften mellem, hvad Danmark ønsker at stå for internationalt, og hvordan Danmark handler over for Kina, vokse sig større
EU’s nye investeringsaftale med Kina rammer ned i dilemmaet mellem økonomiske interesser og hævdelse af demokratiske kerneværdier. EU ser Kina både som en rival og en partner, men Kinas handlinger gør det stadig sværere at insistere på, at begge dele er muligt på samme tid, skriver Lasse Karner i denne leder.

EU’s nye investeringsaftale med Kina rammer ned i dilemmaet mellem økonomiske interesser og hævdelse af demokratiske kerneværdier. EU ser Kina både som en rival og en partner, men Kinas handlinger gør det stadig sværere at insistere på, at begge dele er muligt på samme tid, skriver Lasse Karner i denne leder.

Damir Sagolj

Udland
19. februar 2021

Hvad gør vi med Kina? Sådan lød oplægget til den artikelserie, indeværende leder runder af. Samme spørgsmål står højt på den politiske dagsorden hos den nye administration i Washington, i EU’s institutioner og på mere hjemlige kanter.

For Kina er noget, verden aldrig før har set: Et leninistisk-funderet politisk system, der drevet af en utrættelig jagt på vækst har skabt en global mastodont. En etpartistat, der både hylder privat iværksætterånd og statslig kontrol. Og som er blevet så integreret i internationale forsyningskæder, at mange sektorer ville gå i stå uden. Kina er i dag klodens vækstcentrum og den ubetinget største handelsnation.

Med sin økonomiske ballast forsøger kommunistpartiet at lægge fundamentet for en global orden, der i højere grad spejler dets egne værdier og ideologi. Det er en ubehagelig, men nødvendig erkendelse for klodens demokratier. Det er også udgangspunktet for en vigtig udenrigspolitisk debat om valget mellem at samarbejde med eller konfrontere Kina.

Under Donald Trump overgik USA til konfrontationen. Det var til tider skingert og kontraproduktivt, men det skabte også et momentum for handling, der vil blive videreført af Joe Biden. Som et af sine sidste tiltag erklærede den afgående administration, at Kinas overgreb mod egne muslimske borgere er et folkemord. Det sker i forlængelse af amerikanske sanktioner mod personer og virksomheder med ansvar for eller tilknytning til den omfattende kinesiske brug af interneringslejre og tvangsarbejde. Også Biden-administration anerkender folkedrabsbetegnelsen.

Det lægger fornyet pres på EU. Sidste måned vedtog unionen sanktionsregler, der gør det muligt at straffe personer i udlandet, der begår brud på menneskerettighederne. Efter i 25 år at have ført en hengemt rettighedsdialog med Kina har EU nu nye redskaber på hånden. Endnu er de ikke blevet taget i brug. I stedet indgik Kommissionen kort før nytår til stor overraskelse for mange en ny investeringsaftale med Kina. Aftalen rammer ned i dilemmaet mellem økonomiske interesser og hævdelse af demokratiske kerneværdier. EU ser Kina både som en rival og en partner, men Kinas handlinger gør det stadig sværere at insistere på, at begge dele er muligt på samme tid.

Ikke en ny problemstilling

Det gælder også i Danmark. Bare spørg udenrigsminister Jeppe Kofod, der ønsker en mere værdibaseret udenrigspolitik. Det krævede kun et uanmeldt besøg fra Hongkong-politikeren Ted Hui at lukke luften ud af den ambition. Han blev holdt på sikker afstand af regeringen for at undgå kinesisk vrede.

Det er desværre ikke en ny problemstilling. Efter flere år undersøger Tibetkommissionen fortsat, hvordan grundlovssikrede rettigheder blev tilsidesat under det kinesiske statsbesøg i København i 2012. Selvcensuren og det kollektive hukommelsessvigt i vidneskranken har været tåkrummende. Decideret komisk blev det for nylig, da en tidligere departementschef i Udenrigsministeriet blev indkaldt af kommissionen. Her forsøgte han at forklare egne dessiner om, at dansk politi skulle minimere tab af ansigt med en påstand om, at det var møntet på dansk ansigtstab og ikke kinesisk.

I årevis har skiftende regeringer og deres embedsmænd slået knuder på sig selv for at få ord og handling til at flugte. Den øvelse virker mere og mere nytteløs. Danske politikeres retoriske tilflugt bag formuleringer om påvirkning via dialog er i dag en farce. Intet peger i den retning. Under præsident Xi Jinping har kommunistpartiet taget midler i brug, der ville være forkastelige, hvor som helst, når som helst, men som er dybt bekymrende, Kinas tyngde og globale ambitioner taget i betragtning.

Det er ikke gået ubemærket hen i Danmark og EU. Blandt andet har regeringen taget tilløb til at sikre kritisk infrastruktur og kortlægge kinesisk misbrug af dansk viden og forskning. Alligevel er vi fortsat ivrige efter at være tæt på det kinesiske styre. Danmark er det eneste land i Norden, der har et såkaldt omfattende strategisk partnerskab med Kina. Det blev indgået i 2008 og består af 58 forskellige samarbejder mellem 80 danske og kinesiske myndigheder. Partnerskabets arbejdsprogram udløb ved årets udgang og skal nu forlænges. Det bør give anledning til en langt mere åben og bred debat om, hvor tæt Danmark bør være knyttet til Kina.

Den kinesiske udfordring bliver ikke mindre. Ved at fortsætte som før vil kløften mellem, hvad Danmark ønsker at stå for internationalt, og hvordan Danmark handler over for Kina, vokse sig større.

Den kinesiske udfordring

I Vesten troede vi, at voksende velstand ville få Kina til at ligne os, men i stedet er landet blevet mere autoritært og mindre villig til at acceptere den eksisterende verdensorden. Så hvordan håndterer vi et frembrusende Kina, der ikke deler vores værdier? I EU og USA bliver en kinakritisk linje stadig skarpere, men vi har også brug for Kina til at løse fælles udfordringer, ikke mindst på klimaområdet. I en serie spørger Information politikere og eksperter om, hvad vi stiller op med den kinesiske udfordring.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Under præsident Xi Jinping har kommunistpartiet taget midler i brug, der ville være forkastelige, hvor som helst, når som helst, men som er dybt bekymrende, Kinas tyngde og globale ambitioner taget i betragtning".
Hvornår kommer artiklerne der dokumenterer dette?

"Efter flere år undersøger Tibetkommissionen fortsat, hvordan grundlovssikrede rettigheder blev tilsidesat under det kinesiske statsbesøg i København i 2012".
At kinesiske myndigheder tilsidesætter grundlovssikrede rettigheder i Danmark er da en uhørt skadale. Men det var vist heller ikke helt sådan, det hang sammen. Det var danske myndigheder, der greb ind overfor demonstranterne., var det ikke?

Poul Anker Juul og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Søren Dahl,
hvis du søger på menneskerettighedsorganisationernes hjemmesider, kan du se deres vurdering af menneskerettighedssituationen i Kina i det 21. århundrede. F. eks:
amnesty.dk/soeg?q=Menneskerettighederne +i+Kina
2021_hrw_world_report

hrw.org/news/2019/11/27/new-leaked-documents-reveal-chinas-chilling-crackdown-muslims
og
hrw.org/news/2019/09/15/china-xinjiang-chilkdren-separated-families

giver et glimt af, hvilken dokumentation, menneskerettighedsorganisationerne blandt andet bruger: dokumenter og vidneudsagn.

Jævnfør diskussionen om Pelle Dragsteds indlæg 11. februar bør du i øvrigt nok gøre dig mere umage med at læse, hvad der faktisk står i de tekster, du prøver at nedgøre: det var ganske rigtigt danske myndigheder, der greb ind over for demonstranterne under det kinesiske statsbesøg, og ovenstående lederartikel hverken påstår eller antyder noget som helst andet.

Torben Lindegaard og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

"Hvad gør vi med Kina?"

Så længe det giver mening, at stille det spørgsmål, som jo bygger på den gamle verdensorden med Vestens værdier som det rigtige og vigtige, så er udfordringen knap så stor.

Hvad gør Kina med os?

Er derimod det spørgsmål Vesten kommer til at beskæftige sig med fremadrettet. Nu, hvor Kina ekspandere i alle de hjørner af verden, som Vesten i århundrede kun har betragtet som let og billig adgang til ressourcer man bare kan tage mod en mindre findeløn. Kina derimod investere massivt med infrastruktur, uddannelse, sundhed og arbejdspladser. Senest har Kina leveret millioner af vaccinedoser til disse lande på såvel det afrikanske og det syd amerikanske kontinent.

Vesten derimod har intet leveret. Sædvanen tro. Andet end de sædvanlige "velgørenhedsindsamlinger" på landsdækkende TV. Så vi, befolkningen, kan føle vi har gjort noget godt form de stakkels mennesker i de varme lande.

Mange lande, som har været udbyttet af Vesten og fået enorme mængder af deres kulturarv gravet op og stjålet og sat på museum i Vestlige lande som Britisk Museum og Det Egyptiske Museum i Berlin, kræver de stjålne kultur skatte tilbage.

Hvis et afrikansk land kom til Jellinge og nakkede Jellingestenen eller savede hovedet af den lille havfrue ville vi nok ikke klappe i hænderne af begejstring. Men det er hvad Vesten har gjort.

Jeg er enig med artiklens forfatter i, at vi må frem til større klarhed om, hvordan vi vil forholde os til Kina.
Men det bør ske på et oplyst grundlag!
Lad os få en sober og grundig information om, hvad Kina er i dag.
Den, synes jeg, vi mangler!
Vor slemt er det med behandlingen af deres muslimer?
Kan man sige, at de har meritokrati, hvor vi har et finansdomineret demokrati?
Hvordan er Kinas forhold til kapitalismen?
Hvordan er dagligdagen i Kina - sammenlignet med Danmark?

@Jeppe Lindholm
Ja Kina handler, Da jeg var I nord Pakistan i 2011, faldt et stort bjerg sammen, og blokerede en stor flod, med det resultat at en kæmpe dal blev oversvømmet. Alt i mens Røde kors, og alskens vesteuropæiske NGO'er osv, satte telte op og organiserede, lagde strategier og holdt møder osv, havde Kina med helikopter conwoy'er fløjet tonsvis at telte, tæpper, ris olie og anden livsnødvendig nødhjælp ind, og syge og sårede ud, som blev behandlet gratis i Kina, løst de akutte problemer, før de vestlige nødhjælpsorganisationer, havde delt så meget som en pose ris ud. På samme tid var samme området hærget af amerikanske dronebomber, med store civile tab. Hvor tror i Pakistanersnes sympati lå ? Så er der Silkevejen, jeg har ved selvsyn set de kinesiske road crewes effektivitet i bjergene, og nu er de vel snart færdige eller nået til Iran. De deler vacciner ud i Afrikanske lande osv. Kinesernes bevægegrunde er ikke mere ædle end vores. Det handler om logistik til at sikre afsættelse af sine varer, adgang til råstoffer, politisk indflydelse osv. Men til forskel fra os, og i særdeleshed USA, forstår de værdien af at vinde hearts and minds, i det globale globaliseringsræs. Vores udfordring fremover bliver at lave forretninger med kineserne, men samtidigt stå vagt over vores egne demokratiske værdier. Og det lader sig gøre, fordi kineserne er pragmatikere om nogen.

Jeppe Lindholm

Rød blok er gulerod. Blå blok er pisk - Åbenbart også verdenshistorisk set.

UNITED OCEANIAN STATES – EURASIAN UNION – PEOPLES FEDERATION OF EASTASIA