Leder

Macrons lov om religiøs radikalisering er ikke racistisk, den håndhæver nødvendig sekularisme

Den nye lov om religiøs radikalisering stigmatiserer ikke muslimer, som mange på venstrefløjen ellers mener. Den forsøger at frigøre de moderate muslimer fra de ekstreme islamister
»Man kan generelt kritisere præsident Macron for at gøre for lidt for de dårligst stillede i det franske samfund – hans socialpolitik har været usynlig. Og man kan diskutere effekten af den nye lov. Men racistisk er den ikke,« skriver Christian Bennike i denne leder.

»Man kan generelt kritisere præsident Macron for at gøre for lidt for de dårligst stillede i det franske samfund – hans socialpolitik har været usynlig. Og man kan diskutere effekten af den nye lov. Men racistisk er den ikke,« skriver Christian Bennike i denne leder.

Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Udland
18. februar 2021

Tirsdag aften blev Emmanuel Macrons kontroversielle lov om ’respekt for Republikkens principper’ vedtaget i den franske Nationalforsamling efter 80 timers debat og 2.600 ændringsforslag. Lovteksten nævner hverken islam eller terrorisme med et ord, men det er alligevel det, det hele handler om.

Loven blev udformet i efteråret og fik luft under vingerne, da historielæreren Samuel Paty i oktober blev halshugget på åben gade af en ung jihadist, fordi han havde vist tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.

Den nye lov genfortolker en række af Frankrigs sekulære principper:

Der indføres krav om, at alle religiøse samfund skal deklarere donationer fra udlandet på over 10.000 euro.

Det bliver lettere for lokale myndigheder midlertidigt at lukke religiøse organisationer, hvis de opfordrer til vold.

Der kommer mere kontrol med tvangsægteskaber og med læger, der udsteder ’jomfruattester’.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Else Marie Arevad

Det er trist, at sådan en lov er nødvendig, men det er den åbenbart. Om den virker, er en anden sag.

Jeg kan ikke vurdere denne lov.

Men den stiller i hvert fald spørgsmålet om, hvem der beslutter, hvad der er nødvendig sekularisme?

Og når det er belyst, kommer det næste spørgsmål, - hvor objektive er dem, der skal beslutte?

Man kan let udforme er lov, som man lader domstolene tolke, og der er ingen tvivl om, at domstolene i Frankrig er i stand til at gøre det korrekt. Men loves formuleres altså af politikere, og domstolene skal ikke fremkomme med egne vurderingen, men udelukkende vurdere i forhold til gældende lov.

religion hører til i de dertil indrettede bygninger og i hjertets lønkammer og ikke i den virkelige verden, hvor den bringer ulykke.

Vibeke Olsen, Søren Nielsen, Peter Engelbrecht, Mette Møhl, uffe hellum, Mogens Kjær, jens christian jacobsen, ulrik mortensen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Søren Bro, det er det jo kun lutheranere, der mener.

Carsten Hansen

Selvfølgelig kan en sekulær stat lovgive mod demokratiundergravende religiøs ekstremisme.
I Tyskland har man lovgivning mod Nazistisk virksomhed.

Det må være op til det enkelte land at vurdere hvilken lovgivning der passer til egen forfatning og historiske udvikling.

Når man , i disse tråde, kan læse om forsvar for religiøs lovgivning i den islamiske verden, så kan vi vel gå ud fra at samme debattører forsvarer sekulære staters ret til at lovgive mod religiøs galimatias.

At Danmark ikke ønsker at lovgive mod islamisme, nazisme og andre fascistoide ideologier, er fint nok , men det er langt fra sikkert at andre lande har samme opfattelse.

Inge Lehmann, Søren Nielsen, Eric Philipp og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Venstrefløjens store dilemma, de ved godt at islam er et problem, men hvordan skal man anerkende det.

Carsten Hansen

Venstrefløjen er nu klart imod islamismen som den fascistoide politiske ideologi den er; Men det er ikke god skik, i Danmark, at lovgive imod politiske ideologier.
Selvfølgelig kan der lovgives mod specifikke grupperinger der virker ved vold eller trusler om vold, men ikke mod selve den politiske retning.

Frankrig og Tyskland derimod finder det helt OK at lovgive mod politisk ekstremisme.
For det er præcis det det her drejer sig om; Ikke lovgivning imod religionsfrihed.

Inge Lehmann, David Zennaro og uffe hellum anbefalede denne kommentar

Sørens Gliese

Muligvis er det kun lutheranere og andre, som frigjorde sig fra den katolske kirke, der synes at religion ikke skal blande sig i den "#virkelige verden". Men har du overvejet, hvordan de lutheranske samfund klarer sig i forhold til de katolsk-dominerede samfund.

Hvis man tror på en skabende og opretholdende god, må man nok konkludere, at denne gud har belønnet lutheranerne noget mere gavmildt en de øvrige religiøse samfund.

kjeld hougaard

På godt eller ondt: mindre frihed

Steffen Gliese

Mogens Kjær, man skal være reformert for at tro, at Gud manifesterer sin velvilje i materielle former i den fysiske verden - og for katolikker er jeg sikker på, at syndsforladelsen spiller en afgørende rolle i livet. Jeg tror dog, at det er den relative kontinuitet i flere tusind år gamle samfund, der gør, at man tager lidt let på ting, der uformelt har overtaget syndens plads i lutheranske samfund, selvom det jo her gælder, at nåden er det eneste fornødne. :-D

Carsten Hansen

Jeg har nu altid ment at når religionsfrihed for individet er en frihed ingen andre har indflydelse på når religion vælges, så skal ingen andre belemres med konsekvenserne af individets valg.

Derfor er og skal religion/tro være en privatsag og intet andet.
Og derfor kan stater lovgive mod ekstremistisk religiøs/ideologisk adfærd der vil diktere hvad andre må og ikke må.
Islamisme eller anden fundamentalistisk ideologi der har som mål at påtvinge andre en bestemt religion/tro, hører ikke hjemme i Frankrig; mener et flertal i den franske lovgivende forsamling. Det er deres afgørelse.

Om der kan ske det samme herhjemme ?.
Ja; hvis det bliver nødvendigt; Dette uanset hvilken ideologi der bliver for stort et problem. F-eks en voksende nynazisme med vold og tvang i kølvandet.

Steffen Gliese

Tak for belæringen. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg helt forstår den ,men forbindelsen mellem Gud og mennesker er nok heller ikke min spidskompetence.

Sørens Bro's påstand om, at religion i den "virkelige verden" bringer forfærdelig mange ulykker med sig, skal man imidlertid være både blind og døv for at benægte, og det overrasker mig da en hel del, hvis det kun er reformerte, der er i stand til at se det.

Spørgsmålet er så, om der findes et tilsvarende mål af religiøs lykke, der kan opveje de ulykker, som religionen medfører. Giv mig 10-20 millioner kroner, og jeg skal om nogle år leverer en forskningsrapport, der viser, hvad befolkningen i katolske og reformerte lande mener om den sag. Det bliver et øjebliksbillede af menneskers følelser, holdninger og præferencer og det kan godt måles med rimelig sikkerhed.

Til sidst har jeg en bøn til dig. Jeg er ikke indviet i esoterisk tegnsætning, så kunne du ikke fortælle mig, hvad dit afsluttende ":-D" betyder

Slevfølgelig kan man altid diskutere hvad lykke og ulykke er. Men kan jo ulejlige sig med at spørge folk, og det har man såmænd nok også gjort. Uden at vide det vil jeg tro, at materiel i bred forstand vejer tungt

Det sidste afsnit troede jeg, at jeg havde slettet, så se venligst bort fra det. Beklager!

Steffen Gliese

Religion kan bringe ganske mange forfærdelige ting med sig, bl.a. fordi den efter evangelisk-luthersk kristendom misforstår sin rolle, især det mest radikalt lutherske land af alle, som er Danmark. For det er med kristendommen i den lokale grundtvigske aftapning, at den er så alment til stede, at det ikke bemærkes - ligesom humanioras nødvendighed overalt i samfundet er så banal, at vi ikke opfatter den, men ofte problematiserer dens betydning. Det letter ikke på tydeligheden, at amerikafeberen i de seneste 30 år har udsat os for en subtil reformert mission, især igennem diverse selvhjælpsbøger, og at det nærmeste, forskerne kommer kristendommens rolle er henvisningen til Webers kendte opus, der imidlertid netop vedrører den reformerte og amerikanske forståelse af verden som en jammerdal, hvor man måske med forsynets hjælp kan komme frem i verden og dermed forudane sin rolle som en af de udvalgte få til paradisets herlighed.
Det er meget simplere for lutheranere, der priser det jævne, muntre, virksomme liv i et fællesskab, hvor man egentlig vil hinanden det bedste, og hvor vejen til nåden er troen på nåden, altså nærmest en selvopfyldende profeti. I det samfund er religionen en inderlig fryd, en pagt mellem gud og menneske, der ikke behøver offentlig tilkendegivelse eller manifestation - ja, som nærmest betragter sådanne som en form for kætteri, en gøren sig til på en måde, som vi læser som foragtet i f.eks. lignelsen om tolderen og farisæeren. Vi følger måske endog uden konkret at vide det (jeg måtte i hvert fald mindes om det) Paulus' ord om omskæring i hjertet i stedet for det konkrete jødiske bodstegn, hvorfor vi kan blive voldsomt ophidsede over et så fysisk udtryk for kulturel bekendelse.
Konsekvent har vi aflagt alle disse håndgribelige udtryk, men vi har gjort det pga. en så dyb identificering med det, der er en simpel kristentro, at vi ikke har brug for dem.
Og det er jo i og for sig udmærket, fordi det betyder, at vi lettere kan komme overens med hinanden indenfor velfærdssamfundets rammer.
Og så til emojien: øjne-næse-bredt smilende mund.
Vi er ikke Frankrig, der som alle katolske lande kæmper med borgernes indbyggede splittelse imellem to herskere: den lovlige regering og fyrsten i Rom, og vi er ikke Amerika, hvor mange tror på, at deres evne til at rage til sig skyldes guds kærlighed til hårdt arbejde.

Steffen Gliese

Tak for din forklaring om tegnsætning som en emoji. Så blev jeg lidt klogere. Ligeledes tak for dit forsøg på at give mig mere nuanceret forklaring på forbindelsen mellem god og mennesker end den, jeg lancerede.

Desværre er jeg ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad du skriver. Grunden er nok, at mit sprog kun afspejler rudimentære beskrivelser af virkeligheden og følgeslutninger. Dit sprog er mere ”blomstrende” og poetisk, men entydigheden og hermed den fælles forståelse lider desværre under det.

For at vise hvad jeg meder, vil jeg i næste indlæg prøve at omskrive det væsentlige i dit indlæg til mit sprog. Det er absolut ikke ment som en fornærmelse, og jeg håber ikke, at du tager det fortrydeligt op.

Steffen Gliese

Her er så mit forsøg på at omskrive dit indlæg.

Religion kan bringe ganske mange forfærdelige ting med sig. En af grundene er, at den evangelisk-lutherske kristendom misforstår religionens rolle. Det er særligt tydeligt i det mest radikalt lutherske land af alle, som er Danmark. Her er kristendommen i den lokale grundtvigske aftapning, så alment til stede, at det ikke bemærkes. Lidt på samme måde som når vi taler et grammatisk korrekt sprog, uden at lægge mærke til den grammatik, der former sproget.

Resten springer jeg over, fordi et er uden betydning for Søren Bro’s og min pointe – at religion har bragt mange ulykker med sig. Du mener så, at en af grundene til dette er, at den evangelisk-lutherske kristendom misforstår religionens rolle. En anden grund skulle så være, at vi slet ikke lægger mærke til misforståelsen af religionens rolle.

Her er det så, at kæden hopper af. Du har hermed på ingen måde sandsynliggjort, at hverken den amerikanske eller danske misforståelser om religionens rolle, har medvirket til at religion forårsager en masse ulykker. Det virker snarere som om du er blevet forført af dit eget sprog.

Derfor mener jeg, at Sørens og min pointe stadig holder. Lad mig genopfriske pointen: ”Religion fører til ulykker og den skal helst holdes ” i de dertil indrettede bygninger og i hjertets lønkammer”.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg har noget imod religion. Jeg er vel nærmest agnostiker, men betaler med glæde min kirkeskat til folkekirken. Om ikke andet så fordi folkekirken er så bredt fanende, at den pacificerer de mest rabiate forkyndere. Så er vi fri for at se dem i fri dressur ”ude i virkeligheden”, hvor der ikke er biskopper og provster til at kalde dem til orden.

Steffen Gliese

NEEJ, den evangelisk-lutherske kirke misforstår i modsætning til de andre ikke sin rolle, som er at formidle en temmelig enkel og positiv tro: at mennesker på trods af deres fejlbarlige menneskelighed i kraft af troen på frelsen opnår frelsen: de er syndere, men det lægges dem ikke til last, de opnår den evige frelse på trods, gud lader nåde gå for ret. Det er den simple præmis i luthersk-evangelisk kristendom, der kun værdsætter kærligheden, kærligheden mellem mennesker, kærlighed til verden og kærlighed mellem gud og mennesker.

Steffen Gliese

Du har sikkert ret, men hvordan skal jeg så forstå det følgende, som du har skrevet:
"Religion kan bringe ganske mange forfærdelige ting med sig, bl.a. fordi den efter evangelisk-luthersk kristendom misforstår sin rolle, især det mest radikalt lutherske land af alle, som er Danmark"

Efter min mening er der et eller andet galt med sproget her. Med lidt tålmodighed kan du nok få mig til at forstå det.

Steffen Gliese

sådan, at religion, der ikke forstår sig, som evangelisk-luthersk religion forstår sig, misforstår sin rolle, som jeg skriver. - Og det efterfølgende handler så om, hvordan danskerne igennem Grundtvig er blevet så inderligt lutherske, at vi i al den inderlighed ikke behøver troens manifeste symboler, men tværtimod med større og større misbilligelse ser på dem, der stadig udfolder religionen offentligt, som katolikker, muslimer og i mindre grad jøder, som vi dog på det sidste også er begyndt at komme efter.

Steffen Gliese

Tjahh, det er jo ikke det, du skriver, men OK, så kom vi så langt.

Du mener så åbenbart, at alle religioner, der ikke forstår sig som den evangelisk-luthersk religion forstår sig, misforstår sin rolle og hermed risikerer at føre til de forfærdelige ting, som jeg vil kalde ulykker. Kunne du ikke i stedet for alt "væveriet", bare skrive det lige ud.

Din anden pointe er, at danskerne igennem Grundtvig er blevet så inderligt lutherske, at vi i al den inderlighed ikke behøver troens manifeste symboler. Er du sikker på, at det ikke bare er et eller andet udtryk for ønsketænkning, der har til hensigt at legitimere andre religioners mærkværdige symboler.

I hvert fald skal man passe på med at sige sådant noget offentligt. Du risikerer at folk falder ned af stolene af grin. De fleste vil nok mene, at troende jøder og muslimer er noget mere "inderlige" end det gennemsnitlige medlem af den danske folkekirke.