Demokrati er af filosoffen Danielle Allen blevet sammenlignet med et spil. Den, der har vundet det seneste spil, har muligheden for at præge næste parti og vinde igen. Ligesom vinderen af et valg vil kunne udfolde sig i den næste periode for at kunne genvinde magten.
Men spillerne skal underkaste sig spillets regler, og det er ifølge Allen vindernes ansvar at forvalte demokratiets samtaler, kultur og institutioner, så man overleverer noget bedre til dem, der kommer efter, end det, man selv overtog.
Donald Trump har i det perspektiv været en for de moderne demokratier enestående destruktiv spiller. Han har misbrugt sin magt til at afpresse fremmede stater for at få oplysninger, som kunne underminere politiske modstandere, og tilbageholdt information for den institution, Kongressen, der kan drage ham til regnskab.
Det førte til den første rigsretssag mod Trump for omkring et år siden. Hvor han ikke blev dømt. Han aftvinger sine partifæller, at de er mere loyale over for ham end over for spillet selv, og han straffer dem, der ’svigter’ ham med offentlig hån og forfølgelser.
For Trump handler spillet kun om hans egne interesser.
Trumps kamp eskalerede efter hans nederlag den 3. november 2020. Over for offentligheden førte han en vildledningskampagne, opfordrede sine tilhængere til at patruljere stemmeoptællingerne og ringede selv og pressede den ansvarlige embedsmand i en svingstat til at svindle med stemmerne.
Den dag, Senatet skulle godkende valgresultatet, mobiliserede Trump til demonstration blandt sine tilhængere, som han fortalte, at deres land blev stjålet fra dem, hvis de ikke kæmpede for hans sejr: »Fight like hell,« som han sagde, men han sagde også »fredeligt og patriotisk«.
Demonstrationen endte med hans tilhængeres indtrængen i Kongressen. Flere var bevæbnede. Mange var vrede. Nogle hærgede, andre råbte trusler. Fem døde under urolighederne. Det var en uhyggelig situation, at en demonstration ophidset af USA’s præsident udartede sig til optøjer, som kunne have ført til, at folkevalgte var blevet slået ihjel.
Det vanvittige scenario udløste alarm i Amerika: Demokraterne krævede først Trump afsat efter en særlig paragraf, som gælder, hvis præsidenten bliver mentalt ude af stand til at regere. Det blev afvist af vicepræsidenten. Efterfølgende stemte de for en rigsretssag mod Trump.
Ingen direkte kobling
Der var et udbredt behov for at drage ham til ansvar for angrebet på Kongressen. Han var allerede stemt ud af vælgerne, men der var mulighed for at udelukke ham for livstid ved en efterfølgende afstemning, hvis han blev dømt.
Demokraterne kunne have fokuseret anklagen mod Trump på det, han selv gjorde før, under og efter valget. Krævet ham udelukket for altid, fordi han havde afsløret, at han ville ofre selve spillet for selv at vinde. Angrebet på Kongressen var det mest spektakulære og voldelige. Men det farligste angreb på demokratiet som institution fandt sted i Det Hvide Hus. Det havde været en fornuftig og rimelig sag.
Men de gjorde Trumps angreb på valgresultatet til underpunkter i en anklage om, at han havde ansvaret for det, hans tilhængere gjorde i Kongressen. De fokuserede på den maksimale anklage. Trump bærer et moralsk ansvar for, at hans tilhængere gik over gevind. Men han sagde ikke til sine tilhængere, at de skulle invadere Kongressen, hærge og angribe lovgiverne fysisk.
Der var ingen direkte kobling mellem det, tilhængerne gjorde, som var grænseoverskridende og voldeligt, og det Trump sagde, som var mobiliserende opråb til at kæmpe for det, man tror på. Nogle forfatningseksperter mener, at Trump faktisk kan tilskrives dette ansvar. Og hævder det som en sejr, at selv om Trump blev frikendt, stemte syv republikanere for at dømme ham. Andre afviser det og hævder den robuste beskyttelse af ytringsfriheden i den amerikanske forfatning.
Selve sagen blev afviklet hastigt. Der blev hverken afholdt høringer, indkaldt vidner eller anmodet om udlevering af officielle dokumenter. Som professor i forfatningsret Josh Blackman udtalte til Politico: »Vi fik en opvisningssag, som ikke var meget andet end et politisk teater.«
Det forekommer efter sagen ikke bevist, at Trump som hærfører kommanderede sine tilhængere til at invadere, ødelægge og true. Trump er skyldig i at ville ødelægge spillet – men hans opposition førte en forhastet sag, og de fokuserede på den forkerte anklage.
Det ville ikke have skabt et bedre spil for eftertidens demokrati og ytringsfrihed i Amerika, hvis de magthavere, der kalder deres tilhængere til kamp og mobiliserer til demonstrationer, bagefter skulle kunne straffes for den vold og hærværk, deres tilhængere selv vælger at udøve.
Selvfølgelig er Trump skyldig i at instigere et oprør mod Capitol, det var selv mindretalsleder for Senatet, Mitch McConnell ikke et øjeblik i tvivl om.
(Det kan man selv forvisse sig om ved at høre hans tale efter retssagens afslutning)
Men uanset hvilke anklager demokraterne havde bragt, havde et flertal af republikanerne tænkt at gemme sig bag en teknikalitet, som de fleste forfatningseksperter, (blandt dem meget konservative) er lodret uenige i ;
nemlig at man ikke kan dømme en forhenværende præsident.
Det var ovenikøbet selvsamme McConnell, der havde sørget for, at rigsretssagen blev forhindret i at starte, før præsident Trump var aftrådt.
Desuden sad han helt overhørig, at Senatet faktisk havde vedtaget at man godt kunne dømme en afgået præsident.
Topmålet af hykleri.
Men demokraterne vidste godt,hvordan det ville gå.
Deres sag handlede således mere om at
A. Udstille splittelsen republikanere iblandt,
og
B. Lave et historisk dokument for folket og eftertiden.
Fra nu af vil Trump altid være associeret med Amokløbet på Kongressen.
Hans meningsmålinger er dalet efterfølgende.
Og krigen er bragt ind i det republikanske parti.
Man kunne også tilføje, at USA har en kedelig rekord når det handler om at drage deres ledere til ansvar for uhyrligheder..
Trump er skyldig i alt det som Rune Lykkeberg skriver, han er skyldig i. Men han er saftsuseme også skyldig i at have anstiftet det voldsorgie som angrebet på kongressen var. Han vidste hvad hans tilhængere kunne finde på, og han syntes det helt fint, at de gjorde det. At det ikke blev langt værre, skyldtes nogle få af de undertallige politifolks heltemod.
Trumps adfærd og udtalelser viser tydeligt, at han billigede volden. Efter at han vidste hvad hans tilhængere havde gjort, udtalte han” We love you.” og udtrykte medlidenhed med dem. Seks timer efter angrebet, hvor han absolut ikke kunne have været i tvivl om hvad der var sket, tweetede han..det er hvad der sker, når ‘ A sacred election is so unceremoniously stolen’ Han sympatiserede med dem, der angreb landets lovlige folkevalgte parlament og ville hænge hans vicepræsident og hakke kongressens talskvinde i småstykker, og som havde såret 140 betjente og tævet en betjent ihjel. Det gjorde han jo også, som det også blev fremført af Raskin, efter at hans tilhængere invaderede senatet i Michigan. Selv efter at guvernøren i Michigan med nød og næppe undgik at blive kidnappet og formodentlig myrdet af hans tilhængere, syntes Trump det var en god ide at blive ved med at kritisere hende. Trump har opildnet til vold igen og igen gennem fem år, og endda før det. I rally efter rally har han ophidset had og talt for vold mod alle mulige , politiske modstandere, journalister, demonstranter. Efter den racistiske og nynazistiske etc demonstration i Charlottesville, hvor en kvinde blev myrdet, sagde han at ‘ der var gide mennesker på begge sider’ Trump viste også sin voldsbegejstring , da han fik ryddet pladsen for fredelige demonstranter for at stå med en bibel foran en kirke han ellers aldrig besøger og blive fotograferet som kristelig beskytter af lov og orden. Ved vælgerdebatten med Biden tog Yan ikke afstand fra Proud Boys, men bad dem ‘ Stand back and stand by’ hvilket de så gjorde.
Come on! Selvfølgelig var han skyldig i anklagen! Hvis han ikke havde gødet jorden for det, var angrebet aldrig sket.
Det havde jo ikke gjort nogen som helst forskel hvor velargumenteret en anklage Demokraterne måtte have bragt i Senatet, alligevel.
Desuden har prominente Demokrater såsom Nancy Pelosi afvist at bruge den 14. forfatningstilføjelse, som anden mulighed for at forhindre Trump i at genopstille, så det har nok hele tiden kun været et spil for galleriet. Hverken Demokrater eller Republikanere ønsker at en præsident sådan virkelig faktisk kan blive dømt i Senatet.
For få uger siden intellektualiserede chefredaktøren sig frem til republikaneren McConnell som en helt. Nu fremstår hans intellektualiserering i avisens leder om udfaldet af rigsretssagen mod Trump som patetisk i kraft af den manglende refleksion over betydningen af McConnells hykleriske adfærd i januar og hans stemmeafgivning forleden.
"Man kunne også tilføje, at USA har en kedelig rekord når det handler om at drage deres ledere til ansvar for uhyrligheder."
Med andre ord; der er absolut ingen tradition for at amerikanske præsidenter retsforfølges - og det har ingen realpolitisk betydning at opføre disse skueprocesser, bortset fra at de fylder i mediefladerne og afleder opmærksomheden fra kritiske, realpolitiske forhold, som det politiske establishment har ansvaret for.
Trump-teateret fortsætter, mens Biden-teateret vil danne fortsat grobund for en bred, folkelig mistillid til Demokraterne, som med vælgerbedraget vedr. Covid-19 checken, 15 dollar-minimumsløn, en offentlig mulighed for sygesikring, en human og stabiliserende udenrigspolitik m.m. allerede har understreget at alternativet til Trump's forstyrrede uberegnelighed er beregnende ventre-populisme og pseudo-ansvarlighed.
Mest af alt har Trump-æraen og dens afslutning demonstreret den omfattende korrumpering, som dominerer amerikansk toppolitik - og at der ingen bud på forandring gives indenfor den etablerede systemverden. Hvis den amerikanske befolkning vil frigøre sig fra demokraturet og den koorporative totalitarisme, som råder i USA, så er der næppe nogen vej udenom omfattende folkelig aktivisme, civil ulydighed og samling om få afgørende mærkesager, som er vitale for den brede befolkning (heriblandt afvikling af krigsøkonomien, regulering af donationer og lobbyisme, offentlig sygesikring, gratis uddannelse, levedygtige mindstelønninger og demokratiudvikling).
Rune,
er du ikke lidt sent ude med den udmelding? ;-)
Hvis du nu i god tid havde informeret Demokraterne om, at de (citat) "kunne have anklaget Trump for det, han selv gjorde før, under og efter valget. Og med ret og rimelighed kræve ham udelukket for politik for altid. ", så var det måske/måske ikke sket? ;-)
Støjberg og Trump benytter sig af samme forsvar: Ingen af dem udstedte en direkte ordre.
Tilsyneladende frygter man, at den præcedensdannende virkning ved Am. XIV-3 bagefter kan blive misbrugt partipolitisk til at censurere folkevalgte for stort og småt.
Så længe politiet kan gøre sit arbejde uforstyrret, er en censurering under Am. XIV-3 vel også til at undvære. Men det forudsætter, at en tilbundsgående undersøgelse ikke bliver hæmmet af regler om immunitet og fortrolighed.
Rent juridisk var der bare ikke nok boller på suppen, så enkelt er det. Moralsk? Det er noget andet; det er folkets dom. Men en rigsret foregår altså i Kongressen under behørigt iagtagelse af forfatningen og derfor vil Trump for evigt være ham der klarede frisag hele to gange og det er demokraternes fortjeneste: Die dumme demokraten, fristes man til at sige - tænk, at de ikke kunne gennemskueat de ikke kunne naile ham, aka stable et anklageskrift på benene der holdt. Så enten er de dumme eller også var der bare ikke noget at komme efter. Pick your choice. Jeg vil meget hellere vælge det sidste.
Mindre arrogant: Hitler fik meget af skylden for 2. verdenskrig,ikke sandt? Men ville krigen og holocaust være udeblevet uden den maniske underkorporal? Det vil man gerne tro, ikke? Men der var altså i tyverne og tredivernes centaleuropa stækre antisemitiske strømninger og et indebrændt had mod ententemagterne, som en hvilken som helst karismatisk ung politiker kunne tappe ind i og det blev så Hitler. Det samme, uden sammenligning i øvigt, gælder Trump og de militser der invaderede Kongressen. De var ikke opfundet til lejligheden, lige så lidt som de var opfundet af Trump. Bevæbnede grupper er en del af en stemning der har været i USA i mange år og det skal nok passe at de lod sig opildne af Trump. Men det er bare ikke nok til at dømme ham i en retsal. Det man kan håbe på er at bøllerne bliver dømt. En efter en.
En anden parallel til Weimar-republikken, Søren Kristensen:
I Mellemkrigstidens Tyskland behandlede de traditionelt magtbærende partier store dele af befolkningen elendigt - man lod i vid udstrækning hånt om depressionen og fattigdommens konsekvenser for de nedre klasser i landet, hvilket gjorde en betydelig del af især arbejderklassen parat til højretotalitarisme, anarkisme og kommunisme. Opstande, kupforsøg og politiske uroligheder prægede hovedparten af Weimar-republikkens levetid, men republikkens ringe demokratiske struktur og de toneangivende, centrum-højre kræfter (herunder liberale og socialdemokratiske) hindrede at befolkningens protester blev hørt og advarslerne overhørt, hvilket blev en væsentlig faktor for den fatale beslutning om at alliere sig med Hitler.
I USA taler en del historikere, uafhængige journalister, politologer o.a. om en weimarization af USA; ikke fordi historien gentager sig selv, men fordi den, som Mark Twain udtrykte det, ofte rimer.
Hér interviewes aktivist, forfatter og journalist Rania Khalek om Capitolgate og de politiske implikationer: https://www.youtube.com/watch?v=kjVz3rNrY_4
Hvor sandsynligt ville det være, at en ændret anklage, der omfattede hvad Trump gjorde i forbindelse med valghandlingen og efterfølgende ville føre til domfældelse?
Sagen er vel, at hvis republikanerne skulle dømme Trump, så ville de også dømme sig selv. Det skortede jo ikke på medløbere under hele forløbet.
Hvis Trump ikke kan dømmes for stormen på Capitol Hill - er det sandsynligt, at han kunne dømmes i en rigsretssag overhovedet.?
Han har længe haft en flirt med højreekstremister. Stormen på Capitol Hill var vel den logiske konsekvens?
RL:
"Trump ... sagde ikke til sine tilhængere, at de skulle invadere Kongressen, hærge og angribe lovgiverne fysisk"
"Det forekommer efter sagen ikke bevist, at Trump som hærfører kommanderede sine tilhængere til at invadere, ødelægge og true".
Jamen -dette er da også ren fristil i forhold til anklagen. Læs det koncise og klare anklageskrift (house article of impeachment):
https://www.congress.gov/bill/117th-congress/house-resolution/24/text
RL:
"Demokraterne kunne have fokuseret anklagen mod Trump på det, han selv gjorde før, under og efter valget."
"Angrebet på Kongressen var det mest spektakulære og voldelige. Men det farligste angreb på demokratiet som institution fandt sted i Det Hvide Hus."
Rune Lykkebergs belæring er ejendommelig. Forspillet til den opildnende tale integreres grundigt og umisforståeligt i anklageskriftet (link ovf.).
Trump ophidsede og opildnede gemytterne gennem måneders vildledning ang. udfaldet af præsidentvalget. Og forførelsen af de fremmødte 6. januar til at styre mod Capitol Hill (Jeg går med jer) kan vel ingen undgå at have mærket i den (suk!) 70 minutter lange tale, inkl. de elskelige ord om at "we're very peacefully and patriotically going to ask..."
https://apnews.com/article/election-2020-joe-biden-donald-trump-capitol-...
Informations Rune Lykkeberg konstaterer da også:
"Det var en uhyggelig situation, at en demonstration o p h i d s e t af USA’s præsident udartede sig til optøjer"
MEN at det er en særdeles vanskelig sag at få en præs. Trump domfældt for "incitement to insurrection", det har demokraterne og deres rådgivere næppe behøvet læse Information for at fatte.
Did Trump's words at rally incite violence?
It's quite rare that somebody can be convicted of incitement. In applying that to the president's speech at the rally, it's an agonisingly close case.
Anbefales:
https://www.bbc.com/news/world-us-canada-55640437