Leder

Europas balanceevne kan afgøre, om verden rives i stykker af rivalisering mellem USA og Kina

Nye EU-sanktioner mod Kina har markant symbolsk betydning i Europas forsøg på at gå på to ben i forholdet til Kina, som man beskriver både som partner og rival. Den europæiske balanceevne kan få stor betydning for, om verden bliver revet i stykker af koldkrigsrivalisering mellem USA og Kina
Det kinesiske regime har i årevis forsøgt at tilintetgøre uighurerne som folk. Her demonstrerer uighuriske kvinder ved det kinesiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet, til kvinderne internationale kampdag den 8. marts for at få nyheder om deres forsvundne familiemedlemmer.

Det kinesiske regime har i årevis forsøgt at tilintetgøre uighurerne som folk. Her demonstrerer uighuriske kvinder ved det kinesiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet, til kvinderne internationale kampdag den 8. marts for at få nyheder om deres forsvundne familiemedlemmer.

Ozan Kose

Udland
22. marts 2021

Det er ikke den store tunge mukkert, som Europa nu slår Kina oven i hovedet med. Det er nok snarere en lille pikhammer. Alligevel har det markant symbolsk betydning, når EU’s udenrigsministre mandag forventes at vedtage sanktioner mod fire kinesiske individer for deres medvirken i undertrykkelsen af det uighuriske mindretal i Kinas vestlige Xinjiang-provins.

Det er første gang i tre årtier, at EU indfører sanktioner mod Kina for brud på menneskerettighederne. I skrivende stund er navnene på de fire kinesere ikke offentliggjort, men der kan være tale om højtrangerende kommunistiske ledere fra Xinjiang, som kan få indrejseforbud og deres økonomiske midler indefrosset. De rammes af den såkaldte Magnitsky-lov, som EU vedtog i december, der gør det muligt at lægge et nyt og mere målrettet pres på ansvarlige personer for menneskerettighedskrænkelser.

Kineserne er rasende og beskriver det som et konfrontatorisk træk fra EU’s side.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

"Set i det lys er EU’s reaktion utrolig mild og det absolutte minimum, hvis Europa skal tages alvorligt som den globale forsvarer af menneskerettighederne, man i lang tid har set sig selv som."
citat fra artiklen

Det er komplet ubegribeligt, at du kan skrive ovenstående.

Vi huske stadigvæk, hvordan vi f. ex. her til lands satte Politiet til at konfiskere tibetanske flag, tilbageholde demonstranter med samme flag, skjule fredelige - og lovlige - demonstranter bag mandskabsvogne .... og så efterfølgende lyve overfor Folketinget om samme begivenheder.

Hvis der er mønt at hente, så er vi til fals - danskere lige så vel som resten af både EU & Europa - uanset om storkunden begår overgreb eller ej imod de menneskerettigheder, som vi alle går så meget op i.

Inge Lehmann, Alvin Jensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Netop endnu en grund til, at Europa med sine 746 mio. indbyggere skal gøre sig totalt uafhængige af andre lande samt blokke af lande.

EU har de 447 mio. indbyggere og konsumenter, og burde være en langt større magtfaktor, end tilfældet er.

Målet bør ikke være en stærk militær magt, der kan styre og tyrannisere verden. Men ud over at kunne klare sig selv, må målet også være at udbrede demokrati og et humanistisk menneskesyn, der bygger på gensidig solidaritet og retfærdighed til andre lande. Og på denne måde knytte andre lande til sig.

Det kræver dog langt mere beslutningsdygtighed og formentlig også tættere integreret samarbejde. Og hvis ikke alle EU-lande vil gå med i dette samarbejde, og det er i høj grad sandsynligt, bør man simpelt hen dele EU op i 2 eller flere grupper.

Men så må beslutningsprocesser og budgetter også opdeles. Dels må disse uvillige EU-lande ikke kunne forhindre de øvrigt i at nå deres mål. Og dels må de uvillige EU-lande fordele midler inden for deres eget budget.

Inge Lehmann, Alvin Jensen, Carsten Munk, Jørgen Larsen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Gert Romme 22. marts, 2021 - 05:39

Jeg kan sagtens se rimeligheden i dit forslag til opdeling af EU i flere grupper -
vel en slags EU i flere hastigheder.

Der er dog det problem, at Danmark uafværgeligt havner i den mindst integrationsvillige gruppe - p.t. står vi udenfor Eurogruppen og udenfor Politisamarbejdet samt udenfor PESCO ....

Når Vestbalkan engang bliver optaget EU, så får Rusland med Serbien en direkte 5. kolonne i Rådet .... så måske ender vi i gruppe med Serbien og Ungarn - hold da helt op, det bliver muntert !!

Jørgen Mathiasen

Gert Rommes betragtning er interessant, men det er lige så væsentligt, at den næppe vil blive realiseret.

Danmark ville uden for nogen tvivl havne » i den mindst integrationsvillige gruppe«, men det er ikke det største problem. Tyskland har i sin Grundlov skrevet, at man arbejder for europæisk enighed ved at medvirke i den europæiske union, og sender man Polen og de øvrigt Visegrad-lande ned i anden gruppe, bidrager man til uenighed. Det ser Forbundsrepublikken ingen fordele ved. Til gengæld ser man en tilbageholdende tysk linje i diskussionerne mellem øst og vest, hvad enten det drejer sig om at hælde Orban ud af den konservative EU-parlamentsgruppe eller gøre retsstatslighed i unionens lande til et kriterium.

EU bør gøre fælles koordineret indsats med sin store ven: USA! Ikke som flere herover taler for, at EU skal spille tungen på en vægt.
Når/hvis det kommer til alvor ( og der tuder det åbenbart på ) er det komplet illusorisk og smager af økonomisk profit tænkning og et "tak for sidst" barnlighed - at EU vil spille 1. Violin !
Den sande udfordringen er, at EU kan få formuleret en traktatlig samarbejds politik, der tydeligt tager afstand fra ethvert samarbejde med en Trump genfærd, med al sin US , for at modvirke ar Kina fristes til at drive en kile ned imellem de 2 magter og derved splitte og knække de vestlige samfunds friheds demokratiske praksis og udbredelse.

En splittelse vil blot fremlokke kinesiske ambitioner om herredømmet i verden, ved langsigtig del og hersk politik, der formentlig allerede udspiller sig .

@ Torben Lindegaard,

Jeg er ganske klar over Danmarks alt-andet-lige-placering i EU samarbejdet. Men det ser jeg ikke som nogen permanent statement. Danmark kom jo med i EU, på grund af landbrugseksporten til Storbritannien, - altså ud fra hvad der var vigtigst for Danmark.

Og hvis Danmark igen bliver presset til at tage stilling ved en eventuel indplacering ved et opdelt EU, tror jeg, fornuften igen vil råde. Men jeg syntes ikke, at et danske nej til et tættere samarbejde skal indebære, at andre EU-lande også skal stoppe fremskridtet. Til gengæld syntes jeg, der bør være en mulighed for at skifte placering, hvis et givent land opfylder de vilkår, som de mere progressive lande fungerer under.

Og her kan man i øvrigt undre sig, for Danmark opfylder i disse år for eksempel ikke de forudsætninger, der kræves for at kunne indgå i det monetære samarbejde. Men det gør mange Visegradlande, der af mange i Danmark opfattes til tilbagestående. Bl.a. forventes det, at Kroatien, med sin voldsomme korruption, svage økonomi og retssystem der nærmest styres politisk af et enkelt politisk parti (HDZ), indgår i EUR-samarbejdet i 2022.

Omkring Rusland og det vestlige Balkan tror jeg, du har mere ret, end du selv er klar over. Og med optagelse af Republika Srbska får man samtidig Tyrkiet med på bagsmækken. Men Rusland er allerede ganske godt placeret gennem især Ungarn og Tjekkiet samt delvis Slovakiet. Men også Kanzler Sebastian Kurz har på det sidste talt ganske pænt og positivt os Rusland på sit overraskende møde med Visegrad-landene i sidste uge.

Carsten Hansen

Man kan drømme om meget og endda håbe det en dag bliver til virkelighed.
Men når vi er vågnet så må det først og fremmest erkendes at den helt store motor er Tyskland.
I sidste instans er det Tyskland der træffer de hårde beslutninger.
Danmark har ikke meget at skulle have sagt , men mere end hvis vi stod helt udenfor.
Det dur ikke med et Europa i 2 eller 3 tempi; Så er der ikke meget "Together we stand".

Kina og USA er ikke særligt prangende forbilleder, men skal der være kun en stormagt, så helst ikke Kina.
Derefter skal vi vælge samarbejdspartner. Kald det bare pest eller kolera.
Men gør amerikanerne klart, at hvis man vælger en klovn som Trump igen eller lignende, så bliver samarbejde besværliggjort til ingens interesse.

jens christian jacobsen

Historien har vist, hvad handelskrige mellem globale magter kan medføre. I 1930 vedtog Herbert Hoover takster mod udenlandsk eksport fra hele verden gennem Smoot-Hawley Tariff Act – der blev det sidste skridt der førte verden ud i 1920ernes Store Depression. Lovforslaget bemyndigede USA til at hæve toldafgifter for import fra ellers venligtsindede regeringer rundt om i verden og lammede den internationale handel.
Nu hvor Kina begynder at udgøre en trussel mod Washingtons unipolære dominans på verdensmarkederne, er USA nødt til at etablere toldafgifter af samme grund, som de gjorde det i det tidlige 20. århundrede - for at fastholde deres dominerende greb om verdensøkonomien.
Det kan virke underligt, at den amerikanske politiker- og kapitalistklasse agiterer for ’frihandel’ i verden samtidig med at de forsøger at beskytte egne markeder. Det er ikke tilfældigt, men en del af kampen for at opretholde og videreudvikle kontrol over den eneste anden spiller i det globale imperialistiske system.
USA udfordres af et land med socialistiske idealer for verdens fremtid, der samtidig kan slå imperialisterne i deres eget markedsspil.
Europa skal solidarisere sig med og bygge alliancer med lande i verden der står udenfor denne rivalisering. Men det må vi nok ikke for vores amerikanske venner.

@ Jørgen Mathiasen,

Jeg tror heller ikke, det kan realiseres for tiden. Men jeg syntes, det burde det, for vi i Europa er alt for afhængige af andre landes skiftende regeringers holdninger.

Og jeg har meget respekt for Forbundsrepublikkens Grundgesetz, for jeg ved, hvorfor, der er designet på denne måde. Og jeg har ligeledes både respekt og anerkendelse for Bundesverfassungsgericht (Bundesgerichtshof) i Karlsruhe. Faktisk mener jeg, at det burde være et krav til alle medlemslande at oprette noget tilsvarende.

Men selv om Forbundsrepublikken udgør det største gruppe af lande med den største samlede befolkning i unionen, og selv om andre lande bekvemt nok har ladet Forbundsrepublikken delvis tage initiativet, er der altså andre lande, der vil kunne trække Forbundsrepublikken med til ændringer. Grundgesetz er skrevet af mennesker, og mennesker vil kunne ændre den, hvis behovet opstår, og BGH forholder sig kun til, hvad der står i den gældende lovgivning.

Omkring Poland og Ungarn tror jeg, at Angela Merkel og CDU bevidst ikke vil foretage meget store holdningsændringer, og på dette område vil CSU slet ikke gøre det. Men så er der jo også dette, at både Poland og Ungarn, i hvert fald udadtil, fremtræder som krist-demokratiske katolske som flertallet af Forbundsrepublikkens befolkning. Men nu er Ungarn jo ikke mere med i samme gruppe af konservative EU-parlamentarikere, - Victor Orban nåede lige at trække landet ud af gruppen, før gruppen selv gjorde det. Så måske kan Forbundsrepublikken ændre opfattelse omkring disse lande på kortere sigt.

kjeld hougaard

Så længe vi I “Vesten” reflexmæssigt straffer andre kulturer og nationer – gennem krige og sanktioner - som ikke lever som vi synes er rigtigt – så længe taber vi indflydelse i en pluralistisk verden, som i mindre og mindre grad synes ville lade sig intimidere af os.

Mogens Holme og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Gert Romme
Der skal naturligvis en tolkning af artikel 23 til for at konkretisere, hvad "enighed" vil sige. Karlsruhe, der nyder en fantastisk anseelse i den tyske befolkning, har godkendt, at Forbundsrepublikken kan strække sig langt for at nå denne enighed, og vi har jo netop set vedtagelsen af nogle ekstraordinært store, lånefinansierede hjælpepakker i.fb.m EU-budgettet.

Dejligt at vi ikke skal diskutere danske stereotyper, til gengæld står vi med spørgsmålet om, hvordan man i Tyskland vægter mellem de kontinentale og de nationale interesser. Der er næppe nogen, der kan give et endegyldigt svar på det, men der bliver i Tyskland sagt Europa oftere, end der bliver sagt amen i kirken, og landet ser sig som ansvarlig for kontinentet.
Det betyder naturligvis ikke, som en læser her skrev, at Tyskland bestemmer over de andre. Frederiksen kan frit tage til Israel og diskutere vaccinesamarbejde. Det betyder, at nationale interesser har kontinentale dimensioner for Tyskland. Artikel 23 tilføjer så mellem linjerne, at freden står endnu højere.

Dit synspunkt deles nok især af Frankrig og præsident Macron: Paris synes, at Berlin godt kunne sætte lidt mere skub i sagerne, men det er Forbundsrepublikken altså tilbageholdende med. Tysk politik er temmelig konsensussøgende, og det er nok også ordet for den tyske Europa-politik, hvis Berlin skal sige det. Men da De Grønne er særdeles Europa-venlige, vil vi måske se en vægtskydning efter valget i september.

jens christian jacobsen, 22. marts, 2021 - 14:52: "... et land med socialistiske idealer...". Mon ikke "statskapitalistiske idealer" var en mere korrekt betegnelse. Kina har ikke engang et velfungerende offentligt sundhedsvæsen og forfatningens beskyttelse af de 56 nationale minoriteter fungerer tilsyneladende ikke i tilfældet med det uighuriske mindretal i Xinjiang-provinsen. Kineserne selv ser dog lidt anderledes på dette spørgsmål. Kinesernes forklaring på deres hårde fremfærd i Xinjiang er, at det er et forsøg på at forhindre den islamistiske terror, der har ramt både i og udenfor Xinjiang siden 1990'erne. I hvert fald 7 af disse terrorhandlinger er dokumenteret i vestlige medier med sammenlagt mindst 50 dødsofre og over 100 sårede.
Kollektive afstraffelser, der også rammer uskyldige, samt indespærring af en hel befolkningsgruppe, er naturligvis midler, som vi må fordømme – også som led i terrorbekæmpelse, og det hvad enten, der er tale om islamistisk eller anden terror. Der er dog fortilfælde, hvor lignende metoder har været anvendt i et vestligt land, der ligesom Kina ignorerer fordømmelserne.
Men godt at EU's udenrigsministre holder Kina fast på, at overgreb mod hele befolkningsgrupper ikke er acceptable - heller ikke i terrorbekæmpelsens navn.

Niels Jakobs og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar