Leder

I Tyskland krakelerer Merkels gamle midte. Op mellem sprækkerne skyder De Grønne

Der er krisestemning i det borgerlige Tyskland efter weekendens vælgerlussing til Merkels CDU, der er ramt af corona- og korruptionsskandaler. De Grønne ser nu ud til at kunne ændre magtbalancen i tysk politik – og måske endda tage kanslerposten ved valget til september
De Grønne vil kåre deres kanslerkandidat efter påske. Hvor Robert Habeck har svært ved at komme ud af rollen som intellektuel outsider, der vil gøre alting anderledes, virker Annalena Baerbock mere tilpas i magtspillet.

De Grønne vil kåre deres kanslerkandidat efter påske. Hvor Robert Habeck har svært ved at komme ud af rollen som intellektuel outsider, der vil gøre alting anderledes, virker Annalena Baerbock mere tilpas i magtspillet.

ANNEGRET HILSE

Udland
16. marts 2021

En ondsindet vits har siden søndag spredt sig i det politiske Berlin: Er den tidligere kansler Helmut Kohl mon for stor til at vende sig i sin grav?

Det konkrete svar kan vi godt lade ligge. For i overført betydning er det helt sikkert, at Angela Merkels læremester Kohl ville græmmes over søndagens to valgnederlag i de vesttyske delstater Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz.

Delstaterne har siden krigen nemlig været en højborg for det kristendemokratiske CDU. Altså indtil søndag, hvor startskuddet lød til det tyske supervalgår 2021, der byder på hele seks delstatsvalg og valget til Forbundsdagen i september, hvor Merkels afløser som kansler skal findes.

Indtil søndagens valg har spørgsmålet været: Hvem fra CDU eller dets bayerske søsterparti, CSU, skal afløse Merkel?

Men nu lyder spørgsmålet stadigt højere: Hvem fra De Grønne kan efterfølge Merkel?

Delstatsvalgene blev med formiddagsbladet Bilds ord nemlig »en forudsigelig katastrofe for Merkels CDU«. Mere præcist fik hendes parti 27 og 24 procent i de to delstater. Det er historisk dårlige resultater i CDU’s hjertekammer i Kohls sydvesttyske hjemstavn.

I Baden-Württemberg scorede den populære grønne ministerpræsident Winfried Kretschmann derimod næsten 33 procent af stemmerne, mens De Grønne i Rheinland-Pfalz fik knap ti procent – hvilket næsten er en fordobling.

»En superstart på et supervalgår,« som Robert Habeck, De Grønnes måske-kanslerkandidat, søndag udtalte med sit drengede smil.

Mellem person og parti

De elendige delstatsvalg er ikke CDU/CSU’s eneste hovedpine. Som finansavisen Handelsblatt formulerede det mandag, »ligger ansvaret for den tyske vaccinekatastrofe, den forsinkede udbetaling af coronahjælpen og den nærmest kabaretmodne coronateststrategi alt sammen i CDU-ministres hænder«.

Oven i coronamiseren kører en pinagtig korruptionsaffære, hvor to CDU/CSU-medlemmer af Forbundsdagen har tjent millioner på at bruge deres skattefinansierede politiske embede til at »formidle« ansigtsmasker til private plejehjem og firmaer. I sidste uge tegnede magasinet Der Spiegel i sin forsidehistorie et dystert billede af et parti, der har siddet så længe på magten, at kammerateri og nepotisme er blevet en selvfølgelighed.

Også medier på den borgerlige fløj taler derfor åbent om »den dybeste krise i CDU/CSU« siden skandalen om ulovlig partistøtte i Helmut Kohls dage. Mandag prøvede flere CDU/CSU-politikere da også at forklare valgnederlagene med maskeaffæren – og med de voldsomt populære grønne og socialdemokratiske ministerpræsidenter i de to delstater, som gjorde livet umuligt for CDU-kandidaterne.

Med andre ord: I må ikke slutte fra delstatsvalgene til valget til Forbundsdagen!

Desværre for CDU/CSU halter det argument på et helt afgørende punkt: Delstatsvalgene har bekræftet, hvor vigtige karismatiske ledere er. Derfor er krisen i partiet formentlig dybere end i Kohls dage. Den stærkt populære Merkel har hidtil bare dækket over dybden af krisen i sine 16 år som kansler, hvor fænomener som stærke partitilhørsforhold og folkepartier har været på tilbagegang.

Det er kritisk nu, for flere meningsmålinger har i løbet af 2020 vist, at knap en fjerdedel af CDU-vælgerne ikke længere vil stemme på partiet, når Merkel ikke mere stiller op. Og yderligere en fjerdedel har endnu ikke besluttet sig for, om de atter vil sætte kryds ved CDU efter Merkel-æraen.

Et slag i hjertet

Med de dystre udsigter blotlagde valgresultatet søndag magtkampene i CDU.

Efter de seneste års opslidende kamp om at finde en kansleregnet formand har den ny CDU-formand Armin Laschet naturligvis betonet, at delstatsvalgene har »nul effekt« på ham og partiet. Men ved et møde i partitoppen mandag lå nerverne ifølge Der Spiegel »helt blottede«, og presset på Laschet stiger allerede i duellen med den mere populære Markus Söder, formanden for det sydtyske CSU, der kaldte valgresultaterne for »et hårdt slag i hjertet på vores søsterpartier«.

Det lugter med andre ord af, at Söder snart åbner magtkampen og kræver posten som kanslerkandidat for CDU/CSU. Modsat partisoldaten Laschet har han evnen til at begejstre vælgere – men han er og bliver fra Bayern og CDU’s regionale lillesøsterparti CSU. Som to historiske fiaskoer med de bayerske kanslerkandidater Franz Josef Strauss og Edmund Stoiber har vist, er det vovet at sende en bayrer ind i det forbundstyske kapløb.

Som om de problemer ikke var nok et halvt år før et valg, er CDU også fortsat internt splittet efter de to formandsvalg siden 2018, hvor den kampliberale højrehardliner Friedrich Merz begge gange lige akkurat tabte slaget om både formandsposten og retningen i partiet. CDU/CSU kan dermed risikere at »gå samme vej som SPD«, som det hedder i tysk presse: at nedsmelte som folkeparti og havne på 15-20 procents opbakning.

Så vidt er det ikke endnu. Ifølge de seneste meningsmålinger ligger CDU/CSU på 31 procent og De Grønne på lige under 20 procent. Det store skred ligger derfor i, at det indtil søndag virkede nærmest gudgivet, at CDU/CSU også vil lede den næste tyske regering med De Grønne som påhæng.

Med CDU/CSU’s nedtur ser det stadigt mere realistisk ud, at De Grønne ikke bliver til at komme uden om. Og så kan miljøpartiet takke nej til CDU/CSU og i stedet lede en regering med SPD og det liberale FDP. Efter 16 år med Merkel kan CDU/CSU pludselig sidde som retningsforvirret oppositionsparti.

Debatten har derfor udløst samme kanslerspørgsmål hos De Grønne, der vil kåre deres kandidat efter påske. Siden 2018 har Annalena Baerbock styret partiet i påfaldende harmoni med Robert Habeck. I modsætning til Robert Habeck, der har været både energi-, miljø- og landbrugsminister i Schleswig-Holstein, har hun dog ingen ministererfaring.

Men hvor Habeck har svært ved at komme ud af rollen som intellektuel outsider, der vil gøre alting anderledes, virker Baerbock mere tilpas i magtspillet. Hun tager offensivt fat i ubekvemme emner for De Grønne som udvisning af kriminelle migranter eller forsvarspolitik – og siger nu også åbent: Selvfølgelig har jeg pondus til at blive kansler.

Omvendte fortegn

Men åh, den tyske og dermed europæiske stabilitet efter Merkel, lyder en ængstelig indvending ofte. Sikres den så ikke af CDU/CSU længere?

Bekymringen er forståelig, for Merkel har ofte været en fremragende formidler og magtudligner i Tyskland, Europa og til dels verden i en turbulent tid. Men hun har også givet en falsk opfattelse af, at vi kan holde verdens dårskab og geopolitiske udfordringer fra livet. Hendes æra har været præget af for lave statslige investeringer – ikke mindst i grøn omstilling og digitalisering – og af Tysklands historiske industrisucces. Den har hun i høj grad hvilet på under det, man vel kan sammenfatte som mangel på visioner.

Hvis De Grønne vitterligt blomstrer i vakuummet efter CDU/CSU’s storhedstid, har partiet derimod planlagt et grønt investeringsprogram på 3.750 milliarder kroner over de næste ti år, og de tør trods stridigheder mellem økonomi og økologi stadig stille markant højere krav til klima- og miljøpolitik end CDU/CSU.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at det på længere sigt kan være temmelig meget mere stabilt end et sejrsvant parti præget af kammerateri. Uanset om Kohl vender sig i graven eller ej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Hvad man knapt nok troede var muligt, har alligevel taget sin begyndelse ved valgene i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz: CDU/CSUs tid som spærreminoritet og, "der kan ikke regeres uden om unionen i Tyskland" (Merkel), ser ud til at være forbi. En af de mest mindeværdige bemærkninger fra valgdagen kom fra Jörg Schönborn, der forklarede seerne, hvordan det ser ud, når et nyt folkeparti dannes: De Grønne får nu også stemmer fra de ældste årgange.

De røde partier, især Die Linke, skræmmer vælgerne væk, og SPD ville stadigvæk være det næststørste parti, hvis deres vælgere ikke var gået over til AfD. Det har hidtil været unionens sikre kort, men det perspektiv, der nu åbner sig, er en grøn-gul (FDP)-rød (SPD)-regering, og så kan unionen ikke længere skræmme vælgerne med Die Linke. I stedet er det Unionen, der skræmmer vælgere væk.

Nu var det ikke forbundsdagsvalget, der blev afgjort, men der er bevægelse i tysk politik. Det vil ændre den politiske geografi i landet og i Europa, hvis de tyske vælgere fastholder den kurs, de nu er slået ind på, ved de næste 4 landdagsvalg og ved forbundsdagsvalget den 26. september. De Grønne i Tyskland bør gribe øjeblikket og stille sig i spidsen for en grøn omstilling på hele det europæiske kontinent.

Kim Folke Knudsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Hvorfor kigger man i Informations artikel om de to tyske delstatsvalg forgæves efter en faktaboks med selve valgtallene for alle partierne?

Jean Thierry, Kim Folke Knudsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Borgerlige værdier siver ind i andre partier.

Winfried Kretschmann er virkelig eksemplet på en model for, hvordan et grønt parti kan slå sig igennem i en tysk offentlighed, hvor samfundet ligesom i Danmark måske lidt mere i Tyskland er kendetegnet af traditioner og borgerlige værdier familien de små virksomheder og så videre. Jeg er vildt imponeret over De Grønnes administration af magten i Baden Württemberg.

Men andre partier kan genopfinde denne forbindelse. CDU er ikke fortabt endnu og kan måske med den rette kanslerkandidat generobre deres position som det dominerende kristlige demokratiske parti. CSU har også flere gode kandidater ikke mindst Markus Söder.

Selv i det meget rodet konglomerat AFD, som er ved at udvikle sig fra alt til ultranationalistiske ja i visse tilfælde Blut und Boden folk findes der også mere centrumsorienteret personer Jörg Meuthen, som hvis den fløj får overtaget kan skille sig med de elementer, som er højreekstremistiske og direkte inspireret af nationalsocialistiske ideer. Så AFD kan heller ikke afskrives på forhånd en bloc.

For mig ser Socialdemokratiet ud til at være det parti med den største udfordring medens det kan vise sig at FDP som de liberale modspil til såvel AFD som Die Linke også kan komme tilbage og få mere indflydelse i diverse Ampel koalitioner.

Men er du et tysk fløjparti som glem ikke at det tyske samfund i bund og grund er meget præget af traditionelle borgerlige værdier. Den nuværende tyske offentlighed er helt klar på nationens tragiske historie og det store flertal ønsker ikke flere tusindårsriger eller kommunistiske ideologiske eksperimenter a la DDR.

VH
KFK

Den østtyske delstat Thüringen har faktisk en ministerpræsident fra Die Linke, Bodo Ramelow, med en profil og valgresultater, der minder om Kretschmanns.

Omend mindre konservativ, men også i en delstat, der ellers var styret af CDU.