Kan du huske katastrofen fra højre: Donald Trump i Det Hvide Hus, Marine Le Pen i Élyséepalæet og planerne om en international front af EU-fjendtlige nationalister rundt i Europa?
Trumps PR-manager Stephen Bannon var ligefrem ved at indrette tænketanken bag det hele i et kloster i Italien, hvor han ville dirigere slagets gang for italienske Lega, polske PiS, ungarske Fidesz, franske Rassemblement National og tyske Alternative für Deutschland (AfD).
Nu er Trump væk, og Bannon er kylet ud af klostret.
Og i weekenden kunne vi atter ånde lettet op. På en partidag, der skulle skyde gang i den tyske valgkamp for AfD, udstillede partiet sin splittelse. Med sloganet »Tyskland – men bare normalt« ville AfD, der som de fleste højrepopulister har været på glatis i coronakrisen, ellers række ud til de borgerlige vælgere: Vi lover den gode gamle verden tilbage. En verden uden klimapjat, gender-vanvid og coronahysteri. En verden med D-mark, værnepligt, kulkraft og dieselbiler.
Med partidagen er forsøget på at gøre partiet stuerent nu slået fejl. Og med bare ti procents opbakning ligner AfD et regionalt protestparti i Østtyskland.
Ingen fælles front
I det øvrige Europa er der også overvejende godt nyt fra højrefronten.
I begyndelsen af april trommede Viktor Orban, der endelig er blevet gået fra Europa-Parlamentets konservative EPP-gruppe, den polske Mateusz Morawiecki (PiS) og den italienske Matteo Salvini (Lega) sammen i Budapest. Men ikke engang i Europa-Parlamentet ser de ud til at kunne danne fælles front. De europæiske reformister i ECR-gruppen med polske PiS og den EU-fjendtlige ID-gruppe med tyske AfD er ikke bare dybt uenige om, hvorvidt EU skal nedlægges. De europæiske nationalister står også milevidt fra hinanden på områder som Rusland-, NATO- og skattepolitik.
Faren fra højre er altså national og fragmenteret. Men den findes stadig – ikke mindst i Frankrig, hvor coronakrisen booster den politiske tillidskrise og er ved at ødelægge den sidste rest af Macrons positive, men også alt for liberaliseringsoptimistiske opbrudsstemning. Stadig flere franskmænd føler sig overbevist af Le Pens slagord om national afgrænsning og oprejsning.
Et afgørende slag kommer derfor til at stå ved det franske valg i 2022.
Men AfD’s nedtur og den progressive stemning i den tyske valgkamp giver håb om, at Europa tør kigge fremad.
"En verden med D-mark, værnepligt, kulkraft og dieselbiler", ja, men uden minareter, for dem vil AfD forbyde, og uden EU, for det vil AfD trække Tyskland ud af. Partiet har påtaget sig rollen som nar.
Mit forslag til Information er at skrue ned for dækningen for blandingen af landsbytosser, højreradikale og gammelkonservative, der ikke rigtigt forstår, hvad internettet er, for i stedet for at koncentrere sig om den ret interessante proces, der nu foregår i den bestemmende del af tysk politik.
Vi vælger Merkels efterfølger som kansler. CDU ser i disse timer ud til som forventet at lægge sig fast på Armin Laschet som unionens kandidat, og mandag ved vi, om De Grønne stiller med Robert Habeck (mit gæt). Det er næsten 100% sikkert, at der bliver et skifte på regeringsbænkene i Berlin. Spørgmålet er: Bliver det sort-grøn eller bliver det en lyskurve (Grønne, SPD og FDP)?
Det er uklogt at ignorere ultra-højrefløjen i Europa. I dag regerer de i Ungarn og Polen. Frankrig og Italien er i farezonen. Og turen kan meget vel komme til os i Danmark. Der er repræsenteret (mindst) 2 af den slags partier i Folketinget. Uden et EU vil vi kunne stå prisgivet sådanne kræfter.
"Men AfD’s nedtur og den progressive stemning i den tyske valgkamp giver håb om, at Europa tør kigge fremad."
Fremad... mod hvad, Mathias Sonne? Mindre indforståede floskler fortalt med store armbevægelser og mere eksplicit forklaring af hvad der helt ned i detaljerne skulle forestille at være det bedre alternativ til den nationalistiske nedtur. Din formulering kan tyde på at du tror på "Fremskridtet", den med stort F, og at EU nu endelig følger fremskridtets "skæbne", den lineære vej fra det primitive til det avancerede og bedre - som en evolutionstrappe. Men hvis du som skribent her ikke gør så meget ud af at være eksplicit i hvad du ser som EU's ønskede udvikling (frem-skridt), og dermed hvad du ser som "frem", "tilbage" eller stilstand, samt observerede og hørte beviser du har for at det netop er den vej det går, er det svært som udenforstående at vurdere hvad du overhovedet taler om når du snakker om at "kigge frem", om du har analyseret beviser og kilders ord, eller om du bare fyrer politiker-floskler af du har hørt, a la "mikrofonholder-journalistik".
Ultra-højrefløjen har haft virkelige gode vilkår i Tyrkiet siden år 2001 om end det benævnedes som moderat islamisme og med stor entusiastisk støtte fra US og EU, fordi den fra starten
- Støttede de vestlige magters neo-imperialistiske politikker om Mellemøsten.
- Åbnede det tyrkiske marked og natur for en total rovdrift af neo-liberale politikker.
Den internationale "nationalisme" har altid haft gode vilkår i periferien hvor evt. potentiel modsand blev elimineret tidligt via militære kup a la Chili i 1973 og Tyrkiet i 1980. At den har lidt et foreløbigt "nederlag" skal ikke friste os til at slappe af, vi bør nok stadig væk være alarmeret over at Steve Bannon har kunnet sætte penge, energi og krudt under reaktionære og neo-fascistiske kræfter i Europa, herunder det hele borgelige skidt i DK.