Planer om en ny europæisk superliga er et angreb på alt det, der giver fodbold mening

Vores besættelse af fodbold er en form for vanvid, der kun giver mening i den udstrækning, at sporten er i stand til at producere fælles fortællinger, som kan begejstre og røre os. Vi kender alle sammen historien om de danske spillere, som blev kaldt hjem fra charterferie og alligevel endte med at slå de mægtige tyskere i EM-finalen, eller fortællingen om, hvordan Diego Maradona med Guds hånd fik hævnet Argentinas nederlag i Falklandskrigene. Vi spejler den skandinaviske integrationsdebat i Zlatan Ibrahimovics op- og nedture. Vi ved, at Brasilien sprudler, og italienerne pakker sig. At Liverpools fodboldhold også er et monument over britisk industrihistorie, og at AGF som et perfekt udtryk for Aarhus altid snubler i sin manglende fornemmelse for egne begrænsninger.

Det er alt det, der alligevel giver vanviddet mening. Mandag morgen vågnede fodboldverdenen så op til det, der ligner et kup fra oven. 12 af Europas rigeste og mest berømte klubber som Real Madrid, Juventus og Manchester United har annonceret, at de bryder fri af UEFA’s fælles turnering, Champions League, for at lave en ny, lukket »Europæisk Superliga«.

Rygterne har rumsteret længe, og de fleste af klubberne er efterhånden ejet af udenlandske investorer, som ikke overraskende gør, hvad de kan for at realisere klubbernes maksimale kommercielle potentiale. Ved at etablere en liga, hvor de største klubber kan mødes jævnligt, og de store klubber i øvrigt er sikret en plads, uanset hvordan de har klaret sig i den hjemlige liga, håber de at koncentrere endnu mere af den globale fodboldøkonomi hos dem, der i forvejen har mest. Investeringsbanken JP Morgan har efter sigende lagt 30 milliarder kroner i projektet, som altså på overfladen ligner det, vi på nudansk kalder en god business case. Aktiemarkederne har da også allerede reageret positivt.

Det er de til gengæld stort set alene om. Ideen er blevet mødt med noget nær entydig fordømmelse. Fans og kommentatorer har taget afstand, fodboldens forbund har truet klubberne med sanktioner og udelukkelse, og statsledere som Boris Johnson og Emmanuel Macron har kritiseret planerne. Selv EU-Kommissionen har langet ud efter projektet som et anslag mod »europæiske værdier«.

Efter 30 år hvor verdens mest populære sport har bevæget sig længere og længere væk fra de fans, som det hele angiveligt er til for, er det, som om der endelig bliver trukket en streg i sandet.

Afstanden fra fodbold til fan

I en fælles erklæring skriver de 12 klubber ellers, at de håber at løse »fundamentale problemer« i spillet såsom »behovet for kampe af højere kvalitet« og »yderligere finansielle ressourcer«.

»Vi vil hjælpe fodbolden på alle niveauer,« hedder det. »Fodbold er verdens eneste globale sport med mere end fire milliarder fans, og det er vores ansvar som store klubber at reagere på deres ønsker«.

Men der mangler helt åbenlyst ikke »finansielle ressourcer« i topfodbold. Alt imens billetpriserne i flere lande gør det umuligt for almindelige mennesker at købe et sæsonkort, bliver selv mellemgode spillere handlet for flere hundrede millioner kroner og tjener det samme om måneden, som deres fans gør på et helt liv.

Den tidligere Manchester United-spiller Gary Neville, indfangede fodboldverdens vrede, da han i går på britisk tv udbrød, at han er »fuldstændig frastødt« af planerne om en ny superliga: »Vi er nødt til at vriste magten tilbage,« sagde han. »Det er ren grådighed. De er svindlere. Ejerne af de her klubber har absolut intet at gøre med fodbold i det her land, hvor vi har mere end 100 års historie med fans, der har elsket og levet for de her klubber«.

Vreden handler ikke mindst om, at hvis de største klubber får lov til at hegne sig ind i en lille lukket liga, bryder man også den kæde, der forbinder alle fodboldklubber i hele Europa. Formelt er Real Madrid og Sundby BK’s serie 1-hold en del af det samme system, og i princippet kan Sundby spille sig hele vejen fra Kløvermarken til Champions League-finalen.

Ganske vist er den forbindelse blevet stadig mere formel, og stadig mindre reel, men den er ikke desto mindre en forudsætning for fodboldens kernefortælling. At den lille altid har en chance mod en store.

Hverken de nationale eller internationale forbund lader til at give op uden kamp. Det europæiske forbund, UEFA, har erklæret, at de overvejer »alle midler« i bestræbelserne på at forhindre klubberne i at bryde ud. Meldingen kommer samme dag, som UEFA havde planlagt et nyt format for Champions League-turneringen, som blandt andet skulle sikre bedre vilkår for de største klubber. Flere spekulerer nu i, om klubbernes planer først og fremmest skal forstås som en forhandlingstaktik, et forsøg på at presse UEFA, så de største klubber kan blive begunstiget yderligere.

Uanset hvad har sagen om den europæiske superliga allerede sat gang i en kærkommen debat om, hvad fodbold er, og hvem det egentlig er til for. I lyset af de problemer, vi ellers går og tumler med, kan man indvende, at hvem der spiller fodbold mod hvem og hvorfor ikke burde være et anliggende for Emmanuel Macron og EU-Kommissionen – eller Dagbladet Information for den sags skyld.

Sagen er blot, at fodbold er et af de bredeste, mest samlende kulturfænomener i verden, og hvis vi holder fast i, at kultur betyder noget, er det også afgørende, hvordan vi organiserer europæernes foretrukne tidsfordriv.

Her kan man med fordel kigge til Tyskland. Det er symptomatisk, at de store tyske klubber har afvist at være med i den nye europæiske superliga. Den såkaldte 50+1-regel i tysk fodbold betyder, at foreningerne bag moderklubberne skal bevare kontrol over klubben – også selv om der kommer investeringer udefra. I sidste ende er det altså klubbens medlemmer, som har det sidste ord, og det er svært ikke at tænke, at det er en del af forklaringen på, at billetpriserne i Bundesligaen er flere gange billigere end i den engelske Premier League – og at de tyske klubber altså nu afviser en særlig liga for de rigeste klubber.

Uhæmmet kapitalisme

Det er åbenlyst hyklerisk, når UEFA og FIFA nu kritiserer den nye superliga med henvisning til det smukke spils »principper«, »integritet« og idealer om »ligelig fordeling af økonomiske ressourcer«. Selv når vi ser bort fra korruptionsskandalerne, har de to forbund med alle midler forfulgt og lukreret på en strategi, der har accelereret kommercialisering og øget uligheden i fodbold.

Den negative udlægning er, at UEFA, FIFA og de store ligaer blot forsvarer deres økonomiske interesser. Set i et mere håbefuldt lys ligner det en tilståelse, at de nu kritiserer videreførslen af den udvikling, de selv har skabt. En ny erkendelse af, at det, der hidtil er blevet besunget som modernisering og fremskridt, nu i virkeligheden er en stor uretfærdighed. Ligesom VM-slutrunden i Qatar viser det, at afstanden mellem de idealer, sporten påkalder sig, og den faktiske udvikling, kan blive så stor, at elastikken til sidst springer.

På den måde er den nye superliga blot kulminationen på noget, som har været længe undervejs. For selv om vi stadig fortæller hinanden, at Liverpool er en arbejderklub, ved vi godt, at det er et hold af multimillionærer ejet af et amerikansk konsortium. Vi dyrker Barcelonas tiki-taka som udtryk for en sublim, kreativ solidaritet, men vi ved godt, at Messi er skattesvindler, og at klubben er finansieret af regimet i Qatar.

Vi må erkende, at moderne fodbold har gjort skatteunddragere og milliardærer til vores kulturs forbilleder og oligarker og diktatorer til værterne for vores største folkelige teater. Som forbrugere lader vi os begejstre over noget, vi som borgere ikke kan fordrage.

Ideen om en ny europæisk superliga er en god anledning til at gøre, som Gary Neville siger, og tage magten over moderne fodbold tilbage.