Efter et mildt sagt turbulent år i Rusland med coronavirus og oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyjs fængsling har præsident Putin nu godkendt i hvert fald én mulig konstant i landet fremover: ham selv.
I sidste uge skrev Putin således under på de forfatningsændringer, der giver ham mulighed for at stille op til de næste to præsidentvalg.
Forfatningsændringerne var til folkeafstemning sidste sommer, hvor 78 procent af befolkningen stemte for. Resultatet blev dog hjulpet godt på vej af både valgfusk og en række tillægslove såsom højere mindsteløn og sikring af pension, mener systemets kritikere.
Det var da også et af de hidtil mærkeligste valg i Rusland i nyere tid: Valgstederne inkluderede både bagsmækken af myndighedernes biler på offentlige parkeringspladser samt parkbænke, hvor valgkommissionens frivillige tog imod stemmer i plastikposer, og oppositionen havde fået forbud mod at føre modkampagne.
Regeringens budskab var omvendt ikke til at overse: Det vil sikre landets stabilitet at lade Putin stille op til to præsidentvalg mere. Og det vil skabe fremgang. For ved at udvide ikke kun Putins egen, men også den offentlige administrations planlægningshorisont, vil embedsmænd få rum til at skabe forbedringer i staten, lød det fra Kreml.
»Idet Rusland føler sig mere sikker, mere selvstændigt, mere uafhængigt, og idet Rusland bedre kan beskytte sig imod indblanding udefra, kan Rusland koncentrere sig om at cementere den tilstand. Og fra min synsvinkel, det er min egen holdning, er disse ændringer (i forfatningen, red.), netop den proces, der cementerer den nuværende tilstand af et stærkt og suverænt Rusland,« udtalte Putins talsmand, Dmitrij Peskov, til tv-kanalen Kanal 1 i juni.
Forandring er uundgåelig
Der findes dog mange huller i den argumentation.
For det første er der ikke meget, der tyder på, at den nuværende statsadministration vil sikre Ruslands fremgang i de kommende år. Ifølge en opgørelse fra Verdensbanken er den russiske stats effektivitet lav og korruptionen høj. Og da regeringen i juli præsenterede udviklingsmålene i de kommende år, var der skåret kraftigt ned på ambitionerne. Flere planer blev udskudt fra 2024 til 2030, og andre blev helt opgivet.
For det andet er det forkert at sætte lighedstegn mellem Putin og stabilitet i Rusland.
Jo, Putin har formået at holde den russiske elites interne magtkampe nogenlunde i skak og forhindret kaos i styrets top.
Men hvor meget Kreml end ønsker at nulstille tid og sted ved at udvide Putins lange regeringsmaraton, er forandring uundgåelig.
Rusland høster ikke længere gevinsten fra høje oliepriser som i 00’erne. Krim-annekteringen i 2014 gjorde Putin populær blandt befolkningen, men i dag er det svært at pege på et udenrigspolitisk projekt, der vil give samme effekt.
Et eksempel er Ukraine. Aktuelt har Rusland oprustet sit militær langs grænsen, og forleden udtalte vicechefen for præsidentadministrationen, Dmitrij Kozak, at det kan blive »begyndelsen til enden« for Ukraine, hvis landet angriber de prorussiske separatiststyrker i Østukraine.
Problemet er dog, at russerne ikke støtter krigen i Østukraine i samme grad som Krim-annekteringen.
Undertrykkelsen har sin pris
Hvor Putin i 00’erne og 2010’erne blev båret frem af økonomisk optur og et boost i den nationale selvfølelse, bliver den sidste del af hans regeringsmaraton formentlig den sværeste: Putin virker træt, har ikke de samme handlingsmuligheder som tidligere og bruger i stigende grad snydemetoder for at kunne blive ved: valgsvindel og intensiveret undertrykkelse.
Det så man i januar, da tusinder af russere gik på gaden for at demonstrere mod oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyjs fængsling og blev mødt af den hårdeste politibrutalitet i årevis.
Og man ser det nu med samme Navalnyj, der sultestrejker i det berygtede fængsel i Pekrov, idet han ifølge ham selv og hans advokater nægtes behandling for et skrantende helbred og et faretruende hurtigt vægttab.
Undertrykkelse har dog sin pris, også for Putin. Efter at have suget magten og ressourcerne ud af de fleste institutioner omkring sig baserer præsidenten nu meget af sin legitimitet på opbakning i befolkningen.
Den er stadig høj, men med yderligere nedgang i økonomien og en eskalering af undertrykkelsen, er den ikke sikret. Og så er det ikke en jublende folkemængde, der møder Putin ved målstregen.
For et par måneder siden betegnede jeg Putin som livstidspræsident.
Det kunne det godt tyde på kan ske. Og hvis han ikke er død inden 2036, så er der rigeligt af år til at forlænge hans valgbarhed.
Der lige så meget demokrati i Rusland som der er russere i russisk salat.