Mange, der har set filmen ’Kampen om Grønland’ på CPH:DOX sidste år, vil formentlig huske den studerende Paninnguaq Heilmann med de traditionelle grønlandske ansigtstatoveringer. Hun var en blandt fire unge, der kæmper for et bedre Grønland. Paninnguaq Heilmann er selv et symptom på det, alle ved, der er galt med børn og unges opvækstvilkår på Grønland, med to selvmordsforsøg inden for tre år bag sig.
Omsorgssvigt, misbrug, ulighed og rekordhøje selvmordsrater, som trods officielt anerkendte statistikker, politiske socialplaner og offentlig debat stadig er tabu blandt de enkelte grønlandske familier, mener de unge.
Det er unge som Paninnguaq Heilmann og forfatteren Niviaq Korneliussen, der i flere år har kæmpet for en bedre indsats mod det, hun selv kalder »selvmordskulturen«, den nye grønlandske regering først og fremmest har et svar til, når man læser partierne IA og Naleraqs regeringsgrundlag.
Her fylder spørgsmålet om selvstændighed ikke ret meget i forhold til velfærdspolitikken. Heller ikke den i Danmark og internationalt stærkt omtalte minedrift. Det hænger naturligvis sammen med, at det er et kompromis mellem to partier, hvoraf det ene, Naleraq og partiets nye udenrigsminister Pele Broberg, er ivrig fortaler for grønlandsk selvstændighed. IA har til gengæld velfærd som politisk mærkesag og har skabt socialpolitiske resultater ved tidligere regeringsdeltagelse. Derfor er velfærd så at sige en præmis for selvstændighed i koalitionsaftalen. Som noget af det første har de to partier oprettet et nyt departement for børn, unge og familier for at styrke det tværfaglige arbejde på området og i højere grad inddrage netværket omkring de udsatte børn og unge.
Håndtering af problemerne
Der er stadig store socialpolitiske udfordringer. For eksempel at udforme en rigtig socialpolitik med blandt andet fattigdomsmål og mål for bekæmpelse af hjemløshed. Desuden gælder det om at styrke samarbejdet mellem regeringsniveau og de enkelte kommuner, hvis forbedringer skal nå helt ud til alle dele af samfundet.
Men når unge grønlændere som Paninnguaq Heilmann siger, at »det koster grønlændere livet, at vi har indrettet et samfund, der i alt for høj grad er en kopi af Danmark,« som hun formulerede det sidste år i Kristeligt Dagblad, så svarer den nye regering: Det er ikke nødvendigvis kun gennem løsrivelse, at en ny og stærkere grønlandsk identitet kan vokse frem. Frihed og selvstændighed handler også om, at Grønland selv kan håndtere de problemer, der i årevis har smadret børn som Paninnguaq Heilmanns opvækst. Det siger den nye regering nu klart og tydeligt, at den vil holdes op på.
