Desperate civile, der klatrer over muren til den amerikanske ambassade. En kamphelikopter, der lander på ambassadens tag og stopfyldes med amerikanske diplomater, forretningsfolk og nogle få heldige lokale flygtninge. Til sidst billedet af den ene helikopter efter den anden, der bliver vippet ned i havet fra en amerikansk destroyer.
I december 2014 præsenterede Rory Kennedy, datter til det amerikanske politiske ikon Robert Kennedy, sin dokumentarfilm The Last Days in Vietnam for medlemmer af Det Udenrigspolitiske Råd i New York.
Filmen skildrer den smertefulde amerikanske evakuering fra Saigon i april 1975. Billeder, der gik verden over, og som mange amerikanere oplevede som afslutningen på et 15 år langt mareridt i Vietnam og en national ydmygelse af en supermagt.
I sekunderne efter lyset blev tændt, og inden filminstruktøren skulle besvare spørgsmål, var der musestille i salen. Det er ikke svært at forestille sig, hvad mange i forsamlingen tænkte. Nogle få måneder forinden havde præsident Barack Obama bebudet tilbagetrækningen af de amerikanske styrker fra Afghanistan.
Ville mareridtet fra Saigon gentage sig 40 år senere i Kabul?
Onsdag bebudede præsident Joe Biden så tilbagetrækningen af de allersidste 3.500 amerikanske soldater fra Afghanistan inden den symbolske dato den 11. september – 20-året for al-Qaedas terrorangreb på New York og Washington.
USA’s længste krig vil hermed være forbi. Men hvordan den ender, og hvad der vil udfolde sig i de næste måneder og år i Afghanistan, er helt og aldeles uforudsigeligt. En ting er dog sikkert: USA har fået nok af the forever wars og vil ud.
Isoleret præsident Ashraf Ghani
Præsident Biden er villig til at løbe en risiko og undlade at gribe ind, hvis Taleban og andre militser ender med at rende Kabul over ende og indtage det stærkt befæstede præsidentpalads. Det er herfra, at en politisk isoleret præsident Ashraf Ghani angiveligt har afvist amerikanske opfordringer til at give indrømmelser i fredsprocessen.
Krigen var i sin oprindelse amerikansk, men udviklede sig hurtigt til et internationalt engagement med deltagelse af NATO og andre lande. Soldater, ingeniører og bistandseksperter fra store dele af verden blev sat ind for at genopbygge landet.
Næsten 11.000 danske soldater har tjent i Helmand-provinsen. Der er stadig 80 tilbage, som vil blive trukket ud med 8.000 andre udenlandske styrker, inden de sidste amerikanere vinker farvel.
Krigen har også sat sig sine spor i litteratur og i film.
Den britiske forfatter og senere konservative politiker Rory Stewart skildrede det martrede land i rejsefortællingen Places in Between, hvor han som en anden Livingstone drog til fods fra landsby til landsby.
I romanen Den første sten beskrev Carsten Jensen på baggrund af sine rejser i landet en deling danske soldaters oplevelser. Samme idé var temaet for Janus Metz’ dokumentarfilm Armadillo. Afghanistan var også Danmarks krig.
Krigen begyndte nogle få måneder efter terrorangrebet den 11. september 2001 og havde primært til formål at eliminere al-Qaedas brug af Afghanistan som base for træning af islamistiske terrorister og planlægning af aktioner mod amerikanske og vestlige mål.
Oprindeligt var det ikke amerikanernes sigte at vælte Taleban-styret, men da Taleban afviste præsident George W. Bushs ultimatum i efteråret 2001 om at udvise al-Qaeda fra baserne i Afghanistan, blev de amerikanske bomber også rettet mod Taleban-soldater. Og ligesom i Vietnam 40 år tidligere begyndte USA en gradvis optrapning af sit militære engagement.
Allerede i december 2001 lignede Taleban en slagen milits. Her begik USA sin første fadæse og undlod at invitere bevægelsen til en FN-konference i Bonn, hvor deltagerne enedes om at danne en provisorisk afghansk regering inden et præsident- og parlamentsvalg.
I maj 2003 erklærede forsvarsminister Donald Rumsfeld bekvemt »alle kamphandlinger i Afghanistan ovre«. En måned forinden havde USA indsat en kæmpe invasionsstyrke i Irak.
Herefter trådte Afghanistan i baggrunden for præsident Bushs grandiose nykonservative projekt i Mellemøsten – at eliminere den islamistiske terrortrussel ved at forvandle arabiske diktaturstater til vestlige demokratier.
Men al-Qaeda var ikke så let at besejre i Afghanistan. Talebans ledere og Osama bin Laden havde søgt tilflugt i Pakistan, hvorfra de organiserede et hævntogt.
I 2006 begyndte Talebans væbnede modstand mod præsident Hamid Karzais civile styre, USA og NATO-styrkerne med spektakulære selvmordsangreb. Og det var i den periode, at de nykonservatives idé om at eksportere demokrati, bygget på et vestlig værdigrundlag, vandt indpas i Afghanistan.
Kvinder skulle ligestilles med mænd, piger have lov til at gå i skole, og etniske minoriteters rettigheder skulle respekteres. 20 år senere er resultaterne håndgribelige: antallet af skolebørn er fordoblet, 40 procent er piger. I nationalforsamlingen er en fjerdedel af medlemmerne kvinder.
Var det det hele værd?
Her må man nøgternt konstatere, at omkostningerne ikke har stået mål med resultaterne, hverken for Danmark, de allierede eller for USA.
Amerikanerne har mistet 2.400 soldater (danskerne har mistet 43), 20.000 er blevet såret, mange af dem er handikappede for livet, posttraumatisk stress er udbredt blandt krigsveteraner, og i mønt har krigen kostet det svimlende beløb af 2.000 milliarder dollar.
I forbindelse med USA’s første Golf-krig i 1990 ytrede hærgeneral og udenrigsminister Colin Powell en berømt bemærkning: »Der følger et ansvar af at slå noget i stykker.« If you break it, you own it. En belærende devise, som amerikanske præsidenter siden ikke lyttede til.
Det er én ting at føle sig berettiget til at straffe Taleban for at beskytte al-Qaeda eller at vælte Saddam Husseins regime i en invasion for at foregribe Iraks mulige anvendelse af masseødelæggelsesvåben (der ikke længere eksisterede). En anden ting er at besætte landet, tage ansvar for genopbygning og indførelse af et nyt politisk system.
I Vietnam lærte USA, at det i længden var umuligt at forsvare et upopulært og korrupt regime i Saigon med en militær tilstedeværelse. Samme lektie har amerikanerne måttet lære igen i Afghanistan. Den historiske parallel er slående.
Men der er også forskelle. Dengang argumenterede høge for at blive i Vietnam; Ho Chi Minh-styrets magtovertagelse ville blive dominobrikken, der forvandlede hele Sydøstasien til en kommunistrede.
USA’s efterretningstjenester vurderer i dag, at truslen fra islamistiske terrorgrupper som Islamisk Stat og al-Qaeda udgår fra Syrien, Yemen, Somalia og flere lande i Afrika syd for Sahara – ikke fra Afghanistan og Pakistan.
Og eftersom netop terrorisme var den oprindelige foranledning til at engagere sig militært i Afghanistan, kan præsident Biden nu argumentere for, at opgaven er løst. I et tv-interview i valgkampen sidste år afviste Biden, at han ville bære på et medansvar, hvis kvinder eller andres menneskerettigheder bliver trådt under fode efter en amerikansk tilbagetrækning.
»Mit ansvar er at beskytte USA’s nationale interesser og undlade at bringe vores kvinder og mænd i livsfare ved at prøve at løse alle verdens problemer med magt,« konstaterede han.
Men en benægtelse af et moralsk ansvar er ensbetydende med, at USA burde have begrænset sig til en nålestiksoperation mod al-Qaeda. USA kan ikke bare slå noget i stykker, uagtet hvor slemme Saddam og Taleban var, uden at tage et medansvar for følgerne.
Biden lover nu at fortsætte USA’s civile bistand til Afghanistan på betingelse af, at den næste regering respekterer fremskridtene for kvinder og minoriteter. Men hans budskab er i sin essens, at afghanerne nu må sejle deres egen sø. I Washington vil opmærksomheden hurtig flytte andre steder hen. Også hvis exit Afghanistan ender som i Saigon 1975.
Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Og jeg tror at GWB havde de rigtige, da han invaderede landet, selvom det var en krig der blev tvunget ned over hovedet på ham. Tvunget - ja for USA havde ikke andet valg efter 9/11. Men det gik op i hat og briller, fordi man troede at det var vendepunktet for Afghanistan og befolkningen ville omfavne demokrati, frihed etc. Det skulle være krigen der på en gang for skulle afslutte alle de tidligere, og kommende. Men det var ikke hvad afghanerne ville, for det er et klansamfund ikke en nation, så derfor blev vesten trukket længere og længere ind i sumpen af interne stridigheder, ævl og kævl, korruption og heroindyrkning og al det andet. Men nu er det forhåbentligt slut, og hvis ikke, så tror jeg det er bedre at man klarer det fra luften, end med soldaten på landjorden.
Det var indlysende - helt fra starten - , at dette var en alvorlig strategisk fejltagelse. At bruge milliard efter milliard på en krig man aldrig kan vinde. Man kan nemt få den tanke, at der også var andre og knap så ædle motiver på spil.
@Jacob Nielsen - Enig på mange punkter, men man kan næppe vinde en krig fra luften alene. Men målrettet angreb uden at holde land ville have været en bedre strategi. Man kan ikke indfører demokrati, socialisme, frihed ..... fortsæt selv listen på andre folks vegne. De skal ville det selv.
Savner kommentarer fra vores egne krigstilhængere der har 43 dræbte unge mennesker, mange invaliderede og et hav af traumatiserede på deres samvittighed.
@Torben Morten Lund
Ikke så sikker på de findes, krigstilhængere med samvittighed.
Hvor er muligheden for at straffe de politikere som er skyld i tusindvis af døde civile og ingen resultater! De politikere der gang på gang bilder sig ind at krig og militær kan tvinge folk til at tænke anderledes. At våben er et bedre værktøj end samarbejde og forhandling? Er det ikke også en forbrydelse mod menneskeligheden!
Der ligger vel en slags anklage i, at mange Reagan-elskerne af denne verden, stod, på opfordring fra den amerikanske administration, ovre et eller anden sted i Pakistanske bjerge bl.a. Lars Løkke, og afleverede den indsamlede kaffekasse til mujahedin, der senere opstod som Al-Qaeda.
Kapitlet om disse røvere, blev også taget ud af Den officielle 9/11-rapport sammen med kapitlet om Saudi Arabien..........
"Og jeg tror at GWB havde de rigtige, da han invaderede landet, selvom det var en krig der blev tvunget ned over hovedet på ham. Tvunget - ja for USA havde ikke andet valg efter 9/11."
USA havde muligheder for at gennemføre en ordentlig politiundersøgelse af 9/11, herunder siden at fremstille en redegørelse, som også forfulgte de finansielle spor (der pegede mod Saudi-Arabien) - og supplere denne med kritisk refleksion over egen udenrigspolitik. Men dette blev ikke besluttet; istedet ledte man omgående efter personer og lokationer, hvor man kunne demonstrere handlekraft, hævntørst og en form for retfærdighed - og valgene faldt på Afghanistan/Taleban og Irak, hvor man har ført udsigtsløse krige i årtier. Selv indenfor de amerikanske militærs og efterrretningstjenesters rækker var der protester mod krigene - herunder forslag om at man ved nålestik-operationer kunne ramme de ansvarlige for 9/11. Men det militærindustrielle kompleks ville have krig; derfor gav Bush-administrationen Taleban 24-48 timer til at lukke alle Al-Qaeda faciliteter i landet og udlevere Osama bin Laden og hans nærmeste folk til USA. Og da enhver vidste at dette ville blive umuligt for Taleban (som tilbød amerikanerne at udlevere bin Laden, hvis amerikanerne fremstillede beviser på at denne stod bag 9/11), begyndte amerikanerne samtidig at opbygge koalitionen af stater, som siden indgik i 'Enduring Freedom'; unægteligt en tragikomisk titel.
Læs i øvrigt gerne den ansete juraprofessor Patrick Terrys kritiske og særdeles kildestærke kritik af såvel det juridiske grundlag for invasionen som det strategisk fornuftige i den: http://www.nzlii.org/nz/journals/NZYbkIntLaw/2011/3.html
Og så er der naturligvis e økonomiske implikationer i at forlade Afghanistan; en lang række kontraktører og militære leverandører har økonomiaftaler med den amerikanske stat, som rækker til 2023 og videre; her vil de amerikanske skatteborgere kunne imødese en større regning.
Samtidig har Biden-administrationen meldt ud at man vil øge forsvarsbudgette yderligere, trods den voldsomme øgning af dette budget under Trump-administrationen. Begrundelsen fra Biden-administrationen er at russerne ruster op og udgør en stigende trussel.
Hørte Trine Bramsen i P1-morgen.påstå at indsatsen i Afghanistan havde forhindret mange terrorangreb mod Vesten. Det var vel også pga. angrebet med fly i USA at Vesten gik ind i Afghanistan. De fik nedkæmpet Al-Qaeda som Taliban -styret havde givet husrum. Men Taliban er jo ved at tage magten igen.
Det er håbløst - ja TB mente også at det havde været naivt af Vesten at tro at de kunne indfører demokrati i Afghanistan.
TB talte også meget om at Vesten og Danmark skulle bekæmpe terrorisme og være parat til at rygge ind de steder den opstod.
Men hvad er terrorisme - er der ikke forskel på hvem der anses som terrorist efter hvilke øjne, der ser.
Enig i at det ligner noget rod i Afghanistan.
Omvendt så er Jugoslavien et eksempel på at manglende militærindgriben fører til død og kaos. Her gik der flere år før 6 flåde bombede Serberne til forhandlingsbordet og i mellemtiden døde der en masse mennesker. Hele Europa sad med hænderne i skødet uden at gøre noget.
Der er masser af eksempler hvor militærmagt gør en stor og positiv forskel. Det er bare enormt svært at forudsige.
Mvh
Thomas Koch
@Torben Morten Lund
Nu er jeg ikke ligefrem krigstilhænger, men det behøver man heller ikke at være for at finde din kommentar lettere underlig. Du melder dig frivilligt som soldat i Danmark og må derfor forvente, at du kan komme i krig. Det kan der ikke være noget mærkeligt i for en soldat. Så har man i hvert fald valgt den forkerte karriere.
Som soldat går du i krig, der hvor dit land mener der er brug for det.
Måske vi ikke har været gode nok til at håndtere dem der har fået traumer af det, men vi kan som nation ikke bare lade være med at gå i krig fordi vi frygter for vores soldaters liv. Det ville være en total fallit erklæring. Her mente vi i Danmark, at det var nødvendigt at deltage og vi sendte soldater og materiel afsted. Der kan så argumenteres både den ene og den anden vej om det var den rigtige beslutning, men at forsøge at få regeringen til at føle skyld overfor de tab der har været er ikke fair efter min mening. Det er misforstået.
Thomas Koch, europæiske lande - og USA, sad ikke med hænderne i skødet under Jugoslaviens opløsningskrig. Tyskland var lynhurtige til at anerkende Kroatien og Slovenien, trods disse republikkers selvstændighedserklæringers brud på den jugoslaviske forfatning, hvilket cementerede krigsudviklingen. Samtidig indblandede amerikanerne sig i fredsforhandlingerne i Bosnien, hvor man tilbød Izetbegovich økonomisk, militær og politisk støtte hvis han sagde nej til fredsplanerne - hvilket han gjorde ... og dermed var den ødelæggende krig i Bosnien en realitet.
Europæiske lande og amerikanerne brød i øvrigt gentagne gange FN's våbenembargo under krigsudviklingen. Hvordan du får dette til at være passivitet, må stå hen i det uvisse. Men du har helt ret i at man undlod aktivt at aktivere FN, og herunder skabe respekt om den jugoslaviske forfatning i en forhandlingsproces, som over tid kunne have resulteret i en langt bedre, og fredelig, løsning på konflikterne.
Gert Romme: "Men her må man ikke glemme, at det faktisk var Sovjetunionen, der skabte grobund for denne krig"
Nej, det er ikke rigtigt. Det var USA, der fra 1979 etablerede og finansierede militante jihadister (mujahedinere) i Afghanistan og dermed grundlagte al-Qaeda. Det var på daværende tidspunkt den største og mest kostbare "regime change" operation, som USA havde gennemført - vel bortset fra Vietnamkrigen.
Hanne Utoft - du kan blive ved med at gå tilbage i tiden og finde årsager. Det ændrer bare ikke på at militærmagt kan være udslagsgivende - også til den positive side.
Det var militærmagt, der tvang serberne til forhandlingsbordet i Bosnien. Hvis vi havde reageret før kunne konflikten måske være stoppet uden så store tab.
Hvad med Kosovo? Her bombede man serberne så de lod være med at myrde de civile.
Så er der Libyen, hvor vi forhindrede drab på civile men fik en flygtningekrise i stedet.
Chamberlain lavede en aftale med Hitler for at undgå krig. Det gik som bekendt ikke.
Jeg er helt enig I at Afghanistan ligner en fiasko, og der er helt sikkert også muligt at finde nogle skumle motiver rundt omkring. Man kan håbe at der kommer nogle undersøgelser som gør os klogere.
Jeg tror bare ikke du kan leve i fred uden at vise viljen til at slås. Der er for mange gale mennesker der bestemmer rundt omkring.
Mvh
Thomas
Invasionen af Afghanistan i 2001 var en lige så stor forbrydelse som den i Irak i 2003, med aktiv deltagelse fra dansk side. USA og Storbritannien påbegyndte denne krig d.7.10.2001 uden lovhjemmel og følgelig som en grov krænkelse af international ret, men fik først grønt lys fra FNs Sikkerhedsråd d.20.12.2001.
Over 2 måneders skånselsløse bombardementer af et af verdens fattigste lande, udløst over en befolkning, som ikke havde lod og del i 11/9 - but who cares. Alle mainstreammedier, meningsdannere og politikere i alle vestlige lande kolporterer til stadighed myten om invasionens lovlighed. 15 af de 19 forbrydere, som angiveligt stod bag 9/11 - 2001, kom fra Saudi-Arabien, men det blev civile afghanere, som kom til at betale prisen.
Indtil denne dato begik disse to lande krigsforbrydelser, som man hængte nazister for efter Anden Verdenskrig, men vi betragter stadig USA og Storbritannien som vores nære allierede. I vore personlige liv ville ingen anstændige mennesker med respekt for sig selv drive omgang med mennesker, der stod bag sådanne uhyrligheder. Vi taler om forbrydelser, der får en Breiviks monstrøse drab i Norge på 77 mennesker til at ligne sandkasseleg for treårige.
Krigen har indtil i dag kostet over 200.000 afghanere livet.
Der hviler et meget tungt ansvar på intellektuelles skuldre, for, som anstændige mennesker, med position og status, at bruge deres privilegier til at fremme sandhed, frihed, retfærdighed og fred. Man har lov til at forvente, at de taler ud, ikke blot om vore fjenders overgreb, men, og meget mere markant, om de forbrydelser, som vi spiller en hovedrolle i.
Erling Jensen, cand.jur.
Historien om Afghanistan - "det selvstændige Afghanistan" rækker helt tilbage til 1830erne, hvor englænderne blev smidt ud, med en ordentlig røvfuld i bagagen.
Siden holdt mange sig væk indtil i slutningen af 1970erne hvor Rusland "blev inviteret" af den Afghanske regering for at hjælpe med bekæmpelsen af - ikke regeringstro styrker.
Amarikas præsident J. Carter sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski pralede med det var ham der havde lokket russerne ind i "det russiske Vietnam" i Afghanistan dengang, og det blev også nogle forbandede år militært med store tab, - hvilket også skyldtes Amerikas finansiering af Mujhahidin bevægelsen´med våben, som de bekæmpede Russerne med.
Selv Lille Lars Løkke var ovre og blive fotograferet med Mujhahidin folk dengang.
Efter 11. september sendte George Bush jr. i begyndelsen af år 2000 soldater til det nødlidende korrupte Afghanske styre i Kabul - Hamid Karzai, - mest som følge af, både Al Qaeda og èn af de helt store krigsherrer(Dostum) var ved at tabe kampen mod Taleban.
Såvel Al Qaeda som taleban far hurtigt et overstået kapitel, mellem 3 - 6 måneder,
- men så ville man demokratisere Afghanistan efter vestlig model, Men ligesom det gik for russerne gik det også for amerikanerne, når man allierer sig med et dybt korrupt styre, - Amerika blev ikke "hunden der logrede med halen, men halen der logrede med hunden", som politisk udviklede sig med detkorrupte styre i Kabul.
Det var også chancen for Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen til at gå i krig sammen med Amerika i Afghanistan, - måske var der også et "håb" om en senere plads som Generalsekretær for NATO .
Grundlæggende forstod man ikke situationen i Afghanistan, hvor der er ca. 3 store byer med langt imellem, stort set med grusveje, elendig infrastruktur, for stort set alle former for infrastruktur af fysisk art, og dertil også en elendig politisk, politimæssig og militær infrasstruktur, - altså et kæmpestort land der ikke kan ledes fra en lille enklave i hovedstaden Kabul, eller fra de 2 andre større byer.
Resten af landet er totalt uden infrastruktur politisk, militært retsligt, politimæssigt og på alle de øvrige fysiske områder.
- Så er der intet for befolkningen af tro på i demokratisk forstand, tværtimod. så bliver det krigsherrerne der bestemmer rundt omkring, og eller en bevægelse som Taleban.
Har vi så efter 20 års krig med tab af menneskeliv gjort nogen forskel(?), det enkle svar er selvfølgelig NEJ!
- Selv en hundredårs krig ville næppe gøre en forskel.
Om Amerikanerne har lært noget denne gang, - det er vist ikke sandsynligt, våbenmagt er liberalisternes vigtigste middel til demokratisk omvendelse udi det fremmede, man bomber løs tilbage til stenalderen.
Irak var heller ingen succes, og byggede på en stor løgn, og det samme gælder også omkring Libyen, hvor stammerne fortsat kæmper om magten politisk.
-I mellemtiden har Amerikanerne slået mio. ihjel hvor de har været!
Interessant at ingen - heller ikke artikkelforfatteren - nævner den enorme opiumproduktion som er udviklet i Afghanistan siden 2002. Og hva dette betyder for finansiering af bl.a. div. "warlords" og et korrupt styre. Og for finansieringen af Taliban i dag.
Siden 2001-2002 da USA og bl.a. Danmark rykkede inn i Afghanistan for at nedkæmpe Al-Qaeda, har landet "udviklet" sig til verdens klart største opium/narkotika-producent. Den årlige exportværdien af denne opium er i dag anslået til 4-5 milliarder USD, hvoraf en stor del havner i lommerne til div. "war-lords" og Taliban. I årene op til US-invasionen i 2001 havde Taliban - i samarbejde med bl.a. FN - indført et forbud mod opium-produktion som var strafbart. I perioden 2000-2001 blev produktionsarealet for opiumvalmuer reduceret med 99%.
...Afghanistan has been the world’s leading illicit drug producer since 2001.[1] Afghanistan’s opium poppy harvest produces more than 90% of illicit heroin globally, and more than 95% of the European supply.
https://en.wikipedia.org/wiki/Opium_production_in_Afghanistan
Man må jo spørge om hvorfor USA og dets samarbeidslande i Afghanistan ikke satsede kraftigt på at fastholde dette forbudet og erstatte opiumvalmue-produktion med andre afgrøder og produkter, men i stedet for tillod at opiumproduktionen voksede eksponentielt i årene der fulgte.
Så på stort set alle områder har denne 20 år lange krigen i Afghanistan været en eklatant fiasko for USA og dets allierede, inkl. Danmark.
For at forstå hvad og hvorfor meget sker indenfor politik, så er det jo ofte muligt at finde et godt svar ved bare at følge det gamle råd: "Follow the money".
"Nej, det er ikke rigtigt. Det var USA, der fra 1979 etablerede og finansierede militante jihadister (mujahedinere) i Afghanistan og dermed grundlagte al-Qaeda."
Faktisk grundlagdes Taleban i pakistanske koranskoler, som Pakistan, USA, Saudi-Arabien og UAE samarbejdede om; forventningen og hensigten var at Taleban ville skabe stabilitet i Afghanistan. I denne forbindelse hvervede Pakistan ekstremistiske muslimer globalt til opgaven.
"USA og Storbritannien påbegyndte denne krig d.7.10.2001 uden lovhjemmel og følgelig som en grov krænkelse af international ret, men fik først grønt lys fra FNs Sikkerhedsråd d.20.12.2001."
Erling Jensen, du er jurist - har du læst og forholdt dig til Patrick Terrys gennemgang af grundlaget, herunder det absolut diskutable grønne lys fra FN? Ville være interessant at høre dit perspektiv på denne.
"Det var militærmagt, der tvang serberne til forhandlingsbordet i Bosnien."
Thomas Koch, det er jo revisionisme, du bedriver - Serberne appellerede utallige gange til forhandlinger med modparterne. FN gjorde det samme, og som nævnt sad alle parter (herunder de bosniske serbere) klar ved forhandlingsbordet, da Izetbegovic - efter audiens hos den amerikanske ambassadør - drejede på en tallerken og udtrådte af fredsforhandlingerne. Sig til, hvis du vil have kilder.
Hvad har vi danskere lært? – det er vel det relevante spørgsmål for en dansk? Lad amerikanerne bekymre sig om USA. Svaret på hvad vi lærte er åbenlyst: ingen ting. Nu skyder vi jihadister i Afrika. Det ligger i generne, en bi samler honning, danskere skyder Jihadister. Forskellen er at bierne tænker sig godt om, og gør noget der er nyttigt for dem. Det bliver sjovt at se om det bliver Iraner eller Kinesere vi i vores kampiver kaster os over næste gang.
Har vi fået orden i Iraq? den opgave er vel under dansk ledelse? Intet i aviserne om dette store projekts lykkelige resultater – nå der er andre samfund vi kan ødelægge…..
To år - sagde de - også vores egne - så ville vi være ude igen - og inden der var gået to år havde det borgelig Danmark kastet os ud i endnu en krig - denne gang i Irak - for at sprede demokrati for enden af en riffel.
"Amerikanerne har mistet 2.400 soldater (danskerne har mistet 43), 20.000 er blevet såret, mange af dem er handikappede for livet, posttraumatisk stress er udbredt blandt krigsveteraner, og i mønt har krigen kostet det svimlende beløb af 2.000 milliarder dollar." (Citat fra artiklen).
Det er meget mærkeligt, når vestlige medier som her omtaler sådanne faktaforhold. Tabte menneskeliv i de pågældende invaderede lande, nævnes sjældent. Er det mon den kendte freudianske fortrængningsmekanisme, der træder i kraft? Altså at man mere eller mindre ubevidst ikke vil se konsekvenserne af egne destruktive handlinger i øjnene. Og ja - det er næsten ubærligt, at vi har medvirket til, at næsten 200.000 civile er dræbt i Afghanistan. Og lad mig i samme hensigt fremdrage andre tal: USA.s drab på ca. 4 mill. mennesker i Vietnam, 1.231.540 mennesker dræbt hovedsageligt ved bombning i Nordkorea under Koreakrigen. Hertil kommer flere millioner andre steder som ofre for "vestlig" krigerisk aktivitet.
Lad mig gentage den gode Erling Jensens opfordring ovenfor: "Der hviler et meget tungt ansvar på intellektuelles skuldre, for, som anstændige mennesker, med position og status, at bruge deres privilegier til at fremme sandhed, frihed, retfærdighed og fred. Man har lov til at forvente, at de taler ud, ikke blot om vore fjenders overgreb, men, og meget mere markant, om de forbrydelser, som vi spiller en hovedrolle i."
Karsten Nielsen. Det undrer også mig, at man stort set ikke nævner de civile tab i det land, som angribes, de mange, der må flygte, bliver sårede og lemlæstede, får PTSD, mister deres livsgundlag, forretninger, marker, huse og fabrikker.
Jeg husker, at der før Irakkrigen var en verdensomspændende demonstration mod den krig. I alle lande, stort set, samlede folk sig i protest.
Og forudsigelsen, at det ville skabe mere terror, kom til at holde stik. Godt nok er det meste af terroren begået i mellemøsten -- men det er sgu heller ikke OK.
Karsten Nielsen
Kunne ikke være mere enig i de aldeles udmærkede betragtninger, du fremfører i ovenstående kommentar - ikke alene dine henvisninger til Afghanistan, men i lige så høj grad til USAs kolossale krigsforbrydelser under Vietnamkrigen og Koreakrigen - krige, som for begges vedkommende er begravet i George Orwells memory hole.
Siden Anden Verdenskrig har USA if. den højt estimerede norske freds- og konfliktforsker, Johan Galtung, været ansvarlig for drab på 20 millioner mennesker uden på noget tidspunkt er blevet stillet til ansvar i relevante krigsforbrydertribunaler.
Den internationale straffedomstol, ICC, i Haag er da heller ikke blevet anerkendt af USA. Den ville i givet fald komme på overarbejde, hvis USAs krigsforbrydelser skulle underkastes samme behandling som eksempelvis folkedrab i Rwanda eller borgerkrigen i Bosnien. 20 millioner plejer i altovervejende grad at være det tal, der bruges til at beskrive de menneskelige omkostninger som følge af Stalins forbrydelser i det hedengangne Sovjetunionen.
Erling Jensen
Kære Hanne Utoft
En stor tak for din henvisning til Patrick Terrys meget fornemme gennemgang af de juridiske aspekter vedr. krigen i Afghanistan. Jeg må med skam erkende, at jeg ikke på noget tidspunkt er stødt på hans arbejde, selv om jeg de sidste 20 år har brugt mange timer på nærlæsning af Afghanistans historie og tragiske skæbne, både under Sovjetunionens voldsomme forbrydelser fra 1979 og de følgende 10 år og senest USAs ditto, med aktiv støtte fra bl.a. Danmark.
Erling Jensen
Og inden vi helt glemmer det, så oven i de mange civile tab findes også tortur, mishandling, løgne samt Guatanamo. En af dem der afslørede lægnene sider i et Europæisk fængsel efter løsagtige anklager. JULIAN ASSANGE
Tomas Koch Der er masser af eksempler hvor militærmagt gør en stor og positiv forskel. Det er bare enormt svært at forudsige.
Ikke engang dette var positivt.
"Those who have bombed and killed thousands - they do not belong in Europe or on planet Earth," was the message of author Peter Handke
Men led gerne videre, og sig endelig til når du er færdig. De var ikke i Rwanda, i Burma eller i Cambodia da det virkeligt gjald.
af Jan Oberg, Lund, Sverige – Marts 24, 2020
"It was NATO’s first out-of-area operation, against its own Treaty and without a UN mandate. On March 24, 1999.
Independent Kosovo was established – against UN SC resolution 1244. Thanks to the Clinton administration and Madeleine Albright. CNN’s Amanpour endorsed it generously on TV with her State Department husband, James Rubin, a chief operator in the non-negotiations at Rambouillet. And TIME, of course, knew the truth too.
Serbia suffered tremendously from the 78 days of indiscriminate, hard bombing. I know because I was there.
Finally, Serbia and its president Milosevic was threatened with total destruction of Belgrade. And gave in.
Western hubris after the Cold War was won? Of course!
Russia was on its knees. International law and the UN Charter sidelined. Militarism embraced. Full-spectrum dominance. The winner takes it all! Right – but with the risk of losing it all later. It’s called hubris.
Boomerangs do exist.
Oh, what ignorance. Hardly 5 foreign ministry people in Europe knew a thing about the complexities of Yugoslavia."
Man må gi Thomas Koch ret i, at militær indgriben kan have sin berettigelse. Desværre har vi ikke set nogen positiv effekt af militær indsats for demokrati og retfærdighed siden Anden Verdenskrig.
Positivt at se en stærk antikrigs-opinion være virksom på Information.dk; desværre er der længere og længere imellem at dette finder sted. Ofte får krigsopildnende artikler og kommentarer lov til at stå uimodsagte hen, hvormed frygteligt uinformerede og overfladiske diskurser spreder sig og påvirker læsere, som ellers er pacifistisk indstillede.