Flygtninge tæskes med jernstænger, brændes med cigaretter og bides af hunde – i vores navn

»Jeg blev ved med at bønfalde dem om at stoppe.« Den anonyme mand havde sammen med andre flygtninge og migranter krydset EU’s ydre grænse og befandt sig i Kroatien, da politibetjente stoppede dem og kort efter begyndte at tæske dem en efter en. »De sparkede mig og slog mig med jernstænger,« fortæller manden, der også blev ramt i nakken af en geværkolbe. »Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det skete. Mit hoved var overdækket med blod.«

Betjentene holdt ham nede og skar ham flere gange i hånden med en kniv. Det var den sidste pinsel, inden han sammen med resten af gruppen blev smidt ud af EU og over grænsen til Bosnien.

Episoden fandt sted i maj sidste år, og mandens fortælling er del af en lang række ofres vidnesbyrd, som ngo-netværket Border Violence Monitoring Network (BVMN) har samlet i en ny rapport, der fremstår som et rædselskatalog over den vold, som Europas grænsevagter udsætter flygtninge og migranter for. Sammen med en anden ny rapport fra ngo-sammenslutningen Protecting Rights at Borders (Prab), som Dansk Flygtningehjælp er del af, dokumenterer den, at Europas brutale og illegale såkaldte pushbacks, hvor potentielle asylansøgere skubbes tilbage over EU’s ydre grænse, bliver stadig mere rå, systematiseret og udbredt.

Og det på trods af, at det er i strid med både internationale konventioner, EU-lov og national lovgivning at smide folk ud, uden de har fået deres ansøgning om asyl behandlet.

Begge rapporter fortæller om en mishandling i alle afskygninger, som grænsevagter har påført deres ofre: De er blevet tæsket, brændt med cigaretter, bidt af politihunde, slået med jernstænger, lammet med elektrochokpistoler, truet med henrettelse, indespærret uden mad og drikke og ligeledes udsat for seksuelle overgreb.

Ifølge de to rapporter bliver volden især begået i Kroatien og Grækenland, men andre EU-lande, som Italien og Ungarn, gør sig også skyldige i ulovlige pushbacks.

Volden og de illegale deportationer er blevet dokumenteret før. Af FN, menneskerettighedsorganisationer og medier. Og alligevel fortsætter det, og ovenikøbet med forøget intensitet.

BVMN, der har indsamlet hundredvis af vidnesbyrd, skriver i sin rapport, at »den systematiske vold«, som især græske og kroatiske grænsevagter begår mod flygtninge og migranter, »i mange tilfælde udgør tortur eller umenneskelig og nedværdigende behandling.«

Toppen af isbjerget

Samtidig beskriver rapporten fra Prab, hvordan flere europæiske lande i stigende grad indgår i et uformelt samarbejde om såkaldte kædepushbacks for at få flygtninge og migranter smidt ud af EU. Eksempelvis bliver de skubbet tilbage fra Italien til Slovenien til Kroatien og derfra ud af EU til Bosnien, uden de har fået deres asylsag hørt.

Rapporten dokumenterer, hvordan 2.162 børn, kvinder og mænd alene i perioden januar til april i år gennem pushbacks langs den såkaldte Balkanrute er blevet forhindret i at søge beskyttelse i Europa. Og det antal beskrives som blot »toppen af isbjerget«, da der her kun er tale om de tilfælde, som ngo’erne har kunnet dokumentere.

Disse kædepushbacks, står der i rapporten, »sker helt og aldeles uden for formelt etablerede mekanismer og har som mål at omgå landenes forpligtigelser under europæiske og internationale menneskerettighedslove.«

I Italien erkendte indenrigsministeriet sidste år, at man har udvist asylansøgere, uden de har fået deres sag prøvet. Og ved en skelsættende dom i Rom tidligere i år anerkendte en europæisk domstol for første gang den udbredte brug af vold mod migranter ved EU’s ydre grænse, og samtidig blev det slået fast, at Italien illegalt havde deporteret hundredvis af flygtninge og migranter til Slovenien.

Det er jo forhåbentligt banalt og overflødigt at konstatere, at det er uacceptabelt, at folk tvinges retur over EU’s ydre grænser med vold og tortur, og at deres eventuelle asylkrav ikke behandles. Det strider mod love, konventioner og moral. Og skal selvfølgelig fordømmes.

Alligevel sker det ikke i noget, der nærmer sig en tilstrækkelig grad.

Det er en situation, som danskere og europæere i høj grad vælger at acceptere stiltiende. Man må i hvert fald konstatere, at der er en forbløffende mangel på kritik og interesse fra EU-politikere og befolkningerne generelt over den vold, der i sidste ende bliver udført af frontstaterne i vores alles navn for at holde asylsøgere væk.

Som et absolut minimum må det stadigt tungere bevismateriale om vold føre til et krav om uafhængige undersøgelser og monitorering af forholdene, så det hele kommer frem i lyset, og så vi i sidste ende kan få et opgør med en grænsepolitik, der efterhånden mest af alt fremstår som et middelalderligt torturkammer.