Ingen vindere efter 11 dages kampe mellem Israel og Hamas – og dog

Fredag morgen klokken 02.00 lokal tid ophørte bombardementerne af det sydlige Israel og Gaza-striben, da en våbenhvile med egyptisk mellemkomst trådte i kraft. Ophøret af fjendtligheder betyder, at Hamas trods nye ødelæggelser i Gaza fejres som konfliktens politiske sejrherre, ikke kun af palæstinenserne i selve Israel, men i det annekterede Østjerusalem, på den besatte Vestbred og generelt i den ’arabiske gade’ – hvorimod gadens regeringer overvejende er mistrøstige: bortset fra i Qatar er Hamas ikke velset i paladserne, men må nøjes med at lade sig hylde i Ankara og Teheran.

Ret beset har konflikten selvfølgelig ingen vindere, med mindre man anser dræbte børn som militære og politiske gevinster. Men det er evident, at den islamistiske og uforsonlige modstandsorganisation, der før denne konflikt var marginaliseret som international terrorstemplet paria, med den militære støtte til de primært unge palæstinenseres protester i Jerusalem har erhvervet en ny legitimitet som repræsentanten for kravene om retten til et værdigt liv, til ophold i egne boliger og med ejendomsret til egen jord, der jo er kernen i den strid, der burde udkæmpes af det impotente PA-styre i Ramallah.

Nu blev det Hamas, der førte ordet via Egypten i forhandlinger med Washington og i Qatar med møder mellem den politiske leder Ismail Haniyeh og FN’s koordinator for den israelsk-palæstinensiske fredsproces, Tor Wennesland, hvilket den israelske ledelse har noteret sig.

Siden urolighederne i Jerusalem begyndte med den første ramadanuges etniske trakasserier i begyndelsen af april, der eskalerede med et israelsk retligt dekret om udsætning af palæstinensiske familier fra deres huse i Sheik Jarrah-nabolaget, har den 86-årige PA-præsident og formand for PLO, Mahmoud Abbas, i forvejen svækket af indre oprør i hans Fatah-bevægelse, været stort set usynlig. Og har dermed banet ikke bare vejen, men en hel boulevard for indflydelse til arvefjenden i Gaza.

Det eneste, de protesterende palæstinensere hørte til Abbas, var referat af hans telefoniske opfordring den 15. maj til præsident Joe Biden om at »intervenere for at stoppe for Israels angreb på det palæstinensiske folk«. Selv om han på det tidspunkt meget vel vidste, at Biden forsynede sine henstillinger til premierminister Benjamin Netanyahu om »tilbageholdenhed« med en automatforsikring om USA’s støtte til »Israels ret til selvforsvar«, altså en reel sanktionering af bombardementerne.

Først da Israel var løbet tør for bombemål og stod over for enten en direkte invasion af Gaza eller at følge Bidens fjerde opfordring til våbenhvile, blev der ro i luftrummet.

11 dages væbnet konflikt

Militært har Hamas endnu en gang fået smæk efter samme procedure som i 2009, 2012, 2014 og 2018, hvor israelerne fandt anledning til at ’slå græsset’, slangudtrykket for de jævnlige afskrækkelsesbombardementer, der har til formål at tjekke og kontrollere Hamas’ militære kapacitet, og som uundgåeligt koster civile ofre i den overbefolkede landstribe.

Og også denne gang er de deprimerende cifre som sædvanlig i israelsk favør: Efter 11 dages væbnet konflikt med hundreder af israelske fly- og missilangreb over for affyring af mere end 4.000 raketter fra Gaza er Israels tab opgjort til 12 dræbte, heraf tre børn. Over for det står 232 dræbte palæstinensere, heraf menes halvdelen at være civile, 71 er børn i Gaza. Dertil kommer titusinder hjemløse i Gaza, efter at boligblokke, fabrikker, kontorbygninger, rensningsanlæg, elværker, landbrug og værksteder er ødelagt. I Israel har Gaza-raketterne forårsaget skader på bygninger og en olieledning for et trecifret millionbeløb, ligesom Jerusalems yderdistrikter blev ramt, og flytrafikken til og fra Ben Gurion-lufthavnen nær Tel Aviv var afbrudt i perioder.

Hvis der kan uddrages en opmuntring af de seneste ugers banale gentagelse af israelernes systematiske og fantasiløse nedkæmpelse af protester mod den kolonisering, palæstinenserne i de besatte områder er ofre for, er det først og fremmest den inter-arabiske solidaritet på tværs af demarkationslinjen fra 1949. For som avisen Ha’aretz noterer, lever palæstinenserne i to forskellige verdener. Palæstinenserne med israelsk pas – efterkommere af dem, der blev tilbage i den nye stat efter krigen 1948-49 – lever en ganske anden tilværelse end deres fætre og kusiner i Østjerusalem, Gaza og på Vestbredden, der i vidt omfang er flygtninge, efterkommere af de 750.000, der blev fordrevet fra byer og landsbyer i det nye Israel i 1948.

Unge palæstinensere forenet i protest

Hidtil har der været god grund til at skelne mellem de ’israelske arabere’, altså statsborgere i Israel, der udgør cirka 20 procent af befolkningen på ni millioner, og palæstinenserne i Østjerusalem og på Vestbredden, der blev besat i 1967. Palæstinenserne med israelsk statsborgerskab er både økonomisk og juridisk bedre stillet end palæstinenserne i de besatte områder, også selv om de diskrimineres politisk – ingen israelsk regering har haft arabisk deltagelse – og socialt med fravær af offentlige bevillinger til infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Generelt har de israelske regeringer ikke haft store problemer med den etniske minoritet, der forholdt sig passiv under både den første intifada 1987-92 og den anden intifada 2000-2005, og som generelt blev betragtet som politisk apatisk. Med lav valgdeltagelse udpegede den politiske ledere, der godt nok var medlemmer af Knesset, men uden politisk indflydelse – en tilstand, der blev officielt knæsat med vedtagelsen af nationsloven i 2018, der gjorde Israel til en specifik jødisk stat og altså formelt reducerede ikkejøder til andenrangsborgere.

Den situation er ændret – for første gang har unge palæstinenserne på begge sider af demarkationslinjen fra 1949 forenet sig i protest mod den diskriminerende israelske stat. Således samordnede en ellers fredsommelig israelsk-palæstinensiske ngo, der normalt samordner de arabiske politiske initiativer, en generalstrejke med aktivisterne i de besatte områder, der erklærede sidste tirsdag for ’raseriets dag’. Og faktisk blev generalstrejken en politisk succes – de palæstinensiske skraldemænd lod affaldet i de israelske byer ligge, butikker holdt lukket, og hele byggesektoren lå stille.

Der er med den nye solidaritet med de besatte fætre og kusiner skabt en ny politisk situation. Og en solidaritet, der også spores i den selvbevidsthed, israelsk-arabiske politikere har oplevet de seneste par år, da deres mandater pludselig har fået vægt efter foreløbig fire parlamentsvalg, uden der kunne dannes regeringsduelige flertal. De arabiske Knesset-mandater – typisk mellem 12 og 15 af de 120 pladser – har været ombejlede af såvel Benjamin Netanyahu og hans religiøse højreallierede som af oppositionens venstre-højre-koalition.

Lige nu er muligheden for arabisk politisk indflydelse forpasset – det har Hamas sørget for – men det er kun et spørgsmål om tid, før Israels politiske ledere er nødt til at forholde sig til et fælles palæstinensisk krav i såvel den statslige kanton som i det besatte, et krav om frihed og lighed – det med broderskabet lader nok vente på sig.