Leder

En stor del af klimaregningen har vi sendt til udlandet – nu bør den betales

Medregner man klimabelastningen ved Danmarks vareimport og fra handelsflåden, bliver vores CO2-byrde næsten fordoblet. Det kalder på tilbageholdenhed i det materielle forbrug, hjælp til producentlandes klimaindsats samt en fælles EU-grænsetold på CO2
Hvis vi danskere skal udvise ægte global klimaansvarlighed, skal vi også gøre noget ved de store udledninger uden for Danmarks grænser, som vi via vores levevis er årsag til, skriver Jørgen Steen Nielsen i denne leder. Her ses fabriksarbejdere i Bangladesh.

Hvis vi danskere skal udvise ægte global klimaansvarlighed, skal vi også gøre noget ved de store udledninger uden for Danmarks grænser, som vi via vores levevis er årsag til, skriver Jørgen Steen Nielsen i denne leder. Her ses fabriksarbejdere i Bangladesh.

Mahmud Hossain Opu

Udland
4. maj 2021

Prisværdigt og besværligt. Det kan man sige om det seneste udspil fra Klimaministeriet: En analyse af danskernes såkaldt forbrugsbaserede udledning af drivhusgasser.

I klimadebatten har al opmærksomhed været fokuseret på, hvordan vi kan nå klimalovens mål om 70 procent reduktion af de hjemlige udledninger i 2030. Det er så stor en udfordring, at den offentlige samtale stort set har undveget det, som de fleste godt ved er et problem, men som ikke tæller med i klimalovens regnskab: CO2-udledningerne ved produktionen i andre lande af de varer, vi importerer og forbruger herhjemme. Efter Parisaftalens regler tæller det med på leverandørlandenes klimaregnskaber, men reelt er det jo vores forbrug og store levefod, der er ansvarlig for sådanne udledninger.

Derfor er det prisværdigt, at ministeriet nu har fået lavet den første officielle opgørelse af, hvor meget vi danskere samlet set belaster det globale klima. Det besværlige er konklusionen: De hjemlige – i rapporten kaldet ’territoriale’ – udledninger udgjorde i 2019 49 millioner ton CO2. Lægger man dertil udledningerne ved fremstilling og transport af varer fra udlandet, ryger de samlede – såkaldt ’forbrugsbaserede’ – udledninger helt op på 61 millioner ton. Og så mangler der endda et par ting.

Der er ikke regnet på klimabelastningen, hvis eksempelvis skovarealer i udlandet ændres for at levere biomassebaserede produkter til Danmark. Medregnet er heller ikke de betydelige udledninger fra Danmarks store handelsflåde, der i sig selv udleder 38 millioner ton CO2. Tager man det med i en såkaldt ’produktionsbaseret’ opgørelse af de danske udledninger, lander man ifølge ministeriet på godt 90 millioner ton CO2 – det nærmer sig det dobbelte af den ’territoriale’ udledning, som klimalovens mål handler om.

Global klimaansvarlighed 

Konklusionen ligger lige for: Hvis vi danskere skal udvise ægte global klimaansvarlighed, skal vi også gøre noget ved de store udledninger uden for Danmarks grænser, som vi via vores levevis er årsag til. Vi kan ikke tillade os at pege fingre ad de lande, der er blevet ’verdens fabrikker’ via årtiers outsourcing af industriproduktioner fra Vesten. Det er dobbeltmoral at føre sig frem som grønt foregangsland, hvis en del af de nationale gevinster handler om, at vi har flyttet CO2-belastende virksomheder til andre lande.

Så med til Danmarks klimaforpligtelse hører to ting: at søge veje til at mindske det materielle forbrug – de private husholdninger er ansvarlige for hele 63 procent af de samlede forbrugsbaserede udledninger – og at motivere leverandørlandene til at gøre produktionerne mindre klimabelastende.

Hvad det sidste angår, leverer Danmark allerede en betydelig indsats i form af samarbejdsprojekter om grøn teknologi og vedvarende energi i blandt andet en række udviklingslande.

Det er imidlertid ikke nok. For den hjemlige klimaindsats med blandt andet skærpede krav til erhvervslivet kan i sig selv drive nogle virksomheder til at flytte ud, hvor det er billigere og lettere at producere på klimaets bekostning. Det er den såkaldte lækagerisiko, som industri og landbrug råber højt om i deres lobbyisme mod klimaafgiften.

CO2-grænsetold i EU

Derfor er der brug for yderligere et instrument: Den europæiske CO2-grænsetold, som EU-landene i øjeblikket overvejer, og som officielt kaldes en grænsejusteringsmekanisme, fordi en CO2-told kan være på kant med Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Mekanismen går ud på at lægge en afgift på CO2-intensive produkter fra lande uden for EU, antagelig startende med stål, cement og aluminium. Det skal beskytte europæiske producenter og give eksterne et incitament til at producere med mindre CO2-udledning.

I EU er der overvejende opbakning til afgiften, mens der udefra mobiliseres intenst for at forhindre den. Ikke alene protesterer store udviklingslande som Indien, Sydafrika og Brasilien mod, hvad de kalder en unfair og diskriminerende handelshindring, også Kinas præsident Xi Jinping har for nylig advaret Frankrigs Emmanuel Macron og Tysklands Angela Merkel mod at bruge grænseafgiften som brik i et geopolitisk spil. Dertil har USA’s præsident Joe Bidens klimaudsending John Kerry talt kraftigt imod afgiften.

En samlet international front har før med trusler haft held til at forhindre EU i at gå foran med CO2-kvoter, og CO2-grænseafgiften kan sagtens gå hen og blive udløsende faktor for en ny serie af internationale handelsstridigheder.

Den kamp må EU i givet fald tage, men hvis de store magter således indleder en lammende strid om klimabeskyttelse versus fri markedsadgang, er det bedste, danske klimabevidste forbrugere kan gøre, at tænke sig om en ekstra gang, før de øger forbruget af materielle goder hentet langvejs fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

For lige at gribe i egen barm m.m.:
Har lige købt en ukulele, og den viser på udmærket vis komplikationerne. Den er designet i St. Louis, USA. Strengene er fra Japan. Kassen lavet i Kina. Materialerne hentes nok i flere lande, og så er vi ved kernen: Man kan ikke gennemskue en vare mht transport, arbejdsforhold og lønninger og kapitalinteresser.
Kina behersker instrumentmarkedet, og har udkonkurreret alle andre. Før i tiden var kvaliteten dårlig, men det er den ikke mere. Om det er en intelligent maskine i Danmark eller i Kina, der fremstiller varen, kan vel komme ud på ét. Tilbage står ødelagte, lokale markeder.
Hvor kan man købe en dansk bil? Tag toget, nå nej, det er heller ikke dansk.
Et stigende antal working poor giver andre et behageligt liv.

Man kunne godt lave en ukulele af eg og lærk med plasticstrenge fremstillet på et dansk værksted og så lære at være glad for den. Den kunne også blive god, men også dyr. Hvis vi skal vende global produktion til lokal, skal vi dreje på knapperne oppe i hjernen på os selv og have et helt andet syn på livet.

Kurt Nielsen, Niels Peter Nielsen, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Morten Hillgaard, Torsten Jacobsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

At mennesker overalt på kloden fortsætter med at få klodens klimaproblemer til at vokse giver for så vidt god mening.
Risikoen ved at se elendigheden i øjnene er alt for voldsomt i og med, at det handler om den enkeltes ansvar.
Ubevidst (spørg Freud) medfører det et voksende behov for at straffe mig selv for min tåbelige adfærd.
Sammenlagt bliver facit et globalt selvmord. Hvilket vi naturligvis ikke kan se i øjnene, så vi er nødt til at hive resten af planetens liv med os i graven for ligesom at antyde, at det ikke er vores skyld eller i det mindste ikke alene.
Hvis du er i tvivl så se eller gense Debatten fra i går. Det bliver nok ikke mere lammende.