Leder

Historisk lav valgdeltagelse: Den dystre sandhed er, at iranerne har mistet troen på politik

Præsidentvalget i Iran er en begmand til præstestyret, der håndplukkede en upopulær konservativ hardliner som eneste kandidat med det resultat, at valgdeltagelsen faldt til det hidtil laveste. Kun radikale økonomiske reformer og en ny atomaftale kan redde den iranske økonomi
Her på billedet afgiver den øverste åndelige leder Ali Khamenei sin stemme til præsidentvalget på et valgsted d. 18. juni i Tehran.

Her på billedet afgiver den øverste åndelige leder Ali Khamenei sin stemme til præsidentvalget på et valgsted d. 18. juni i Tehran.

Official Khamenei Website/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
21. juni 2021

Måske er det mest sigende om præsidentvalget i Iran, at kategorien »ugyldige stemmer« kom ind på en flot andenplads efter den forudsigelige vinder, den konservative chefjurist Ebrahim Raisi, der vandt overlegent med næsten 18 millioner stemmer.

Ikke færre end 3.726.870 iranske vælgere stemte blankt, hvilket var mere end 300.000 flere end den nominelle nummer to, en tidligere kommandant for Revolutionsgarden, der fik i underkanten af 3,4 millioner stemmer. Feltets enlige moderate kandidat, en tidligere nationalbankdirektør, blev støttet af sølle 2,4 millioner stemmer, og den fjerde opstillede, en eksguvernør, fik under en million.

I alt stemte knap 29 millioner, svarende til en stemmeprocent på 48,8, det hidtil laveste fremmøde ved et præsidentvalg. Ved præsidentvalget i 2017 var stemmeprocent godt og vel 73.

De lave valgtal afdækker en dyster sandhed, nemlig at moderate iranske vælgere ikke længere gider deres politiske system. Og heller ikke stoler på det. De foregående otte år med den moderate præsident, Hassan Rouhani, skabte håb om bedre tider, da han i 2015 driblede en aftale om international kontrol med Irans atomproduktion på plads, til gengæld for at Vesten sløjfede nogle – men ikke alle – af de sanktioner, der kvalte Irans økonomi. Aftalen betød et økonomisk løft med genoptagelse af den blokerede eksport af olie og naturgas og den iranske finanssektors adgang til det internationale kredsløb.

Men håbet om bedre tider blev brutalt dementeret af Donald Trump, der i 2018 trak USA ud af aftalen og indførte et straffeprogram kaldet ’maksimal pression’. Med det gjorde Trump også de iranske hardlinere en politisk tjeneste, da de fik ret med deres ’hvad sagde vi’-påvisning af, at USA ikke var til at stole på, og at Hassan Rouhani naivt og mod deres anbefalinger havde solgt ud af den iranske suverænitet.

Det aspekt har givetvis spillet en rolle i den åbenlyse apati, der præger den ellers politisk årvågne iranske offentlighed. Apatien viste sig også ved valget i februar 2020 til Irans parlament, Majlis, hvor stemmeprocenten faldt til 42 – 18 procentpoint lavere end de 60 procent, der gik til valgurnerne i 2016. Det er efterhånden futilt at tale om, at det iranske system rummer noget, der ligner en demokratisk proces. Det gav ellers tidligere en slags mening, fordi iranerne som regel kunne stemme på en præsidentkandidat, der var kendt og signalerede folkevalgt opposition til det konservative præstediktatur med den øverste åndelige leder som sidste instans i alle afgørelser.

Den mulighed betød, at reformisten Mohammad Khatami vandt uventet i 1997 og igen i 2001, at den konservative populist Mahmoud Ahmadinejad i 2005 kunne slå ’firmaets mand’, Hashemi Rafsanjani, og at den moderat-pragmatiske Hassan Rouhani i 2013 trodsede de konservatives misnøje og blev genvalgt i 2017.

Den konservative ikkefolkevalgte elite

Men at Rouhani fik gennemført atomaftalen, betød ikke, at der blev taget hul på helt nødvendige reformer i den iranske økonomi. Dens struktur gør det vanskeligt for den folkevalgte regering at styre den økonomiske politik uden accept fra de stærke ikkefolkevalgte konservative instanser, primært kredsen omkring den øverste åndelige leder og Revolutionsgarden, der har raget til sig økonomisk og blokeret for reformer i både den statslige og halvstatslige sektor.

Der er ellers nok at tage fat på med en inflation på 50 procent, et gigantisk budgetunderskud på ti procent af BNP og de seneste år forværret af et COVID-19-kaos med flest dødsfald i Mellemøsten.

De økonomiske problemer er selvsagt påvirket af fire årtiers amerikanske sanktioner, der fra 2007 blev suppleret med FN-sanktioner, og som blev radikalt forværret med Trumps »maksimale pression«. Men problemerne bunder også i en struktur, hvor den konservative ikkefolkevalgte elites kontrol med statslige og halvstatslige organer betyder, at økonomiske beslutninger træffes ud fra politiske motiver og på bekostning af normale markedsvilkår. De forsøg, Rouhanis administration har gjort på at ændre på den praksis, er hver gang strandet i det konservativt dominerede parlament.

Endnu før stemmerne var optalt lørdag morgen, blev Ebrahim Riasi gratuleret af sine tre tabende konkurrenter. Den håndplukkede konservative vinder kommer fra en position som chef for det iranske retsvæsen og er berygtet for sin andel i massemord på skønsmæssigt 5.000 politiske fanger efter Irakkrigen i 1988, hvilket har medført, at han som den første valgte præsident er underkastet amerikanske sanktioner. Han nægter selv at have andel i massakrerne, men er ellers ikke sart som chefdommer i et middelalderligt retsvæsen, der henretter skønsmæssigt 250 årligt, mange ved hængning fra byggekraner.

Med en tilslutning på 15 millioner stemmer tabte han i 2017 præsidentvalget til Hassan Rouhani. Denne gang blev han forhåndsudpeget af de 12 præster og jurister i Vogternes Råd, der omhyggeligt frasorterede potentielle rivaler som den konservative, men pragmatiske Ali Larijani, der er tidligere atomchefforhandler, formand for Majlis og medlem af den øverste åndelige leder Ali Khameneis inderkreds af rådgivere. Selv Rouhanis vicepræsident, Eshagh Jahangiri, der aldrig var vundet et vigtigt valg, blev dømt ude i lighed med de øvrige næsten 600 kandidater, der havde meldt sig.

Ny atomaftale

Nu får den 82-årige Ali Khamenei for første gang en præsident efter eget valg, hvilket kan sikre kontinuitet i regeringsførelsen uden de kampe, han har haft med tidligere præsidenter både udadtil og især indadtil.

Men om harmonien betyder, at Raisi følger op på sine valgløfter om at gøre noget effektivt ved den korruption, der er forbundet med Irans økonomiske problemer, er uvist. For eksempel er den iranske bistandshjælp ikke reguleret siden 2010, da den svarede til cirka 300 danske kroner om måneden, men som efter den iranske valutas styrtdyk over for dollaren nu er nede på to dollar, svarende til 15 kroner.

Hvis økonomien skal på fode ud over lapperier og almisser, kræver det som nævnt strukturreformer, der kun kan tackles med hårdhændet indsats mod nepotisme og korruption. Eller med en ny atomaftale, der kan sikre, at Iran får gavn af de stigende oliepriser. Som det er nu, er det stort set kun Kina, der køber olie i Iran, hvis daglige produktion på 2,3 millioner tønder er langt under den normale kapacitet på seks millioner. Sanktionernes effekt på økonomien, der har sendt mere end halvdelen af Irans 83 millioner under fattigdomsgrænsen, tvinger også et konservativt regime til at indgå en ny atomaftale med Vesten.

Siden Joe Bidens indtog i Det Hvide Hus har parterne forhandlet i Wien, og alle meldinger går ud på, at den iranske delegation er interesseret i at nå en løsning. Om den nås, inden Rouhani fratræder sin post til august, eller om det bliver Ebrahim Raisi, der signerer en aftale, er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det iranske præstestyre ikke har noget valg, da det er økonomisk presset til et niveau, hvor de iranske sikkerhedsmyndigheder i ramme alvor advarer om risiko for en bred folkelig oprejsning efter flere hundrede lokale protester. En ny atomaftale vil betyde udsalg af suverænitet, men også forbedret økonomi, som den nye præsident vil profitere af. Om en aftale også genskaber iranernes interesse for politik, det vil vise sig – man kan i det mindste håbe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Nielsen

Jeg så dr-nyheder, hvor journalisten spurgte en af deres politiske kommentatorer om hvilken betydning valget af en ny præsident har. Og naturligvis var svaret både langt og omfattende, temmeligt nyanceret og på den ene side, og på den anden. Men et ligeså rigtigt svar kunne også have været;: “ingenting.”. For en ny præsident ændrer så lidt at det reelt er ingenting, hverken for iranerne selv, eller på forholdet til omverden.

Kasper Pedersen

Hvor er det bare synd for det iranske folk, at de på 42. år skal undertrykkes af de gale islamo-fascister.
Håbet om en bedre fremtid var så stort i 1979, men det blev netop kvalt af dengang dommer Ebrahim Raisi, der fik henrettet hele den progressive venstrefløj, der oprindeligt var en del af revolutionen.

Søren Kristensen

Utroligt at de finder sig i det. Men problemet er nok det samme som i resten af Mellemøsten, at de ikke har mistet troen på religion.

Per Christiansen

De unge må væbne sig med tålmod, de gamle mørke mænd dør før eller siden.
Sådan går det med de fleste diktatorer og deres styrer

Att.: Søren Kristensen.
Nej, de har ikke mistet respekten for patriarkatet, gammelmands-vældet eller med et fint ord: gerontokratiet. Italien har i flere århundreder lidt under samme forbandelse.

olivier goulin

Den dystre sandhed er, at iranerne har mistet troen på politik

Velkommen i klubben

/O

Torben Arendal, Flemming Berger og John Andersen anbefalede denne kommentar