Rundt om i Kina kan man på bondehuses ydervægge stadig læse fortidens paroler skrevet med store skrifttegn: »Hvis du vil være rig, så fød færre børn, og avl flere grise.«
Kommunistpartiet indførte étbarnspolitikken i slutningen af 1970’erne for at begrænse befolkningstilvæksten, men de seneste år er det en anden skrift på Kinas væg, som er blevet stadig mere tydelig: Færre fødsler har ført til en demografisk krise, og landet risikerer at blive gammelt, før det bliver velstående.
I et desperat håb om flere fødsler blev étbarnspolitikken derfor i 2015 til en tobarnspolitik – som kommunistpartiet mandag omdannede til en trebarnspolitik.
Ved at give ægtepar lov til at få tre børn bevæger Kina sig et skridt længere væk fra en ikkefjern fortid med en brutal håndhævelse af étbarnspolitikken gennem tvangsaborter, tvangssterilisation og gigantbøder til dem, der forbrød sig mod det, der i Kina kaldes familieplanlægningspolitikken.
Men denne uges melding handler ikke om at give kineserne frihed. Det handler om demografi og nationens fremtid; om stigende mangel på arbejdskraft og en voksende ældrebyrde.
Babyboomet udebliver
Kinas kvinder føder nu gennemsnitligt blot 1,3 børn, og andelen af kinesere over 60 år vokser dramatisk – fra 13,3 procent i 2010 til 18,7 procent i 2020. Imens faldt andelen af de 15-59-årige, der udgør arbejdsstyrken, fra 70,1 procent til 63,4 procent.
Det er et gigantisk problem for en nation, hvis buldrende vækst gennem årtier i stor grad har været afhængig af rigelige mængder af billig arbejdskraft.
Men problemet løses ikke, om man så indførte en fire-, fem- eller seksbarnspolitik. Blot at fortælle kineserne, at de må få flere børn, gør ikke forskellen. Da kineserne fik lov til at få to børn, udeblev babyboomet – faktisk faldt antallet af fødsler fra næsten 18 millioner i 2016 til 12 millioner sidste år.
Kinesere betragter nemlig børn som en alt for stor økonomisk byrde, da priserne på uddannelse og børnepasning er eksploderet, så hvis der skal fødes flere, skal staten helt praktisk skrue op for støtteordninger.
Og så skal kommunistpartiet helt principielt stoppe med at sætte tal på, hvor mange børn kineserne må få. Familieplanlægningspolitikken symboliserer regimets magt over folket og er et middel til social kontrol, og det siger meget om et autokratisk lederskabs tankegang, at det selv den dag i dag ikke er klar til at give kineserne større individuel frihed og fortsat vil diktere noget, der burde være en families egen beslutning.
Det er mærkeligt, at de intelligente kinesere er så dårlige til matematik og simpel befolkningsfremskrivning?
Det er en smuk tanke at antallet af børn skal være uden for politisk indflydelse. Problemet er den lave børnedødelighed kombineret med at børn er så nuttede.
Ifølge lederskribenten bør man selv bestemme, hvor mange børn man vil have. Og hvor mange biler, man vil have? Sommerhuse? Lystbåde? Flyrejser? Jo, men i så fald må regeringen opfordre til fornuftig adfærd, og i tilfælde af, at opfordringen ikke virker, må regeringen anvende adfærdsbegrænsende politik. Vi har kun én klode! Det kan aldrig være et privat anliggende, hvor mange børn, man 'vil have'. Heller ikke det!
Principielt bør hele verden gennemføre en etbarnspolitik, så vores befolkning kan komme ned p å de ca. 2 milliarder mennesker, der kan give os alle en rimelig levestandard uden at ødelægge klodens ressourcer.
Problemet med dette er vores økonomiske system, der er baseret på ekspansion og egoisme.
Vi skal altså have et økonomisk system, hvor vores produtivitetsforbedringer i første omgang bruges på en solidarisk overførsel til de ældre, der ikke længere kan arbejde.
I anden omgang skal vi have en reduktionsøkonomi, hvor økonomien bliver mindre i takt med det faldende befolkningstal.
Dette er ikke realistisk indenfor det nuværende økonomiske system.
En ændring af det nuværende økonomiske system er desværre ikke realistisk.
Derfor er jeg desværre en af de tåber, der forventer det modsatte af, hvad de håber.
Robotter evt. med AI vil inden for få årtier stærk reducere behovet for menneskelig arbejdskraft, så for at opretholde en social stabilitet bør alle lande faktisk lægge kursen efter, at befolkningernes totaltal skal falde - også og ikke mindst for at få mere natur , diversitet, rekreative områder og mindre forbrug /affald / forstyrrelse af økologiske kredsløb, f.eks. klimagas udledning..
Men det lyder lettere umenneskeligt ligefrem at planlægge mindre befolkninger, måske endda morbidt, for kan myndighederne da ikke lide børn eller børnebørn?! Således kan det true deres genvalg/popularitet/leder legitimitet !?!
Men de reelle årsager er faktiskt menneske kærlig, finder jeg altså, omend ikke decideret lykkemaksimerende netop nu og her...
Så, børne rationering internationalt i stil med klimagas emissionstal, JA tak, for vore børns skyld!
Ja og forresten også inden en supermagt finder på at bruge bomber for at indfri befolknings reduktionen - i standende strid med de andre supermagter om f.eks resurser...