Leder

Sikkerhedsrådet må straffe Etiopien for at sulte sin egen befolkning

Den FN-erklærede hungersnød i den nordlige del af Etiopien er menneskeskabt. Først og fremmest skabt af etiopiske og eritreiske soldater, der siden november har været i konflikt med de tidligere regionale magthavere i Tigray
Hungersnøden i den nordlige del af Etiopien er den værste, verden har set i et årti. Her får en toårig fejlernæret pige hjælp i en lokal sundhedsklinik.

Hungersnøden i den nordlige del af Etiopien er den værste, verden har set i et årti. Her får en toårig fejlernæret pige hjælp i en lokal sundhedsklinik.

Ben Curtis

Udland
16. juni 2021

I sidste uge erklærede FN for første gang, at der nu officielt er hungersnød i den nordlige del af Etiopien. Årsagen er ikke tørke, græshopper eller andre naturkatastrofer. Nej, hungersnøden er menneskeskabt, og den er først og fremmest skabt af etiopiske og eritreiske soldater, der siden november har været i konflikt med de tidligere regionale magthavere i Tigray.

Soldater på begge sider af konflikten har undervejs i den over syv måneder lange borgerkrig begået krigsforbrydelser, voldtaget og myrdet civile. Det er langsomt og sikkert blevet dokumenteret fra så mange sider, at selv Etiopiens standhaftige regering nu har måttet anerkende forbrydelserne og erklæret at ville efterforske dem.

Men hvad der nu viser sig endnu værre, så har soldaterne næsten systematisk plyndret Tigray for fødevarer, afbrændt marker og skudt eller truet bønder til at flygte, hvilket alt sammen har været med til at skabe en sultkatastrofe, der påvirker op mod 5,5 millioner mennesker i området. Heraf er 350.000 personer så hårdt ramt, at de ifølge FN’s seneste såkaldte IPC-rapport over fødevareusikkerhed befinder sig i den mest alvorlige kategori: katastrofe og hungersnød.

Fra diskussion til sanktion

Tigray er dermed ramt af den største menneskeskabte hungersnød, som verden har oplevet i et årti, og den er ikke langt fra hungersnøden i nabolandet Somalia i 2011, der dog var forårsaget af en kombination af konflikt og tørke.

Men i Tigray er der ikke tørke. Tværtimod er området på vej ind i regnsæsonen, og det er normalt nu, at afgrøderne begynder at pible op ad jorden. Det gør de bare ikke i år, fordi bønderne ikke har kunnet gøre markerne klar på grund af krigen.

FN forventer derfor også, at hungersnøden i de kommende måneder forværres, hvis ikke der omgående bliver sat massivt ind for at få hjælp frem. Desværre er FN’s sikkerhedsråd vanen tro nærmest lammet, fordi et par enkelte faste medlemmer og en lille håndfuld konfliktsky afrikanske regeringer blokerer for sanktioner mod Etiopiens regering.

I går havde Sikkerhedsrådet emnet på dagsordenen som et uformelt dialogpunkt, fordi det midlertidige medlem Irland har insisteret på at diskutere sultkatastrofen i dette vigtige fora. Og det er på høje tid, at Sikkerhedsrådet går fra uformelle diskussioner til sanktioner.

I første omgang skal Etiopiens regering gå med til en humanitær våbenhvile, så nødhjælpen kan komme frem, og hungersnøden standses. Ellers vil vi på den anden side af sommerferien stå over for den største hungersnød i nyere tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kjeld hougaard

Sanktioner!!! Eller bidrag fra den danske hær? Begge strategier har vist sig være meget effektive! ”VI” får en følelse af at gøre noget godt!

John Graversgaard

Kolonialistisk og misinformeret. Pinligt at Information ikke kan sikre at deres journalister laver bedre research. TPLF gruppen angreb Etiopiens Nordlige Hær og er årsagen til denne konflikt. TPLF er de tidligere magthavere som brutalt styrede Etiopien i 27 år og splittede landet etnisk ved at forskelsbehandle etniske grupper.
TPLF er færdige men har stærke venner i Washington og åbenbart også på Information. USA skyder sig selv i foden ved at støtte denne gruppe som bedriver terror, og Etiopien finder sig ikke i det.

Andreas Baumann

@John Graversgaard, det er dig fra Den Eritreanske Støtteforening ikke sandt? Synes jeg kan kende dine udfald...

Men tak for kommentaren alligevel. Jeg har skrevet lederen efter at have boet 3 år i Etiopien, så det er nu ikke researchen, der er noget i vejen med. Men du har da helt ret i, at TPLF har stor skyld i konflikten. De er slet ikke uskyldige! (Det har jeg heller ikke skrevet.) Men det lederen adresserer, er jo den FN-erklærede hungersnød, der nu har ramt Tigrays civilbefolkning. Selv om Eritrea formentlig har den største skyld i det forhold, så er det jo Etiopiens regering, der har ansvaret.

Helt enig i, at man kan godt diskutere, om det nytter noget at sanktionere lande. Tror f.eks. ikke sanktioner mod Eritrea har nogen effekt. Men Etiopien er et helt andet land, der faktisk gerne vil være inde i varmen diplomatisk set. Og indtil videre har det diplomatiske pres på Abiy faktisk medført, at der er kommet delvis humanitær adgang til Tigray m.m.