Erdogans COVID-19-problem er ikke et praktisk problem, men et demokratisk problem

Fra begyndelsen af juli blev alle COVID-19-restriktioner bortset fra krav om mundbind i Tyrkiets offentlige rum ophævet – den officielle begrundelse er, at med mere end 60 procent af den voksne befolkning vaccineret mindst en gang er epidemien under kontrol.

Den reelle begrundelse, som tyrkerne har gennemskuet, er en økonomisk nødvendig åbning af samfundet, der var truet af kollaps efter en tredje nedlukning i april-maj, hvor smittetallet toppede med mere end 60.000 smittede dagligt og op imod 400 dødsfald hver dag. Det betød øget fattigdom, svigtende turisme og flere konkurser trods tilskud og rentefrie statslån til dele af erhvervslivet, hvorimod den ’uformelle’ sektor, gråzonen af servicefag, småhandlende, taxavognmænd og gadehandlere, der udgør en betydelig del af tyrkisk økonomi (og præsident Erdogans vælgere), må klare sig selv.

Det er umuligt at vurdere, om åbningen er sundhedsmæssig forsvarlig, eftersom de officielle statistikker fra det tyrkiske sundhedsministerium langtfra er pålidelige. Man ved altså ikke, om de officielle tal på i alt 5,3 millioner smittede og 50.500 dødsfald er troværdige. Eller om de aktuelle tal, der motiverede juliåbningen, nemlig et smittetal til lige under 7.000 og et antal daglige dødsfald stabiliseret på omkring 50, står til troende.

Men mere interessant end tallene er håndteringen. Tyrkiet har den østlige Middelhavsregions bedst udbyggede sundhedssektor – et konkret resultat af den islamiske AKP-regerings prioritering efter magtovertagelsen i 2002, der eksempelvis har medført tre-fire gange så mange intensivsengepladser pr. 100.000 indbyggere end hospitalerne i Grækenland, Bulgarien og Rumænien. Trods spidsbelastninger i december 2020 og igen i april 2021 har den tyrkiske regering yderligere haft overskud til at sende 51 lande – herunder Storbritannien – COVID-19-beskyttelsesgrej som masker, handsker og heldragter.

Demokratisk problem

Problemet er altså ikke praktisk, men demokratisk. Allerede få uger efter at de første COVID-19-tilfælde blev rapporteret officielt den 11. marts 2020, stod det klart, at regeringen manipulerede med tabstallene. Det første COVID-19-dødsfald blev rapporteret den 15. marts 2020, men begravelsestal fra de største byer – Istanbul, Ankara, Izmir og Trabzon i nordøst – viser en stigning på 20-25 procent i dødsfald som følge af bryst- og lungeinfektioner i forhold til foregående år langt tidligere end den 15. marts.

Kritikere påpeger, at myndighederne fortiede smittens udbredelse, og at der er handlet for sent for at dæmme op for sygdommen. Særligt graverende er myndighedernes afvisning af ekspertise. Den tyrkiske lægesammenslutning, der er en af meget få faglige organisationer, der stadig har kritisk muskel over for præsident Recep Tayyip Erdogans enerådende forvaltning, holdes uden for indflydelse på den officielle COVID-19-håndtering, da sundhedsministeren angiveligt ikke stoler på den ’venstreorienterede’ faglige sammenslutning. Dertil kommer, at læger er blevet anholdt af politiet for offentliggørelsen af ’uofficielle tal’ på internettet fra egne coronaerfaringer – tal, som hver gang viser, at såvel smittetilfælde som dødsfald generelt ligger over ministeriets officielle tal.

Helt bizart forekommer nedsættelsen af en ’epidemisk videnskabelig styrelse’ til at kontrollere COVID-19-udviklingen, en styrelse, som er uden eksperter i epidemiologi, folkesundhed og socialmedicin, ligesom målingerne ikke baseres på FN-verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger.

Intet har fungeret optimalt

Og sådan kunne man blive ved om en sundhedssektor, der ellers er blandt AKP-partiets største resultater og ideelt set kunne opfylde alle krav til gennemsigtighed i trusselsbilledet, hvis den fungerede optimalt.

Men intet har fungeret optimalt, siden Recep Tayyip Erdogan benyttede det mislykkede militærkup i 2016 til at afskaffe parlamentarismen og indsætte sig selv som enehersker.

I dag er en frustreret befolkning overladt til løse rygter, sociale medier, og hvad den kan opsnappe fra den tyrkiske lægesammenslutnings tal. Mistroen til myndighederne har bevirket, at modstanden mod vaccination øges, specielt i de mindre udviklede østlige provinser. Men som præsident Erdogan erklærede, allerede tre uger efter pandemien officielt var registreret i marts 2020: »Tyrkiet er et land, hvor produktionen må fortsætte og hjulene dreje rundt på alle betingelser og under alle omstændigheder.« På det tidspunkt i april 2020 steg smittehastigheden som den hurtigste i verden.

Det samme kan siges om inflationen og den tyrkiske liras frie fald. Alt sammen en følge af det præsidentielle politiske system, der har aflyst den demokratiske samtale og eksponerer en præsident, der i egen selvforståelse er ufejlbarlig.