Leder

Norge svigter de overlevende fra Utøya, så længe man undviger det svære opgør om ansvar

Hvor det norske folk stod samlet i den svære stund efter udåden, betyder ønsket om samling og harmoni i dag, at man viger uden om ’politiseringen’, de svære opgør om ansvar og årsager
Når det onde rammer, kalder det på de modsatte følelser i det omgivende samfund: Solidaritet, omsorg, ømhed, sammenhold. Her samles folk til mindehøjtidelighed foran domkirken i Oslo søndag den 24. Juli 2011.

Når det onde rammer, kalder det på de modsatte følelser i det omgivende samfund: Solidaritet, omsorg, ømhed, sammenhold. Her samles folk til mindehøjtidelighed foran domkirken i Oslo søndag den 24. Juli 2011.

Ritzau Scanpix

Udland
22. juli 2021

Der gik vel en halv time den dag, den 22. juli 2011, hvor de fleste mente at vide, at den islamistiske terror havde nået Norge.

Bomben, der klokken 15.26 raserede regeringsbygningen i Oslo og sendte otte mennesker i døden, syntes i tråd med den globale jihad, som på den tid hentede næring i krigene og konflikterne i Syrien og Irak og i Afghanistan og Libyen, hvor Norge havde taget del. Attentatet var rædselsfuldt og uventet, men på en vis måde passede det ind i det aktuelle verdens- og fjendebillede.

Men da meldingerne kort efter klokken 17 indløb om en blond mand i politiuniform, der med automatvåben systematisk var i færd med at dræbe deltagere på den socialdemokratiske ungdomslejr på øen Utøya, gryede forståelsen af, at dette var noget ganske andet.

Den 32-årige mand, der nåede at dræbe 69 på Utøya, var nordmand af norske forældre, født og opvokset i Oslo. Hans ubændige had til Arbeiderpartiet var grundlagt i det rige norske velfærdssamfund og dermed på ubegribelig vis et produkt heraf.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Placering af ansvar og påtagelsen af ansvar er to forskellige ting. Man kommer ikke langt i denne sag med at placere et ansvar fx hos en politisk retning, hvad enten det er hos højrefløjen eller venstrefløjen. Hvis ikke nogen tager medansvaret på sig, kommer man ikke videre.

Vores politiske system bruges mest til at placere ansvar et andet sted end hos en selv. At et menneske fylder sig med had til andre, kan man vanskeligt beskylde nogen andre for. Det er først, når der kommer ulovlige handlinger ud af det, at samfundet kan skride ind over for gerningsmanden. Der står jo ingen steder, at det er forbudt at hade andre. Hvem gør ikke det, kan man spørge. Hvis nogle pisker had op mod andre, kommer problemet frem, men igen, hvem gør ikke det. Det er jo lovligt at tordne mod kapitalismen og kapitalister, forbrugerismen og forbrugeristerne m.fl., men der kommer ikke så mange resultater ud af det.

Hvis i dette tilfælde, Norge, skulle gøre noget, skulle hver enkelt borger gå i sig selv og spørge, hvad der forårsager ulykke i samfundet. Det er jo slet, slet ikke en kurs, der føres noget sted. En sådan selvransagelse ville lave helt om på samfundet, og hvor skulle den ‘lyst’ komme fra? Når ikke engang det norske olieeventyr har bragt de norske borgere til selvransagelse, hvor skulle en nærmere analyse af årsagen til Utøya-massakren så komme fra? Hvis ikke man til daglig er vant til at tage ansvar på sig, sker det heller ikke i specielle situationer.

Rikke Nielsen

Der er kun en, der har ansvaret for det frygtelige terrorangreb, og det er Anders Breivik. I et åbent og demokratisk samfund må vi insistere på at én terrorist ikke må have lov til at ændre på tingenes tilstand, men at den demokratiske samtale stadig er vejen frem til skabelsen af ændringer i samfundet.

Ret enig i de fleste af dine betragtninger, Niels-Simon Larsen, bortset fra denne:

"At et menneske fylder sig med had til andre, kan man vanskeligt beskylde nogen andre for."

At et menneske udvikler en patologisk/forstyrret relation til andre/bestemte befolkningsgrupper, som tilmed afstedkommer perverterede handlinger, er vel kun sjældent noget dette menneske træffer en bevidst beslutning om - der skal omstændigheder og hændelse, som ikke er noget dette menneske selv har råderetten over, til. Det svarer til at sige at fysisk handicappede selv har valgt at mangle et lem eller tre, eller selv besluttede at en ulykke skulle tilstøde dem. Vi er nødt til at have et stærkere (herunder dybt og bredt) perspektiv på hvad der udvikler/skaber et menneske indlejret i vor kulturelle tilgang til hin anden, hvis der skal være en egentligt social og empatisk værdisætning i de ønskede forandringer mod (også social) bæredygtighed.

hændelser

Niels-Simon Larsen

Det er nogle ret grelle ting, der sker verden over. Jeg så lige på DR en dokumentar om ‘Jihad John’, en ung mand fra London, der stod for halshugninger i islamisk stat. Selve IS kan man godt se på som politisk fænomen, men den enkeltes gerninger vil som regel være en sammenblanding af noget personligt og noget politisk. Hvor man skal skelne mellem, hvad der er hvad, må det enkelte tilfælde afgøre. Det er jo ikke strafbart at gå ind for dødsstraf, men man skal have lov til at eksekvere den.
Jeg ser Brevik som morder og psykopat med forvirrede meninger. Jeg vil ikke deltage i en samfundsdebat med ham som udgangspunkt. Det ender bare med forvirrede beskyldninger. I vores form for demokratisk samfund har man lov at have alle mulige vanvittige meninger og samle flertal for dem. Balancen hviler på, at flertallet er fornuftige borgere. Er det ikke tilfældet, vipper det til den forkerte side. Det kender man i Norge fra krigens tid med Quisling-regeringen og Knut Hamsun. Hvordan kan et oplyst menneske blive nazist? Og Heidegger? Hm! Skal vi sige, at Heidegger var forført? Det værste var, at manden fandt ud af, at 2+2 var 4 inden for et felt af sit fag, og det kan man jo ikke se bort fra, fordi manden var nazist.
Problemet er, at en psykopat kan sige og gøre noget rigtigt. Det er enormt forvirrende og kræver den største opmærksomhed af os. Det er det, der burde fokuseres på i dag.
Modsat er der desværre også enormt søde mennesker, der kan sige noget vrøvl.

Alvin Jensen

Vi bliver nød til at se på hvordan chikane, racisme og andre skøre ting får lov til at finde sted hos visse politikere uden at der bliver skadet ind. Det kan give åndsformørket amøber den tro at deres vanvid ikke er helt I skoven - eller det der er være.
Vi bliver nød til at lære alle at man skal opføre sig ondeligt og både tiltalte og omtale alle andre ondeligt. Alt andet er støtte til terror.

Det er vigtigt at huske på, at Norge er et meget nationalistisk land.
Mindre bysamfund ændreres fra den ene dag til den anden fordi der f. eks. kom et asylmodtagcenter så meget blev anderledes og fremmed og utrygt. Mere eller mindre berettiget.
I f. eks. Oslo blev dele af gamle bydele til indvandrerområder (f. eks. Grønland) og centralt i Oslo vrimlede det med aggressive især nigerianske prostituerede så det blev anstrengende og ubehageligt for mænd at færdes der.
Og så videre.
Fordi nordmænd generelt elsker deres land mente de, at det vil indvandrere også kunne gøre. Og det gør rigtigt mange af dem. De blev behandlet langt bedre end her. Men også der var der banditter med unorsk moral og etik. Og et indflydelsesrigt Fremskridtsparti (der minder mere om Nye Borgerlige end om Dansk Folkeparti) .
Morderen handlede. Arbeiderpartiet og venstrefløjen var så langt fra hans og manges nationalistiske værdier at han besluttede sig for at udrydde AUF og dermed dets rekruttering af smukke og kloge mennesker til Arbeiderpartiet.
Og det er desværre lykkes, hørte jeg for nylig.
Vi har også folk med morderens synspunkter her i landet, men vi er mindre nationalistiske og vores Socialdemokrati er sandelig ikke indvandringsvenlige længere.
Af de grunde tror jeg aldrig vi får en sådan aktion her nu. Eller, det håber jeg.

Joh... og så brokker Breivik sig over at skulle bo i for lille "celle" ...han har sikkert også fri adgang til kommunikation med kvinder og til at gøre dem gravide...ligesom i danske fængsler.
Borset fra en mindre begrænsning af bevægelsesfriheden er det ret omkostningsfrit at slå folk ihjel i vores pladderhumanistiske samfund.