Leder

Draghi har rejst et Italien, der var i knæ. Men hans styre lider under en antidemokratisk defekt

Efter blot et halvt år som premierminister kan Mario Draghi fremvise et Italien, der er i langt bedre forfatning end i starten af året. Nu er spørgsmålet, hvad der kommer efter ham, når vi vender tilbage til det normale politiske kaos – en god reklame for demokratiet bliver det formentlig ikke
Italiens premierminister Mario Draghi har i sin korte tid som premierminister fået skabt tillid til Italien i EU.

Italiens premierminister Mario Draghi har i sin korte tid som premierminister fået skabt tillid til Italien i EU.

Fabio Sasso/ Ritzau/Scanpix

Udland
6. august 2021

Det skal nok gå godt – »andrà tutto bene« – skrev karantæneramte børn over hele Italien under de farverige regnbuer, de havde tegnet og hængt op i deres vinduer som en opmuntrende besked til en nedlukket nation.

Det var dengang, coronasmitten først ramte Italien tilbage i februar sidste år. Et år senere vidste italienerne, at nej, det endte ikke med at gå godt. Folk var døde i titusindvis, og økonomien var skrumpet med katastrofale ni procent i 2020.

Italien var tvunget i knæ, da Mario Draghi den 13. februar i år overtog posten som Italiens premierminister. Og sjældent har en ny premierminister stået over for så store udfordringer – og sjældent har der været så opskruede forhåbninger til en ny regeringschef.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Efter en lille ikkedemokratisk mellemakt med Draghi kan vi altså potentielt se frem til Meloni og dermed en EU-skeptisk, nationalistisk, fremmedfjendsk, anti-LGTB italiensk regering, der ovenikøbet ledes af et parti med postfascistiske rødder.

Det vil ikke være den bedste reklame for demokratiet som politisk system, hvis teknokraten ender med at fremstå langt mere ønskelig end den folkevalgte."

Hvis anledningen til den såkaldte oprydning var et politisk ustabilt Italien, vil en umiddelbar tilbagevenden til dette vel også være temmeligt dårlig reklame for den eurokratiske strategi? Ofte er EU-materialet en betragtelig omgang.

Bjørn Pedersen

"Favoritten, der lige nu har mest momentum i meningsmålingerne, er Giorgia Meloni, lederen af det højreradikale parti Italiens Brødre."
....
"Det vil ikke være den bedste reklame for demokratiet som politisk system, hvis teknokraten ender med at fremstå langt mere ønskelig end den folkevalgte."

Teknokraten fremstår vel så netop ikke som "langt mere" ønskelig end de (potentielt) folkevalgte? Eller skal sætningen forståes sådan at Gøttske ægrer sig over at demokrati kan føre til at politikere der ikke er "ønskelig" i hans/hans egne slags' øjne, ikke er nogen "god reklame" for demokratiet?

I så fald... tja, den samme socialdarwinistiske, fascistoide sætning kommer til tider også fra de højreradikale når nogen stemmer på Enhedslisten. Det er imidlertid en misforståelse at bebrejde demokratiet, at dets demos kan finde på at stemme på fascister der dybest set vil tage deres friheder fra dem og behandle dem som underlegne. Fejlen består i stedet ene og alene i oplysningsniveauet i befolkningen, i hvor velinformerede borgerne er om politik, hvordan deres politiske system er skruet sammen, hvor godt de både forstår OG er enig i retfærdigheden i at systemerne er som de er. Og netop når det kommer til italienere og det italienske samfund:

https://www.ipsos.com/ipsos-mori/en-uk/people-italy-and-us-are-most-wron...

De er (generelt) simpelthen mere dårligt informerede/uvidende end selv amerikanere om deres og andre europæiske samfunde. Alligevel så vil jeg citere fra en amerikaner for at påpege fejlen i at tænke at det er stemme-handlingen, stemme-friheden, den skulle være gal med.

"I know no safe depository of the ultimate powers of the society but the people themselves ; and if we think them not enlightened enough to exercise their control with a wholesome discretion, the remedy is not to take it from them, but to inform their discretion by education. This is the true corrective of abuses of constitutional power. " - Thomas Jefferson

Det er ikke fordi italienere er dummere end andre, men fordi der simpelthen ikke tilbydes dem information, læring og almen uddannelse og viden om verden uden for deres dør. I stedet har de haft et medielandskab der gik mere op i Berlusconiske standarder, hvor "nyheder" skulle præsenteres af storbarmede barbier og være så outreret og "fantastisk" (som i fantasi-agtigt, ikke som i godt) som muligt, og aften-tv handle om konflikt eller... igen, storbarmede unge kvinder i korte nederdele, der præsenterede overfladiske talkshows med ikke-politiske emner.

Deres alternativ er et internet med ligeså stor tilbøjelighed til "alternative fakta", alt efter hvor hen man kigger.

Der er intet udemokratisk over Mario Draghi. Han er udpeget af præsidenten for den italienske republik Sergio Mattarella, der er demokratisk valgt samt højt respekteret. Udnævnelsen af Draghi er sket inden for rammerne af den italienske grundlov.
At mange italienere ser et lys i den politisk underlødige Giorgia Meloni hænger sammen med, at Italien periodevis regeres af "idioternes tyranni". Læs herom Aske Muncks kommentar i denne uges udgave af Weekendavisen, der med udgangspunkt i den italienske historiker Carlo M. Cipolla gør rede for det skæbnesvangre ved "fævældet". Et fænomen, der af og til også dukker op på de nordlige breddegrader, som det fremgår af Danmarks hyppige deltagelse i demokrati-fremmende militære interventioner hist og pist.

Pietro Cini, selvom noget kan lade sig gøre indenfor en forfatnings juridiske rammer, betyder det ikke at det er demokratisk - og at der er bred tilslutning til fabulerende og radikale politiske grupperinger kan netop hænge sammen med et betydeligt demokratisk underskud, årtiers stigende ulighed, talrige vælgerbedrag fra en korrupt politikerelites side samt en betydelig indblanding fra EU-systemet. Det forekommer faktisk lettere ubegavet at vi konsekvent skal slås med proeuropæiske analyser, som udelader selvkritisk rekurs hos EU-systemet, som på sin side blot fortsætter med monetaristiske reformer og udvidelse af magtreviret.

Det er værd at overveje, hvor stort et medansvar EU har for Italiens politiske krise.

Først det økonomiske. EU vred armene om på nogle italienske centrums-politikere og pressede dem til en "indre devaluering" (lavere pensioner etc.) på grund af en dysfunktionel euro. Man glemte at italienske regeringer vælges af italienere, ikke af EU-komisionen. Herved fik man på det nærmeste udraderet det politiske centrum i Italien.

Næst flygtningekrisen. Forsvaret af den ydre grænse består i at samle flygtninge op i Middelhavet og ilandsætte dem i nærmeste EU-land (§4 i Dublin forordningen). Det er tilfældigvis Italien og Grækenland. Efter de øvrige EU-landes opfattelse er det et spørgsmål om geografi og paragraffer. Macron har gjort det klart at det er utænkeligt at ilandsætte nogle af flygtningene på den franske Middelhavskyst. Det ville jo være i strid med Dublin-forordningen!

Man tager sig til hovedet.

Det er ikke blot værd, men helt nødvendigt for vore samfundsdebatter at EU's politiske medansvar for udviklingen indtænkes som mere end en omgang overfladisk, positiv cherry-picking (der i øvrigt sjældent resulterer i mere end nogle få gangbare features om EU's fortræffeligheder). Især hele den strukturelle side af sagen, hvor EU har været primus motor i markedsgørelse og liberalisering af Europa, har vi behov for inddrages i vor forståelse af den nære fortid, den svære nutid og den kære fremtid.