Leder

Nederlaget i Afghanistan er ikke Bidens skyld. Men det er ydmygelsen ved tilbagetrækningen

Præsident Joe Biden blev en del af den løgn, som har præget 20 års krig i Afghanistan, og som nu er grusomt udstillet med tilbagetrækningen, fordi han ikke ville tage ansvaret for det nederlag, som er åbenlyst for hele verden og indrømme: Vi tabte krigen
Da Biden mandag over for den amerikanske befolkning skulle forsvare det rædselsscenario, som tilbagetrækningen har udviklet sig til, gentog han sit moralske argument: Amerikanske soldater skal ikke opbygge nationer i fremmede lande, de skal forsvare landet mod deres fjender.

Da Biden mandag over for den amerikanske befolkning skulle forsvare det rædselsscenario, som tilbagetrækningen har udviklet sig til, gentog han sit moralske argument: Amerikanske soldater skal ikke opbygge nationer i fremmede lande, de skal forsvare landet mod deres fjender.

Stefani Reynolds

Udland
18. august 2021

Nej, sagde Joe Biden for nogle måneder siden i et tv-interview, da han blev spurgt, om det var en svær beslutning at trække de amerikanske styrker ud af Afghanistan og afslutte den længste krigsindsats i USA’s historie.

Det var ikke en svær beslutning.

USA har investeret mere end en billion dollar i krigen, og mere end to tusinde amerikanske soldater og hundredtusinder af afghanere er døde. Krigen blev lanceret som kampen mellem den frie verden og den middelalderlige undertrykkelse, og afghanske piger og kvinder har fået muligheder, som vi regner for umistelige i Vesten, men som de kunne miste igen, hvis Taleban kom tilbage. Også Bush, Obama og Trump ville gerne ud af Afghanistan. Men de ville ikke erkende nederlaget og bære de grusomme omkostninger.

Alligevel var det for Biden en nem beslutning. Han forklarede, at han i modsætning til sine forgængere selv havde sønner, der havde været udsendt som amerikanske soldater. Og de havde ikke sat deres liv på spil for at bygge pigeskoler i Afghanistan.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvorfor al den fokus på at tabe krigen? Tænk nu på noget andet end winners and losers.
Før krigene, før !978, var der masser af infrastruktur, masser af modernitet, veje, huse, smart tøj og hippier - Kabul var mellemøstens Paris, som Beirut. Dans, film, mode etc. Og ungdom i skole. Og på uni.
Selv i Kandahar, hvor stemningen godt nok var mere anspændt, rundt om. Men altså, Afghanistan var jo investeret i af Kina, Sovjet, Indien, USA og Pakistan. Politisk Infiltreret og gennemanalyseret. Og dæmninger, veje, broer, tunneller, Ring Road, kloaksysem, skoler, universiteter, hoteller, butikker, alt det var der jo. På landet var det ældgammelt, men i de 6-7 større byer var der "alting". Bangla Desh, Nepal, Kashmir havde langt dårligere forhold end Afghanistan, som dog var langt efter Shahens Iran.
Så alt vi gjorde, var at GENopbygge det, der var smadret i krigene fra 79 og frem.

Jesper Eskelund, Ejvind Larsen, Claus Nielsen, erik pedersen, Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Problemet med The Afghan Papers er at selv Washington post bildte læsere ind at vildledningen nu var stoppet. Men naturligvis fortsatte løgnene.

Men med tilbagetrækningen lærer vi at den afghanske regeringshær aldrig nogensinde har villet kæmpe, ergo måtte det være vores krig. Altså det militære industrielle kompleks. Altså dem der har leget krig og dem der har fyldt lommerne med dollars. Hæren var nemlig en stor løgn, ligesom præsident Ghani selvfølgelig ud fra det demokratiske projekt Afghanistan skulle være, var en stor løgn.

Så nu vil vi gerne høre hvor mange skoler blev egentlig bygget? Osv.

Arne Albatros Olsen, Ejvind Larsen, Ole Svendsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Vesten har aldrig villet forstå den Afghanske virkelighed og har aldrig seriøst støttet kampen for menneskerettigheder og demokrati i Afghanistan. Først gjorde vi alt for at vælte den kommunistiske regering der var støttet af Sovjet ved at støtte fundamentalistiske modstandsgrupper der bekæmpede regeringen. Da så Sovjet måtte trække sig ud og Taliban efter få år tog magten startede vesten en krig med at sønderbombe landet og afskære mio. af Afghanere fra nødhjælp trods advarsler fra ngo`er og oppositionen i Afghanistan. Vi fulgte vores egne interesser og skabte en land styret af bund korrupte ledere som ingen legitimitet havde i den afghanske befolkning. Læs om forløbet: https://www.facebook.com/100013757977666/posts/1181686592299929/?d=n

Søren Dahl, Karsten Nielsen, Ejvind Larsen, Issa Chaaban, Per Torbensen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Jeg forstår heller ikke, hvad dette fokus på vindere og tabere skal til for. Skulle vi overhovedet kunne ”vinde” ved at gennemføre noget med en befolkning, der ikke har inviteret os? Hvad bilder vi os ind at tro, at vi ved bedre – og at andre bare SKAL lære af os? Ja, krigen blev i mainstream medier i vesten – ensidigt lanceret som kampen mellem den frie verden og den middelalderlige undertrykkelse. Men denne ”krig mod terror”, som krigen i Afghanistan blev en del af, var fra starten en intellektuel vanskabning. Ved at definere 9/11 som en krigshandling og ikke en terrorhandling kunne USA helt igennem fremstå som uskyldigt offer. Terrorisme er ikke det samme som krig, der med denne definition aktiverede NATO.s artikel 5, hvorved lille DK kritikløst og underdanigt hoppede på USA.s militaristiske vogn. Den har nu helt uden proportioner og med spredehagl dræbt omkring 800.000 mennesker, 40 millioner er hjemløse, osv. osv. Hvis det ikke er en forbrydelse – ved jeg ikke, hvad en forbrydelse er. Læs i øvrigt fra TFF Jan Øbergs vurdering af Afghanistan krigen her:
https://transnational.live/2021/08/17/us-afghanistan-august-15-2021-eigh...

Poul Søren Kjærsgaard og Søren Dahl anbefalede denne kommentar

- Ja, meget af historien om Afghanistan er såmænd velkendt tilbage fra sidst i 60erne og 70erne, og som vi kender som "de hvide elefanter" eller nogen husker dem måske som "turn key projekter" fra dengang.

"Det lød så forjættende på alle områder, og skulle skabe helt nye muligheder for de næste generationer", og drømmene var store og mangfoldige.

Et mejeri i Nordafrika, et "turn key projekt" som skulle øge sundheden og - ja der var ikke det som det ikke var godt for, - men der manglede lige noget for det kunne blive virkelighed, - mejeriet blev skam til virkelighed, og stod fikst og færdigt.

Der var bare ingen vandforsyning som skulle bruges i produktionen, el-forsyningenkneb det også gevaldigt med, og transportvejen til og fra manglede også, - tja.., og det vigtigste "køerne" de var heller ikke og finde nogen steder, så alt i alt stod der et færdigt supermejeri i den tørre ørken, uden vand, veje, el og køer.

I dag er der vel kun det tilbage som man kan opleve en dag ved stranden og har bygget et sandslot tæt ved vandkanten, og når den første større bølge kommer, så forsvinder sandslottet.

Der er ikke og har ikke været nogen underbyggende infrastrukturer i Afghanistan dengang vi drog derud, hverken fysisk eller politisk.

Der mangler togforbindelser, regelmæssig post, telefonforbindelse, veje, busser i fast rutefart, el, vand, sanitet, almindelig hygiejne, politisk forankrig med retsvæsen, politi, militær til beskyttelse af statsinstitutionerens beståen.

Ufremkommeligheden overalt og ikke mindst i de bjergrige egne.

- Jo..., vi byggede en skole ude i ingenting, der kom bare ingen de hjalp familien med at skaffe det daglige brød ved at passe geder osv., lærerne kom ikke det boglige materiale udeblev delvist, - de eneste det kom og satte deres mærke på skolen, var Taleban, der skød huller i murene - "satte deres mærke, - her bestemmer vi"!

- Jovist besøgte ministeren det, der var rigelig plads og han/hun forstyrrede slet ikke undervisningen af de børn der ikke var der.

Er det så Bidens nederlag(?) - NEJ på ingen måde, - det er Amerikas nederlag.

Det er altså krigslysten hos befolkningen - der har skabt nederlaget, for gang på gang ser vi de jublende masser når krigen meldes ud, og de unge fra universiteterne styrter hen for at vise deres patriotisme og melder sig til hæren, - Amerika skal forsvares, - "så vi kan leve i fred herhjemme" lyder ordene gang på gang, men for hvilken fjende titusinder af kilometre fra landets grænser?

- Hvad er det se unge "skylder" Amerika, som de vil give deres liv for, hvilken patriotisme vil de ofre sig for.

Eller er det bare politisk sådan, at hver generation har ret til sine helte, i nationens selvforståelse, af hvem Amerikanerne er selv, og deres villighed til absolut opofrelse, og som politikerne blot opfylder.