I sidste uge blev en 32 sekunder lang video offentliggjort af Guineas præsident Alpha Condé, der sidder i en sofa med bare fødder og en halvåben skjorte. Omkring ham står flere personer med skydevåben i fuld militæruniform og sorte masker, hvor kun øjnene er synlige.
Militæret annoncerer i videoen, at man har anholdt og afsat den 83-årige præsident, og at landets forfatning, regering og statsejede institutioner er sat ud af kraft. En situation, der efter alt at dømme ligner et klassisk militærkup i det vestafrikanske land, der i 1984 og 1996 oplevede lignende situationer.
I hovedstaden Conakry gik store befolkningsgrupper jublende på gaden og hyldede militærets magtovertagelse.
»Frihed, frihed, frihed,« lød det.
En borger, som BBC har talt med, var glad for, at militæret havde taget styringen.
»Jeg håber, at det kan samle folket og forbedre økonomien. Under normale omstændigheder er et kup ikke ideelt, men det er bedre end det, vi har været igennem.«
Reaktionen fra befolkningen er et udtryk for den store mistillid, der længe har været til landets siddende regering, som ikke har formået at gøre noget ved den dårlige økonomi og er blevet beskyldt for korruption. Guinea har ellers et stort potentiale med sin enorme reserve af blandt andet bauxit, der bruges i produktion af aluminium.
Borgerne er blevet stillet mange ting i udsigt fra den demokratisk valgte leder. Da han stillede op til præsidentembedet i 2010, var det med løftet om at genoprette demokratiet, forsone de forskellige etniske grupper i landet og få befolkningen ud af fattigdom.
Hans sejr blev mødt med optimisme af internationale organisationer, fordi han var kendt som en demokratiforkæmper, der kunne ændre landets skæbne. Men flere borgere mener ikke, at hans løfter er blevet indfriet, og derfor er der opbakning til militærets indgriben.
Flere populære kup
Spændingerne i Guinea har stået på længe og tog især til i slutningen af 2019, hvor oppositionspartier og borgerrettighedsorganisationer advarede om, at præsidenten ville ændre forfatningen, så han kunne stille op til et tredje valg i 2020.
Et par måneder senere foreslog præsidenten som frygtet en ændring i forfatningen, som hans kritikere mente ville skabe et smuthul, så han ville kunne stille op igen. I oktober 2020 vandt han præsidentvalget. Et resultat, som både oppositionen, USA, EU – inklusive den tidligere kolonimagt Frankrig – tvivlede på, var troværdigt.
Protesterne tog til flere steder i landet, og regeringens sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranterne. Flere mistede livet, og omkring 400 mennesker, der især talte oppositionspolitikere og regeringskritikere, blev fængslet under protesterne. En del af dem er efter militærkuppet blevet løsladt.
Kuppet i Guinea er det fjerde kup i Vestafrika på godt et år. Der har været to militære kup i Mali, et mislykket forsøg i Niger, og i slutningen af juli tog Tunesiens præsident Kais Saieds magten i noget, der i stigende grad ligner et kupforsøg. Også i Tunesien og Mali blev magtovertagelsen mødt med jubel, fordi der er så store frustrationer over, at befolkningerne ikke oplever at have fået den forbedring af levevilkårene, de var blevet stillet i udsigt.
Det internationale samfund har fordømt militærkuppet i Guinea, og de vestafrikanske regeringsledere har indtil videre suspenderet landet fra Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab, Ecowas, med krav om løsladelse af præsident Alpha Condé. Dog har ingen nævnt, at de gerne ser Alpha Condé indtage præsidentpaladset igen. For en præsident med flere korruptionssager hængende over hovedet, der forsøger at trodse forfatningen med en ekstra valgperiode, er heller ikke løsningen.
Udviklingen viser, at den demokratiske udvikling i flere afrikanske lande er blevet sat i bakgear. Den positive udvikling, mange af landene gennemgik i 1990’erne, er blevet afløst af større økonomisk ulighed, magtmisbrug og trusler fra terrorgrupper. Det viser endnu en gang, at demokratiske institutioner ikke er nok til at løse de vestafrikanske landes problemer.
Men uanset om der kan være gode intentioner bag et kup, er det en risikabel løsning. Det sætter et land i en usikker situation, fordi der i en periode ikke er nogen, der kan kontrollere militæret og stille det til ansvar. Der er ingen garanti for, at militæret lever op til sine løfter om at sørge for et nyt og bedre alternativ til det forrige styre.
I sidste ende er det Guineas befolkning, der risikerer at betale prisen og igen skal trækkes igennem en magtkamp, der ikke løser landets problemer og giver dem de stabile levevilkår, de ønsker.
