Leder

Tyskland fik ikke det store grønne opbrud efter Merkel – midten og stabiliteten vandt

Kaos i det slagne CDU/CSU og en smal sejr til SPD: I dramaet om den kommende tyske kansler er de største tabere de unge og drømmen om et grønt opbrud i kølvandet på 16 fodslæbende år med Merkel
Kanzlerkandidat Olaf Scholz med sin hustru Britta Ernst (til venstre) efter afstemningen til Forbundsdagen i Potsdam søndag den 26. september 2021.

Kanzlerkandidat Olaf Scholz med sin hustru Britta Ernst (til venstre) efter afstemningen til Forbundsdagen i Potsdam søndag den 26. september 2021.

Florian Gaertner/ Getty Images

Udland
28. september 2021

Det tyske valg blev en gyser. Og med en uklar parlamentarisk situation og kaos i Merkels slagne parti, CDU/CSU, er regeringsforhandlingerne blot næste kapitel i det, som de tyske medier allerede har døbt »kanslerkrimien«.

Desværre kan valget også ende som en gyser for klimaet og for de unge (og ældre) tyskere, der kæmper for progressiv politik, grønt opbrud, et nyt landbrug, nye former for trafik og nye måder at drive den diesel- og kulstøvede tyske økonomi på.

Efter 16 år med Merkel, der tidligt blev udråbt som klimakansler og derefter syltede den grønne omstilling, står de unge og progressive tyskere nemlig med så mudret et valgresultat, at drømmen om opbrud risikerer at drukne i politiske studehandler og paradokser.

Merkels afsked har ikke frembragt et slagkraftigt og progressivt alternativ. Men et ængsteligt og ganske merkelsk forsøg på at bilde borgerne ind, at tyskerne kan gå en grøn og social fremtid i møde uden at anstrenge sig synderligt, omstille deres forbrug, investere kraftigt i grøn omstilling eller give afkald på nogle af den fossile æras glæder.

Gør endelig ikke borgerne usikre!, lød det øverste bud i valgkampen, hvor selv De Grønne var mere bange for at ligne et forbudsparti end et parti, der ikke rigtig tror på sine egne og Parisaftalens mål.

Grøn skuffelse

Netop De Grønnes resultat i underkanten af 15 procent er den mest åbenlyse skuffelse, fordi miljøpartiet forpasser stort set alle sine strategiske mål: De floppede i forhold til kanslerposten, de blev ikke det største venstrefløjsparti, og de kom aldrig ud af klimanichen. Trods historisk gode forudsætninger med to svage modkandidater, et stærkt fokus på klima og endda de katastrofale tyske oversvømmelser til at gøre den globale opvarmning forskrækkeligt konkret, er partiet fortsat kun et kongemagerparti – også selv om de som sådan er umulige at komme udenom.

At der i forhold til klima- og miljøpolitik ikke var meget at forvente fra CDU/CSU, vidste vi godt på forhånd. Partiet har grundlagt en ’Klima Union’ for at få et progressivt skær, og det har desperat forsøgt at skabe en valgkamp, der både skulle ramme de lidt konservative og de lidt progressive – og både vælgerne fra midten og fra højrefløjen. Vælgerne købte den bare ikke.

Desperat valgkamp

Her ved udgangen af Merkel-æraen ligger hendes parti således vingeskudt tilbage med under 25 procents opbakning og en kanslerkandidat, Armin Laschet, der efter det historisk ringe resultat forsøger at bluffe sig til en regeringsdannelse med FDP og De Grønne: En regering uden andre åbenlyse missioner end at redde Laschets politiske karriere og at »forhindre et tysk jordskred mod venstre«, som Laschets evige argument for sig selv lød i valgkampen.

Mytteriet mod Laschet lå allerede i luften mandag, hvor især søsterpartiet CSU gik hårdt til Laschet. I det dybt splittede borgerlige parti virker Laschet således ikke til at have samling nok på sit parti til at føre en stabil regering med to så umage parter som det liberale FDP og De Grønne. Hvis eksperimentet mod forventning lykkes, vil en konservativ-liberal regering med et blegt grønt påhæng være dårligt nyt for Tyskland – verdens fjerdestørste økonomi og Europas suverænt største CO2-udleder – der ville forpasse en enestående og presserende chance for stærke reformer og en ambitiøs grøn omstilling.

Mere stilstand end bevægelse

Kongemagerne hos De Grønne og FDP vil naturligvis begge sælge sig så dyrt som muligt. Det store spørgsmål er bare, om de kan mødes internt mellem De Grønnes mere statsstyrede omstillingsplaner og FDP’s markedsoptimistiske motorvejsliberalisme, hvor innovativ vækst skal redde menneskeheden.

Hvis Armin Laschet bliver dolket og fjernet fra CDU/CSU, vil SPD’s Olaf Scholz få endnu lettere ved at danne sin ’lyskrydskoalition’ med de liberale og De Grønne. Man må bare huske på, hvor beskeden en valgsejr Olaf Scholz faktisk løb af med på den dramatiske valgaften, og hvad baggrunden for den smalle sejr er: Merkels afsked – og CDU-kanslerkandidat Laschets og De Grønne-kanslerkandidat Baerbocks svaghed.

SPD’s fremgang er ikke drevet af begejstring eller en stor mission. Scholz’ SPD er ikke en socialdemokratisk bevægelse som britiske Jeremy Corbyns var i sin tid. En bevægelse, som de unge står bag, og som vil ændre verden i det fornødne tempo. Scholz’ SPD er et løfte om at skabe stabil politik og lige præcis så meget grøn omstilling, at tyskerne ikke kommer til at mærke den hverken økonomisk og socialt.

De unge tabte

Uden et ondt ord om ældre har Scholz netop formået at samle de ældre vælgere op, som tidligere har stemt på Merkel. Og dem er der mange af i Tyskland, hvor seks ud af ti vælgere er over 50 år.

Omvendt tabte SPD tilslutning blandt unge vælgere under 30. ’Generation Merkel’ – altså de unge, som har levet hele deres politisk bevidste liv med Merkel som kansler – er åbenlyst ikke ’Generation CDU’: Blandt unge under 30 år blev netop De Grønne og FDP klart størst. Altså de partier, som nu er kongemagere, men som ikke kan udstikke retningen uden at ende i konflikt med hinanden.

De kræver begge grøn omstilling. Og de kræver begge bedre digitalisering. Men deres markedsdrevne og statsstyrede veje mod et opbrud er dybt forskellige. En lyskrydsregering med SPD, De Grønne og FDP er altså et løfte om mere fornyelse end en Jamaica-regering med CDU/CSU, De Grønne og FDP. Scholz og SPD er i sig selv bare ikke garanten for det store opbrud.

Den foreløbige konklusion er derfor deprimerende: De unge og progressive kræfter har ikke vundet valget, og drømmen om opbrud efter Merkel blegner.

Mere mod til forandring

Som Olaf Scholz igen og igen har betonet i sin valgkamp, handler det også om ikke at skabe for hurtige omstillinger, hverken systemisk eller menneskeligt. Ellers lurer der med Scholz’ ord permanent en »fare for at producere social ulighed og gule veste«. En fare, som især er reel i Østtyskland, hvor AfD flere steder landede som største parti med løftet om at genskabe et fiktivt »normalt Tyskland« uden »klimavanvid« og »coronaundertrykkelse af folket«.

Her ligger problemets kerne: Uden en progressiv politik og uden en progressiv og visionær valgkamp kan befolkningen aldrig trækkes med i et projekt som den grønne omstilling.

»Vi har brug for mere mod til forandring i Tyskland,« som landets måske førende økonom, Marcel Fratzscher, formulerede det mandag.

Han opremser nødvendige forudsætninger som store offentlige investeringer, mindre bureaukrati, mere modstand mod systembevarende lobbyisme og et stærkere europæisk sammenhold i den tiltagende konkurrence mellem USA og Kina.

Såvel retorisk som praktisk har Merkel gennem 16 år forsømt for alvor at indlede disse enorme projekter. Og desværre tyder meget på, at Tysklands kommende regering også kun vil gå halvhjertet til dem.

Serie

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Virker det i grunden ikke ret hjemligt???

Kurt Nielsen, erik pedersen, Holger Nielsen, Thomas Tanghus og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

De Grønne har i en længere periode haft indflydelse på regeringerne i forbundslandene, men kommer nu med stor sikkerhed i forbundsregeringen. Hvad det vil betyde for den grønne omstilling af Tyskland, kan man gøre status over om fire år. Af virkelig grundlæggende betydning har senest været den nylige dom fra forfatningsdomstolen i Karlsruhe som sagde, at klimapolitikken ikke tog tilstrækkeligt hensyn til fremtidige generationer. Det kommer til at spille en rolle ved regeringsdannelsen.

Forbundsregering, forfatningsdomstol og grundlov er blandt de mange ting, som konstituerer Tyskland som stat. Føderalismen er også, men ellers er det nærliggende at pege på alle de konstituenter, som beskæftiger humanvidenskaberne. Der er ikke én tysk litteratur, filosofi eller musik for Sachsen og en anden for Brandenburg. Det er fælles for hele det tyske sprogområde. Duden, som ikke bare er en ordbog, men snarere en institution gælder som norm for tysk og der hører én grammatik til det. For Tyskland (men ikke Østrig og Schweiz) gælder, at udtalenormen er tæt på udtalen i Nordtyskland, og den udbredes gennem TV og radio. Men til alle tre lande anvender 3Sat og Arte udtalenormen.

Holger Nielsen, Karin Mette Petersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar