COVID-19 sætter en stor fed streg under, at vi i EU lever i vidt forskellige verdener

Opskrift på en forudsigelig katastrofe: Akut mangel på sundhedspersonale tilsat kronisk lave investeringer i hospitalsvæsnet rørt sammen med en pandemi. Lige nu bulderkoger katastrofen i Rumænien, og COVID-19 sætter en stor fed streg under, at vi inden for EU lever i vidt forskellige verdener.

Mens livet er vendt tilbage til normalen i et postcorona-Danmark, er situationen i Rumænien værre end på noget tidspunkt siden pandemiens begyndelse. Dagligt er der 10.000 nye smittede og lige under 200 dødsfald, og ikkeakutte operationer er blevet indstillet på hospitaler over hele landet for at undgå sundhedsvæsnets totale kollaps. I alt 38.000 rumænere er nu døde med COVID-19.

Hvordan kunne det gå så galt?

Pandemihåndteringen er bestemt ikke blevet hjulpet på vej af landets længerevarende politiske krise, som tirsdag førte til, at centrum-højre-regeringen blev væltet. Men der er også den ekstremt lave vaccinerate. Blot en tredjedel af rumænerne er blevet vaccineret mod coronavirus, mens gennemsnittet i EU er over 70 procent.

Mangel på arbejdskraft

Samtidig er der blevet tilført alt for få midler til sundhedsvæsnet. Rumænien er det EU-land, der investerer mindst i sundhedsvæsnet med fem procent af BNP, cirka halvdelen af EU-gennemsnittet.

Og så er der en ekstrem mangel på sundhedspersonale. Siden Rumænien blev medlem af EU i 2007, har læger og sygeplejersker benyttet sig af unionens frie bevægelighed og taget til Vesteuropa på jagt efter højere lønninger og bedre vilkår. Det vurderes, at der som konsekvens i dag mangler næsten 40.000 læger og sygeplejersker i landet – og det gør især ondt i en coronatid.

Situationen taler ind i en større problematik om, at den frie bevægelighed har fået Østeuropas befolkningstal til at styrtdykke: Siden 2007 har omkring 3,6 millioner rumænere forladt deres land, og ligeledes har millioner fra andre østlande. I Østeuropa har det ført til mangel på arbejdskraft, og det hæmmer vækstmulighederne og landenes evne til at levere på velfærdsområdet.

Pandemien har nu med dødelig tydelighed vist, hvilke konsekvenser den udvikling også kan have. Vil man det til livs, skal der skrues op for EU’s indsats for at mindske forskellene mellem øst og vest, både økonomisk og på velfærdsområdet, så østlandene ikke bliver helt støvsuget for værdifuld arbejdskraft. Ellers vil vi – også lang tid efter, at pandemien er slut i alle unionens lande – kæmpe med en stadig større kløft, der vil udhule vores fællesskab endnu mere.