Leder

Kurz’ fald og polske protester er nye brikker i den borgerlige nedtur i Europa

Det går i disse dage fantastisk dårligt for Europas konservative: I Østrig er Kurz faldet, i Tjekkiet er Babis stemt ud, i Polen er PiS under pres, og i Tyskland er CDU på glatis. Den konservative krise ligner efterhånden et mønster, der kan pege mod et mere socialt og grønt Europa
I omkring 100 polske byer gik titusinder proeuropæiske polakker søndag aften på gaden i protest mod regeringspartiet PiS og mod sidste uges forfatningsdom, der i deres øjne kan føre til en polsk exit fra EU.

I omkring 100 polske byer gik titusinder proeuropæiske polakker søndag aften på gaden i protest mod regeringspartiet PiS og mod sidste uges forfatningsdom, der i deres øjne kan føre til en polsk exit fra EU.

Wojtek Radwanski

Udland
12. oktober 2021

Klimakrise, forsyningskrise, Vesten i krise – og EU i krise. Eller rettere: i evig forhandlingskamp om fællesskabets fremtid.

I denne opbrudstid hænger kriserne uløseligt sammen. Samtidig opstår der skandaler og kriser, der både har deres egen logik og er børn af tidsånden.

Et aktuelt eksempel er Østrig, hvor den konservative darling, den bare 35-årige Sebastian Kurz, nu er færdig som kansler efter anklager om korruption og nepotisme. Den sidste dråbe blev, at interne chatprotokoller ser ud til at bekræfte, at kliken omkring Kurz har købt sig til jubelberetninger om »vidunderbarnet fra Wien« i den kulørte presse.

Nu slikker landet – dels skuffet, dels skadefro – sine sår over ekskansleren, som hævede sig over lov og moral, og som vil få meget svært ved at kæmpe sig tilbage til kanslerposten.

Kurz’ op- og nedtur var kort og stejl: For fem år siden var han stadig populær udenrigsminister efter en hård anti-Merkel-linje i flygtningekrisen. Med sine alpevandringer i valgkampen blev han godmodig fører af det østrigske folk, liberal stjerne og enhver svigermors drøm.

Således gav karismatikeren Kurz sit parti, ÖVP, to strålende valgsejre. Med sin ekstreme ideologiske pragmatisme (eller ryggesløshed) dannede han først regering med det hysterisk højrepopulistiske FPÖ, for efter deres fald i den såkaldte »Ibiza-skandale« at gå i regering med FPÖ’s antipode, De Grønne.

På trods af en udvandet »økosocial reform« har Kurz’ resultater været overskuelige. I corona- og vaccinepolitikken har han konstant skelet til meningsmålingerne og prøvet at vælge den gunstigste vej her og nu. Og over for EU har Kurz dyrket en selvtilfreds nationalpopulisme, der har mindet om de østeuropæiske ledere – og lejlighedsvist om de danske socialdemokrater: Vi vil betale så lidt som muligt til fællesskabet, vi skælder gerne ud på Bruxelles uden at komme med konstruktive fremtidsvisioner for EU, og vi boner gerne europæiske resultater som nationale succeser. Statsminister Mette Frederiksen slog endog pjalterne sammen med Kurz ved flere lejligheder, hvilket blandt andet gav dem tilnavnet EU’s nye »Team Enfant Terrible«:

Tjekkiet, Tyskland og Polen

I Tjekkiet, hvor der var valg i weekenden, har denne tendens været ekstremt udpræget. Landets premierminister, den milliardrige oligark Andrej Babis, har siden 2017 ikke bare skældt ud på EU, men også brugt så flittigt af EU-midlerne til egne private og politiske projekter, at han konstant har haft Bruxelles og stærke tjekkiske protestbevægelser på nakken.

Man kan derfor forfærdes over, at 27 procent af tjekkerne stemte på den illiberale Babis. Men man kan også glæde sig over, at det liberale og proeuropæiske vælgerforbund SPOLU løb med en smal sejr og gjorde det så godt som umuligt for Babis og hans protestparti, ANO, at danne regering igen.

I Europas største land, Tyskland, oplever vi samtidig et drama i CDU/CSU. Søsterpartierne har aldrig flirtet med EU-skepsis, men de er med kanslerkandidat Armin Laschets langsomme fald totalt i vildrede – både hvad ledelse og politisk retning angår: Selv for de stabilitetshungrende tyskere ser konservatismen ikke ud til at give svar på hverken den økonomiske splittelse eller den grønne omstilling i EU’s største industriland.

I Polen går tingene mindst lige så hurtigt i disse dage. I sidste uge valgte den polske forfatningsdomstol, der i vid udstrækning er dikteret af regeringspartiet PiS, en benhård konfrontation mod retsordenen i EU – om end mest for at sikre PiS’ magt og ombygning af de polske domstole.

Søndag gik titusinder af proeuropæiske demonstranter på gaden i hele Polen i protest mod PiS, mod forfatningsdommen og mod den truende »juridiske polexit«. Igen er perspektivet dobbelt: PiS er stadig populært, men denne gang har partiet formentlig spændt buen for hårdt over for de EU-glade polakker, der udmærket kan se, hvor svær en grøn omstilling den kulafhængige nation har foran sig, og hvor alene Polen ville være uden for EU, nu hvor USA’s interesse for Europa er stærkt svindende.

Og Sydeuropa? Her ser det i bedste fald mudret ud. I modsætning til USA og Storbritannien, hvor de konservative partier er kapret af højrepopulister, er de konservative partier i Frankrig og Italien fortrængt at højrepopulister, der ikke kun kæmper mod indvandring, men også mere diffust mod europæisk integration og en grøn omstilling. Også på det punkt bliver forårets valg i Frankrig uhyre vigtigt.

Man kan håbe, at disse dages multiple politiske skred og nedture for konservatismen og populismen er et godt varsel. For klimakrisen og den sociale ombygning af et Europa løses hverken af konservative længsler efter de gode gamle dage eller af populistiske fantasier om lette løsninger. Det kommer til at kræve uhyre lange og svære træk, som intet europæisk land kan tage alene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ingemaje lange

Tak for overblikket.