I dag genoptages den indirekte samtale mellem USA og Iran i Wien med en dagsorden, der umiddelbart synes elementær: Begge parter erklærer, at de er interesserede i en tilbagevenden til den atomaftale, der blev indgået i 2015 mellem præsident Barack Obama og præsident Hassan Rouhani, og med deltagelse af ’4+1’(Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, red.), og som fik betegnelsen ’Fælles Gensidig Handlingsplan’.
Som bekendt trak Donald Trump USA ud af aftalen i 2018 med krav om genforhandling – med ophør af Irans støtte til ikkestatslige shiamilitser og begrænsning af Irans missilprogram.
Plottet var præstestyrets kollaps under vægten af nye sanktioner med ’maksimalt pres’, og det er sigende for Trumps jammerlige indsigt i udenrigspolitik, at Iran i dag er mere stabilt politisk og økonomisk og teknologisk tættere på et kernevåben end i 2018. Selv israelerne, der dengang ikke kunne få armene ned i begejstring, erkender, at Mellemøsten i dag er et mere usikkert sted, end da aftalen var i kraft. Og førte til Joe Bidens valgkampløfte om en tilbagevenden til aftalen.
Bidens chefforhandler, veteranen Robert Malley, indledte i april en dialog med afgående præsident Hassan Rouhanis administration, og efter seks sessioner med 4+1-gruppen som mellemmænd lå en ramme for videre forhandling klar til den nyvalgte præsident, Ebrahim Raisi, der tiltrådte i juni.
Raisi, en tidligere chefdommer og konservativ hardliner, har anvendt de forløbne fire måneder på at analysere Teherans position, som med tiden er blevet mere fordelagtig. Og her tænkes ikke kun på, at berigelsen af uran er øget til 60 procent efter at Iran i 2019 brød ud fra atomaftalens aftalte grænseværdi på 3,67 procent.
Risiko for eskalering
Selv om iranerne forsikrer, at atomproduktionen kun er civil, er der indicier på en parallel militær procedure. Så sent som i sidste uge truede Rafael Grossi, chefen for FN’s atomagentur, IAEA, efter et besøg i Teheran med at indkalde IAEA’s styrelse for at drøfte de uregelmæssigheder, han ikke fik klare svar på. Hvilket kan føre til en resolution, der i værste fald ekskluderer Iran fra IAEA-systemet, som igen kan øge sårbarheden over for et militært angreb på landets atomanlæg – som Israel truer med i tide og utide, og som Joe Biden ’ikke vil udelukke’.
Nuvel, så vidt kommer det næppe, men den lurende konflikt med IAEA er ikke lovende for de forhandlinger, der indledes i dag. Men dog til at leve med for et styre, der politisk og økonomisk har arbejdet sig ud af den nedtur, der i 2019 førte til omfattende civile uroligheder, og som blev slået ned med hård hånd.
Dengang stod Iran over for en afvisningsfront, der omfattede USA, Israel og Golf-emiraterne, primært Saudi-Arabien og UAE, De Forenede Arabiske Emirater. Iranernes håb om, at EU, der var uenig i Trumps udtræden af atomaftalen, ville komme dem til hjælp, blev skuffet, da politiske forsøg på at omgå de amerikanske sanktioner ikke lod sig gennemføre i praksis. Iran var livstruende isoleret og svarede med at øge atomproduktionen til berigelse, der bragte teknologien tæt på den såkaldte ’tærskel-adgang’ til et kernevåben, fulgt op af angreb på tankskibe i Den persiske Golf og et spektakulært missilangreb på saudiarabiske olieanlæg, der blev tillagt Houthi-militsen i Yemen, men med umiskendelig iransk afsender.
Her ved optakten til nye samtale i Wien kan det konstateres, at såvel Saudi-Arabien som UAE har indledt dialoger med Iran om ’fredeligt samarbejde og gensidig respekt’ – en direkte følge af, at saudierne i 2019 indså, at de ikke kunne stole på USA’s militære paraply.
Iran har drejet sin økonomi mod Centralasien, Rusland og Kina – således har russerne og kineserne købt rettigheder i Irans nyeste olie- og naturgasfelt i Det Kaspiske Hav, som i sin konsekvens kan medføre, at danske husstande lige om et øjeblik varmes op med sanktionsramt iransk naturgas.
For som det ser ud nu, er de fleste analytikere pessimistiske ved udsigten til at bytte sanktioner med tilbagevenden til kontrol med et mere selvbevidst Iran, der afviser alle krav om indsigt i andet end atomproduktionen.
Omvendt kræver Iran garanti for, at USA ikke igen forlader en ny aftale, hvilket vil fordre en traktat med tre fjerdedeles godkendelse i USA’s senat. Og dermed en umulighed.
Det positive er dog, at samtalen i det hele taget føres. Vi får se, hvor den ender.
