Hvis man er dybt skræmt efter at have set dokumentarfilmen ’The Social Dilemma’ eller læst The Age of Surveillance Capitalism af Shoshana Zuboff, som handler om de algoritmer og forretningsmodeller, som Big Tech i dag har bundet os alle sammen ind i, så kom der en god nyhed fra Bruxelles i sidste uge.
Med Digital Markets Act (DMA) og Digital Services Act (DSA) vil EU nu sætte strammere regler op for den måde, techgiganterne kan drive forretning på i Europa. I sidste uge blev EU-landene enige om deres position på DMA’en, og i Europa-Parlamentet synes der også at være en fælles position frem mod den kommende afstemning den 13. december. Parlamentet og medlemslandene skal så forhandle et kompromis. Men udgangspunktet er, at der inden for en overskuelig fremtid kommer skrappere regler for de digitale giganter – og det er entydigt positivt.
Vi er som europæere nødt til at tage kontrollen tilbage med techgiganterne og pålægge dem, at det er de demokratisk valgte institutioner, som sætter rammerne. Ikke Facebooks Mark Zuckerberg, Amazons Jeff Bezos og Googles Sundar Pichai. Vi skal igen gøre teknologi til et værktøj, som tjener mennesket, ikke omvendt.
Når et selskab som Facebook i økonomiske termer er på størrelse med flere europæiske lande og en del af samfundets digitale infrastruktur, så er den manglende demokratiske kontrol og indflydelse fra folkevalgte på algoritmer og samfundskritiske beslutninger fuldstændigt katastrofal.
EU-reglerne skal kort fortalt forhindre, at de store selskaber misbruger deres dominerende position, og give mulighed for, at nye, mindre selskaber kan komme ind på markedet. Og så sætter de rammerne for, hvordan de store virksomheder bruger vores data, ikke mindst for virksomheder som Facebook og WhatsApp, som har samme ejer, men hvor der nu bliver strammet op på måden, virksomheden kan samkøre data mellem platforme på. Og så vil de få forbud mod at promovere egne produkter i appstores og i søgeresultater i søgemaskiner.
Fokus på giganterne
DMA’en er hovedsageligt rettet mod de allerstørste virksomheder, som kaldes centrale platformstjenester eller gatekeepers. Der lægges op til, at selskaber med en omsætning på over 60 milliarder kroner eller 600 milliarder kroner i markedsværdi skal omfattes.
Det er dermed de store spillere som Facebook, Google, Apple, Amazon og så videre, som bliver omfattet og skal overholde en række nye forpligtelser. Overholder de ikke dem, risikerer de bøder på op til ti procent af omsætningen. Der er altså en stor kæp, EU giver sig selv.
DSA’en skal sikre, at ulovligt indhold bliver fjernet fra nettet, men også at skadeligt indhold som for eksempel hadtale og trusler mod minoriteter bliver straffet, og at der vedtages definitioner af, hvad der er tilladt og ikke tilladt. Det handler om selskaber med over 45 millioner brugere i mindst tre lande i EU som for eksempel YouTube, Facebook og TikTok.
Det er ikke protektionisme, men fakta, at det er de amerikanske techgiganter, som udgør rygraden i overvågningskapitalismen. Derfor er det naturligt, at de får mest ansvar.
EU’s lovgivning på det digitale område har tidligere vist sig at have stor gennemslagskraft. Det gælder GDPR-lovgivningen, som har været med til at påvirke de internationale standarder for, hvordan man håndterer persondata, alene på grund af størrelsen på det europæiske marked. På både reguleringen af de store platforme og ulovligt eller skadeligt indhold kan konsekvensen af EU-lovgivning være den samme.
Danske politikere har i meget høj grad drevet det forslag, som nu er på bordet. Med Christel Schaldemose i Europa-Parlamentet, indenrigsminister Simon Kollerup i Ministerrådet og Margrethe Vestager som ansvarlig EU-kommissær er der tale om en blomst, som er groet i en dansk have.
Derfor har de et stort ansvar for, at reglerne kommer til at virke. For der er tale om en række grundlæggende samfundsvalg, vi tager i disse år, når det kommer til Big Tech.
Går de nye regler for eksempel langt nok, når kun de allerstørste virksomheder er omfattet af de stramme regler? Det kan diskuteres. Mange mindre techvirksomheder bruger samme forretningsmodel som de større, hvor de høster big data og sælger til højestbydende. Burde vi som borgere ikke have retten til at leve på nettet uden at være tvunget til at afgive vores digitale suverænitet til datafortærende selskaber? Men det må vente til næste gang.
Det er grundlæggende demokratiets fremtid, det handler om, og her er det afgørende hurtigt at tøjle overvågningskapitalismen solidt til demokratiets søjler. De nye digitale regler er solide skridt i den rigtige retning, selv om de ikke går hele vejen. Det er ikke perfekt, men det er et fremskridt.
Så hvis jeg forstår det ret, så skal techgiganterne “tæmmes” ved brug af censur af den fri tale på de sociale platforme. What can possibly go wrong?
Så lad mig gætte, at unavngivne personer eller algoritmer uden nogen juridisk uddannelse fjerner opslag uden yderligere begrundelse end at opslaget bryder reglerne for “hadtale”. Det er så op til denne unavngivne myndighed, selv at definerer hvad “hadtale” er; det kunne f.eks indbefatte kritik af store magtcentraler som techgiganterne selv; regeringskritik; kritik af korporative medier; opfordring til klimakamp, klassekamp og så videre.
Hvad er så alternativet? Kan borgerne fravælge GAFA (Google; Amazone; Facebook; Apple) eller er platformene blevet så store at de må sidestilles som en form for infrastruktur; en form for “public utilities”?
Naomi Klein’s bog Chokdoktrinen beskriver fint hvordan demokratinedbrydende love hurtigt vedtages når befolkningernes opmærksomhed er optaget andetsteds, som under krig, naturkatastrofer, pandemier, økonomiske krak mm.
Der er allerede, i vor egen Grundlov og mange landes forfatninger og i Menneskerettighedskonventionen, forbud mod tech-giganternes ageren. Lovgiver kunne have grebet ind for længe siden.
Alle ved, at man ikke må smugkigge i andres breve og papirer eller aflytte andres telefoner. Det beskytter Grundlovens § 72 os imod og det er ikke kun staten der ikke må lure på os – det må private heller ikke. Menneskerettighedskonventionens art. 8, har samme beskyttelse mod angreb, på bl.a. privatliv, familieliv og korrespondance.
Google, Facebook og lignende aktører blæser dog højt og flot herpå. De "høster" (kaldes det vist) lystigt oplysninger om borgernes gøren og laden og viderebefordrer det, der skal være hemmeligt, nemlig oplysninger om private forhold, til hvem som helst der vil betale.
Selvom algoritme-akrobaterne indhenter tilladelse fra de borgere de udnytter er de gået for vidt, fordi de får borgere til at frasige sig forfatningsmæssige garantier. Det er ikke tilladt jvnf. Menneskerettighedskonventionens art. 17 der udtrykkeligt bestemmer, at intet i Konventionen må fortolkes som en ret for nogen stat, gruppe eller person til at begrænse eller tilintetgøre de nævnte rettigheder.
Sociale medier skal pålægges udgiveransvar også for det, der udtrykkes i kommentarspor. Udelukkelse af "støjende" brugere for at skabe civiliserede forhold på de sociale medier er ingen god løsning, da det vil blive betragtet som censur og forfølgelse. Derfor må selve forretningskonceptet følge de samme vilkår som alle andre medietyper er reguleret lovmæssigt efter.
Google, Facebook, Twitter og alle andre ”sociale” medier, skal pålægges samme ansvar for udgivelser som dagblade, tv- og radiostationer. Dette, når de formidler masseudgivelser, forstået som udgivelser - alle og enhver kan læse og kommentere. I disse situationer skal der være en ansvarlig redaktion, på samme vilkår, som det kræves af dagblade, gratis aviser, tv- og radiostationer.
Platformsbrugerne skal også begrænses i deres udgivelser, så disse kun kan læses af de modtagere som afsender specifikt har bestemt skal være modtagere. Altså, på samme måde som det oprindelige email-system eller fysisk omdelte breve er organiseret.
Den største trussel mod demokratiet i de seneste år, har været de sociale platforme og privatkapitalistisk propaganda medier forklædt som byhedsmedier. Verdens stærkeste militærmagt er i alvorlig fare for at ende i et fascistisk styre. Og hvorfor skulle verdens stærkeste hær ikke sikre sig de vigtige sjældne mineraler til sin hær i fx Grønland.
Demokratiet forsvares ikke ved at tro på det bedste i alle mennesker, men ved at konstant at vise vilje til at bekæmpe de destruktive kræfter, der ønsker at ødelægge det.
I nutiden sociale platforme de destruktive kræfters vigtigste krigsskueplads. Derfor er det vigtigt at bekæmpe disse kræfter netop der.
De sociale internet mediers fremkomst har mig bekendt ikke medvirket til at øge antallet af demokratisk valgte regeringer verden rundt. Måske ville demokratiet være bedre tjent med, at de slet ikke eksisterede.
I delstaten Nevada i USA ønsker man at gå den stik modsatte vej. Her ser det ud til, at et lovforslag (ifølge AP) vil bane vej for de største af Big Tech firmaerne til at oprette såkaldte "Innovation Zones" med Smart Cities og hvor disse skal kunne etablere EGNE REGERINGER !
Mon demokrati og borgerrettigheder overhovedet vil blive implementeret i dette Big Tech scenarie?
Til sammenligning skønnes det, at 4-5 mio. amerikanere allerede har fraskrevet sig grundlæggende borgerrettigheder efter underskrivelse af en hemmeligholdelseskontrakt med det militærindustrielle kompleks (verdens største arbejdsplads).
Noget lignende vil jeg gætte på kommer til at ske i Nevada.
Niels Peter Nielsen@ Hørte om lovforslaget for noget tid siden; ideen er vandvittig, men på den anden side opfatter jeg USA som 100% korporationsstyret så måske er springet ikke så stort alligevel;)