Rune Lykkeberg: COP26 løser problemet så langsomt, at det bliver større og større

Efter COP26 i Glasgow er det nærliggende at erklære COP-systemet fallit og kræve institutionen nedlagt. Men de store gennembrud sker ikke på konferencerne, de sker mellem konferencer, og vi har brug for COP’erne til at stille magthaverne til regnskab og skabe en verdensscene for klimakampens forpligtelser og skuffelser
Man får lyst til at rive hele COP-systemet ned, fordi det er en elendig arena for den vigtigste holdsport overhovedet. Der er bare ikke noget alternativ, og COP’erne har en vigtig funktion for alt det, der sker mellem møderne. Greta Thunbergs bevægelse havde for eksempel ikke opnået sin styrke, hvis det ikke var for Parisaftalen som anerkendt målsætning.

Man får lyst til at rive hele COP-systemet ned, fordi det er en elendig arena for den vigtigste holdsport overhovedet. Der er bare ikke noget alternativ, og COP’erne har en vigtig funktion for alt det, der sker mellem møderne. Greta Thunbergs bevægelse havde for eksempel ikke opnået sin styrke, hvis det ikke var for Parisaftalen som anerkendt målsætning.

Euan Cherry

Udland
15. november 2021

Om morgenen, når hun står op, og sent om aftenen, inden hun skal sove, er Christiana Figueres i dårligt humør. Resten af tiden er hun i gang med at løse problemer sammen med en masse andre mennesker og hjælpe dem til at kunne være med til at forandre verden.

Det forklarede den costaricanske klimadiplomat for nylig i en samtale med antropologen Jane Goodall. Christiana Figueres’ dårlige humør skyldes, at hun ikke kan lade være med at tænke på afstanden mellem det, vi ved, der sker i naturen, og det, vi samlet set gør for at modvirke klimaforandringer. Det første går hurtigt, det andet går alt for langsomt. Den afstand bestræber hun sig på at nedbringe, når hun går på arbejde, og fordi det skubber lidt til virksomhederne, flytter folk en smule fremad og udretter små forskelle, kommer hun i løbet af dagen i strålende humør. 

»Kampen mod klimaforandringer er en holdsport,« forklarede Figueres. »Hvis vi skal vinde, skal vi hver især med vores opgaver gøre vores absolut bedste« – og vi skal gøre det sammen og på samme tid. 

Figueres har selv gjort, hvad hun kunne for at skabe de bedst mulige betingelser for den holdsport, som kommer til at definere vilkårene for vores fremtid. Fra 2010 var hun diplomatisk chef for FN’s arbejde med at skabe rammerne for kampen mod klimaforandringer, og det var under hendes lederskab på COP21, at Parisaftalen, hvor verdens ledere gjorde det til en global forpligtelse at holde temperaturstigningerne så langt under to grader som muligt, blev vedtaget. En historisk triumf. 

Men efter de seneste fjorten dages forhandlinger, opråb og diskussioner på COP26 i Glasgow, der kulminerede lørdag aften med en aftale, som ikke bringer os i nærheden af en konkret, forpligtende vej til at nå vores mål, må man spørge, om der overhovedet er grund til at tro på COP-institutionen.

Løfter langt fra virkeligheden

Der blev skabt forventninger om et stort gennembrud på mødet. Og det fik vi kort og godt ikke. Hvad nytter det så? Som optakt til mødet sagde den britiske premierminister og vært, Boris Johnson, at klokken var ét minut i dommedag, og prins Charles erklærede, at det var sidste chance. Og 14 dage senere har vi fået mange fine programerklæringer, men ikke meget grund til at tro, at de også bliver omsat til forandringer.

Vi har fået en fælles erklæring om at reducere med 45 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 2010, for første gang er de fossile brændstoffer anerkendt af alle som grundproblemet, en fælles enighed om at holde temperaturstigningerne nede på 1,5 grader, en samarbejdserklæring mellem Kina og USA og et løfte fra blandt andet EU og USA om at nedbringe vores udledninger af metangas hastigt.

Men selv hvis alle disse løfter bliver overholdt, ville det ikke realisere vores mål. Og den historiske erfaring er, at der er alarmerende langt fra løfter på COP-konferencerne til omstilling, reduktion og overførsel i virkeligheden.

Kampen mod klimaforandringer er nemlig ikke kun en holdsport, hvor vi alle er på samme hold. Det kræver også et opgør med meget stærke økonomiske interesser, og det er en geopolitisk kamp om verdensenergiressourcer. Kampen om ilden er lige så gammel som menneskeheden, og de rige lande har ansvaret for at have brændt meget af, som har ødelagt landbrug, livsbetingelser og bysamfund i de fattige lande.

Siden 2009 er der blevet lovet en overførsel på 100 milliarder dollar om året fra de lande, som har det historiske ansvar for klimaforandringerne, til de lande, som lider mest under konsekvenserne af dem. Alle forsvarer dette løfte, som er indlysende rimeligt, når de taler om det. Og det er en skandale, at vi endnu ikke har levet op til dette basale løfte.

Nærmest komisk fremstår det, at det i aftaleteksten med »stor ærgrelse« noteres, at det løfte endnu ikke er overholdt. Ingen har forsvaret dette svigt, men sådan er det blevet. Til sammenligning blev der i 2020 givet 5.900 millliarder dollar i offentlige subsidier til de fossile industrier. Hvilket udstiller den totale afmagt.

Dagsordenen på COP27

U-landene ønskede også en aftale om kompensation for »loss and damage«, som er i overensstemmelse med det anerkendte princip om, at forureneren betaler. Men den aftale fik de heller ikke denne gang. Som Frankrigs chefforhandler på Parisaftalen, Laurence Tubiana, nøgternt tweetede sent lørdag: »Loss and damage må være først på dagsordenen på COP27.«

Vi må i det rige nord og det privilegerede Vesten erkende, at vi ikke længere kontrollerer vores skæbne. Selv hvis vi præsterer en formidabel grøn omstilling, ville det ikke være tilstrækkeligt, hvis Kina, Indien og Indonesien fortsætter deres udledninger, og hvis de fattige lande skal til at udvikle deres egen fossile infrastruktur.

Vi har ingen hård politisk magt eller blød moralsk autoritet til at kræve, at de ikke skal gøre det samme, som vi har gjort. Det er deres egne valg – og vi kommer til at leve med konsekvenserne. Det er her, vi skal forstå det med holdsporten. Vores fremtid afhænger af, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe, understøtte og accelerere forandringer i fattigere lande, så de udvikler bæredygtig energiinfrastruktur og produktion. Vi kan kun forpligte dem ved at leve op til vores egne løfter, og vi kan kun præge dem gennem hjælp til omstilling. Pengene til klimabistand og loss and damage er sandsynligvis dem, vi kan investere herfra, som vil have den største effekt. Også der har vi svigtet.

Færdig med COP-systemet?

Man kan således få lyst til at rive hele COP-systemet ned. Erklære, at det er vildledning af verden og grønvask af et globalt svigt. At det simpelthen har vist sig at være en elendig arena for den vigtigste holdsport overhovedet. 

Problemet er bare, at der ikke er noget indlysende alternativ, og at det i den aktuelle verdenssituation er meget vanskeligt at forestille sig opbygningen af en ny global institution. Det vil så for øvrigt være akkurat de samme lande og aktører, der netop har svigtet, som man skal have til at finde sammen. Og der er kravet om hastighed: Udfordringerne stiger og stiger, jo længere tid der går. Og udledninger bliver hængende meget længe i atmosfæren.

Vi må i stedet gøre os klart, hvad COP-systemet kan bruges til. Det er ikke her, vi skal forvente de store konkrete gennembrud. De forandringer, som vitterligt finder sted og med stadig større hastighed, sker heller ikke på COP-konferencerne, men i perioderne mellem dem.

COP-konferencerne fungerer som en global arena, hvor afstanden mellem løfter og handling bliver udstillet. Videnskabsfolkene, aktivisterne, de grønne bevægelser og de mange politikere, som rent faktisk investerer alt, hvad de har i at bidrage til en grøn omstilling, har brug for den scene til at tvinge landene til at retfærdiggøre deres valg. 

Protester og opråb har brug for forpligtende møder med magthaverne og en global offentlighed om klimakampen. Greta Thunbergs bevægelse havde ikke opnået sin styrke, hvis det ikke var for Parisaftalen som anerkendt målsætning, og IPCC-rapporterne havde ikke haft deres appel, hvis verdensledere ikke efterfølgende var tvunget til at præsentere deres planer på verdensscenen.

COP-systemet er trods alle skuffelser, svigt og retorisk grønvask den eneste institution, vi har, hvor alle kan stilles til ansvar. Og de forandringer, som sker mellem konferencerne, er afhængige af regnskabets time på konferencerne. Politiske systemer, finanskapitalen og store virksomheder er over de seneste år reelt blevet pressede til forandringer af aktivister, grønne bevægelser, samtaler i offentligheden og intens offentlig udstilling af konsekvenserne. Det pres, som vi ved, virker, bygger på en institution, som har skabt så mange skuffelser. 

Måske er det bedste, der kom ud af COP26, i virkeligheden, at de samme ledere allerede igen om et år skal drages til regnskab på den store scene. Parisaftalen foreskriver, at verdens ledere hvert femte år skal fremlægge nye mål og veje. Men for første gang skal de udstilles igen om et år. Og kravet fra aktivister, bevægelser og engagerede borgere i de lande, hvor regeringer og virksomheder ikke kan afvise offentlig pression og kritik, må være, at vores ledere leverer klimabistand og kompensation for »loss and damage«. Og at de ledere ikke kun er politikere, men også globale virksomheder og hele finansindustrien. De er også modtagelige for protester, og deres løfter skal også drages til regnskab. 

Vi må således tænke COP’en som en institution, hvor vi drager alle til regnskab, og hvis vi ikke skal blive ved med at løse problemet så langsomt, at det vokser sig større og større, må vi kræve alle til regnskab hvert eneste år. Det bedste, vi kan gøre i denne globale holdsport, er at gøre det muligt og endda attraktivt for andre at skabe grønne og bæredygtige forandringer.

Og så må vi huske hinanden på, at vi er deltagere i en holdsport med medspillere over hele verden på alle niveauer, som er klar til at tage kampen og ilden og opgøret med de store interesser, og som ved, at deres sag er så stærk, at ingen kan holde til at være imod den. 

COP26 i Glasgow

I disse uger samles statsledere og embedsmænd fra hele verden til FN’s årlige klimakonference for at forhandle om, hvordan de i fællesskab løser klimaproblemet. Nogle lande skal have hjælp, mens andre skal presses. Fra den 31. oktober til den 12. november følger Information forhandlingerne om de store beslutninger og små detaljer, som skal gøre det muligt at nå målet i Parisaftalen.

Seneste artikler

  • Vi fulgte Dan Jørgensen på COP26: »Hvis jeg ikke troede på det, kunne jeg jo bare sige, at det var tabt«

    20. november 2021
    På klimatopmødet i Glasgow lykkedes det at indføre nye mekanismer, der kan fastholde landene på Parisaftalens spor. Men adskillige gange undervejs kunne det hele være faldet på gulvet. Vi fulgte den danske klimaminister og hans embedsfolk i den sidste uge, hvor de sammen med det britiske formandskab skulle skrive teksten, der skal holde målet fra Paris »i live«
  • Drama, beskidte tricks og rivalisering mellem stormagter: Sådan blev Glasgowaftalen født

    15. november 2021
    Verdens klimapolitiske fremtid lå pludselig hos en ung tolk, da verdens stormagter i et dramatisk forløb lørdag skulle enes om en ny klimaaftale på COP26. Fra de lange korridorer i Scottish Event Center opruller Information de sidste timer, der blandt andet førte til en historisk FN-beslutning
  • Alle til COP26 i Glasgow endte med at sluge den bitre pille

    13. november 2021
    Klimaaftalen i Glasgow har både ambitiøse fremskridt og svage huller. Topmødet leverede ikke nok reduktioner til at overholde Parisaftalen, og aftalen kritiseres for at svigte verdens fattigste og mest sårbare. Men den tager FN-historiens første spæde opgør med kul og holder med nød og næppe 1,5-gradersmålet i live
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lykkeberg er som folk er flest: er der et problem der skal løses: det er ”de andre” – ”vi må kræve” mm. Men Lykkeberg: ”Mette” vil ikke se landmænd lide, Modi ikke se sine 1.3 milliarder fattige lide, ”Biden” vil ikke miste stemmer i West Virginias kul distrikt, Texas olie, stigende benzin priser mm, mm, for af forhindre oversvømmelser i København. Lykketoft har ret i at hvis vi vil – mere end flotte og til intet forpligtigende deklarationer og forargede ledere – så må vi først stille krav. Nej! Ikke på ”mor mette” men paa os selv. Lykkeberg skal stille krav på Lykkeberg, og Kjeld på Kjeld. Selv indrømmer jeg med l Pachino filmen “the sent of a women: “I always knew what the right path was, without exception. But I never took it. Why? IT WAS TOO DAMNED HARD. Jeg skal fejre jul I Singapore, taxi til hotellet, alt luft konditioneret. Et helt forkert valg! Hvad er dit næste helt forkerte valg?

Kirstine Knudsen, Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

"Cop26 løser problemet så langsomt, at det bliver større og større."
Er det et forsøg på at undgå sandheden træder klart frem? Har man et problem, som på trods at at man forsøger at løse det stadig vokser, har man fejlet.
Altså: Cop26 har endnu engang fejlet.

Knud Chr. Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Om COP26 har fejlet eller ej, så er det vores eneste vej frem. Danmark er så lille og bitte - også i klimasammenhænge - at det ville være usynligt, hvis vi gravede os ned i jordhuler og levede af kærlighed og kildevand (ikke på plastik).

En anden vej, var at lave en international græsrodsbevægelse, hvor forbrugeren tager magten over forbruget tilbage. Men den skal være international for at det batter noget som helst.

Derudover kan vi hjælpe med at skabe klimavenlige teknologier. F.eks. miljøvenlig plastik, bedre lagring af overskudsstrøm osv. Da vi den vej rundt kan skabe teknologier, der kan bruges i resten af verden. Men modstandere af kapitalismen vil ikke gå ad den vej, da de er mere tiltrukket af jordhulerne.

Mogens Kjær, Arne Albatros Olsen, Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man må tro på det mindst ringe. Det er sådan, jeg opfatter artiklen. Det er nok den stærkeste position at indtage, hvor svag den end kan være.
Hvordan vi er kommet dertil, er et helt andet spørgsmål, og det kunne jeg godt tænke mig, at Rune en dag giver et bud på. Der er nemlig meget lidt reflekteren over det spørgsmål. Årsagen til det er nok, at det vil gøre alt for ondt at gå i dybden med.
Det er ikke så meget forureningen i sig selv, det er selve lysten til at forurene, den først og fremmest er gal med. Det er sjovt at ødelægge verden med 180 i timen. I krige kan man udvise heltemod, men det kan man ikke i fred. Vi skal indføre et helt andet værdisystem, og det skal der først og fremmest være lyst til. Det er ikke nye ting, vi mangler. Det er en ny mentalitet.
I Moderne tider var der en anmeldelse af en bog med titlen, Religion uden Gud. Den kunne også have hedder, Gud uden religion. Kunne man tænke sig, at vi gjorde os fri af det, der undertrykker os? Næppe, men vi kunne begynde der.

Anne Bruun, Ruth Sørensen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kristiansen, Børge Jacobsen, Peter Wulff, Ejvind Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Wolfgang Mostert

En COP-aftale forudsætter at samtlige deltagende lande underskriver. Derfor kan der kun ske små skridt ad gangen. Men, hvert COP korrigerer udviklingskursen et stykke i den rigtige retning og er et unikt samlingsfora for forskere, klimaaktivister, politikere, finansielle investorer, erhverschefer der fører til formelle og uformelle kontakter og alliancer der driver implementeringen i praksis. Iøvrigt, næste gang Information referer til IMFs estimat om "5.900 millliarder dollar i offentlige subsidier til de fossile industrier i 2020", så burde der tilføjes et par sætninger om, at der ikke er tale om direkte støtte til priser lavere end forsyningsprisen, De udgør 8% af totalen, resten især at forbrugspriserne ikke inkluderer miljøomkostningerne ved det loklae og internationale miljø samt fritagelse for forbrugsafgifter. For eksempel fører IMFs metode til at Danmark giver subsidier til forbruget af diesel fordi afgiften på diesel er lavere end afgiften på bensin. Så Danmark kan fjerne dieselsubsidierne blot ved at sænke besinafgiften ned til dieselniveau.

John Andersen, Niels Jacobs, Mogens Kjær og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, vi må sætte vores lid til andre drivende kræfter i klimakampen end "verdens ledere". Fx partnerskaber mellem store byer og regioner. Idérige rigmænd. Grønne virksomheder, pengetanke og tænketanke. Og vi kan selv hver især holde op med at forbruge, købe ingenting i et år, lade være med at slå græsset og i stedet begynde at lade træer og planter gro.. Sætte vores penge i relevante aktier. Listen er lang

Rasmus Kristiansen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

Hvis vi skal vente på politikerne, kommer vi ingen vegne. Det der dig, mig Lykkeberg der skal reagere. Slut med lange rejser. Slut med mere end en bil per familie. Slut med at pendle mere end 15 km på arbejde.
Alternativet er at vi fortsætter forbruget og sætter vores tillid til at Greta eller en Marvel-helt kommer ind fra højre og løser problemet for os.

Rasmus Kristiansen, Jan Fritsbøger og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Daniel, hvis der ikke er mere end 15 km til arbejdet er en bil faktisk helt overflødig, en elcykel og noget varmt tøj kunne klare det, er der snestorm kan man da bare holde fri ! jeg har for længst fravalgt at have bil og jeg savner det ikke,
men jeg har heller ikke travlt med at få råd til mere,
der er jo meget meget langt fra det vi faktisk behøver og så det vi har/køber, og nej livet bliver slet ikke bedre af overflod, og det er overforbrug som ødelægger klimaet og naturen i øvrigt.

Vibeke Olsen, John Andersen, Espen Torgersen, Daniel Joelsen, Annette Knudsen, Carsten Munk og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Margit, rigmænd har en dominerende ide, at blive rigere, og selve ambitionen om at blive rig er ødelæggende, man kan nemlig kun blive rig ved at tjene på andre menneskers arbejde, enten som ejer af virksomheden de arbejder i eller ved at have aktier, ingen investeringer har nogen sinde skabt værdi, man køber sig bare ret til en del af værdien af andre menneskers arbejde, helt anset hvad man investerer i, og hver gang produktionen øges øges belastningen af naturen og klimaet, så alle investeringer som ikke direkte går til omstilling fra fossil til vedvarende er skadelige, vækst er selve problemet for den skaber større ulighed og mere overforbrug, i en verden hvor overforbruget og uligheden er stor i forvejen.
problemet med "verdens ledere" er faktisk at de stadig har fokus på vækst, hvis de var i stand til at skifte fokus til trivsel og bæredygtighed ville de kunne hjælpe til med at løse problemerne, men vi vælger jo de forkerte ledere nemlig dem som lover os vækst og nemme løsninger, der ikke virker men ser gode ud i teorien.

Vibeke Olsen, Lillian Larsen, Bjarne Jørgensen, Peter Knap, Ruth Sørensen, Arne Albatros Olsen og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

oops skulle stå "helt uanset" i linie 6

Det jeg ikke forstår er at der ikke kan laves en udfasning af offentlige subsidier til de fossile industrier over en 10-årig periode.
Og dette med en forpligelse til at subsidierne der er anvendt i U-lande skal gå til grøn omstilling og infrastruktur projekter, samt at 70% af subsidierne de er anvendt af I-lande skal gå til en FN fond der investerer i førnævnte grøn omstilling og infrastrukturprojeter i U-lande, og de 30% til tilsvarende projekter i egne lande.

Vi skal også gøre noget selv, er der flere, der hævder - og jeg er enig.
Hvad vores el-forsyning angår, så får vi i Danmark 15% deraf fra fossile brændsler og 3% fra atomkraft.
Se: https://www.energifyn.dk/privat/el/vaerd-at-vide-om-el/hvor-kommer-strom...
Hvorfor ikke erstatte de 15% med atomkraft fra Ringhals?
Se: https://group.vattenfall.com/se/var-verksamhet/ringhals

Der er åbenbart bred enighed i kommentarfeltet om, at klimakatastrofen må udsættes til der kan opnås bred enighed om mulige løsninger. Held og lykke med den strategi.

Rasmus Kristiansen, Tommy Rasmussen, Niels-Simon Larsen og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Peter Knap: Lige som dig ser jeg også på hele kommentarfeltet, og danner mig en mening. Det gør jeg ofte.

Der er to store linjer i klimadebatten. Dan Jørgensenlinjen, som består i en tyrkertro på, at vi nok skal finde ud af det. Vi er hammergo’e til det der med innovation, har altid fundet ud af det og gør det nok igen. Det er den brede befolknings linje. Op med humøret og stol på Dan.

Den anden linje er, Ned med forbruget. Vi skal væk fra den ødelæggende forbrugerkultur. Fra nu af indstiller vi os på en anden livsstil, mens tid er.

Jeg fatter ikke, at lægemidlet skulle hedde mere af det forbrug, der har fået isen til at smelte. Før havde vi klimabenægterne, vi ikke kunne tvinge i knæ, nu bliver vi selv tvunget i knæ som dem, der vil ødelægge erhvervslivet og forringe livet i børnehaverne og plejehjemmene.
Det er desværre Dan, der kører med klatten.

Rasmus Kristiansen, Vibeke Olsen og Tommy Rasmussen anbefalede denne kommentar

@Niels-Simon Larsen: Helt enig i, at vi skal ned med forbruget - og i det hele taget komme i bedre harmoni med denne klode og dens øvrige liv.
Men det kan umuligt gå så hurtigt som nødvendigt!
Derfor må vi straks starte nødløsninger - samtidig med at vi på sigt gør et harmonisk liv mere attraktivt - øjner livskvalitet.

Rasmus Kristiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Arne Thomsen: Anerkender seriøsiteten i dit krav om atomkraft med thorium. Go for it, men jeg gør det ikke af flere grunde. De er også med til at holde forbruget oppe. Storkapitalen står bag. Jeg ved ikke, om I kan gå modsat vindmøllerne, der jo bliver større og større. Der går så mange rygter.

Vi står i en masse dilemmaer. Jeg tror ikke, vi kan opretholde det høje forbrugsniveau og ønsker det heller ikke, men ingen politiker kan blive valgt på forbrugsnedgang. Jeg ser ingen redning. Det, vi skal gøre, vil vi ikke, og det, vi ikke må gøre, vil vi. Det lyder nok helt bibelsk. Hvis ikke vi kommer frem til en global bevidsthedsansvarlighed, er alt tabt.

Som du nok har gættet, kigger jeg efter en blod, sved og tåre-politiker Jeg troede, at Alternativet leverede varen, men nej. Heller ikke EL med deres store gruppe af fagforeningsfolk, der kræver mere og mere, kan. Resten af partierne er pjat og pladder med eller uden thorium.

Tommy Rasmussen

Advarslerne lå som mørke skyer i hobetal over COP26 mødet, og EU´s klimakommisær Frans Timmerman sendte den sidste over mødeddeltagerne ved mødets afslutning, da han viste et billede på sin mobiltelefon af sit 1-årige barnebarn til forsamlingen, og sagde at dette møde var en personlig sag for ham, fordi han frygtede, at hvis der ikke blev gjort nok, ville barnebarnet som 31-årige i 2050 komme til at kæmpe en kamp mod sine nabolande om fødevare- og vandressourcer. "Hvis vi bare slapper af et par måneder, vil vi aldrig nå de 1,5 grader," var hans afsluttende kommentar til en journalist efter mødet.
Vi har med andre ord "sindsygt" travlt, og allerede til næste år, når verdens klimaministre skal stå til regnskab for deres landes klimamål, skal der helst stå stærk folkelig (international) klimabevægelse klar med ufravigelige krav og et hårdt pres, som verdens politikere ikke kan komme udenom!
Jørgen Steen Nielsen og Rune Lykkeberg er trods de dystre udsigter begge enige om at ovennævnte er vores eneste mulighed, og ser denne voksende opposition som det eneste håb.
Hvor i alverden skal denne opposition komme fra? Klimabevægelser er der et utal af i verdenen, men de arbejder ud fra vidt forskellige behov og målsætninger, og det vil tage tid, rigtig lang tid at få disse forenede i ufravigelige krav, som politikerne på grund af de skærpede omstændigheder endelig forstår og handler efter.
Da er mindst halvdelen af den tid, vi har tilbage, allerede gået, og nye og voldsommere udfordringer måske allerede en kendsgerning - og hvad skal vi så gøre? Opsætte nye krav eller samle os om at redde, hvad reddes kan? Dette er det alvorlige dilema, som alverdens håbefulde klimaoptimister må tage stilling til. Erklære verdens lande i nødrettilstand eller fortsætte som hidtil mod uanede varme klimagrader?

Greta Thunbergs rolle er udspillet.
Under dette Cop-26 møde så vi den efterhånden faste rollefordeling mellem de officielle repræsentanter indenfor og NGO’erne udenfor mødesalen.
Udfaldet af konferencen og sluterklæringen, der er dens resultat, er heller ikke nogen overraskelse. Erklæringen er et resultat af en masse hårde forhandlinger og kompromisser, der er faldt på plads i sidste øjeblik. Sådan er det hver gang, og sådan må det naturnødvendigt være, når over hundrede lande, med vidt forskellige baggrund og interesser, skal blive enige om så vidtrækkende beslutninger. Om erklæringen er det der skal til for at holde temperaturstigningen under 1,5 grad, er i høj grad usikkert.
NGO’erne er ikke tilfredse. Selvfølgelig er de ikke det. Det er deres rolle: At pege på alle de usikkerheder og mangler, der er i aftalen
Greta Thunbergs var selvfølgelig vred – vred på de ansvarlige politikere og embedsmænd. Hun beskrev FN's klimatopmøde som en "to uger lang fejring af business as usual og bla, bla, bla" for at "vedligeholde business as usual" og "skabe smuthuller til gavn for dem selv". Hun har ret i, at der som forventet var en masse useriøs tomgangssnak, og at kortsynede nationalegoistiske og økonomiske interesser prægede resultatet. Sagen er blot, at det ikke er hele sandheden. Der foregik faktisk en hel masse seriøst arbejde. Der blev faktisk truffet en hel del vigtige beslutninger, som kan få betydning.
Beslutningerne er ikke nok til at holde os indenfor de 1,5 grads stigning, men de er ikke ligegyldige.
Og her - mener jeg – indtager Greta Thunberg en problematisk rolle ved denne konference.
Hun synes på forhånd at have afskrevet konferencen som vigtig for klimapolitikken.
Man kunne godt kunne have ønsket sig en meget mere forpligtende aftale, er vi enige om. Så kritik er på sin plads. Men jeg ser en fare i, at hun ikke anerkender betydningen af, at man forsøger på at blive enige globalt, fordi man ikke når en optimal aftale. Spørgsmålet er, hvad der er alternativet? Hvordan skal vi ellers kunne forpligte hinanden på et fælles mål?
Så Greta har ikke ret i, at det er ligegyldigt hvad det sker på FN’s klimatopmøder. Det er meget vigtigt. Vi bør både anerkende de fremskridt, der sker og kritisere manglerne i de aftaler, der er resultatet.
Med sin på forhånd negative holdning til hele konferencen er Greta Thunberg ved at male sig op i et hjørne, hvor hun reelt ikke længere har nogen konstruktiv rolle at spille modsat Greenpeace, der er meget mere nuancerede. Hun vil blive mere og mere irrelevant, hvis hun ikke skifter spor. Om hun formår, det er spørgsmålet. Måske er hun fanget i de forventninger, der er til hende som et ikon for NGO-bevægelsen?

Måske er problemet at vi alle taler ud fra det vedtagne og generelt acceptable og konforme sprog - som er så gabende kedeligt at ingen lytter.
Nogle få personligheder med en anderledes gennemslagskraft, har gennem historien fået os til at lytte og reagere.
Når et menneske, "som oven-i-købet" har alle talegaverne i orden, provokerer som Greta Thunberg der hæmningsløst udskammer og afslører eliten, de uhæderlige og de ansvarlige - så vil reaktionerne komme.
Greta Thunberg lever ikke op til konventionerne og vores forventninger til et barn og nu ungt menneske.
Dem som ikke selv var så fremmelige /begavede i teenage alderen, føler sig vældigt provokeret, det er et velkendt fænomen.
Tak til Greta Thunberg for den ærlighed og alvor som har været igang-sætter for ungdoms /aktivist-bevægelser verden over -
PROTEST MOD LIGEGYLDIGHEDEN

Greta Thunberg lever helt op til vores forventninger. Derfor er der stadig færre der lytter til hende.

Jan Fritsbøger

Greta er desværre blevet omklamret af magtmennesker, og gjort til et brand, og dermed drukner hendes engagement i støjen fra al anden markedsføring,
men imponerende at hun stadig ikke har ladet sig overbevise om at "man gør meget" for at løse klimakrisen,
for den løgn er der mange som tror på ikke mindst her i DK,
men hun har så vidt jeg ved ikke rigtig adresseret selve roden til klimaproblemets opståen,
nemlig den syge ide at vækst er godt og nødvendigt selv når man har overflod,
så længe vi har en kultur som bakker aktivt op om grådighed og egoisme, er de nødvendige tiltag helt uden for rækkevidde, så er der kun illusionen om, at tekniske fix kan klare det hele, tilbage.