Tennisstjernen Peng Shuai har peget på en af dem, man ikke må pege på i Kina. Nu betaler hun prisen

Kinas største #MeToo-sag til dato ramte det kinesiske internet om aftenen den 2. november. Den har siden vokset sig stor uden for Kina og er i dag en sigende test for, hvem det kinesiske styre kan vride armen om på, og hvem det ikke kan. På Weibo, et af landets mest populære sociale medier, delte den 35-årige tennisspiller Peng Shuai en hjerteskærende beretning om et forlist forhold, om manipulation, ydmygelse og i sidste ende tvang. Flere elementer gør sagen unik.

Den anklagede er et tidligere medlem af kommunistpartiets stående komité – den 75-årige tidligere vicepremierminister, Zhang Gaoli. De to havde et forhold for år tilbage, der stoppede, da Zhang Gaoli blev indlemmet i den øverste partiledelse. Men da han gik på pension for tre år siden, tog han igen kontakt. Denne gang tvang han sig ifølge Peng Shuai til sex. Anklager frembragt af en sportsstjerne mod en toppolitiker ville være skandalestof hvor som helst. I Kina er det uhørt. Peng Shuais beretning er omkring en side lang. Den indeholder detaljer, der giver et sjældent og ikke specielt betryggende kig ind i den sorte boks, hvor den allerøverste top af Kinas Kommunistiske Parti lever.

Peng Shuai har dermed løftet #MeToo i Kina til et helt nyt niveau. Hun har peget på en af dem, man ikke må pege på i Kina. Og hun betaler nu prisen. #MeToo-bevægelsen var langsom til at få fat i Kina, men har flere gange bidt fra sig. Tv-værter og skuespillere, lederen af en velgørenhedsorganisation, rige tech-entreprenører og sågar en højtstående buddhistisk munk er blandt eksemplerne på personer, der har været under anklage for sexchikane og seksuelle overgreb. For mange af dem har det fået konsekvenser.

Men bevægelsen har aldrig haft nemme vilkår i Folkerepublikken. Den kinesiske presse er tilbageholdende, når det handler om at gå efter samfundets top, og folkelige protester får ikke lov at vokse sig store. Peng Shuais onlinetilstedeværelse er blevet udrenset fra Kinas sociale medier. Hendes anklager nåede kun at være publiceret i en halv times tid, før censuren satte ind. Søger man i dag på hendes navn på landets største internetsøgemaskine, dukker der kun gamle søgeresultater op. I dagevis efter publiceringen var hun som sunket i jorden.

Medspiller eller kritiker

I mellemtiden voksede forargelsen uden for Kina. Nuværende og tidligere tennisstjerner som Serena Williams, Novak Djokovic og Kim Clijsters krævede svar og garantier for Peng Shuais sikkerhed. Hashtagget #WhereIsPengShuai greb om sig på Twitter, og kvindernes internationale tennisforbund, WTA, truede med at droppe alle aktiviteter i Kina.

Det kinesiske svar blev en nøje konstrueret kampagne af videoer, hvor en smilende Peng Shuai bliver vist frem forskellige steder i Beijing. Ingen af videoerne er blevet bragt på hendes egne onlineprofiler. De er tydeligvis henvendt til et internationalt publikum via de engelsksprogede kinesiske statsmedier.

Optagelserne fik ikke kritikken til at gå væk. Det gjorde den heller ikke, da Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i weekenden fik lov til at tale med Peng Shuai. Efterfølgende mente IOC’s præsident, at Peng Shuai havde det godt og var i sikkerhed. WTA er derimod fortsat bekymret, og flere rettighedsorganisationer beskylder nu IOC for at være det kinesiske styres talerør. IOC’s indblanding virker mest af alt møntet på at skabe ro inden vinter-OL i Beijing til februar. De oprindelige #MeToo-anklager er skrevet helt ud af organisationens omtale af sagen.

»For at være helt ærlig, er det skamfuldt at se IOC deltage i dette kinesiske skuespil om, at alt er fint og normalt for Peng Shuai. Det er det tydeligvis ikke. Hvorfor skulle den kinesiske regering ellers censurere Peng Shuai fra internettet i Kina og nægte hende at tale frit til medierne eller offentligheden,« har direktøren for Human Rights Watch i Australien, Elaine Pears, udtalt.

Hele forløbet vidner om, hvorfor græsrodsbevægelser som #MeToo har det så svært i Kina. Det har udstillet styrets frygt for kontroltab og brug af ekstreme censurmetoder. Metoder, der også inkluderer pres på udenlandske virksomheder og organisationer med profit på spil. IOC vil ikke længere tale om menneskerettigheder i Kina og gemmer sig bag formuleringer om, at politik og sport ikke bør blandes sammen. Det er bare ikke altid muligt.

Derfor er det befriende, når WTA i meget klare vendinger siger, at nogle ting er vigtigere end forretningsmuligheder. Det er ikke til at vide, hvilke forhold Peng Shuai i dag befinder sig under, men hun fortjener at kunne tale frit og få sin sag hørt og undersøgt.