Fredag sluttede første runde af forhandlingerne i Wien om en tilbagevenden til atomaftalen fra 2015 mellem Iran og Vesten. Den blev i 2018 torpederet af Donald Trump på tilskyndelse af den daværende israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og beslutningen er siden stemplet som en »tragedie« af Tamir Pardo, tidligere chef for den israelske efterretningstjeneste Mossad, ligesom Israels daværende udenrigsminister, Moshe Yaalon, bagklogt har erkendt, at den var »Washington-regeringens største fejltagelse«.
En konkret følge af fejltagelsen er, at Iran i dag er tættere på fremstilling af et kernevåben end på noget tidligere tidspunkt. Irans lager af uranbrændsel er tolv gange så stort som niveauet for den oprindelige aftale, og beriget til 60 procent hvor aftalens grænse var 3,65 procent – nok til civil udnyttelse, men meget langt fra de 90 procent, der kræves til en bombe.
Irans nye præsident, Ebrahim Raisi, ventede længe med at komme til forhandlingsbordet den 23. november. Og siden har det set sort ud med pessimistiske meldinger om, at de to parter – der forhandler indirekte med de øvrige aftalekontrahenter som mellemmænd – har svært ved at nå hinanden. Så sent som sidste torsdag gik tre FN-ambassadører, den britiske, tyske og franske, ud med en advarsel om, at »Irans fortsatte eskalering af sit atomprogram betyder, at vi med hastige skridt nærmer os enden af vejen« – altså at det lige om lidt ikke længere vil være muligt at rulle den iranske atomproduktionen tilbage til atomaftalens oprindelige niveau.
Ændret magtbalance i Irans favør
En anden nyhed er imidlertid, at Irans chefforhandler, Ali Bagheri Kani, har bebudet anden runde mellem jul og nytår med en bemærkning på Twitter om, at der er »sket gode fremskridt denne uge«. Han tilføjer, at forhandlingspausen skal bruges til at skabe overblik over situationen med »henblik på at diskutere den videre vej fremad«.
Det lyder jo lovende, men når der alligevel synes at være et stykke vej til en aftale, skyldes det den ændrede magtbalance i Mellemøsten i Irans favør.
Da præsident Barack Obama pressede Iran til at indgå den såkaldte »fælles gensidige aftale«, der blev tiltrådt af Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig plus Tyskland (og dermed EU), havde Teheran reelt intet valg: Sagde præsterne ikke ja til Obamas tilbud, var alternativet et amerikansk militært angreb, med hvad det indebar af risiko for regional – og i sidste ende global – tragedie.
Aftalen sikrede indsigt i Irans atomproduktion, men anfægtede ikke iranernes udenrigspolitik, der i kraft af øget oliesalg – som resultat af ophævede sanktioner – fortsat også øgede Teherans regionale indflydelse. Og altså var baggrunden for Trumps aftalebrud med krav om genforhandling, der dels skulle begrænse Irans missilprogram, dels bremse Irans støtte til ikkestatslige militante houthier i Yemen, Hizbollah i Libanon, irakiske shiamilitser plus Hamas og islamisk Jihad i Gaza.
Teheran har ikke travlt
Styret i Teheran ventede et år med at reagere på Trumps brud i forventning om, at EU og Rusland-Kina ville opretholde aftalen. Det skete ikke, dertil var det amerikanske dollarmonopol på international oliehandel for effektivt, og fra 2019 slog iranerne igen med sabotage af tankskibe i Golfen, nedskydning af en amerikansk drone og missiler mod et vitalt saudiarabisk olieanlæg, formelt affyret af Yemens houthier, men ingen var i tvivl om den virkelige afsender.
Især det sidste ændrede den regionale magtbalance. Nemlig da USA ikke reagerede og dermed satte Carter-doktrinen fra 1980, der forudsatte militære svar på trusler mod amerikanske interesser, ud af kraft.
Hvilket tvang især Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater til at gentænke deres vante konfrontationspolitik over for Iran – først med en tilnærmelse til Israel som ny forbundsfælle, dernæst med begyndende udsoning med Teheran, og nu med et foreløbigt økonomisk samarbejde med emiraterne og en snarlig åbning af et iransk konsulat i Riyadh.
Oveni er Irans økonomi i bedring med øget olieeksport trods USA’s sanktioner, nemlig til Kina, der generelt øger sin indflydelse i regionen.
Så nej, Teheran har ikke travlt med at vende tilbage til international kontrol med sit atomanlæg. En knast er eksempelvis, at USA ikke kan tiltræde Irans krav om, at en ny aftale skal være uopsigelig, da det vil kræve en traktat, som ikke kan nås med de påkrævede to tredjedeles kongresflertal.
Så som den amerikanske militærhistoriker, Max Boot, tørt konstaterede i Washington Post forleden, er »den mindst farlige option« at lade Iran få sin bombe frem for at forsøge at hindre den med militær indgriben, der er dømt til at mislykkes. Det lyder næsten fornuftigt.
...Og lade Israel levere det beskidte arbejde med at ødelægge bombeaspirationerne, for Israel kan naturligvis ikke tolerere atombevæbnet Iran og et atomart kapløb i regionen- Er det mon ikke strategien man ikke kan udtale til verden?
Vi europæere er også indenfor rækkevidde og er derfor naturlige allierede med Israel.
Ja hvori er egentlig Ayatollaernes forskel til Taleban, bortset fra graden af konsolidering og pengetanken størrelse, set fra DK?
https://www.youtube.com/watch?v=dg3r5hs9WBA&t=1000s
@Niels Jakobs.
Tal for dig selv.
Jeg betragter sgu ikke Israel som nogen allieret, men den største fejltagelse i nyere tid. Hvordan man kan få sig selv til at støtte et terrorregime som Israel, baseret på en racistisk doktrin og bygget på etnisk udrensning af den oprindelige befolkning er mig en gåde. Men man må jo kunne spejle sig i et eller andet, siden man gør det.
Hvornår har Iran i øvrigt truet Europa?
Naturlig allieret med israel? Må jeg være fri.
Burde IAEA ikke få adgang til israels atominstallationer og burde israel ikke indrømme at de har de våben?
Iran har jo allerede for længe siden foreslået en total atomar nedrustning i hele Mellemøsten, men det har Israel og USA modsat sig!
hvorfor ikke forbyde atomvåben globalt, og fortælle iran, israel, nordkorea og alle andre som har skidtet, at det selvfølgelig også gælder dem, at tillade atomvåben betyder jo at acceptere muligheden for en atomkrig, og selvfølgelig acceptere truslen,
hele det militære cirkus får sin falske! "berettigelse" i militære trusler som "de andre" altid er skyld i,
og så mener vi at vi "har ret" til at true ??
Generelt er jeg imod en spredning af atomvåben, da jeg ikke ser noget godt i disse våben der ikke blot spreder død og ødelæggelse ved sprængningen men også forurener store landområder i umindelige tider.
I Japan ved de vist alt om den slags skader som befolkningen har skulle lide med i årtier efter, - og senest har der været "ulykken"(mangel på kystsikring mod flodbølger - for dyrt koster fortjeneste for virksomheden) Fukushima, hvor store landområder er blevet ubeboelige i mange årtier fremover.
I Vietnam kæmper de fortsat med spredningen "agent orange" et overordentligt giftigt stof, som fortsat giver fosterskader hos familierne der bor i de områder, - og dertil kommer titusindvis af ueksploderede bomber.
Iran vil have og får atomvåben i fremtiden, og det må Amerika og Israel indstille sig på.
De nålestik som Israel ved angreb kan påføre Irans atompolitik - tragten efter atomvåben / ligestilling med Israel, og ikke mindst frigørelse fra en politisk undertrykkelse fra Amerika og Israel er et politisk mål for præstestyret.
Det er så ligestilling "trussels-mæssigt" Iran og andre Mellemøstlande søger med Israel, for man vil lige så lidt som Israel ligge under for sine naboers ideologi og underlige politiske luner eller deres sprogbrug af kolonialistisk oprindelse - hvor modparten anses for at være brune undermennesker.
Pakistan spurgte ikke om de måtte fremstille atomvåben - Indien havde atomvåben med Amerikansk velsignelse, - så hvorfor skulle Pakistan ikke også have - "ret", til atomvåben - selv om Amerika havde ladet vide, - " at det ønskede man ikke skete"!
Den kontrol Amerika igennem tiderne har udført overfor andre lande - "i fredens tjeneste", er blot en illusion, der alene drejer sig om magtfordrejning til egen fordel, og nu er Kina også begyndt at gøre det samme - og uh.... hvor er det dog forfærdeligt.
Hvorfor nogensinde lave en bindende aftale med USA igen, når man ikke kan regne med, at den bliver overholdt?
Iranerne ved at israelerne desperat forsøger at få det militære isenkram fra amerikanerne der skal til for at bombe Irans atomanlæg. Derfor er det sandsynligt at de vil overholde en aftale. .