Er USA’s boykot af vinter-OL en god idé? Ja, siger Niels Ivar Larsen. Nej, siger Rune Lykkeberg

Ja. At medvirke på officielt niveau i fejringen af Vinterolympiaden i Beijing er at deltage i en pinagtig propagandafarce

Niels Ivar Larsen

Præsident Joe Biden har igen sat menneskerettigheder højt på USA’s internationale dagsorden. Det er umådelig velgørende i en tid, hvor respekten for dem forekommer historisk trængt. Hvor hans forgænger, Donald Trump, privat skal have rost Kinas ledere for at masseinternere det etniske mindretal uighurerne, siger Biden fra: Når vinter-OL afholdes i Beijing i 2022, sker det uden amerikansk officiel repræsentation. Flere andre lande har sluttet sig til den diplomatiske boykot, og i EU-landene overvejes nu et tilsvarende koordineret skridt. 578 af EU-Parlamentets 705 medlemmer opfordrer til det.

Og ja, vinter-OL bør boykottes diplomatisk, fordi al officiel deltagelse uvægerligt vil blive reklame for et regime, der begår menneskeretsovergreb i overstørrelse. Kina vil gøre alt for at udnytte sportsbegivenheden i propagandaøjemed, sole sig i OL-værtskabets globale opmærksomhed og se diplomatisk deltagelse som de facto-samtykke i status quo.

Men vi kan ikke lade, som om interneringen af millioner af mennesker, tvangssteriliseringer, tortur og organiseret slavearbejde er ting, vi kan vende det blinde øje til ved festlige lejligheder. Vi kan ikke lade, som om uighurerne ikke eksisterer, den traktatstridige likvidering af Hongkongs selvbestemmelse ikke skete, og Kinas trusler om at invadere Taiwan ikke blev fremført med stigende aggression.

Det er bydende nødvendigt at markere over for Kina, at det ikke konsekvensfrit kan holde millioner i slaveri i det 21. århundredes største tvangsarbejdssystem, skille titusindvis af uighuriske børn fra deres forældre og fremmedgøre dem fra deres kultur, tvangssterilisere uighuriske kvinder og begå i Xinjiang, hvad dokumentations- og menneskeretsgrupper kalder folkemord.

En boykot vil tilføje regimet prestigetab, også i kinesernes øjne – allerede nu er meldingen om USA’s boykot mørkelagt på Kinas internet. Diplomatisk boykot kan give momentum til lignende skridt og vil øge opmærksomheden om Kinas undertrykkelsespraksisser. Den vil forstærke aktivisters pres for at få også OL’s storsponsorer til at blive væk og inspirere de modigste atleter til at bruge OL-rampelyset til markere modstand.

Trækker vi aldrig en rød linje, ændrer Kina ikke kurs.

Nej. Joe Bidens diplomatiske boykot af Kina er hyklerisk, destruktiv og ineffektiv cancelkultur

Rune Lykkeberg

Kinas økonomiske styrke og geopolitiske magt er blevet en allestedsnærværende trussel mod fundamentale friheder i hele verden. Regimets overvågningsapparat, mishandling af minoriteter og modstand mod opposition og frihed til modsigelse er alarmerende vilkår i Kina.

Men Joe Bidens diplomatiske boykot af Olympiske Vinterlege i Beijing er en hyklerisk, ineffektiv og destruktiv metode til at håndtere truslen fra Kina. Det er der tre gode argumenter for. Mindst.

For det første er den diplomatiske boykot både moralistisk cancelkultur og markedsfundamentalisme. Man vil demonstrere, at man står fast på nogle idealer – og holder regeringsrepræsentanterne hjemme. Men man vil ikke betale prisen for principperne, så man sender de sportsstjerner, som er de virkelige hovedpersoner, til Kina. Man vil tage moralsk afstand, men man vil også have alt guldet. Præcis den attitude har præget vores nederlag til Kina i det 21. århundrede. Moralsk modstand og økonomisk tilpasning.

For det andet er den diplomatiske boykot en ineffektiv metode. Vi burde efter de seneste årtier have lært, at vi ikke hjælper de kræfter i de autoritære lande, som vil frigøres, ved at råbe moralske paroler udefra.

Den diplomatiske boykot appellerer til nationalismen og mobiliserer moralismen i både USA og Kina. Men der er intet, som antyder, at den vil skabe progressive forandringer i Kina.

For det tredje er det ikke en heroisk gestus at holde sig væk fra møder med dem, man ikke bryder sig om. Det heroiske er at udholde sit ubehag ved uenighed og blive ved med at mødes, forhandle og argumentere. Kampen mod klimaforandringer er dette årtis drama, som vil bestemme horisonten for de næste mange generation. Den forudsætter, at stater, som er vilde modstandere og radikale rivaler kan mødes og handle i fællesskab. Derfor har vi brug for alle de begivenheder og institutioner, vi har, hvor vi kan opbygge globale civilsamfund rundt om vores militante modsætninger.

Vi har hverken politisk magt eller moralsk autoritet til at forandre Kina udefra. Det bedste, vi kan gøre, er at gøre vores egne samfund så frie, retfærdige og bæredygtige som muligt. Det gør vi ikke ved at blive væk, det gør vi ved at møde op og sige, hvad vi tror på.