Leder

Vesten må fastholde Rusland på dialog frem for krig, men uden at vise eftergivenhed

Vesten må resolut lade Rusland forstå, at landet ikke kan true sig til indrømmelser med aggressive militære gebærder og da slet ikke kræve en nyordning af den europæiske freds- og sikkerhedsarkitektur, der har bestået siden Den Kolde Krigs afslutning
Putin, som her ses ved hans årlige pressekonference den 23. december, må have forudset, at hans ultimatum ville blive afvist. Så nu er spørgsmålet, hvad præsidentens næste træk bliver. Det værst tænkelige scenarie er, at han bevidst har stillet uantagelige krav for efterfølgende at kunne retfærdiggøre et allerede besluttet angreb.

Putin, som her ses ved hans årlige pressekonference den 23. december, må have forudset, at hans ultimatum ville blive afvist. Så nu er spørgsmålet, hvad præsidentens næste træk bliver. Det værst tænkelige scenarie er, at han bevidst har stillet uantagelige krav for efterfølgende at kunne retfærdiggøre et allerede besluttet angreb.

AA/ABACA

Udland
28. december 2021

Før forestående forhandlinger med USA og NATO fastholder Rusland sit dramatiske pres på Vesten. Lillejuleaftensdag så man ganske vist et glimt af en tilsyneladende ny russisk forsonlighed, da 10.000 udstationerede russiske soldater angiveligt blev beordret tilbage til deres baser efter at have afsluttet øvelser på Krim og i den russiske grænseregion op til Østukraine. Men samtidig afholdt Ruslands sortehavsflåde manøvrer, hvor russiske marineinfanterister øvede sig i at storme fjendtlige kyster – en mulig variant af et russisk angreb på Ukraine.

Og anden juledag fandt Putin det så igen opportunt at rasle med sablen: Medmindre NATO kommer med bindende garantier for, at det aldrig vil optage Ukraine som medlem, udelukker alle nye østudvidelser og trækker alle soldater og våben tilbage fra lande, der ikke var medlem af NATO før 1997, vil Putin ikke udelukke militære modtræk: »Det afhænger af de forslag, vores militæreksperter kommer med,« advarede han.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Niels Ivar Larsen:
Jeg kan se dine argumenter, men de er så gennemsyret af vestens godhed og ærlige fredsønsker, at du fuldstændig tilsidesætter Ruslands tanke gang. Hvordan skal de kunne se os som kun de gode?
De forbandede våben og trusler sovset ind i forsvar!

Steen Piper, Niels Peter Nielsen, Torben Skov, Mogens Holme, Alvin Jensen, christen thomsen, Anders Graae, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jamen vesten truer jo ikke Rusland. Det er russisk paranoia og imperialistisk tankegang der giver dem ondt i røven over at Baltikum og Polen m.fl. er i Nato. De lande har selv valgt at være med fordi de naturligvis husker hvor grimt det er at være underlagt russerne. Rusland har misforstået noget. De tror de har vundet en evig ret til en interessesfære efter 2. Verdenskrig men de tager grueligt fejl. Deres tidligere satellitstater vil nemlig ingenlunde have noget med dem at gøre. Poland er overstrøet med private, svært bevæbnede militser. Ikke fordi man frygter en tysk invasion men fordi man VED at russerne, hvis muligheden opstår, vil rulle ind over grænsen igen.

Begynd på sanktionerne omgående. Så omfattende som muligt. Rusland kan nemt tvinges i knæ med den tivoli-økonomi de har der.

Torben Lindegaard

@Niels Ivar Larsen

"Og anden juledag fandt Putin det så igen opportunt at rasle med sablen:
Medmindre NATO kommer med bindende garantier for, at det aldrig vil optage Ukraine som medlem, udelukker alle nye østudvidelser og trækker alle soldater og våben tilbage fra lande, der ikke var medlem af NATO før 1997, vil Putin ikke udelukke militære modtræk: »Det afhænger af de forslag, vores militæreksperter kommer med,« advarede han."
citat fra artiklen

Putin må jo have en skrue løs -
vi skal under ingen omstændigheder forhandle med statsledere, der trues os militært, hvis vi ikke gør, som de siger.

Når truslerne er taget af bordet, så kan vi overveje, om det er fornuftigt at forhandle med Rusland - ikke et øjeblik før.

Per Christiansen, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja en anden stat må ikke "bare" overtage en anden stats område som Rusland gjorde med Krim. Godt at Vesten råber op og vedtager små sanktioner over for nogle personer osv.

Men hvorfor gør Vesten ikke det samme over for Israel - nu vil de også udvide på Golanhøjdernes syriske del med begrundelse Trumf gav Israel det blå stempel.
Står Vesten ikke i en dårlig situation, når Vesten regerer så forskelligt?

Per Larsen Andersen, Niels Peter Nielsen, Mogens Holme, Alvin Jensen, Viggo Okholm og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar

Vestens - Amerikas, dobbeltstandarder for omverdenen er velkendte, og nu bliver de udfordret af såvel Ruslands Putin og Kinas Xi.

Rusland med Ukraine og Kina med Taiwan, hvor begge lande udøver deres stormagts exceptionalisme, som følger med at være stormagt, - og som Amerika har udøvet i årevis under banneret om frihed.

Flere af de Østeuropæiske stater er ikke demokratiske, så at påkalde sig deres medlemsskab af NATO og EU er falsk varebetegnelse.

Forløbet var, Først medlemskab af EU(ca. 2004) og nogle år seneret medlemsskab af NATO - nu var de jo blevet demokratiske i kraft af medlemskabet af EU.

Sådan forholder det sig jo Ikke for Polen med Jaroslaw Kaczynsk og den psykotiske undertrykkelse af demokrati som han står for.

Ungarns Orban dyrker om ikke den samme undertrykkelse af befolkningen og den demokratiske rettigheder, men alligevel er der visse lighedspunkter med Polen.

Ud over disse 2 lande har andre lande også valgt politisk stærke, der dyrker de samme dyder statsligt, som da de var under Russisk herredømme.

Det er jo lidt af en løgn vi sammen med Amerika "flager med frihed" for det er ikke det Amerika udøver når de udøver deres exceptionalisme i f.eks. Syd- og Mellemamerika, - så er der social-økonomisk undertrykkelse for liberalismens rettigheder til uhæmmet kapitalisme, som pøbelen ikke må stå i vejen for udfolder sig frit.

Chile er blot et eksempel herpå, - de passede ikke den rige overklasse at Allende vandt et demokratisk valg, og ville forandre Chile økonomisk med beskatning af såvel kobber som de riges indtægter, for at skabe social retfærdighed.

Det passende slet ikke Amerika, så man konspirererede imod denne politik, som man anså for kommunistisk, - den ville jo fratage kapitalen nogle af dens penge til noget så tåbeligt som socialt ansvar i Chile, og forbedringer mange borgere i landet på forskellige områder - skoler, undervisning, uddannelse, hospitaler osv..

Amerika lod generalerne vide at det ikke passede Amerika med et kommunistisk kup med Allende i spidsen, - så var det blot et spørgsål om tid, før en af generalerne slog til og foretog et militærkup i Chile.

Det blev så Augusto Pinochet der blev bøddelen, der iværksatte et terrorregime i Chile mod anderledes tænkende, - anholdelser, bortførsler, tortur, forsvinding, drab uden rettergang, - selvbestaltede mordpatruljer i militært regi fra 1973 - 1990.

Kun lettere sporadisk kritik fremkom fra omverden, man vidste jo hvem der stod bag, og det blev gjort i "frihedens navn" - imod kommunismen, - så det var jo retfærdiggjort med den begrundelse.

Nogle hævder Amerika ikke stod bag, - men faktum er at Amerika lod forstå iblandt generalerne i militæret, - at det ikke passede Amerika med en kommunistregering med Allende i spidsen, - Det må siges at være en kraftig opfordring til et militærkup!

Ingen framilitæret harnogensinde stået til ansvar for disse mange tusinder af mord gennemført af militærfolk, og slet ikke iblandt de ledende generaler, - for ikke at tale om det "by proxy" ansvar som Amerika har i forløbet.

- Så hvem er værst når regnebrættet skal gøres op?

Problemet er at Amerika ikke har en politik der passer til dagens situation i verden, når vi serJoe Biden og Anthony Blinken tale om Rusland og Kina, så bærer sprogbruget klart præg af kolonialistherrens sprogbrug overfor kolonialiserede - Rusland og Kina, og den tiltaleform med irettesættelse vil de ikke finde sig i.

Det forstår man ikke i Amerika, og heller ikke særlig meget i EU, - det er jo noget vi ikke selv ville finde os i, så hvorfor vil vi så have andre skal finde sig i det?

Dobbeltstandarden med at "flage med demokrati og frihed", og tilbyde liberal-ideologisk økonomisk undertrykkelse er ikke vejen frem i nutiden, og slet ikke sådan som kapitalen har kapret demokratiet i Amerika, - hvor politikerne kun er betalte kransekagefigurer.

Hanne Utoft, Per Larsen Andersen, Torben Skov, Daniel Santos, Mogens Holme, Alvin Jensen og christen thomsen anbefalede denne kommentar

Årh for helvede, jeg glemte en lille detalje om Ukraine, - rettere Julia "bloddronningen" Timosjenko, der ville udrydde alle de russisktalen Ukrainere med et atomvåben - en gang for alle.

Hende modtog EUs leder på den røde løber trods dette vandvittige udsagn om udryddelse af 1/4 del af den Ukraineske befolkning - FØJ.

PS:
EUs lederes havde da heller ikke noget imod de baltiske landes politiske undertrykkelse af den russiske befolkning, for over 10 år siden, - man var tavse som graven.

- Hvad er det for en frihed for mennesker vi fortæller om, vi er korsriddere for?

Hanne Utoft, Steen Piper, Per Larsen Andersen, Torben Skov, Daniel Santos, Per Torbensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Man kan da se NATO’ insisteren på udvidelse mod øst som agression, uden at være Putin.

Hanne Utoft, Torben Skov, Steen Piper, Per Larsen Andersen, Mogens Holme og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Niels Ivar Larsens leder er fuld af de sædvanlige klicheer, som andre ovenfor allerede har påpeget, f.eks. "de vestlige demokratiers fællesskab". Måske vi kan få en leder om tidligere kolonier og deres mening om dette "fællesskab" en anden gang? De "vestlige" demokratier? Altså ikke alle de der østeuropæiske lande, som lederen kun omfatter hvis de grænser op til Rusland? Bemærk også de sproglige knuder, lederen skaber for sig selv: Rusland intervenerer I Ukraine ville det hedde. Men det gør de ikke, i hvert fald ikke endnu. Men man kan jo insinuere, at de gør det. F.eks. med en syntaktisk nyskabelse: "militærinterventioner MOD Ukraine."

Hanne Utoft, Steen Piper og Torben Skov anbefalede denne kommentar

nden historieløsheden tager over poster jeg et lille skrift (uddrag) af Jack F. Matlock (en tidligere amerikansk ambassadør i Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen og enfortrolig af både Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov.)Indblanding fra USA og dets NATO-allierede i Ukraines civile kamp har forværret krisen i Ukraine, undermineret mulighed for at bringe de to østligste provinser tilbage under Kievs kontrol og rejste spøgelset for mulig konflikt mellem nuklear- væbnede magter. Desuden ved at benægte, at Rusland har "ret" til modsætte sig udvidelse af en fjendtlig militær alliance til dens nationale grænser,ignorerer USA sin egen historie med at erklære og håndhæve to århundreder en indflydelsessfære på den vestlige halvkugle. Faktum er, at Ukraine er en stat, men endnu ikke en nation. I de tredive år af sin uafhængighed har den endnu ikke fundet en leder, der kan forene dets borgere i et fælles begreb om ukrainsk identitet. Ja, det har Rusland blandede sig i, men det er ikke russisk indblanding, der skabte ukrainsk splittelse, men snarere den tilfældige måde, landet var samlet på fra dele, der ikke altid var indbyrdes kompatible. Den ukrainske stats territorium hævdet af regeringen i Kiev blev samlet, ikke af ukrainere selv, men af ​​udenforstående, og fik des nuværende form efter afslutningen af ​​Anden Verdenskrig. At tænke på det som en traditionel eller urhelhed er absurd. Dette gælder så meget desto mere for de to seneste tilføjelser til Ukraine - den af ​​nogle østlige dele af mellemkrigstidens Polen og Tjekkoslovakiet, annekteret af Stalin i slutningen af ​​den krig, og det stort set russisktalende Krim, som blev overført fra den russiske socialistiske fødererede sovjetrepublik (RSFSR) efter krigen, da Nikita Khrusjtjov kontrollerede kommunistpartiet Sovjetunionen. Da alle konstituerende dele af USSR blev styret fra Moskva, blev det syntes på det tidspunkt en papiroverførsel uden praktisk betydning. (Også selvom derefter byen Sevastopol, hovedkvarteret for Sortehavsflåden, var underordnet direkte til Moskva, ikke Kiev.) Indtil da, Krim var blevet betragtet som en integreret del af Rusland siden Catherine II "den Great” erobrede det i det 18. århundrede. Sammenklumpningen af ​​mennesker med påfaldende anderledes historisk erfaring og behagelig på forskellige (dog nært beslægtede) sprog ligger til grund for de nuværende opdelinger. Hvis man tager Galicien og tilstødende provinser i vest på den ene side og Donbas og Krim i øst og syd på den anden som eksempler på ekstremerne, områderne i mellem er blandet, proportioner skifter gradvist fra én tradition til den anden. Der er ingen klar skillelinje, og Kiev ville blive gjør krav på af begge. Fra sin begyndelse som en internationalt anerkendt uafhængig stat, har Ukraine været dybt splittet langs sproglige og kulturelle linjer. Ikke desto mindre har det opretholdt en enhedscentral regering snarere end en føderal, der ville tillade en vis grad af lokal autonomi. Det forfatningen gav den valgte præsident magten til at udpege chefen ledere i provinserne (oblasti) i stedet for at have dem underlagt valg i hver provins - som det for eksempel er tilfældet - i USA . Bemærk i det følgende kort over valgresultater i 2010, hvordan den politiske kløft i Ukraine er tæt parallel med den sproglige kløft. Den ukrainske revolution i 2014 startede med protester over præsidenten Janukovitjs beslutning om ikke at underskrive en aftale med EU. USA og EU støttede åbenlyst demonstranterne og talte om at løsrive Ukraine fra det, man kan kalde russeren (tidligere sovjetiske) sikkerhedssfære og knytte den til Vesten gennem EU og NATO-medlemskab. Pyt med, at Ukraine ikke var i stand på det tidspunkt at opfylde de normale krav til enten EU eller NATO medlemskab. Volden startede først i det ukrainske nationalistiske Vesten, med irregulære militser, der overtog de lokale kontorer ledet af Janukovitj.
Medlemskab af NATO har været et erklæret mål for USA og NATO siden Bush-Cheney-administrationen. Der er ingen fornuft i dette. Det er også farligt at konfrontere en atommagt med militære trusler på grænsen. Når jeg nu hører kommentarer som: "Rusland har ingen ret til at kræve en ’indflydelsessfære’, undrer jeg mig. Det er ikke et spørgsmål om juridisk "rettigheder", men af ​​sandsynlige konsekvenser. Det er som om nogen annoncerer, "Vi har aldrig vedtaget en lov om tyngdekraft, så vi kan ignorere den." Ingen siger at Ukraine ikke har "ret" til at ansøge om NATO-medlemskab. Spørgsmålet er, om medlemmerne af alliancen ville tjene deres egen interesse, hvis de blev enige. Faktisk ville de antage en meget farligt ansvar. Jeg påpeger dette som en veteran fra den cubanske missilkrise i 1962. Jeg blev tildelt den amerikanske ambassade i Moskva og det faldt i mit lod at oversætte nogle af Khrusjtjovs budskaber til præsident John Kennedy. Hvorfor er det relevant? Netop dette: i forhold til international ret,Sovjetunionen havde "ret" til at placere atomvåben på Cuba, da den Den cubanske regering anmodede om dem, så meget mere siden USA

Hanne Utoft, Per Larsen Andersen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

havde indsat nukleare missiler af sammenlignelig rækkevidde, der kunne ramme USSR fra Tyrkiet. Men det var et overordentlig farligt træk siden USA havde total militær dominans i Caribien og under ingen omstændigheder ville tolerere opstilling af nukleare missiler i dens baghave. Heldigvis for begge lande og resten af ​​verden, var Kennedy og Khrusjtjov var i stand til at løse situationen. Først senere lærte vi, hvor tæt vi kom på en atomudveksling. Med hensyn til fremtiden, det eneste, der vil overbevise Moskva om at trække sig dets militære støtte fra separatistregimerne i Donbas vil være Kyivs vilje til at gennemføre Minsk-aftalen. Hvad angår Krim, det vil sandsynligvis være en de facto del af Rusland i en overskuelig fremtid, uanset om Vesten anerkender det som "lovligt". I årtier har U.S. og de fleste af dets vestlige allierede nægtede at anerkende inkorporeringen af tre baltiske lande i Sovjetunionen. Dette var til sidst en vigtig faktor i deres befrielse. Krim er dog helt anderledes i én vigtig henseende: de fleste af dets folk, som er russere, foretrækker at være med Rusland. Faktisk kan man argumentere for, at det er i den politiske interesse for Ukrainske nationalister have Krim i Rusland. Uden stemmerne fra Krim, Viktor Janukovitj ville aldrig være blevet valgt til præsident.
Et vedvarende amerikansk krav er, at Ukraines territoriale integritet skal være restaureret. Faktisk er USA part i Budapest-memorandummet i som Rusland garanterede Ukraines territoriale integritet til gengæld for Ukraines overførsel af sovjetiske atomvåben til Rusland til destruktion i overensstemmelse med våbenkontrolaftaler mellem USA og Sovjetunionen. Hvad USA kræv,ignorerer, at under traditionel international ret forbliver aftaler gyldig rebus sic stantibus (ting forbliver det samme). Da Budapest-memorandummet blev underskrevet i 1994, var der ingen plan at udvide NATO mod øst, og Gorbatjov var blevet sikret i 1990 at alliancen ikke ville udvide sig. Når den faktisk udvidede sig helt op til Ruslands grænser blev Rusland konfronteret med en radikalt anderledes strategisk situation, end der eksisterede, da Budapest-aftalen blev underskrevet. Desuden vil russerne hævde, at USA er interesseret i territorial integritet kun, når dens interesser varetages. amerikansk regeringer har erfaring med at ignorere det, når det passer, som når det og dets NATO-allierede krænkede den serbiske territoriale integritet ved at skabe og derefter anerkendelse af et selvstændigt Kosovo. Også USA overtrådte princip, da den støttede adskillelsen af ​​Sydsudan fra Sudan, Eritrea fra Etiopien og Østtimor fra Indonesien. 9 Til anklage om, at Rusland er skyldig i uprovokeret aggression i Ukraine, Rusland vil påpege, at USA invaderede Panama for at arrestere Noriega, invaderede Grenada for at forhindre amerikanske statsborgere i at blive taget gidsler (selvom de ikke var taget som gidsler), invaderede og besatte Irak på falske grunde, opretholder militærstyrker i Syrien uden tilladelse fra den syriske regering, målretter folk i andre lande med droner. Med andre ord, for den amerikanske regering at prædike om respekt for suverænitet og bevarelse af territorial integritet til en russiske præsident kan virke som et krav på særlige rettigheder, som ikke er tilladt andre. I sidste ende er alle disse juridiske argumenter og appeller til abstrakte begreber ved siden af ​​punktet. For så vidt angår Ukraine, kan det aldrig blive en forenet, velstående land, medmindre det har nogenlunde tæt og civilt forholdet til Rusland Det betyder bl.a. at give sin russisk- talende borgere lige rettigheder til deres sprog og kultur. Det er et faktum bestemt af geografi og historie. Ukraines venner i Europa og Nordamerika bør hjælpe dem med at forstå det i stedet for at forfølge,
hvad der let kunne vise sig at være et selvmordsforløb.

Hanne Utoft, Per Larsen Andersen, Torben Skov, Viggo Okholm, Per Torbensen, Lars Schmidt og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

At tænke sig, at Rusland i sin tid blev civiliseret fra Ukraine -!

Google translate er efterhånden rimeligt, men ikke perfekt. Trods mærkværdigheder er oversættelsen af Matlocks skriv da læseligt. :o)

Niels Peter Nielsen

Jeg vil ikke prøve at forsvare Putins krampagtige forsøg på at indlede overskuelig symmetrisk krigsførelse som i gamle dage, men jeg synes der mangler noget selvrefleksion over "vestlig aggression".
Findes der eksempler på NATO som (agerende) forsvarsalliance og ikke kun som en agerende angrebsalliance som fx i Mellemøsten?
Er det korrekt, at antallet af amerikanske militærbaser er 750 i 80 lande og desuden omtrent 173.000 tropper udrullet i 159 lande?
Og at USAs "forsvarsbudget" er større end de næste ti landes tilsammen?
Gallup International spurgte i 2013 i alt 68.000 personer i 65 lande om, hvilke stater man betragtede som den største trussel for verdensfreden?
På 1. pladsen kom USA med 26 %, 2. pladsen gik til Pakisten med 8 %, og først herefter kom Kina på en 3. plads. Men har USA siden 2013 gjort sig fortjent til en anden placering - og er Rusland begyndt at true verdensfreden - set med den store verdens øjne?
Lad os lige få proportionerne på plads.

Hanne Utoft, Torben Skov, Per Larsen Andersen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

“Flere af de Østeuropæiske stater er ikke demokratiske, så at påkalde sig deres medlemsskab af NATO og EU er falsk varebetegnelse.”

Men Rusland er demokratisk? Polen og Ungarn er lysår foran et Rusland der aldrig har kendt til andet end diktatur. Ruslands naboer gør klogt i at være medlemmer af en forsvarsalliance sådan som russerne forsøger at genskabe et undertrykkende emperium.

Stig Bøg, 28. december, 2021 - 12:11

"Den ukrainske revolution i 2014 startede med protester over præsidenten Janukovitjs beslutning om ikke at underskrive en aftale med EU. USA og EU støttede åbenlyst demonstranterne og talte om at løsrive Ukraine fra det, man kan kalde russeren (tidligere sovjetiske) sikkerhedssfære og knytte den til Vesten gennem EU og NATO-medlemskab."

Den del af historien er rigtig, og også vigtig at have med, - men der er en endnu vigtigere del af historien som vi må og skal forholde os til.

- Først dog e lille korrektion - uddybning af stormen på parlamentet i Kiev, - det var bevæbnede demonstranter der stormede parlamentet og udråbte dem selv til demokratiske repræsentanter - uden at være valgt af andre.

Hertil skal også tilføjes at de var økonomisk støttet af især Amerikas efterretningstjeneste m.fl., og historien herom har været bragt af en del journalister dengang - i Ukraine, - men aldrig bragt i vestlige medier, og det må man undre sig meget over, for lever vi i et oplyst demokrati hvor medierne udelukker den slags oplysninger for borgerne?

- Hvorfor måtte det ikke komme frem, - hvem bestemte vi skulle holdes oplysningsfri for dette undergravende politiske stykke arbejde udefra i Ukrainsk politik?

Hanne Utoft, Torben Skov og Steen Piper anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

“ It was a foregone conclusion that the US will never agree to a security treaty of the kind Russia has proposed, because the NATO expansion — in contravention of the assurances given to Mikhail Gorbachev at the time of German unification that the alliance would not expand “an inch” beyond the Cold War era level in the late 1980s — is a long-term US strategy to gain unilateral advantage over Russia and tilt the global strategic balance in favour of the West, which would put Moscow on the defensive in its foreign and security policies.

In sum, the Western strategy is to dictate to Russia from a position of strength. Moscow has been protesting. But the NATO and the US chose to ignore Russia’s protests and kept expanding in stages since 1997. Today, an intolerable situation has arisen for Russia as the NATO forces are virtually at its gates. The developing situation is reminiscent of the 1962 Cuban Missile Crisis when Washington threatened to militarily stop Soviet missile deployments in Cuba. ”

https://www.indianpunchline.com/spectre-of-war-is-haunting-europe/

Espen Bøgh
Jeg ønskede bare at give et lille uddrag af Matlocks skriv. Jeg mener, at flere kilder gjorde opmærksom på, at det var en væbnet opstand mod en demokratisk valgt præsident. Vores egen Mathilde Kimer taler om en revolution (det lyder pænere end et kup).George Friedman skrev, at det var et regulært kup.Den hollandske journalist Chris Kasper de Ploeg har givet en glimrende skildring af forløbet i bogen : Ukraine in the Crssfire

Hanne Utoft, Torben Skov og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Espen Bøgh
Du har ret i at Vesten var indblandet.