Torsdag trådte den tyrkiske regerings finansminister, Lütfi Elvan, tilbage efter tre år på posten.
Udadtil hedder det sig, at han fratrådte frivilligt, men ingen i Ankaras polariserede politiske miljø kan have været i tvivl om, hvad Lütfi havde i vente, da han forleden demonstrativt undlod at klappe efter præsident Recep Tayyip Erdogans tv-transmitterede tale om økonomien i AKP-parlamentsgruppen.
Her gik Erdogan også i rette med udtalelser, finansministeren var kommet med i dagene forud, og som afkodet var en umiskendelig kritik af præsidentens fokus på nedsættelse af centralbankrenten.
Lütfi Elvan har den seneste tid talt om »nødvendigheden af makroøkonomiske indgreb« (læs: renteforhøjelse), der er det traditionelle instrument til bekæmpelse af løbsk inflation, som i Tyrkiet er på mere end 20 procent med en hårdt presset lira, der i år har mistet 45 procent af sin værdi.
Dermed var finansministerens dage i embedet talte, eftersom der ikke er nogen over eller ved siden af Erdogan, når det gælder centralbankens rentepolitik. At det bryder med den uafhængighed, centralbanker nyder i demokratiske samfund, er i den forbindelse irrelevant, eftersom overgangen fra parlamentarisk til præsidentielt styre i 2018 i realiteten gjorde Tyrkiet til en totalitær stat, dog reguleret med regelmæssige valg.
Rentepolitisk kurs
Men i valgperioderne har præsidenten i det store og hele uindskrænket magt som udøvende, lovgivende og dømmende instans, herunder kontrol med centralbankens rentepolitik, som bestyres uden hensyn til institutionens traditionelle politiske uafhængighed.
Erdogan har fundet det nødvendigt at informere offentligheden om, at han skam har studeret økonomi. Måske fordi de fleste økonomer er enige om, at hans indsigt i høfligste fald er ’uortodoks’ – inflationen og liraens voldsomme kursfald har betydet, at liraens værdi smuldrer mellem fingrene på folk – prisernes himmelflugt har skabt begyndende social uro og oppositionen kræver nyvalg.
Erdogan fastholder, at der holdes valg i 2023, i håb om at økonomien har rettet sig til den tid. Hans katekismus er, at jo lavere bankrente, jo bedre for økonomien, der gør det billigere at låne til gavn for investeringer.
Men der mangler nogle mellemregninger.
Den tidligere finansminister Ali Babacan, der styrede en buldrende vækstøkonomi frem til 2015, hvorefter han faldt i unåde, har kaldt Erdogans rentepolitiske kurs for »vanvittig«. Siden 2018 har han skiftet tre centralbankdirektører ud – den senest fyrede sad fem måneder frem til marts. Men nåede dog med en lille renteforhøjelse at få nogenlunde styr på valutakursfald og inflation. Den ja-sigende efterfølger har nedsat renten fra 20 til nuværende 15 procent på to måneder, hvilket udløste mere inflation og nye lirakursfald.
Problematisk forvaltning
Erdogans kongstanke om et lavt renteniveau med deraf følgende liradevaluering, der øger investeringer i eksport og turisme »til gavn for beskæftigelse og en højere levefod«, holder altså ikke.
Heller ikke selv om statistikkerne viser en vækst i eksport og turisme, der estimeres til rekordagtige ni procent i år. Problemet er bare, at for hver gang renten nedsættes, øges inflationen, der forventes at stige til 26-28 i takt med liraens yderligere fald over for dollaren. Dertil kommer, at den import fra Europa, der betinger eksport af for eksempel tyrkisk elektronik og hårde hvidevarer, skal betales i hård valuta, som i forvejen er knap. Det hænger ikke sammen.
Realiteten er, at selv om Tyrkiet strukturelt er økonomisk sund med en rimelig betalingsbalance og overkommelig udlandsgæld, har Erdogans ’økonomiske uafhængighedskrig’ mod en ikke nærmere defineret international ’rentelobby’ skræmt nødvendige udenlandske investorer, hvis ’hurtige penge’ bidrog til bygge- og anlægsboomet i 00’erne, men som i den nuværende uberegnelighed – og påvirket af pandemirisikoen – ikke tør satse.
Som Financial Times påpeger, er det ikke den tyrkiske økonomi – den 17.-største i verden – der er nødlidende, men forvaltningen af den ’hos en mand’. Almindelige mennesker betaler det femdobbelte for tomater – i et land med en grønthandler på hvert et hjørne.
Og nu er finansministeren, der blev anset for ’den sidste voksne’ i det økonomiske kredsløb, væk. Han afløste i 2018 Erdogans svigersøn, Berat Albayrak, der havde skudt lirakursen i sænk. Men Elvan fik ikke et ben til jorden over for præsidentpaladset, der saboterede hvert eneste tiltag, der ikke passede til præsidentens ideologisk betingede syn på rentepolitikken. Den ændres ikke før tidligst efter præsidentvalget i 2023.
