Militærkup, demonstrationer mod Frankrigs tilstedeværelse, drab på civile og russiske lejesoldater. Listen med udfordringer i Mali er lang, og det er en svær situation, den danske regering skal navigere i, efter man i denne måned sendte specialstyrker og et kirurghold afsted til missionen Takuba Task Force, der er en del af den franskledede Operation Barkhane i Sahel-regionen.
Det står allerede klart nu, efter den maliske regering ganske opsigtsvækkende har meddelt, at Danmark skal trække sine soldater hjem med den begrundelse, at man ikke har konsulteret tilstrækkeligt med regeringen i Mali omkring udsendelsen af de danske soldater og overholdt de nødvendige protokoller.
Det er altså et diplomatisk spørgsmål, hvor Danmark ser ud til at være blevet en brik i det diplomatiske spil, der lige nu foregår mellem EU og den maliske regering. Sagen er, at EU planlægger at indføre sanktioner mod den maliske regering, da den ikke overholder planen om at afholde demokratiske valg i februar, men har udskudt det i op til fem år.
Men det kan næppe komme bag på den danske regering, at missionen ville havne i problemer, og at det danske bidrag nu står et usikkert sted. For det har der været risiko for længe.
En kompliceret affære
De danske soldater er ankommet til et land, der i lang tid har kæmpet med politisk ustabilitet og haft to militærkup på under et år. Ekstremistiske grupper med tilknytning til Islamisk Stat og al-Qaeda har udnyttet situationen og spredt sig til flere områder, til trods for at Frankrig og FN-missionen Minusma har haft adskillige styrker i landet siden 2013. Hvor anspændt situationen i Sahel-regionen er, viser det nylige kup i Burkina Faso, som blot er det seneste i rækken efter Mali, Chad, Guinea og Sudan – den højeste koncentration af kup i Afrika i mange år.
Danmark tilslutter sig desuden en franskledet mission, der ikke har bred opbakning i befolkningen, og hvor tilliden har lidt under, at man ikke har formået at slå ned på terrorgrupperne, som ellers er missionens mål.
Der har løbende været demonstrationer i hovedstaden Bamako, fordi mange føler, at missionerne, som Frankrig står i spidsen for, har gjort sikkerhedssituationen værre. Samtidig er støtten til Rusland vokset, og der har længe været prorussiske protester i Bamako, hvor folk har opfordret den maliske regering til at samarbejde med Rusland i stedet for Frankrig og bedt de franske tropper om at forlade landet.
Hvis man skal se det fra Malis perspektiv, kan man på sin vis godt forstå, at regeringen afsøger muligheden for nye alliancer til at bekæmpe terrorgrupper, der hærger i deres land, når Frankrig har meddelt, at man vil trække omkring 5.000 mand hjem fra regionen og dermed signaleret, at landet ønsker at nedskalere og med tiden afslutte den årelange mission, der har kostet adskillige franske soldater livet.
En uklar rød linje
Der har i længere tid floreret oplysninger om, at Mali forhandlede med de berygtede russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen. Det har forsvarsminister Trine Bramsen faktisk også selv adresseret tilbage i september sidste år, hvor hun slog fast, at Danmark ikke samarbejder med lejesoldater, og at man vil trække det danske bidrag tilbage, hvis der indgås en aftale. »Det er helt uacceptabelt og en klar rød linje,« lød det fra ministeren.
Hvorfor man så fire måneder senere alligevel vælger at sende danske soldater afsted, når der med stor sandsynlighed er russiske lejesoldater i Mali lige nu for at bekæmpe terrorister, kan man undre sig over.
Man kan også undre sig over, hvorfor regeringen ikke havde forudset, at kupregimet i Mali ikke var til at stole på, da det lovede et demokratisk valg, og at EU højst sandsynligt ville sætte foden ned og sanktionere.
Hvis den danske regering vil stå fast på sine principper om ikke at samarbejde med hverken kupregimer eller lejesoldater, burde man have holdt igen med militærbidraget og afventet, hvilke demokratiske skridt regeringen i Mali reelt ville tage, og hvilken rolle russiske lejesoldater ville få.
Så havde vi måske undgået at stå i den uholdbare situation, hvor EU vil indføre sanktioner mod medlemmer af det samme militære overgangsstyre, som de danske soldater er udsendt for at hjælpe.
Den klare røde linje, som forsvarsministeren refererede til, står ikke særlig klar. Man må derfor spørge sig selv, hvorvidt det er en god idé at have danske tropper i et land, hvor man ved, at der er stor risiko for, at bidraget vil clashe med de demokratiske værdier og principper, som regeringen siger, at Danmark står fast på.
Det lægger i den grad op til refleksion over, hvilke militærsamarbejder Danmark bør være en del af i Afrika, og hvor meget vi er villige til at gå på kompromis med vores idealer om demokratiudvikling og overholdelse af menneskerettigheder i kampen mod terrorgrupper og migrationsstrømme mod Europa.
Operation Burkhane er en ”tab-tab” intervention, ligesom den militære operation mod Libyens Gaddafi var det, der fremmede ustabiliteten i Sahel. Man søger militært at samarbejde med dybt korrupte lande, hvor militærkup vil være et tilbagevendende fænomen. Da vestlig bistandshjælp finansierer over 50% af statsbudgettet, kan en hvilket som helst uduelig præsident lege regering, der leverer offentlige goder til befolkningen. Den vestlige militære tilstedeværelse gør det samtidigt muligt for magteliten at tro, at den kan undgå at blive væltet af islamistiske oprørere. Befolkningen, ikke mindst i landområderne, ser at der ikke sker en udvikling. Fattigdom og korruption får den til enten at sympatisere med oprørerne eller at være indifferent. Oprørerne kan derfor ikke slås ned af de udenlandske styrker; og befolkningen begynder at give den udenlandske tilstedeværelse skylden for fortsat intern krig og usikkerhed. På et tidspunkt tvinger situationen de vestlige regeringer til at revurdere deres militære tilstedeværelse og trække tropperne ud. Et fuldt forudsigeligt manuskript
Igen en kæmpefiasko for en militæraktion med det angivelige formål at sikre fred, sikkerhed og demokrati i et land, med en historie, kutur og etnisk sammensætning, der er himmelvidt forskellig fra vor egen, og som vi ikke forstår.
Fatter vi da ikke snart, at demokrati ikke indføres med militær magt, krudt og kugler, som de allerede har rigelig erfaring med - også i Mali. Våben skaber ikke fred, forsoning og demokrati. I stedet bliver vi deltagere vi et spil og en krig mellem parter , hvis motover vi ikke kender og forstår: Denne gang har vi end ikke sørget for, at blive inviteret af de faktiske magthavere.
Som historikeren Søren Mørch påpeger i "Den Sidste Danmarkshistorie", har danske politikere - belært af de historiske erfaringer - siden 1864 og indtil for ca. tyve år siden klogeligt holdt vores land ude af militære konflikter med den konsekvens, at Danmark i geopolitisk perspektiv ikke behøver at have nogen fjender. Medmindre - som March pointerer - vi selv opsøger dem.
Det har vi til gengæld været ret dygtige til siden Fogh og Bush blev personlige venner. Så i dag har Danmark skaffet sig fjender adskillige steder på kloden, og Mali er kun et af stederne. "Et klart folkeretligt grundlag" forlanger Martin Lidegaard ifølge artiklen foran som betingelse for at fastholde danske soldater på den afrikanske mission. Består et sådant folkeretligt grundlag alene i, at den formentlig ulovlige maliske militærregering tilkalder danske soldater for at nedkæmpe og om nødvendigt dræbe dens modstandere? Mon ikke Søren Espersen kommer tæt på realiteterne med sin bemærkning: "Vi aner ikke, hvem vi holder med"?
Hvis den ellers sædvanligvis rimelig fornuftige udenrigsminister Jeppe Kofoed vil vise lidt statsmandskunst trækker han de danske soldater hjem.
Regeringen kunne samtidig score nogle tiltrængte points hos vælgerne ved at gennemtænke eller snarere nytænke dansk sikkerhedspolitik og overveje, om vi som lilleputnation nation ikke er klart bedre egnet til at bidrage til konfliktløsning og humanitær bistand end til at optræde som aggressiv og brutalt krigsførende nation med militære indsatser i op til flere verdensdele. Der er i den grad brug for at skrotte resterne af Foghs såkaldt "aktivistiske" sikkerhedspo9litik, som - udover at påføre fjerne nationer tab af menneskeliv og andre tragiske følger - kun kan skabe motiver for hævn og had mod Danmark og dermed forringe vores egen sikkerhed. Danske højtuddannede jægersoldater kan gøre bedre fyldest på andre og fredeligere opgaver og overlade kamphandlinger i Mali til den franske fremmedlegion og andre krigsgale gemytter.
Efter USA/Pentagon etablerede sin Afrika kommando er det kun blevet værre i takt med indblandingen for civilbefolkningen i de områder hvor USA har været til stede som den fremgår af linket herunder..
Det gælder i Mali som I Burkino Faso.
Men stilen er åbenbar USA og dets allierede har intet lært af 20 års krig i Afghanistan.
Der fortsættes ad den vej med at satse på de værste diktatorer og midlet hedder militær hjælp - der er kun det ene spor for USA.
Det eneste produkt som USA har til rådighed er krig og våben så krigene kan fortsætte i al evighed.
Det er jo den samme metode over hele kloden.
https://watson.brown.edu/costsofwar/papers/2021/Post911SecurityAssistance
@Gert Romme, jeg synes at du generelt kommer med nogle gode pointer, men synes at du misser en væsentlig en her. Vi er IKKE i Mali for at gøre en forskel, eller fordi vi ønsker at stabilisere SAHEL. Vi er i Mali, og har været der de seneste år, fordi vi ønsker at høste udenrigspolitisk valuta, ved at knytte os til Frankrig, fordi de råder over atomvåben. Frankrig er det eneste EU-land der kan agere selvstændigt i militær sammenhæng. Lidt af samme årsag, har man valgt at prins Joachim skal være forsvarsattachè i Paris, selvom han ikke i attachè-sammenhæng var den naturlige afløser.
Det handler om hvor vi skal lægge vores æg, nu hvor vi kan se at USAs sikkerhedsgarantier, måske ikke længere er mejslet ind i sten, og at NATOs musketerèd er blevet lidt mere vakkelvorent, fordi vi reelt ikke har leveret vores andel til “husstandsforsikringen” (læs: NATOS samlede styrkebidrag). Derimod har vi argumenteret med at vores bidrag til Afghanistan, Irak, Libyen, og nu SAHEL, i indsats har gjort en stor forskel, men også har bragt kaos både i indenrigs- og udenrigssammenhæng.