Leder

Danmarks mission i Mali er kommet i problemer – og det er ikke så overraskende

Regeringen i Mali vil have Danmark til at trække sine soldater hjem, og EU vil sanktionere den selv samme regering, som de danske soldater er udsendt for at hjælpe. Danmark må spørge sig selv, om det overhovedet er en god idé at have tropper i et land, hvor vi skal gå på kompromis med idealer om demokratiudvikling og menneskerettigheder i kampen mod terrorgrupper og migrationsstrømme mod Europa
Operation Barkhane i Sahel-regionen er fransk ledet.

Operation Barkhane i Sahel-regionen er fransk ledet.

Ritzau/Scanpix

Udland
26. januar 2022

Militærkup, demonstrationer mod Frankrigs tilstedeværelse, drab på civile og russiske lejesoldater. Listen med udfordringer i Mali er lang, og det er en svær situation, den danske regering skal navigere i, efter man i denne måned sendte specialstyrker og et kirurghold afsted til missionen Takuba Task Force, der er en del af den franskledede Operation Barkhane i Sahel-regionen.

Det står allerede klart nu, efter den maliske regering ganske opsigtsvækkende har meddelt, at Danmark skal trække sine soldater hjem med den begrundelse, at man ikke har konsulteret tilstrækkeligt med regeringen i Mali omkring udsendelsen af de danske soldater og overholdt de nødvendige protokoller.

Det er altså et diplomatisk spørgsmål, hvor Danmark ser ud til at være blevet en brik i det diplomatiske spil, der lige nu foregår mellem EU og den maliske regering. Sagen er, at EU planlægger at indføre sanktioner mod den maliske regering, da den ikke overholder planen om at afholde demokratiske valg i februar, men har udskudt det i op til fem år.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Wolfgang Mostert

Operation Burkhane er en ”tab-tab” intervention, ligesom den militære operation mod Libyens Gaddafi var det, der fremmede ustabiliteten i Sahel. Man søger militært at samarbejde med dybt korrupte lande, hvor militærkup vil være et tilbagevendende fænomen. Da vestlig bistandshjælp finansierer over 50% af statsbudgettet, kan en hvilket som helst uduelig præsident lege regering, der leverer offentlige goder til befolkningen. Den vestlige militære tilstedeværelse gør det samtidigt muligt for magteliten at tro, at den kan undgå at blive væltet af islamistiske oprørere. Befolkningen, ikke mindst i landområderne, ser at der ikke sker en udvikling. Fattigdom og korruption får den til enten at sympatisere med oprørerne eller at være indifferent. Oprørerne kan derfor ikke slås ned af de udenlandske styrker; og befolkningen begynder at give den udenlandske tilstedeværelse skylden for fortsat intern krig og usikkerhed. På et tidspunkt tvinger situationen de vestlige regeringer til at revurdere deres militære tilstedeværelse og trække tropperne ud. Et fuldt forudsigeligt manuskript

Mikael Velschow-Rasmussen, Peter Knap, lars pedersen, William Kern, Bjarne Tingkær og Flemming Sørensen anbefalede denne kommentar

Igen en kæmpefiasko for en militæraktion med det angivelige formål at sikre fred, sikkerhed og demokrati i et land, med en historie, kutur og etnisk sammensætning, der er himmelvidt forskellig fra vor egen, og som vi ikke forstår.
Fatter vi da ikke snart, at demokrati ikke indføres med militær magt, krudt og kugler, som de allerede har rigelig erfaring med - også i Mali. Våben skaber ikke fred, forsoning og demokrati. I stedet bliver vi deltagere vi et spil og en krig mellem parter , hvis motover vi ikke kender og forstår: Denne gang har vi end ikke sørget for, at blive inviteret af de faktiske magthavere.

Karsten Nielsen, Inger Pedersen og William Kern anbefalede denne kommentar

Som historikeren Søren Mørch påpeger i "Den Sidste Danmarkshistorie", har danske politikere - belært af de historiske erfaringer - siden 1864 og indtil for ca. tyve år siden klogeligt holdt vores land ude af militære konflikter med den konsekvens, at Danmark i geopolitisk perspektiv ikke behøver at have nogen fjender. Medmindre - som March pointerer - vi selv opsøger dem.
Det har vi til gengæld været ret dygtige til siden Fogh og Bush blev personlige venner. Så i dag har Danmark skaffet sig fjender adskillige steder på kloden, og Mali er kun et af stederne. "Et klart folkeretligt grundlag" forlanger Martin Lidegaard ifølge artiklen foran som betingelse for at fastholde danske soldater på den afrikanske mission. Består et sådant folkeretligt grundlag alene i, at den formentlig ulovlige maliske militærregering tilkalder danske soldater for at nedkæmpe og om nødvendigt dræbe dens modstandere? Mon ikke Søren Espersen kommer tæt på realiteterne med sin bemærkning: "Vi aner ikke, hvem vi holder med"?
Hvis den ellers sædvanligvis rimelig fornuftige udenrigsminister Jeppe Kofoed vil vise lidt statsmandskunst trækker han de danske soldater hjem.
Regeringen kunne samtidig score nogle tiltrængte points hos vælgerne ved at gennemtænke eller snarere nytænke dansk sikkerhedspolitik og overveje, om vi som lilleputnation nation ikke er klart bedre egnet til at bidrage til konfliktløsning og humanitær bistand end til at optræde som aggressiv og brutalt krigsførende nation med militære indsatser i op til flere verdensdele. Der er i den grad brug for at skrotte resterne af Foghs såkaldt "aktivistiske" sikkerhedspo9litik, som - udover at påføre fjerne nationer tab af menneskeliv og andre tragiske følger - kun kan skabe motiver for hævn og had mod Danmark og dermed forringe vores egen sikkerhed. Danske højtuddannede jægersoldater kan gøre bedre fyldest på andre og fredeligere opgaver og overlade kamphandlinger i Mali til den franske fremmedlegion og andre krigsgale gemytter.

jens rasmussen, Mikael Velschow-Rasmussen, Peter Knap, Søren Dahl, Flemming Berger, Inger Pedersen og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar

Efter USA/Pentagon etablerede sin Afrika kommando er det kun blevet værre i takt med indblandingen for civilbefolkningen i de områder hvor USA har været til stede som den fremgår af linket herunder..
Det gælder i Mali som I Burkino Faso.
Men stilen er åbenbar USA og dets allierede har intet lært af 20 års krig i Afghanistan.
Der fortsættes ad den vej med at satse på de værste diktatorer og midlet hedder militær hjælp - der er kun det ene spor for USA.
Det eneste produkt som USA har til rådighed er krig og våben så krigene kan fortsætte i al evighed.
Det er jo den samme metode over hele kloden.
https://watson.brown.edu/costsofwar/papers/2021/Post911SecurityAssistance

Carsten Munk, Hanne Utoft og Søren Dahl anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

@Gert Romme, jeg synes at du generelt kommer med nogle gode pointer, men synes at du misser en væsentlig en her. Vi er IKKE i Mali for at gøre en forskel, eller fordi vi ønsker at stabilisere SAHEL. Vi er i Mali, og har været der de seneste år, fordi vi ønsker at høste udenrigspolitisk valuta, ved at knytte os til Frankrig, fordi de råder over atomvåben. Frankrig er det eneste EU-land der kan agere selvstændigt i militær sammenhæng. Lidt af samme årsag, har man valgt at prins Joachim skal være forsvarsattachè i Paris, selvom han ikke i attachè-sammenhæng var den naturlige afløser.

Det handler om hvor vi skal lægge vores æg, nu hvor vi kan se at USAs sikkerhedsgarantier, måske ikke længere er mejslet ind i sten, og at NATOs musketerèd er blevet lidt mere vakkelvorent, fordi vi reelt ikke har leveret vores andel til “husstandsforsikringen” (læs: NATOS samlede styrkebidrag). Derimod har vi argumenteret med at vores bidrag til Afghanistan, Irak, Libyen, og nu SAHEL, i indsats har gjort en stor forskel, men også har bragt kaos både i indenrigs- og udenrigssammenhæng.