Efter hændervridende tøven stiller EU sig endelig side om side med Litauen, som er offer for et aggressivt økonomisk angreb fra Kina. EU lægger nemlig nu sag an mod Kina ved Verdenshandelsorganisationen WTO, efter Kina reelt har indført en boykot mod det lille EU-land. Bruxelles sender dermed et vigtigt signal til Kina om europæisk sammenhold, men WTO-sagen i sig selv kan dog vise sig at være et slag i luften og blot understrege, at EU endnu ikke er i stand til at beskytte et medlemsland mod økonomisk afpresning.
Kina er rasende på Litauen, over at det baltiske land har gjort tilnærmelser til Taiwan ved at lade den demokratiske og de facto selvstændige nation åbne et repræsentationskontor i Vilnius i sit eget navn. Beijing ser Taiwan som en del af Kina, og i et forsøg på at presse Litauen til at skifte kurs har kineserne blokeret for indbyrdes handel, og har desuden taget det usædvanlige skridt at true virksomheder fra andre EU-lande med, at de også vil miste adgangen til det kinesiske marked, hvis de ikke skærer litauiske samarbejdspartnere ud af deres forsyningskæder.
Torsdag lagde EU-Kommissionen så sag an mod Kina for en »diskriminerende« handelspolitik, der »truer EU’s indre markeds integritet«.
Et fælleseuropæisk forsvarstræk
»EU er fast besluttet på at stå sammen,« sagde EU’s handelskommissær, Valdis Dombrovskis.
EU’s træk har den afgørende svaghed, at en sag ved et paralyseret WTO kan tage år og ende uden konsekvens og effekt. Men i en tid, hvor Beijing for alvor tester EU’s sammenhold, er det et afgørende signal, at Bruxelles gør et medlemslands konflikt med Kina til en sag for hele EU. Kinas økonomiske angreb ses nu som et angreb på hele unionen.
Hidtil har der ellers i nogle EU-lande været en stille irritation over, at Litauen unødvendigt har provokeret Kina, og både den tyske regering og tyske selskaber skulle have forsøgt at gå Beijings ærinde ved at lægge pres på Vilnius for at bøje sig. Men det er udtryk for et forfejlet fokus. Litauen har blot gjort det, som egentlig burde være en fælles europæisk sag: at bakke mere op om et demokratisk Taiwan.
Fokus bør være på Kinas overdrevne reaktion, som understreger, at EU har brug for forsvarsvåben. Dem har EU hidtil manglet, men EU-Kommissionen har foreslået et nyt tiltag, der skal bekæmpe forsøg på økonomisk tvang og pression mod et medlemsland ved at give Bruxelles mulighed for hurtigt at gennemføre et fælleseuropæisk forsvarstræk, eksempelvis ved at indføre målrettede importforbud.
Sagen om Litauen viser, at EU-landene bør godkende Kommissionens forslag så hurtigt som muligt. Hvis det kinesiske regime ikke møder modstand, vil det blot intensivere de økonomiske straffeaktioner for at gennemtvinge sin vilje.
@Martin Gøttske
Hvem skal godkende EU Kommissionen forslag ??
EU Parlamentet plus Rådet ??
Og skal Rådet i givet fald afgøre sagen ved konsensus eller kvalificeret flertal.
Eller skal landenes parlamentariske forsamlinger vedtage forslaget hver for sig efter hver medlemsstats forordninger ??
Under alle omstændigheder kommer det ikke til at gå stærkt -
hvis forslaget overhovedet kan vedtages.
Medlemsstaterne, incl. Danmark, er ikke begejstrede for at overdrage mere magt til Kommissionen - og ingen tør lægge sig ud med Kina.
Et af de grundlæggende problemer er, at al for megen essentiel produktion er lagt ud i Kina. Hvis EU landene skal gøre sig mindre sårbare overfor overfor Kinas interventioner, er det nødvendigt med statsstøtte til kerneområder af vigtige teknologiske essens.
"Og den ged er ikke lige sådan at barbere"
Problemet er at Taiwan ER en del af Kina. Det var jo til den lille ø at Chang Kai Check med sin slagne hær flygtede, efter han tabte borgerkrigen stort. Kun pga massiv støtte fra navnlig USA har landet overlevet som nation. Af geopolitiske årsager. Hvis blot Vestens magtsyge politikere ville forstå og anerkende dette, ville Kinas regering utvivlsomt fortsætte med at anerkende Taiwans suverænitet. Det samme gælder Hongkong. Men naar USA og dets allierede bruger millioner paa at skabe uro og opposition i befolkningerne, og når koldkrigsmetoder og sabelrasling synes at være den eneste vej, Vesten finder farbar, så må det gå galt.
@Birgitte Nielsen 31. januar, 2022 - 10:14
"Hvis blot Vestens magtsyge politikere ville forstå og anerkende dette, ville Kinas regering utvivlsomt fortsætte med at anerkende Taiwans suverænitet."
citat fra læserbrev
Kina anerkender da slet ikke Taiwans suverænitet i dag -
og der er intet som helst, der tyder på at det nogensinde vil ske.
Men jeg kan forstå på dit læserbrev, at overgrebene imod Hong Kongs
demokrati-bevægelse er Vestens skyld.
Det er fuldstændig "Down the Rabbit Hole"
Jeg er ganske uenig i ovenstående indlæg. Med samme argumentation kunne man jo mene , at Ukraine igen må indlemmes i i Rusland ( ikke således at forstå, at jeg mener, at Ukraine skal være en del af Nato ).
I det helt store perspektiv ændrer nationalstaternes grænser sig med mellemrum - et vigtigt parameter i den sammenhæng er, om befolkningen i et pågældende geografisk område har vægtige kulturelle, socioøkonomiske og politiske bevæggrunde for ønsket om selvstændiggørelse. Hverken befolkningen i Taiwan eller Hongkong ønsker en vasalisering i forhold til Kina.
Det grundlæggende problem er, at Kapital er søgt til områder med billig arbejdskraft og det hører med - en arbejdsom kultur, som er underlagt et diktatur, som alt i alt har mange fælles træk med samfund omtalt i Huxleys "1984".
Produktionen og teknologiske fremskridt burde i fremtiden holdes i i Europa og områder nær på Europa ( Bulgarien, Rumænien, Kroatien , Tunesien etc.
Det kræver en massiv investering fra EUs side, og et opgør med den hidtidige migrationspolitik.
En samlet reaktion fra EU, som modtræk til kinesiske tiltag, kræver kun en lillebitte ting: At medlemslandene ikke selv beslutter vores udenrigspolitik og importpolitik :-)
Så længe Danmark gladeligt lader danske firmaer handle og agere efter instrukser fra regimet i Kina, så er den "fælles" mening i EU jo hamrende ligegyldig.
Hvis vi gerne vil afgive suverænitet, ligesom et fagforeningsmedlem, så kan vi beslutte meget effektive tiltag i EU, men vi har ikke længere nogen som helst lokal dansk politik på området. Det vil naturligvis favorisere de danske partier, der har arbejdet for mere indflydelse på koalitioner i EU, hvor alle vi andre, der er EU-forskrækkede, vil have nul indflydelse.
Hvis jeg vil have reel indflydelse, kan jeg ikke undgå at få lort på fingrene, ved at samarbejde om tiltag, jeg finder uinteressante eller anstødelige.