I årtier har World Economic Forum i Davos været et symbol på den globale kapitalisme. En gang om året var alles øjne rettet mod den lille schweiziske alpeby, hvor alle verdens Bill Clintoner og Bill Gateser – ja, selv Brian Mikkelsenerne – var samlet for at høre hinanden holde oplæg og diskutere, i hvilken retning samfundet kunne og burde udvikle sig.
I mange år skulle det helst gå én vej. Mod fri handel og åbne markeder, mod privatiseringer og liberalisering, mod nye strukturreformer, som alt sammen ville føre til ny velstand og ny frihed for os alle sammen. Var nyliberalismen en religion, var Davos dens katedral.
De seneste uger har vi her på avisen bragt en række artikler om nyliberalismens angivelige endeligt og bedt tænkere, politikere og økonomer komme med bud på, hvad der kunne komme efter nyliberalismen.
I den sammenhæng var Davos Agenda 2022, som blev holdt virtuelt i sidste uge, af to årsager en bemærkelsesværdig begivenhed. For det første passerede mødet nærmest ubemærket forbi. Ganske vist deltog både Xi Jinping, Ursula von der Leyen og USA’s finansminister Janet Yellen, men de talte ikke til en global offentlighed, som kiggede mod dem for svar på, hvor verden er på vej hen. De talte ikke med den ubestridte magts autoritet.
For det andet har meldingerne fra Davos ændret dramatisk karakter de senere år. De, der trods alt lyttede efter, kunne høre den oprindelige ’Davos-mand’, Klaus Schwab, som stiftede foretagendet i 1971, erklære, at »vi må beskytte biodiversiteten ved at se mod naturbaserede løsninger, og vi skal begrænse gabet mellem de rige og de fattige«.
Nyliberalismens tid er forbi eller bør i hvert fald være det. Selv præsten i katedralen siger »amen«.
En ny orden på vej
Den hidtidige globalisering, som – nærmest uden hensyn til klima, natur og social retfærdighed – har været kalibreret til at maksimere vækst og velstand, er ikke længere holdbar. Den leverer ikke det, vi har brug for, erklærede konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Men en variation af det samme budskab kunne lige så godt tilskrives venstresocialisten Pelle Dragsted, Martin Wolf fra Financial Times eller historikeren Gary Gerstle.
Som en rød tråd gennem Informations artikelserie er løbet en forbløffende fælles erkendelse af, at en orden er forbi, og at det, der kommer i stedet for, bør være grønnere og mere demokratisk.
Der er en hel række åbenlyse forhindringer for etableringen af en sådan ny orden, en ny grøn globalisering. Konflikten mellem Kina og Vesten synes hele tiden at eskalere, i Ukraine truer en decideret krig mellem Rusland og NATO, og de internationale institutioner er historisk svage.
Flere steder i den frie verden kan man endda spore en politisk udvikling i national, autoritær retning. Ikke mindst i USA, hvor det virker tiltagende sandsynligt, at der først ved midtvejsvalget i år, siden ved præsidentvalget i 2024, vil ske et politisk skred, som slukker ethvert håb om et nyt, frugtbart internationalt samarbejde.
Det er svært at forestille sig en grøn og demokratisk globalisering, hvis ikke de politiske vinde blæser i en grøn og demokratisk retning i de enkelte lande. Svaret på den autoritære vækkelse må, som Martin Wolf konstaterer, nødvendigvis være en mere retfærdig økonomi:
»Vi er nødt til at kigge på selve kapitalismens struktur. Der er brug for et væld af ting. Der er brug for langt strengere konkurrencepolitik for at hive private pengebidrag ud af politik og udvikle en helt ny måde at strukturere virksomheder på,« sagde han.
Frigørelse
Lige nu peger pilen heller ikke i afgørende grad i den retning. Som Oxfam dokumenterede i sidste uge, er uligheden kun eksploderet yderligere under pandemien.
Men selv i en verden af skærpede modsætninger er der imidlertid håb for et nyt samarbejde. Ikke mindst om klimakrisen. Alle fra Beijing til Washington anerkender – i hvert fald formelt – at klimakrisen kræver handling. Her kan man, som Margrethe Vestager formulerer det, handle på baggrund af »principiel enighed«. Der er et grønt potentiale.
Men man skal næppe forestille sig et sammenhængende ideologisk skift, der blæser hen over kloden og lægger sig over os som en fast, ny orden. Som altid sker forandringer mange steder på mange niveauer. Og det fører os frem til det egentlige håb: Den gamle ordens fald markerer en fundamental åbning. En frigørelse fra den nyliberale epokes tendens til hele tiden at indsnævre det politiske rum. Fra Davos udgik en implicit tvang – en forestilling om en uafvendelig udvikling fuld af usagte nødvendigheder og markedsbestemte begrænsninger. Som Tony Blair sagde, gav det ikke mening at forsøge at ændre globaliseringen. Man kunne lige så godt kæmpe for at forhindre efteråret i at komme efter sommeren.
Det er langtfra sikkert, at vi bryder os om det, der nu er på vej, udviklingen kan sagtens gå i den forkerte retning, men verden er åben.
Ja, neoliberalismen, den hoejt besungne globale kapitalisme synger sin svanesang. Ogsaa FN taler nu om kapitalismen som et uholdbart system, og om at den eneste vej ud af klimakrisen er en stor og grundlaeggende transformering af produktions- og forbrugersystemet overalt paa planeten, i overenstemmelse med principperne om en retfaerdig global udvikling. Og udover klimakrisen understreger Oxfam's aarlige rapport et yderligere aspekt af den globale kapitalisme, nemlig den vanvittige uligheds himmelflugt. Vi boer allesammen stoppe op, tage en dyb indaanding og taenke os om. Det paahviler politikere, akademikere og medier. Et sted at starte kunne vaere at stoppe al tale om den fantastiske udsigt til - efter pandemi nedlukningen - at vende tilbage til det normale.
Verden efter væksten, hedder Tim Jacksons nye bog. Der var en stor annonce her i avisen for den for en uge siden. Jeg har lige læst den, og den er helt i top.
Selvfølgelig kommer der politik efter nyliberalismen, men hvilken, eller hvilken politik bør der komme? Netop her kunne Inf. godt være mere fremme. Ikke kun som referent, men også som idemager, fx følge op på Tim Jacksons bog med en solid anmeldelse.
Der skal komme nogle bud på, hvad der skal ske, efter vi har erkendt, at væksten ødelægger verden. Først skal vi dog lige erkende det, også her i DK, og dvs også fagforeningerne. Vækst i en begrænset verden går mod sammenbrud, og den pille er ikke blevet slugt endnu. Den viden skal Inf. udbrede i højere grad, og især komme med svar på, hvad vi så skal gøre. Det er det, Tim Jacksons nye bog handler om.
Trods alle de fine ord om nødvendigheden af mindre ulighed og grøn kapitalisme fra Davos m.m. går udviklingen stadig den helt forkerte retning. Uligheden stiger helt vanvittigt, vi er i gang med den 6 masseuddøen, CO2 udledningen stiger fortsat og den almindelige befolkning har stærkt faldende tiltro til at det politiske system tjener deres interesser. At globaliseringen nu er på retræte er ikke på baggrund af en erkendelsen af den har skabt alle de ovennævnte problemer men dybest set et udtryk for den stærkt stigende geopolitiske spænding mellem rivaliserende kapitalistiske stormagter, hvor den logiske konsekvens er stigende protektionisme, militarisering, og nedbrydning af fora for forpligtende internationale aftaler. Desuden ser vi indskrænkninger af demokratiske rettigheder som led i dæmoniseringen af indre og ydre fjender. Informations forsøg på at sætte spot på neoliberalismen er præget af langt mere ønsketænkning og håb for en bedre fremtid end objektiv analyse. Hvis vi skal skabe en bedre verden er det helt nødvendigt at forstå hvilke kræfter vi er oppe imod og synliggøre de magtforhold og mekanismer der ligger til grund for den nuværende verdensuorden.