Når ekspave Benedikt har siddet i en af Vatikanets haver og overvejet, hvordan eftertiden vil erindre ham, så har han nok bedt til, at han vil blive husket for mere end blot hans helt usædvanlige beslutning i 2013 om at abdicere som Guds stedfortræder på denne jord.
Hans bønner er nu blevet hørt, men ikke på en måde, som han kunne ønske sig. For det er nu blevet tydeligt som en betlehemsstjerne på en klar himmel, at den 94-årige pave emeritus vil stå tilbage med et sværtet eftermæle som manden, der dækkede over pædofile præster og deres overgreb på børn.
En ny rapport, sat sammen af et tysk advokatfirma og bestilt af den katolske kirke, kom sidste uge med stærke anklager om, at Benedikt havde svigtet i fire overgrebssager, da han med åbne øjne lod pædofile præster fortsætte i deres roller og dermed tillod dem fortsat adgang til sårbare børn.
Det skete, da han var ærkebiskop i München fra 1977 til 1982. Han har tidligere sagt, at han ikke kender til sagerne, men rapporten fejer nu den benægtelse fuldstændig af banen som utroværdig.