Sagen om Elizabeth Holmes markerer forhåbentlig enden på tidens iværksætterkult

Som 19-årig droppede Elizabeth Holmes ud af eliteuniversitetet Stanford for at stifte selskabet Theranos. Med en vision om at »demokratisere sundhedspleje« udviklede hun tilsyneladende en metode, som med blot én dråbe blod kunne teste for flere hundreder sygdomme. »Edison« kaldte hun apparatet, og i fremtiden ville alle kunne have en derhjemme.

»Resultaterne er hurtigere, mere præcise og langt billigere end konventionelle metoder,« forklarede hun til Wired i 2014, og året efter skrev The New York Times, at det var »svært at overvurdere de potentielle gevinster«.

En god, og efterhånden, velkendt fortælling om et ungt tech-geni, der kompromisløst forfølger sin vision. Holmes var fotogen, intelligent og talte om fremtiden med Silicon Valleys ordforråd om »disruption«, »formål« og »teknologiens løfter«. Hun knoklede syv dage om ugen, sagde hun i interview og tog sig ikke længere tid til at holde ferie, se tv, læse bøger eller pleje venskaber. Og naturligvis fulgte hun en strengt vegansk diæt med daglige smoothies af agurk, kål, spinat og selleri.

Man kunne næppe have opfundet en karakter i bedre overensstemmelse med forestillingerne om den blændende iværksætter. Som sit idol, Apple-stifteren Steve Jobs, uniformerede hun sig endda i sort rullekravetrøje.

Det utrolige er, at det virkede. På få år tiltrak Theranos næsten en milliard dollar i investeringer og nåede en markedsværdi på ni milliarder dollar. Prominente skikkelser som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger og dengang kommende forsvarsminister James Mattis indvilgede i at sidde i bestyrelsen, og Holmes selv blev berømt milliardær og hyldet som en af »fremtidens arkitekter«.

»Det er inspiration. Det er fantastisk, Elizabeth, hvad du har formået at udrette,« sagde Joe Biden, der dengang var vicepræsident, da han besøgte laboratoriet i 2015.

Problemet var bare, at Holmes ikke havde udrettet andet end at udbrede og sælge en fantastisk fortælling om sig selv. Apparatet virkede ikke, og det laboratorie, Biden besøgte, var en kulisse bygget til lejligheden.

Kendt skyldig i snyd

I denne uge blev Elizabeth Holmes kendt skyldig i at have snydt investorerne. I retten havde Holmes og hendes advokater ellers forsvaret sig med, at hun blot gjorde som andre i Silicon Valleys glitrende verden af iværksætteri; præsenterede en vision for, hvad hun oprigtigt troede, hendes virksomhed ville kunne realisere i fremtiden.

Endnu en opsigtsvækkende dimension i den sæbeoperaagtige forestilling kom, da Holmes forklarede, at hun var blevet misbrugt og underlagt en slags social kontrol af sin daværende elsker, der også var operativ chef i firmaet.

Sagen er ikke bare en personlig falliterklæring for Elizabeth Holmes – den er også en dom over en kultur, som fik finansfolk, journalister, erhvervskommentatorer og politikere til at omfavne hende ukritisk i håbet om at blive en del af den gode historie. Tænk engang, at de investorer, som angiveligt har en sublim evne til at allokere kapital, og Silicon Valleys techindustri, der angiveligt bærer nøglen til fremtiden, blev snydt af en kvinde, der tog rullekravetrøje på og bevidst sænkede sit toneleje for at virke mere overbevisende.

Det er værd at bemærke, at Theranos aldrig blev børsnoteret, og ingen af de store investeringsselskaber, der forvalter pensionsformuer og almindelige menneskers opsparinger, lagde penge i projektet.

Mytologisk sted

Alligevel er det, som flere har bemærket, ikke kun Elizabeth Holmes, men et særligt kulturelt fænomen, der nu har været for retten. Theranos-stifteren var ikke den eneste, der dyrkede Steve Jobs som et ikon, og når hun nåede så langt på baggrund af så lidt, skyldes det ikke mindst, at hun spejlede en stærk, fælles fortælling om forretningsmanden (m/k) som geni.

Silicon Valley er et mytologisk sted, iværksættere bliver hyldet som vor tids helte, og mange forestiller sig med stor begejstring, at »fremtidens arkitekter« vitterligt er unge, dynamiske techmilliardærer, der går i rullekrave og drikker grøntsagssmoothies.

Men hele ideen om det enestående individ som fremskridtets drivkraft er latterlig. Videnskaben er et langt kontinuum af opdagelser, der bygger oven på hinanden, og i reglen er teknologisk udvikling resultatet af utallige forskeres årelange slid.

Det er ikke Steve Jobs’ fortjeneste, at mobiltelefoner er blevet mere intelligente, Elon Musk er ikke ansvarlig for elbilernes udbredelse, og man kan ikke takke Jeff Bezos for, at det nu er muligt at købe dagligvarer på internettet. Lad os håbe, at denne uges dom ikke kun sætter punktum for Elizabeth Holmes’ svindel, men også den iværksætterkult, som var en forudsætning for den.