Leder

Saudi-Arabien optrapper våbenkapløbet i Mellemøsten

Kronprins Mohamed bin Salman er ifølge amerikanerne for første gang i kongedømmets historie i gang med at fremstille ballistiske missiler på saudisk jord med Kinas hjælp. På kort sigt komplicerer udviklingen forhandlingerne om atomaftalen med Iran. På langt sigt risikerer saudierne at tilspidse det mellemøstlige våbenkapløb
»Hvis Iran udvikler en atombombe, vil Saudi-Arabien følge trop så hurtigt som muligt,« svor kronprins Mohammed bin Salman tilbage i 2018.

»Hvis Iran udvikler en atombombe, vil Saudi-Arabien følge trop så hurtigt som muligt,« svor kronprins Mohammed bin Salman tilbage i 2018.

Balkis Press

Udland
13. januar 2022

Amerikanske efterretningstjenester, sikkerhedsanalytikere og våbenspecialister vurderer nu, at saudierne er gået i gang med at fremstille deres egne ballistiske missiler med hjælp fra Kina.

Det er en udvikling, der kan få betydelige konsekvenser for hele Mellemøsten og komplicerer USA’s præsident Joe Bidens bestræbelser på at genindtræde i den atomaftale, som Barack Obama underskrev med Iran i 2015, og som Donald Trump trak sig ud af i 2018.

Saudi-Arabien har tidligere købt ballistiske missiler fra Kina, men saudierne har aldrig selv haft et lokalt ballistisk missilprogram på saudisk jord. Satellitbilleder, som blandt andet CNN har offentliggjort, viser, at kongedømmet i øjeblikket fremstiller missilerne mindst ét sted lige ud for hovedstaden Riyadh.

Medlemmer af det amerikanske Senats udenrigskomité har udtrykt bekymring og kaldt udviklingen »alarmerende«. I årevis har USA nægtet at sælge ballistiske raketter til Riyadh ved at henvise til både USA’s standpunkt mod spredning af ballistisk missilteknologi men også til saudiernes forpligtelse til at overholde Missile Technology Control Regime (MTCR), et kontrolregime, der forhindrer spredning af ballistiske raketter.

Selv om saudiernes forpligtelse i forhold til MTCR ikke er juridisk bindene, tyder alt på, at saudierne ikke længere føler sig bundet til at respektere kontrolregimet. Sikkerhedsanalytikere påpeger, at udviklingen højst sandsynligt vil eskalere våbenkapløbet i Mellemøsten, skabe nye magtdynamikker i regionen, og efter alt at dømme sabotere USA’s forsøg på at begrænse Irans ballistiske missilprogram under de igangværende atomforhandlinger i Wien.

Militæroprustning i flere lande

Selv om mellemøstlige regimers embedsmænd i øjeblikket farer rundt for at løse gamle konflikter og skabe nye økonomiske aftaler, foregår der samtidig en militæroprustning i flere lande.

Saudierne har i længere tid haft brug en række afskrækkelsesmidler mod ærkefjenden Iran, som konstant udvider sit våbenarsenal. Men også Tyrkiet og Emiraterne forsøger at opbygge deres lokale våbenindustrier på et tidspunkt, hvor USA nedtoner engagementet i regionen og ikke længere opretholder den amerikanske orden som tidligere.

Netop USA’s passivitet de senere år, og særligt USA’s manglende respons efter iranske droneangreb på saudiske oliefaciliteter i 2019, er hovedårsagen til saudiernes bestræbelser på at opbygge et lokalt ballistisk missilprogram, mener analytikere. Fraværet af et amerikansk gengældelsesangreb på Iran i efteråret 2019 gjorde saudierne nervøse for, om USA fortsat har viljen til at forsvare kongedømmet mod angreb. Derfor henvendte de saudiske prinser sig til Kina.

Lige nu ved vi meget lidt om saudiernes ballistiske program, men hvis det er lige så omfattende, som den amerikanske efterretningstjeneste påstår, tyder det på, at Kina nu aktivt udnytter amerikansk inaktivitet i Golfen og satser på et strategisk partnerskab med Saudi-Arabien.

Saudisk olie

Kinas ivrighed handler naturligvis om olie. Hvor Washington næsten har elimineret afhængigheden af olie fra Golfen, er Kina fortsat dybt afhængigt af saudisk olie. Saudi-Arabien er faktisk Kinas største forsyner, derfor kan Beijing ikke tolerere trusler mod kongedømmets olieproduktion.

Hvordan Joe Biden vil håndtere de mellemøstlige dramaer er ikke til at vide på nuværende tidspunkt. Nogle analytikere spekulerer i, om Biden-regeringen forbereder sig på at sanktionere nogle af de saudiske institutioner, der er involveret i missilprogrammet, men det er for tidligt at sige noget om.

Lige nu handler meget om at finde en løsning på atomaftalen med Iran, som i øjeblikket forhandles på Grand Hotel Wien i Østrig. Det mellemøstlige våbenkapløbs skæbne står og falder med atomaftalens udfald de kommende uger.

Hvis aftalen ikke kommer i hus i Wien, risikerer Mellemøsten et nyt eksplosivt kapitel i våbenkapløbet. I marts 2018 svor kronprins Mohammed bin Salman, at »hvis Iran udvikler en atombombe, vil Saudi-Arabien følge trop så hurtigt som muligt«. Selv om USA, Rusland og Kina højst sandsynligt har en masse instrumenter til at bremse kronprinsen, bør Mohamed bin Salmans trussel tages alvorligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her