Statsministerens EU-melding bør følges op af konkret politik

Stemningsskiftet i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale var tydeligt. Frem for at tale om EU som noget fremmed, som vi skal sætte grænser for, talte hun for, at Danmark skal »være i hjertet af vores eget kontinent. For alternativet. Det findes ikke. Et svagt Europa giver et svagt Vesten. Verden har behov for det modsatte«.

Så langt, så godt. Et tydeligt signal, om at hun ønsker at lægge debatten, om at hun er en euroskeptisk statsminister, bag sig. Men også en melding, som ikke lægger konkrete linjer for den europæiske politik, hun vil føre. Det var overskrifter, ikke politisk indhold. Derfor bør næste skridt være, at hun fremlægger en europapolitik, som går i detaljen.

Danmark kan ikke gemme sig

Så spørgsmålet er: klimaunion, ja tak, men hvordan og hvem skal finansiere det? Hvordan stiller Danmark sig til de fransk-tyske mål om en europæisk industripolitik, europæisk forsvarspolitik, mere fælles finanspolitik og fælles migrationspolitik og asylregler, som skal gælde på tværs af unionen? Skal Danmark beholde EU-forbeholdene, som statsministeren tidligere har kaldt »grundlaget for den danske europapolitik«?

Det svarede statsministeren ikke på, og det er måske også for meget forlangt, at alle disse svære spørgsmål skulle besvares i en nytårstale. Men statsministeren bør indlede arbejdet for en ny europapolitisk aftale med Folketingets andre partier, således at Danmark får en konsolideret tværpolitisk EU-politik. Ellers risikerer vi at blive set som fedtspillende nejsigere på bagerste række. Det er der ikke meget indflydelse i.

Med det britiske exit og de ambitiøse EU-planer, den tyske regering har lagt frem, kan Danmark ikke længere gemme sig. Det har Hollands regering forstået og har fremlagt et regeringsprogram, som ligger langt tættere på de franske og tyske tanker for Europa. Østrig er fortsat ramt af kaosset fra kansler Kurz’ afgang, og finnerne har både euro og atomkraft. Sverige stemte – modvilligt – for europæisk mindsteløn for at få indflydelse på loven.

Den danske gruppe af alliancepartnere er svundet ind, og Danmark står ved en korsvej, hvor vi skal vælge, om vi ønsker at være en småstat i periferien, bedste venner med Polen og Ungarn eller indtage en aktiv rolle i samarbejdet. Det kunne være med Spanien eller Portugal, som begge har proeuropæiske socialdemokratiske regeringer. Men det kræver, at vi er villige til at gå på kompromis med mangeårige danske positioner. Og det kræver konkret europapolitik.