Apartheid var et bestemt ideologisk regime, som fungerede på en bestemt måde i en bestemt kontekst, og dagens Israel er ikke identisk med Sydafrika i årtierne efter Anden Verdenskrig.
Men apartheid er også navnet på en FN-konvention fra 1973, der definerer begrebet som »umenneskelig handlinger begået med henblik på at etablere og bevare en racegruppes dominans over en anden racegruppe og undertrykke dem systematisk«.
Man kan sagtens argumentere for, at det til gengæld er en passende beskrivelse af den nuværende situation i Israel. Det mener i hvert fald Amnesty International, der tidligere på ugen sluttede sig til rækken af organisationer, der nu betegner Israel som en apartheidstat. Human Rights Watch gjorde det i en rapport sidste år, og tidligere har også de israelske menneskerettighedsorganisationer B’Tselem og Yesh Din brugt apartheid som billede på statens undertrykkelse af palæstinenserne.
Reaktionen fra den globale offentlighed har været forudsigelig. Den amerikanske regering betegner ideen om et israelsk apartheid som »absurd,« mens Israels udenrigsministerium har anklaget Amnesty for at »hælde benzin på antisemitismens bål«.
Men egentlig burde det ikke være så kontroversielt. Det er åbenlyst for enhver, at Israel de facto er en stat i to niveauer med et sæt rettigheder for israelske statsborgere og et andet for de godt fem millioner statsløse palæstinensere, der bor i Østjerusalem, Gaza og på Vestbredden.
Det er en tragisk konsekvens af, at besættelsen af de palæstinensiske områder er blevet permanent. Uden tøven styrer Israel mod den katastrofe, som en række af landets tidligere premierministre løbende har advaret imod. Både landsfader David Ben-Gurion og Yitzhak Rabin erklærede det allerede i kølvandet på Seksdageskrigen i 1967 uholdbart, at Israel skulle kontrollere områder med flere millioner statsløse arabere. I det lange løb ville det nødvendigvis ende med en form for »apartheid«. Det var det ord, de brugte.
I nyere tid er den advarsel blevet gentaget af de forhenværende premierministre Ehud Olmert og Ehud Barak.
»Hvis denne blok af millioner af palæstinensere ikke kan stemme, vil det være en apartheidstat,« sagde Barak i 2010, nogle år efter at Olmert havde fældet en endnu mere dyster dom over udsigterne:
»Hvis tostatsløsningen kollapser, og vi ser en kamp for lige stemmeret i sydafrikansk stil, så er staten Israel færdig.«
Varslet tragedie
Stort set ingen tror længere på en tostatsløsning. Den israelske regering er decideret imod, og ifølge målinger gælder det samme for et flertal af palæstinenserne. Og når en tostatsløsning ikke længere er inden for rækkevidde, kan man dårligt betragte Gaza og Vestbredden som besatte områder. Det er ikke en midlertidig ordning eller overgangen til noget mere holdbart. Efter 50 år må vi konstatere, at områderne er under permanent israelsk kontrol.
Præcis som forudsagt af de fire premierministre, er Israel nu en stat med to sæt regler, rettigheder og muligheder. Statsborgerne har frihedsrettigheder, stemmeret, bevægelsesfrihed og adgang til velfærdsydelser. De fem millioner statsløse palæstinensere har ingen af de ting.
Ud over en tostatsløsning er det eneste andet alternativ, at Israel integrerer områderne fuldt ud og giver palæstinenserne statsborgerskab. Det er om muligt endnu mere urealistisk. Dertil er ideen om Israel som en jødisk stat for fundamental.
Vender vi tilbage til FN-definitionen af apartheid som en etnisk gruppes »dominans« over en anden, er det interessant, at den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem først og fremmest begrunder betegnelsen apartheid med, at Israel fungerer efter et princip om »jødisk førsteret«, som B’Tselem kalder det. I toppen af israelsk politik tales der åbent om den »demografiske trussel« fra araberne, ligesom der har været et helt erklæret mål om ’judaisering’ af for eksempel Østjerusalem.
Så når Amnesty nu erklærer, at »det er umuligt at retfærdiggøre et system, som baserer sig på den institutionaliserede og vedvarende racistiske undertrykkelse af millioner af mennesker«, må man konstatere, at ja, sådan er det jo.
Landet står i netop den situation, der er blevet advaret imod. Tostatsløsningen er fejet af bordet, og besættelsen er blevet permanent. Millioner af mennesker lever under israelsk kontrol, men nyder ikke israelske rettigheder.
Den bekymring, som den toneangivende dansk-jødiske intellektuelle Herbert Pundik udtrykte året før sin død, er blevet til virkelighed: at Israel ville »fortsætte som besættelsesmagt og med tiden regere over et arabisk flertal, man ikke vil give rettigheder. Det kan kun kaldes apartheid«.
> Uden tøven styrer Israel mod den katastrofe,
For palæstinenserne har det været en lang katastrofe siden Nakbaens start i 1948.
Det er mere end 54 pr siden Israel besatte Palæstina
Forkert og umenneskelig besættelse
Afskaf det apartheid styre
> Det er mere end 54 pr siden Israel besatte Palæstina
Snarere 74 år, hvor over 700.000 palæstinensere blev fordrevet.
At Israel ikke var så begejstret for Mandela er helt forståeligt. Mandela har gentagne gange kritiseret Israel for dets apartheidpolitik og racisme. F.eks. i et memo 28.03.2001 til journalisten Thomas Friedman (columnist ved The New York Times) hvor Mandela skriver:
”Israels racistiske diskrimination er dagligliv for de fleste palæstinensere. Eftersom Israel er en jødisk stat, tilfalder der israelske jøder særlige rettigheder, som ikke-jøder ikke har. Palæstinensiske arabere har ingen plads i en ’jødisk’ stat. Israel har berøvet millioner af palæstinensere deres frihed og ejendom. Israel har fastlagt et system med grov racediskrimination og ulighed. Israel har systematisk fængslet og tortureret tusinder af palæstinensere, i modstrid med international lov. Israel har ført krig mod en civilbefolkning, især børn.”
En anden strategi fulgtes af Obama, der deltog i mindehøjtideligheden for Mandelas begravelse. USA var nær ven af apartheidregimet og det var CIA, der sørgede for, at Mandela kunne pågribes – og efterfølgende fik 27 år i fængsel. Og indtil 2008 var Mandela på USA’s liste over terrorister!
Israels forsøg på at ignorere Mandela har et lille skær af ærlighed over sig.
Anderledes forholder det sig med de vestlige lande, der hylder Mandela og hans idealer – og samtidig støtter den israelske apartheidstat.
Som sædvanligt er vi gode til at løse problemerne som ligger langt væk. Hvad med de nære. Finland blev revet midt over efter ww2. Det genere åbenbart ingen. Men de er jo også bare kristne, de dumme finner.
Palestinensere selv om de bor i Israel bliver diskrimineret på alle måder.
Skolerne financieres langt under jødiske skoler. Det samme gælder veje, sanitet, kultur, bolig osv. intet repareres, vedligeholdes eller bygges for dem.
Systemet er så delt, at mange børn bliver fragtet lang tid i bus hver morgen til en sølle skole langt væk fra byen, fordi de jødiske skoler tæt på ikke vil have dem.
Palestinensere i Israel bor i byer som ikke ‘anderkender eksisterer’, og stadig den dag i dag i Negev, bliver smidt ud af det land de har boet på i generationer. Som en israelsk journalist sagde: kan de virkelig ikke engang få lov til at optage de 2% af Negev?
Det måtte jo komme! Information er også hoppet på vognen med apartheidanklager mod staten Israel.
Og som i alle de andre beskyldninger om vederstyggelighed mod Israel, f.eks. at udøve racediskrimination, folkemord og lignende, så foregår det med en tilstræbt cherry picking af fakta og citater fra diverse konventioner.
Hvordan kan Israel f.eks. beskyldes for apartheid eller racediskrinination, når landets regering i dag har et islamistisk pati i koalitionen? Hvordan kan det kaldes et apartheidstyre, når det tredjestørste parti ved palamentsvalget i 2019, The Joint List, var en koalition af arabiske og arabiskvenlige partier?
Den slags anklager kan kun retfærdiggøres, hvis man bevidst forsøger at udslette staten Israel som en israelsk/jødisk stat for israelere/jøder. Eller, som FN’s resolution 242 fra 1967 udtrykker det:
”ii) Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgment of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force."
@svend - Hvorfor i alverden kan man ikke kritisere diskrimination og systemisk race-adskillelse i et land der har imponerende demokratiske elementer, og imponerende tiltag til retsbeskyttelse i konfliktsituationer?
Israels problemer med demokrati betyder naturligvis ikke, at Danmark og USA pludselig skal lade som om, vi er bedre "venner" med Palestina end med vores nære allierede Israel. De store problemer betyder, at demokrater i danmark og israel og usa må kritisere problemerne højlydt.
Demokrati er ikke flertalsstyre - flertalsstyre er en af mange nødvendige komponenter for demokrati (= folke-styre).
- Det er også nødvendigt at beskytte de lokale menneskers evne til at leve i frihed og sikkerhed, så de faktisk kan stemme efter deres overbevisning, på de kandidater og partier, de ønsker.
- Det er også nødvendigt at ingen forhindres i at flytte, forhindres i basale nødvendigheder som mad og bolig og undervisning og lægehjælp.
- Det er også nødvendigt at beskytte imod (religiøse) ekstremister, der aktivt kæmper imod andres boger-rettigheder eller andres ejendomsret.
Når israels regering diskriminerer immigranter på basis af religion, er det anti-demokratisk.
Når israels regering støtter bosættelser (tyveri af ejendom)...
Når israels militær terroriserer lokalbefolkningen i besatte områder...
Når arabiske flygtninge nægtes at vende tilbage, og nægtes kompensation for stjålen ejendom...
Når palestina forhindres i at blive anerkendt som stat, og forhindres i frihandel...
Så er det problematisk, set med demokratiske øjne.
Som besættelsesmagt (hjælpsom koloniherre) må man nødvendigvis:
1) Straks lade de besatte stemme ved alle valg til centralregeringen i fx israel/danmark/usa
2) Afholde sig fra at påvirke lokale valg
3) Overholde lokal lov i de besatte områder
4) Respektere frihandel for de besatte områder
5) Betale for genopbygning af ødelagt infrastruktur
Jeg er helt klar over, at hverken Danmark eller USA får topscore på en skala for demokrati eller som respektfuld koloniherre, men trods alt mindre fysisk diskrimination end Israel.
Din definition af at "udslette israel" ved at sige, regimet ikke må udslette minoriteter, svarer til at "udslette en voldtægtsmand" ved at sige, han ikke længere må begå overgreb. Vi har ikke "udslettet plantageejere" i usa, vi har bare sagt at de skal betale for arbejdskraft i stedet for at røve den med magt, vi har ikke engang konfiskeret deres land.
@uffe.
Jeg må inrømme, at jeg ikke forstår store dele af dit indlæg. Jo, jeg forstår enkelte dele, der tilsyneladende drejer sig om en ensidig kritik at staten Israel som en stat, som i dine øjne tilsyneladende overtræder alle regler for anstændighed og for overtrædelser af internationale regler. Jeg bemærker også, at du beskylder Israel for disse overtrædelser af anstændighed og internationale regler uden nogen form for dokumentation. Hvad mener du f.eks. med denne tekst: ”Din definition af at "udslette israel" ved at sige, regimet ikke må udslette minoriteter, svarer til at "udslette en voldtægtsmand" ved at sige, han ikke længere må begå overgreb.”
Mit indlæg er ment som en protest mod den stigende dæmonisering af staten Israel i debatter verden over. En dæmonisering, som bliver mere og mere vanvittig og virkelighedsfjern, og som ikke på nogen måde kan medvirke til at løse problemet.
@ Karsten Hald Nielsen og andre.
Jeg ved ikke, hvor du har dit citat om Mandelas ord til Thomas Friedman fra, men du og andre burde læse linket herunder. Det stammer fra websitet electronicintifada.net, et medie som ikke just kan kaldes hverken neutalt eller israelvenligt. Læg især mærke til det første afsnit i linket:
"Editor’s note, 28 June 2013: This article was written by Arjan El Fassed in 2001 in the satirical style then being employed by Thomas Friedman, of writing mock letters from one world leader to another. Although it carries El Fassed’s byline, it has been repeatedly mistaken for an actual letter from Mandela. It is not. It is a piece of satire and has never been presented by EI as anything other than satire".
https://electronicintifada.net/content/mandelas-first-memo-thomas-friedm...
@svend - Der er ikke mange i Danmark og USA der "dæmoniserer Israel" - de fleste amerikanere (også jeg) har venner med familie i Israel, og de fleste af os opfatter Israel som et vestligt demokrati.
At påpege fejl og uretfærdigheder betyder altså ikke at man pludselig ikke længere er allieret. Ligesom at påpege grove fejl i Danmark ikke betyder, at man ønsker at nedlægge landet Danmark.
Det er meget alvorligt, når Danmark behandler flygtninge og indvandrere med utrolig foragt, grænsende til chikane. Det er også alvorligt, når Israel skelner imellem migranter, der identificerer sig som jøder, og palæstinensiske migranter, der rent faktisk er fra regionen, der nu er opdelt i Israel/Palestina.
Det "problem", jeg ønsker løst, er at vores allierede Israel har en regering, som groft overtræder rimelige forventninger til en besættelsesmagt. Jeg har ikke en trylleformular, så Israel bare lige kan holde op med at kontrollere Palestina militært, men den store gruppe af demokrater i Israel, de bør kunne presse regeringen til anstændig opførsel overfor de besatte grupper, der ikke har "valgt" Israel, men som nødvendigvis må samarbejde med overmagten.
@ uffe hellum.
Du har stadig ikke tilkendegivet, om du mener, styret i Israel er et apartheidstyre eller ej. Og hvis du mener "ja", hvordan begrunder du det så? Eller om Israel er et land som er styret af et ønske om tilintetgørelse eller fjernelse af alle andre end israelere/jøder. Og hvis dit svar til det er et "ja", hvordan vil du så argumentere for det?
Og du har stadig ikke forklaret, hvad du mener med ordene ”Din definition af at "udslette israel" ved at sige, regimet ikke må udslette minoriteter, svarer til at "udslette en voldtægtsmand" ved at sige, han ikke længere må begå overgreb.”
Det var to rigtig nemme spørgsmål:
1) NEJ, i modsætning til artiklens forfatter, bryder jeg mig ikke om at overføre begreber som nazisme og apartheid og kommunisme på andre systemer, selvom man altid kan sammenligne forskelle og ligheder. Israel har ikke valgt apartheid, de er i en militært stresset situation, og skal håndtere tossede ekstremister, både blandt jøder og arabere. Jeg kritiserer ikke, at de militært sikrer deres borgere, men at de militært undertvinger uskyldige civile. MÅSKE, en del af de skøreste politikere i Israel vil for altid nægte flygtede palæstinensere statsborgerskab, og nægte dem deres ejendomsret til konfiskerede boliger. Jeg tror ikke, de repræsenterer flertallet, men den slags afskyelige holdninger er jo helt ude på DF/S/NB-fløjen.
2) Det betyder, at man ikke "forlanger nogen udslettet", selvom man kritiserer deres handlinger. Du betegner det som "dæmoniseren" og "ønske om at udslette", når der reelt kun er tale om objektiv kritik af den førte, racistiske politik. Det er en meget grov mis-tolkning, især fordi mange, som jeg selv, har venner med familie i Israel, og dermed bestemt ikke ønsker at dæmonisere eller udslette nogen som helst.
04/feb/2022
En kommentar til det, at være jøde :
Jesus var jo jøde og blev i sin tid
dødsdømt af de rige og magtfulde
jøder, fordi han protesterede mod,
at de undertrykte og udnyttede de
arbejdsløse og fattige jøder ...
De rige og magtfulde jøder fik så
romerne til at korsfæste Jesus ...
Det er den historiske del af det
helt urimelige, historiske jøde-had ...
Og det magtspil fortsætter de rige
og magtfulde jøder nu mod de fatti-
ge palæstinensere i nutidens Israel.
Med bekymret hilsen
Claus
@ Claus Bødtcher-Hansen.
Den der med "de rige og magtfulde jøder" har været en fast del i det repertoire af beskyldninger, der gennem århundreder er blevet brugt mod jøder. Det kaldes med et nutidigt udtryk antisemitisme.
For et par årtier siden var det almindeligt i nogle kredse at kalde Jesus verdens første socialist. Det siger nok en hel mere om de menneskers politiske ståsted end det gør om Jesus set fra et teologisk synspunkt.
@uffe Hellum
At israel er et appartheid er ikke noget man ‘kalder’ det. Der er i FN lavet en udførlig beskrivelse af hvilke elementer der skal være til stede for at det ‘de facto’ er et apartheid ifølge internationale love. Love og definitioner er hvad de er.
Den beskrivelse tilsluttede alle lande sig efter apaprtheidstyret i Sydafrika blev opløst.
Danmark var i øvrigt det første land som indledte sanktioner imod Sydafrika.
Sydafrika selv, mener at det apartheid palæstinenserne lever under ofte er værre end det de selv måtte udholde.
Sydafrika fik Israel ud ‘som observatør’ i den Afrikanske union fordi de er imod deres Apartheid styre.
Israel er et apartheid styre. Punktum. Det kan ikke være både et demokrati og et apartheid på samme tid, ligesom Sydafrika ikke kunne være et demokrati og apartheid på samme tid. Det er en oxymoron.
Om Israel kan og skulle betegnes som apartheid stat, er afhængig af status på to stats løsningen, for hvis den er død så har man de facto en en stats løsning men hvor en tredje dele af borgerne er ekskluderet fra civile rettigheder med baggrund i deres etnisk oprindelse. Det kan man desværre næsten ikke betegne som andet end de facto apartheid. Israel ved selvfølgelig godt at den ikke kan annektere Vest Bredden uden samtidigt at give alle indbyggerne fulde rettigheder som israelske statsborgere, hvis den fortsat vil nyde anerkendt status som demokrati. Problemet er at det selvfølgelig ville være enden på Israel som jødisk stat at gøre det. Så det er som om Israel har valgt at fortsætte i en uendelig limbo tilstand, hvor de formelt kan slippe for apartheid beskyldning ved henvisning til at der skam findes arabiske partier i Knesset, men alligevel slippe af sted med at nægte 3 million mennesker borgerrettigheder af den vel begrundede frygt for at det ville for evigt forandre nationens grundlag.
Derfor er det så vigtigt for Israels selvforståelse at kunne sige det var alene palæstinenserne der forpurrede to stats løsningen, men den holder nok ikke vand.
Det er et ubehageligt dilemma for Israel - enten skal de trække sig tilbage og acceptere en palæstinensiske stat i området besat af Jordan før 1967, eller skal de gå hele vejen og annektere området og give indbyggerne israelske rettigheder. Hvad den ikke kan gøre de næste tre hundrede år er at sidde på hegnet og gøre hverken det ene eller det andet, alt imens den bruger rå magt til at holde en anden nations befolkning undertrykt. Så er den de facto en apartheid stat. Dilemmaet er trods alt Israels at løse, og det er ren uærlighed at nægte at man til dels er skyld i at situationen er opstået som den er.