Leder

Vi skal kæmpe for det, vi har kært, og bekæmpe Putin med det, vi tror på

Vores fordømmelse af Ruslands invasion er ubetinget og absolut. Vi må indstille os på at føre en kamp gennem de mest omfattende sanktioner nogensinde, som vil kræve virkelige materielle afsavn af os selv, men også gøre os til bedre og større samfund
Ukrainske soldater er klar til at besvare angreb i Lugansk.

Ukrainske soldater er klar til at besvare angreb i Lugansk.

Anatolii Stepanov

Udland
25. februar 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Den østrigske forfatter Stefan Zweig voksede op i en periode med fred, sikkerhed og tillid til, at krigen definitivt var afskaffet. Han kaldte den for »tryghedens gyldne tidsalder«. Den tid var præget af en tro på, at sikkerheden ville vare for altid, og at det mest destruktive var »umuligt i denne fornuftens tidsalder«.

Men med Første Verdenskrigs chokerende udbrud stod det klart, at »tryghedens gyldne tidsalder« var en historisk undtagelse. De første årtier i det 21. århundrede med den katastrofalt eskalerende klimakrise, krigene i Afghanistan og Irak, finanskrisen, almagt hos samfundsundergravende techgiganter og de autoritære lederes genkomst er ikke »tryghedens gyldne tidsalder«.

Vi har set den russiske præsident Putin annektere Krim-halvøen og invadere Georgien, likvidere politiske modstandere og forvandle Rusland til et reelt enmandsstyre. Men sat på spidsen har vi troet på, at det ikke kunne ramme os selv. Det har trods de andre frygtfremkaldende udviklinger været antagelsen, at der ikke ville komme krige i Europa igen. At vi i det mindste i det perspektiv levede i en tryg tidsalder.

Men efter Rusland på trods af måneders advarsler og global modstand valgte en storstilet militær invasion af Ukraine, en suveræn europæisk stat, står det klart, at denne trygge periode er forbi.

Det skete hos os 

Nu lærer vi, som Zweig konstaterede efter krigsudbruddet, at der i forestillingen om at leve i læ fra historiens grusomhed skjulte sig »en stor og farlig indbildskhed«. Godt nok har vi fordømt Putin og hans annekteringer, kampagner for at destabilisere vores demokratier og militære støtte til diktatoren i Syrien. Men vi har også gjort os afhængige af naturgas fra Rusland og ladet russere købe sig ind i vores samfunds infrastruktur.  

For det har været en kynisk, beroligende faktor for os, at vi antog, at Putin er en rational aktør. Og når USA’s præsident i en bemærkelsesværdig kommunikationsoffensiv har annonceret for verden, at Rusland ville invadere Ukraine, har iagttagere indvendt, at Putin ikke ville gøre noget så farligt og dyrt for ham selv. At han plejer at handle i overensstemmelse med Ruslands langsigtede interesser.

Bagsiden af den antagelse har været fortællingen om Putin som den eminente skakspiller, som altid er et træk foran og udstiller vores svaghed. Men Putin har de seneste dage ikke lignet et strategisk geni. Vesten, som ellers har været splittet, står fuldstændigt samlet imod ham. Opinionen i lande, som længe har været polariseret, er forenet i fordømmelsen, og NATO, som under tilbagetrækningen fra Afghanistan blev reduceret til en biperson fra gamle dage, står nu sammen. Og det store flertal i Ukraine har vendt sig væk fra Rusland.

Putins styrke plejer at være evnen til at splitte sine modstandere, denne gang har han samlet os. Hans tv-transmitterede taler om Storrusland lød som megalomane overdrivelser fra en mand, der har siddet isoleret et par år under pandemien og for længe regeret i et system uden kritik nedefra og modsigelse internt. Han lover at »afmilitarisere« og »afnazificere« Ukraine og truer indirekte med at angribe den, der står i vejen, med atomvåben.

Vi skal bære omkostninger

Vores fordømmelse af invasionen er ubetinget og absolut. Der er ingen mellemregninger om løfter fra gamle dage, som på nogen måde berettiger invasionen af Ukraine. Men derfra skal vi, som Simon Jenkins skrev i The Guardian, ikke skrue os op til en massemobiliserende aggression, som vi alligevel ikke vil levere på. Alt for længe har vi lovet oprørere i Syrien, Hongkong og Afghanistan, at vi ville kæmpe deres sag. Og svigtet dem katastrofalt og udstillet os selv som hyklere.

Vesten vil ikke gå i krig mod Rusland i Ukraine. Og NATO vil ikke forsvare lande militært uden for alliancen. Men vi bør støtte ukrainere med militært materiel og våben. Og Vesten vil ikke indgå i et diplomati, som afkræver substantielle indrømmelser fremtvunget af truslen om atomkrig.

Den kamp for det Europa og de principper, vi tror på, må gå gennem omfattende, målrettede og konsekvente sanktioner, som isolerer Rusland fra verdensøkonomien og angriber formuer i den overklasse, som holder Putin ved magten, i vores egne skattely.

De sanktioner vil for første gang længe kræve virkelige materielle afsavn af ganske almindelige borgere i Vesten og vil kunne føre til økonomisk krise, højere energipriser og tab af arbejdspladser. Men det er kampen for alt det, vi har kært, og vi skal bevise for Vestens fjender og os selv, at det er helt forkert, når de siger, at vi ikke vil betale en pris for freden, og at vi ikke vil opgive goder for friheden. Vi vil blive større og bedre samfund af at vinde den kamp.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Larsen

Hvis det er alt hvad der kræves af os, så er det sgu billigt sluppet. Kan vi så snart begynde på det egentlige arbejde. Europæisk strategisk uafhængighed af USA, Rusland og Kina, herunder opbygning af en tilstrækkelig militær kapacitet.

Mads Berg, Henriette Bøhne, Jan Nielsen, Steffen Gliese, Rolf Andersen, Per Larsen Andersen, Carsten Nørgaard og René Arestrup anbefalede denne kommentar

USA er den eneste grund til at vi lever i frihed i Danmark. Der er ingen grund til at takke Sovjetunionen for “befrielsen” af nazismen da de både besatte Polen inden de gik ind krigen og hold det halve Europa 45 år i fængsel efter. Må håbe deres tab af liv bliver stort i Ukraine. Viser jo klart hvorfor vi burde have ignoreret den gale mand i Moskva der kun forstår rå magt og få så mange lande med i nato.

Svend Erik Sokkelund, Jørgen Munksgaard, Tonny Sørensen, Bo Klindt Poulsen , Mikael Højgaard, Bent Nørgaard, Jan Kauffmann, Jacob Nielsen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Enig med RL. Blot undgår han (...) at adressere 30 års forsvarspolitisk fedtspilleri. Det er fuldstændig evident, at DK nu er nødt til at opruste kraftigt - og som minimum leve op til den to procents målsætning, vi har forpligtet os til i NATO-samarbejdet.

Jørgen Munksgaard, Rolf Andersen, Peter Møllgaard, Jacob Nielsen, Jørgen Larsen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Møller for fred.

europa skal opruste indefra på mere end den militære fløj. militæret er klart nødventigt og sætte målrettet og klart og opruste. målrettet op til minimum de 2 procent af vores bnp.

Vi bør tilsvarende lave en friheds oprustning på energi fronten på minimum tilsvarende 2 procent af vores BNP for at vi kan udfase og hjælpe europa med at udfase russisk gas. og olie. så putin ikke kan bruge energi våbnet mod os europæere.

Den grønne omstilling er en frihedskamp. for europa.
derfor er hver mølle der kommer op alle energi forbedringer, der frigør os fra den russiske ørns gas klør en kamp for friheden .

Her udover skal vi finde en ny måde og indrette os på så vi behøver mindre energi især bliver vores landbrug nu hårdt ramt, da rusland er en af verdens største producenter af kunstgødning. en målrettet overgang til et landbrug der behøver meget mindre kunstgødning er vejen mod europæisk frihed fra rusland.

vi skal ha en ernesto dalgas logik hivet op fra fortiden "hvad ud af tabes skal indad vindes. " og væk fra den globaliserede logik.

Fordelen med denne strategi, er enkel. vi vil få vækst i europa ved og sætte målrettet ind for at frigøre os fra russisk olie og gas.

Så det handler om møller PtX, målrettet overgang til vedvarende energi og en smule atomkraft. hvor man gør det, og frigørelse fra russisk gas og frigørelse fra behovet for de store mængeter kunstgødning. vi bruger nu,

Asiya Andersen, Jan Nielsen, Erik Karlsen, Steffen Gliese, Rolf Andersen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

Der er to afsnit fra R.L. jeg er specielt enig i : De fortjener gentagelse,
"Hans tv-transmitterede taler om Storrusland lød som megalomane overdrivelser fra en mand, der har siddet isoleret et par år under pandemien og for længe regeret i et system uden kritik nedefra og modsigelse internt."
"Den kamp for det Europa og de principper, vi tror på, må gå gennem omfattende, målrettede og konsekvente sanktioner, som isolerer Rusland fra verdensøkonomien og angriber formuer i den overklasse, som holder Putin ved magten, i vores egne skattely."
Jeg er overbevist om at Putins store mangler er forståelse for, hvad den almindelige russiske befolkning ønsker. Jeg tror at når sandheden om Putins løgne i de russiske medier erkendes folk imellem, så undermineres hans magt indefra.
Han tror minsandten at 44 millioner ukrainere kan trynes med magt på lang sigt.
Når Putin forhåbentlig væltes af de mere fornuftige kræfter i Rusland, så slipper vi nok også af med landmanden fra Hviderusland.
Putin lider af samme syndrom, som rammer folk, der alt for længe har haft magt.
Det er manglende virkeligheds fornemmelse, der er erstattet af illusioner.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Rolf Andersen, jørgen djørup, Torben Bruhn Andersen, Dan Jensen, Jacob Nielsen, Rune Mariboe og René Arestrup anbefalede denne kommentar

“[…] og ladet russere købe sig ind i vores samfunds infrastruktur.”
Jamen det er vel så beslaglagt pr. i dag og tilhører dermed de respektive stater - som infrastruktur bør.

Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Putin har i dag truet befolkningerne i Vesteuropa med A våben på direkte tv. Det er mere end rigeligt.

Torben Siersbæk, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Jørgen Larsen, Dennis Tomsen, Martin Sørensen, Jørgen Mathiasen og Frank Klevenhaus anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

" Godt nok har vi fordømt Putin og hans annekteringer, kampagner for at destabilisere vores demokratier og militære støtte til diktatoren i Syrien. Men vi har også gjort os afhængige af naturgas fra Rusland og ladet russere købe sig ind i vores samfunds infrastruktur. "

Ja.
"VI" har fordømt.
Med middelklassens våben og kommunikationsmiddel: Ord.
Og intet andet,

Nu er det så blevet åbenlyst, at ord ikke rækker - og så finder vi - igen - middelklassens/de Bestemmende klassers våben frem: Penge. I diverse former.

Jeg er spændt på at se, om Putin og de Bestemmende Klasseer i Rusland kommunikerer på samme kanal som de Bestemmende klassrr i Vesten?

OG hvis ikke: Hvad hulen gør vi så?

Jørgen Mathiasen

Vi skal (alle sammen) forholde os til, at vi bliver terroriseret af en mand, som har adgang til 6.000 atomvåben og som viser tegn på en forstyrret dømmekraft og eskatologiske forestillinger. Han er nu i gang med iværksætte et mindre ragnarok. Forinden holdt han et par rablende taler, hvor han har talt om nazister i Ukraine og truet med at anvende atomvåbnet. Er systemet i Rusland i stand til at bremse ham, hvis han bevæger sig hen til knappen til det store fyrværkeri?

Hvis det blot drejede sig om, at Putin blev forsvaret i disse spalter af mennesker, der ikke vil udtale ordene »folkenes selvbestemmelsesret«, så var problemet overskueligt. Men han er utilregnelig i diplomatiske forhandlinger, og de vestlige diplomater har netop været igennem en proces, hvor Moskva producerede den ene løgn efter den anden, og efter folkeretsbruddet har gjort klart, at russiske underskrifter på internationale retsakter ikke gælder. Hvordan forhandler man med sådanne mennesker, og hvordan laver man aftaler med dem?

Vesten har nu startet refleksionen over de vage reaktioner på Putinregimets tidligere aggressioner. Der vil blive god tid til at overveje det, for konsekvenserne af den krig, Rusland nu har kastet sig ud i, bliver langvarige. Hvis russerne endelig ville begynde at vise en eller anden grad af rygrad over for deres eneherskere, ville det hjælpe. De kan starte med at tale med deres ukrainske naboer.

Ib Gram-Jensen, Thomas Bindesbøll, Svend Erik Sokkelund, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Jørgen Larsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

“som isolerer Rusland fra verdensøkonomien”
Det bliver sgu nok lidt svært, da Kina vistudgør en pæn del af denne.
Men det kunne være interessant hvis vi i vesten tør gå all in og også gøre os uafhængige af Kina, selvom det vil sætte os 30-40 år tilbage i økonomisk udvikling. Det kunne MÅSKE skabe grundbund for en ny mere demokratisk verdensorden?

Jan Nielsen, Steen K Petersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Karsten Hald Nielsen

"Vores fordømmelse af invasionen er ubetinget og absolut. Der er ingen mellemregninger om løfter fra gamle dage, som på nogen måde berettiger invasionen af Ukraine." Således skriver rl i dagens leder.
Jamen er Putin da så slem? Danmark gik med i invasionen af Irak, en invasion bygget på let gennem skuelige løgne. Hvorfor havde vi ret til at invadere et andet land?
Men traditionelt set er det jo sådan, at når vennerne gør noget, så er det i orden. Gør fjenderne det samme, ja så er de forbrydere. Der er nogle bjælker som gør blind.

Hanne Utoft, Karsten Nielsen, Carsten Munk, Inger Pedersen, Arne Albatros Olsen, Anders Graae, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek og Per Larsen Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Vi befinder os i et meget stort, som i gigantisk, krydsfelt af propaganda fra både russisk og amerikansk side.
Jeg aner virkelig ikke hvad der er op og ned i dette her.
Men jeg hader tanken om krig.

At Putin skulle være værre eller bedre end USA's senest afgåede præsident - tjah. Jeg ved det virkelig ikke.
Men nogen er mere end villige til at bringe kloden LIDT nærmere det totale kollaps ved at skabe endnu flere og større krigsmaskiner.
Cui bono?

Carsten Munk, Inger Pedersen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Putin er en bombemand med et bælte af atomraketter, som han truer med.

Jeg vil godt anholde Rune på ordet ‘kært”. Hvis vi skal tale om, hvad der virkelig er os kært, er det da mest det, som forsvinder, fx naturen og miljøet.
Fred er dog mere end fravær af krig. Når først krig er brudt ud, er det tegn på utallige svigt. Nordstream2 er et godt eksempel. Her solgte vi os selv til Putin. Hvor bliver alle oligarkernes lystbåde bygget osv.?
Demokratiet med valg hvert fjerde år er langt fra idealet. Vi ser det hver dag, og vi ser det med Klimaborgertinget. Vi har det med at stoppe op på halvvejen. Mærkeligt, ikk’?

Mads Berg, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Hver gang de vestlige ledere taler dunder til Putin, skal de gøre ham krystalklart at der kommer en dag efter denne og da vil han for evigt være fordømt og udelukket, også meget gerne russiske så hele det russiske folk kan se de via de sociale medier. Og det betyder også at vesten ikke køber et gram gas, olie eller andet fra Rusland, så længe Putin sidder ved magten. I det hele taget og på alle måder skal kampen, for at beskytte Ukraine, føres mod Putin og hans mænd (og de enkelte kvinde i hans stab) gennem en mobilisering af det russiske folk vha. af alle de elektroniske medier og platforme der findes og kan opfindes.

René Arestrup

@Karsten Hald Nielsen
'Jamen er Putin da så slem? Danmark gik med i invasionen af Irak, en invasion bygget på let gennem skuelige løgne. Hvorfor havde vi ret til at invadere et andet land?'

Man kan helt sikkert diskutere legitimiteten i invasionen af Iraq, som viste sig at bygge på en løgn.

Blot har jeg svært ved at se det som et argument for at Putin skal have frie hænder i sit eget imperialistiske eventyr.

Ib Gram-Jensen, Hans Ditlev Nissen, Mads Berg, Ole Olesen, Torben Lindegaard, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel, Jørgen Larsen, Jan Nielsen, Jens Juul, Jørgen Mathiasen, Steffen Gliese og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg forstår virkelig heller ikke argumentationen med USA. At fordi de har været nogle banditter, omstyrtet demokratier, begået krigsforbrydelser etc og at vi har deltaget. Ja så må andre også. Det er fuldstændig SORT og jeg forstå ikke at reflekterede mennesker kan argumentere på den måde.

Niels-Simon Larsen, Ib Gram-Jensen, Thomas Bindesbøll, Torben Siersbæk, Ole Olesen, Torben Lindegaard, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel, Jørgen Larsen, Steffen Gliese og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Jeg mener, at RL.s fokus og intentioner på mange måder er forkerte. Vi skal "kæmpe", opruste, indføre sanktioner og meget andet. Men hvad med at prøve på at skabe fred? Det skal vi måske ikke! Hertil er at sige, at det faktisk også kan være en stor udfordring, for det kræver først og fremmest stor viden. Fredsskabelse i internationale anliggender er faktisk en videnskab, som der desværre er skåret væk i budgetter de sidste mindst 20 år. Jan Øberg er en sådan fredsforsker - og jeg kan kun henvise til hans store viden om dette forskningsfelt - og hans sidste artikel, om hvad der burde være gjort vedr. Ukraine.
https://transnational.live/2022/02/24/jan-oberg-ukraine-what-should-have...

Jørgen Mathiasen

Til René Arestrups bidrag 25. februar, 2022 - 11:11
Jeg antager, at det er nogle yngre mennesker, som utrætteligt har forsøgt at forsvare Rusland med henvisninger til USA og forskellige andre ting. For én, der har oplevet Vietnamkrigen, er sådan noget fuldstændig tidsspilde. De pågældende Informationslæsere ved åbenbart ikke, at de gentager en adfærd - nemlig de menneskers, som dengang forsvarede krigen i Vietnam.

Én, der kender kadreadfærden til mindste detalje, er Gregor Gysi. Han var bl.a. advokat i DDR, i dag er han udenrigspolitisk talsmand i Forbundsdagen for Die Linke. Han har i et interview til formiddag fordømt den russiske indmarch i Ukraine og bruddet på folkeretten (og det synes at brede sig). Han gav desuden os alle sammen det råd at sørge for, at Rusland med den militære styrke og Kina med den økonomiske ikke bliver svejset yderligere sammen.

Ib Gram-Jensen, Thomas Bindesbøll, René Arestrup, Jørgen Larsen, Jens Juul og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

" Vi må indstille os på at føre en kamp gennem de mest omfattende sanktioner nogensinde"

Og vi skal have et langt mere slagkraftigt militær med dette uhyre som nabo.

"som utrætteligt har forsøgt at forsvare Rusland "

Alle der forsvarer Rusland nu må betragtes som russiske agenter

"Hvis det blot drejede sig om, at Putin blev forsvaret i disse spalter af mennesker, der ikke vil udtale ordene »folkenes selvbestemmelsesret«, så var problemet overskueligt. Men han er utilregnelig i diplomatiske forhandlinger, og de vestlige diplomater har netop været igennem en proces, hvor Moskva producerede den ene løgn efter den anden, og efter folkeretsbruddet har gjort klart, at russiske underskrifter på internationale retsakter ikke gælder. Hvordan forhandler man med sådanne mennesker, og hvordan laver man aftaler med dem?"

Ja, først og fremmest så arbejder man for at Vesten selv får genuine, demokratiske tilstande - og politiske beslutningstagere/repræsentanter som agerer efter universelle standarder i udenrigspolitikken. Uden dette, ingen til at drive demokratisk udvikling fremad, såvel med viden og udviklingsperspektiver som med eget eksempel. Og hér kan ingen løbe fra, selvom mange gerne vil, at Vesten har begået en række åbenlyse forbrydelser i verden, specielt USA har gjort sig skyldig i regimeskiftekrige, kup og indblandinger på alle kontinenter - og det er vel logisk at alle andre stater med magt oplever sig berettiget til at anvende den, når de er pressede nok. Og givet er det at Putin følte sig presset - ligesom det er givet at der på begge sider i forhandlingerne blev fremført nøje vinklede perspektiver på sagen ... og ingen kom reelt hin anden i møde. Det er stærkt berettiget at kritisere den ulovlige, russiske krigsførsel i Ukraine, ligesom Putin et al kan anklages for mangt og meget andet - men det nytter ikke noget at Europa ikke får ryddet op i sine egne problemer med international ret, herunder revurderet følgagtigheden overfor USA, således at en fremtid hvor alliancer og allehånde andre afhængigheder og frygtforhold tvinger lande som vil freden og demokratiudvikling ind i konflikt- og krigsuviklinger som alle taber på. OSCE er en mulighed - for der kommer en tid efter Putin et al (og forhåbentligt også den igangværende NATO-oprustning), og Rusland er en del af Europa.

således at vi undgår en fremtid hvor alliancer og allehånde andre afhængigheder og frygtforhold tvinger lande som vil freden og demokratiudvikling ind i konflikt- og krigsuviklinger som alle taber på, skulle der stå,

Ib Gram-Jensen

Hanne Utoft, 25. februar, 2022 - 21:06

"Og hér kan ingen løbe fra, selvom mange gerne vil, at Vesten har begået en række åbenlyse forbrydelser i verden, specielt USA har gjort sig skyldig i regimeskiftskrige, kup og indblandinger på alle kontinenter - og det er vel logisk, at alle andre stater med magt oplever sig berettiget til at anvende den, når de er pressede nok, og givet er det at Putin følte sig presset - ligesom det er givet at der på begge sider i forhandlingerne blev fremført nøje vinklede perspektiver på sagen... og ingen kom reelt hinanden i møde."

Det er i den givne situation en næsten genial måde at argumentere på: det er USA, der har ansvaret for invasionen, for det er USA, der har lært andre stater den måde at føre politik på - og så skal vi jo heller ikke dæmonisere nogen, Putin var presset, så... Under alle omstændigheder er det USAs skyld - quod erat demonstrandum, nu hvor mistanken om Putins invasionsplaner ikke kan affejes som falske profetier (Hanne Utoft, 17. februar, 2022 - 14:32, 21. februar, 2022 - 14:51).

Ét muligt svar er det fyndige engelske udtryk: two wrongs do not make a right. Men mere relevant er det måske - ud over at bemærke, at rå magtpolitik og uprovokerede invasioner er et ulige ældre fænomen end europæernes opdagelse af Amerika (hvor de (også) praktiserede dem i rigt mål), og at Ruslands og Sovjetunionens historie også byder på eksempler - at spørge, hvad det da var for et pres, som Putin angiveligt var udsat for, og som angiveligt fremkaldte eller var med til at fremkalde invasionen?

Udgjorde Ukraine en sikkerhedstrussel mod Rusland? Nej, ikke med Ruslands mere end tre gange så store befolkning, langt stærkere militær og omfattende nukleare arsenal. Var en optagelse af Ukraine i NATO overhængende? Nej, ikke med landet involveret i en konflikt med separatisterne i Østukraine og bag dem Rusland, og dets interne problemer. Reelt var der intet, der på dette tidspunkt pressede eller tvang Putin ud af forhandlingssporet og til en invasion. Denne invasion er lige så vilkårlig og lige så løgnagtigt begrundet som Bush-administrationens i Irak i 2003.

Men det er åbenbart Hanne Utoft meget om at gøre at skubbe dét lidt i baggrunden ved at pege på andres - helt reelle - forsyndelser ved andre lejligheder.

Ib Gram-Jensen, du padler og padler rundt og finder halmstå, blot for at give udseende af at Vestens kriminalitet bestemt ingen præcedens skaber - og at man da sagtens kan stille krav til Rusland, som Vestens stor- og supermagter hverken historisk eller i vor samtid selv indfrier. Du har heller intet udsyn til de kræfter i Rusland, som har villet anerkende Donbass/angribe Ukraine i årevis pga. kuppet i landet (et kup, du også kryber udenom at anerkende eksistensen af), så samlet set står det lidt skidt til. Men det er jo ikke nyt.

Ib Gram-Jensen

Debat med Hanne Utoft er tidsspilde, så jeg vil nøjes med at bemærke, at selvfølgelig kan man stille krav til ENHVER stor- og supermagt om, at den(s ledere) ikke invaderer andre lande uden rimelig grund (dvs. uden at det er i selvforsvar). At den amerikanske regering begik en forbrydelse med invasionen i Irak i 2003 er ikke til diskussion, men denne forbrydelse retfærdiggør ikke, at Putin nu i 2022 begår en tilsvarende. Og så bemærke, at Hanne Utoft ikke giver noget fornuftigt svar på det substantielle spørgsmål om, hvad det var, der - ifølge hendes påstand - pressede Putin til at gøre det. Hvis han ikke havde noget ønske om at anerkende Donbass/angribe Ukraine på trods af kræfter i Rusland, der ønsker anerkendelse/invasion, kunne han med den magtposition, han har, bare have ladet være.

Ib Gram-Jensen, jeg skriver direkte til dig at der er kræfter i det russiske magtapparat, som i årevis har presset for at anerkende Donbass og angribe Ukraine militært. Men også dét ignorerer du, selvom det var svaret på dit spørgsmål.

Jeg skriver ingen steder at USA har lært andre at føre krig, og at USA har skylden for den russiske beslutning om at angribe Ukraine. Det er din fejltolkning, som du siden udnævner til sandheden. Jeg skriver at det påvirker den internationale retsorden at verdens mægtigste militærmagt træder international ret under fode, og at dette både kan blive påskud for/anledning til at andre store militære magter gør noget tilsvarende. Det handler om at stormagters ageren har afsmittende virkninger, og at der skabes præcedens, som siden udnyttes. Det er almene betragninger, som i meget lang tid har været anerkendt af internationale konfliktforskere - og således ikke noget jeg har fundet på. Men din strategi er vist at få det til at se sådan ud, held og lykke videre.

Lige en relevant tilføjelse; hvis man tror at Putin ikke havde/har interesser i at sikre sig bredest mulig opbakning i det russiske magtapparat, så tager man fejl . End ikke autokrater har interesse i ringest mulig opbakning, tværtom. Og derfor har det udsat Putin for pres at nogle af hans støtter længe har krævet handling - og at han er nødt til at iagttage risikoen for at blive set som svag internt i Rusland. Det er helt almindelig elitepolitisk/autokratisk tænkning, velkendt og velbeskrevet i verdenshistorien, som jeg tillod mig at lægge til grund for debatten om Putin et al's politiske ageren.