På onsdag er der krig.
Nuvel, helt så bombastisk er budskabet ikke. Men i Ukraine-konflikten har Joe Bidens regering valgt en ekstremt offensiv kommunikationsstrategi over for Putin: Fra onsdag er der overhængende fare for en russisk invasion af Ukraine.
Det giver diplomatiet et præg af sæbeopera, hvor vi time for time kan følge, hvem der opfordres til at forlade Ukraine, mens ukrainerne advarer mod panik. Men det åbenlyse mål er at gøre det sværere for Putin at lyve sig til en retfærdiggørelse af en yderligere invasion.
I denne ekstreme situation er den tyske kansler Olaf Scholz mandag først rejst til Kijev, hvor han lagde godt en milliard kroner på bordet, men ellers ikke afgav løfter. Tirsdag går rejsen videre til Putin i Moskva, hvor Scholz vil lodde de måske sidste muligheder for en diplomatisk løsning.
Efter alt at dømme vil Scholz atter understrege, at Vesten står sammen om tunge sanktioner, hvis Rusland atter tager for sig i Ukraine. Men hvilken autoritet kan Olaf Scholz fremføre sine formaninger med?
Moralsk maksimalisme
Scholz er ny i sædet. Han kommer fra SPD, der er splittet i forhold til synet på Rusland og Putin. Han kommer fra et land, der er dybt afhængigt af (russisk) gas. Og han er kansler i et land, hvis forsvar og sikkerhedspolitiske magt er langt mindre end dets økonomi.
Scholz er desuden en af de vestlige ledere, som ifølge den amerikansk-polske journalist Anne Applebaum »tragisk nok tror på, at de lever i en verden, hvor regler har gyldighed, hvor diplomatiske protokoller er brugbare, og hvor høflig tale værdsættes«. Putin, mener Applebaum, har bare ikke respekt for andet end »hard power«.
Diagnosen er næppe forkert. Men selv i Tyskland drives debatten i høj grad af moralsk maksimalisme, der ignorerer Tysklands og Europas nyere historie, så det efterhånden er salonfæhigt at se Putins politik som den fortjente regning for en grådig tysk handelspolitik og 70 års naiv tysk pacifisme.
I Der Spiegel hed det for nylig, at det altså ikke var tyske fredsaktivister i jesussandaler, der vandt Den Kolde Krig mod Sovjet: Det gjorde præsident Reagan, der i et oprustningskapløb »satte Sovjet under økonomisk og militært pres, indtil regimet brød sammen«. Heller ikke helt forkert. Men dog med den konsekvens, at Rusland blev født med massive mindreværdskomplekser og mange tusinde atomsprænghoveder – altså Putins magtbasis i dag.
Det er åbenlyst, at Vesttyskland i Den Kolde Krig lagde sig bekvemt i skyggen af USA, både konventionelt og atomart. Spørgsmålet om Tysklands rolle i Europa blev atter levende med genforeningen. Men hverken Kohl, Schröder eller den tidlige Merkel havde kunnet retfærdiggøre en nævneværdig tysk oprustning. Under Obama steg det amerikanske pres for øgede tyske forsvarsbudgetter, før det eksploderede i diffus vrede med Trump. Et pres, som stadig ikke har fået de tyske forsvarsbudgetter op på to procent af BNP som lovet i NATO efter Putins besættelse af Krim i 2014. Dog stiler Scholz’ regering i dag efter at bruge tre procent af det enorme tyske BNP til forsvar, diplomati og udviklingsarbejde.
Tyske fortielser
På handelssiden er det åbenlyst en skandale, at Scholz nægter at true med udelukkelsen af den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2, hvis Ukraine invaderes. Lige så skandaløs er den tyske våbeneksport til lande som Egypten. Men historien om den grådige tyske handelspolitik, som Putin nu lever højt på, har også mange facetter, som udelades i den moralske fordømmelse af Tyskland. Den vigtigste er, at den tyske ’forandring gennem handel’ har været en ledetråd i Vestens liberale globaliseringsdrøm siden 1990’erne: Handel fremmer freden.
Hvad Scholz næppe sagde højt i Kijev, men hvad alligevel er alment kendt: Vesten står sammen om sanktioner, men Vesten er ikke villig til at bistå Ukraine militært og sætte hårdt mod hårdt, hvis Putin ruller ind i landet. Det gælder også våbenleverancer, hvilket Tyskland som neutral forhandlingsleder i Normandiet-formatet faktisk godt kan retfærdiggøre. Men vigtigere endnu: Ville de mere eller mindre symbolske våbensendinger faktisk afskrække Putin – eller ødelægge deeskalationen?
Scholz frygter det sidste og går derfor hele vejen med det spinkle diplomatiske arsenal, selv om det kan få ham til at se endnu svagere ud i en verden domineret af rå magt. Det er en benhård fødsel for en ny tysk kansler, der uanset de kommende ugers udvikling formentlig vil blive trukket med ind i en oprustningsspiral som efter den berømte NATO-dobbeltbeslutning fra 1979: Forhandling parret med oprustning.
Også her vil Europas og Tysklands historie og hidtidige udvikling spille en afgørende rolle hinsides maksimale moralske fordringer om at sætte hårdt mod hårdt.
Scholz kan da få hjælp af Gerhard Schröder i snakken med Putin. GS er da på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt! Eller hvad? Forsoningspolitikken er forlængst forbi. Men Gazpro honoraret/bonus er stadig mulig.
Ligemeget med al det postyr; Putin vil ikke invadere Ukraine, siger han, igen og igen.
Der Spiegel er åbenbart nået frem til den opfattelse, at Reagan vandt den kolde krig. Jeg synes, det er en primitiv forklaring. Jeg vil prøve at formulere det lidt bedre:
Sovjetunionen var som oldtidens Sparta god til krig, men ikke til meget andet. Sovjetunionen blev fastholdt i den rolle af Vestens militære pres. Det var der stor utilfredshed med i 80'ernes Sovjetunion. Man ønskede at være som de rige lande i vest med masser af konsum, et højt udviklet demokrati og retsvæsen, personlig frihed o.s.v. Det førte til Gorbatjovs og Jeltsins reformer.
Men resultatet af reformerne var skuffende. Ruslands økonomi brød sammen. Formuerne flød ud af landet. Rusland blev afhængigt af IMF. Der var udsigt til, at Rusland blev Europas og USA's fattige baggård i lighed med Latinamerika. Derfor skiftede landet økonomisk og sikkerhedspolitisk retning fra omkring 1999. Russerne vendte økonomisk tilbage til det, de var gode til - energi, råstoffer, våben - og politisk blev de igen udfordrende over for Vestens dominans. Efter 2001 blussede en vred militarisme op i Vesten, og det er medvirkende til, at relationerne i dag er så anspændte. Det har selvfølgelig også betydning, at der er en rodfæstet vrede mod Rusland i Østeuropa.
Efter min mening må alle kombattanterne finde nye veje. Det er skønt, hvis Tyskland og Frankrig kan bidrage til det, men Bidens regering har også ytret ønsker om mere diplomati, mindre militær, færre sanktioner og mere samarbejde med Rusland om det, man kan enes om. Og russerne vil gerne forhandle.
Så er Information fuldstændig faldet til patten over for USA's krigsfokus og ve den, der ikke ikke bakker op om den. Så er de, som kansler Schulz, en af de få fornuftige vestlige ledere, svagpissere og ikke til at stole på, da de bare tænker på deres gasleverancer fra Rusland.
Hvad med om Information for en gangs skyld ikke bare slavisk fulgte den totale krigstankegang, der i dag gennemsyrer hele det danske samfund. Anders Fog Rasmussen og hans gæve krigsvenstrefolk har så sandelig sejret. Så må vi blot bede til, at det ikke bliver en sejr ad helvede til for os allesammen. Indtil nu har de jo hovedsageligt "kun" ramt folkene i Afghanistan og Iraq.
Utroligt at USA's påstand om en nært forestående krig fra Rusland sluges råt - også af Information, når man ser på USA som sandhedsvidne gennem tiden. Bare et par eksempler: det var ikke Nordvietnam, der angreb amerikanske krigsskibe i Tonkin-bugten - begrundelsen for USA's Vietnamkrig med de katestrofale følger for især det vietnamesiske folk. Der var ikke atomvåben eller kemiske våben i Iraq, som begrundelse for USA's og Danmarks Iraq-krig.
Hvad vi vil stå tilbage med er, at USA nu kan sende tropper og krigsmateriel til Danmark - sikkert uden at spørge - og uden om NATO. Skaber det mere sikkerhed her i Danmark? Næ, men at Ålborg, Karup, Frederikshavn og Koldingområdet med deres flypladser og flådebaser bliver nogle af de første bombemål i en evt. krig.
Hvad med om Information informerede os om de forskellige parters holdning og bud på løsninger? Også de russiskorienterede, der bor i Ukraine, for nuværende bl.a. i de to løsrevne områder. I Tjekoslovakiet blev de enig om at splitte landet op helt fredeligt. Lær af vores egen historie. I Slesvig havde vi den Slesviske krig fra 1848 - 51. Krigen i 1864, hvor de tysksinde vandt og endelig løsningen i 1920, hvor fornuftige danske politikere fik trukket en grænse, der ikke blot holder endnu, men som vi også roser os af ude i verden. Lad det blive en af trådene i Danmarks bidrag til en løsning i stedet for krigsretorik, millioner af kr til våbenkøb i Ukraine. Penge som kunne bruges langt bedre og mere effektiv til uddannelse og udvikling i f.eks. Afrika. En politik som Danmarks fulgte med succes indtil Anders Fog Rasmussens krigsaktivisme.
Mon ikke kanzler Scholz med lav stemme vil love Putin, at Tyskland IKKE i overskuelig fremtid vil stemme JA til at Ukraine bliver NATO-medlem ( og sandsynligtvis med opbakning fra den tyske befolkning)?
Udvidelse af NATO kræver 100% opslutning fra medlemmerne.
Problem solved.
Og den russiske energiforsyning som udgør ca. 40% af Europas energibehov kan fortsætte. Også via den nye Northstream 2-gasrørledningen. Og Putins Rusland kan fortsætte med at få meget store indtægter fra sin olie- og gas-eksport til Europa.
Ukraine og Rusland forsøgte at gyde olie på vandene med Minsk I & II mht. Luhans og Donets, men Putin havde ikke styr på løsrivelses-lederne.
Ukraines medlemskab af Nato har lange udsigter, sålænge Luhans og Donents problemet ikke er løst, ja vel også Krim.
Og disse problemer bliver ikke løst, da tilflyttede/historisk tvangsflyttede russere, er i flertal, derfor forbliver områderne russiske.